fredag den 28. oktober 2011

The Divider vs. the Thinker

Jeg har henvist flere gang til Peggy Noonans blog på WSJ. Det er indsigtsfulde kommentarer, der kommmer fra den kant. Så her er det seneste link til dagens indlæg (28/10), hvor Noonan skriver om splittelsen i USA, om præsident Barack Obama, der vil kører en valgkamp med retorik der splitter i USA imellem de "rige" og resten og om kongresmedlem Paul Ryan, der tænker over tingene og kommer med løsningsforslag på de problemer, USA står overfor.

Desværre er Paul Ryan ikke at finde blandt præsidentkandidaterne, men han er uden tvivl en politiker, som man skal lægge mærke til og som forhåbentlig vil få større indflydelse i det republikanske parti. Se blot den tale han holdt i Heritage for nylig (og som Noonan henviser til i sit indlæg):

http://www.realclearpolitics.com/video/2011/10/26/paul_ryans_speech_to_the_heritage_foundation.html

mandag den 10. oktober 2011

Den tikkende gældsbombe

Die Spiegel bragte i sidste uge tre artikler, der med avisen egne ord beskriver, hvordan EU skabte verdens mest "ustabile valuta" og fik tilskyndet en kraftig forøget gældsætning i Europa. Altså hvordan tyske og europæiske ledere "ofrede økonomiske principper til fordel for romantiske visioner".

Første artikel (5/10) beskriver euroens tilblivelse, der blev til med Maastricht Traktaten fra 1992. I henhold til denne traktat skulle bestå af 3 søjler, hvoraf den økonomiske søjle skulle færdiggøres med en økonomiske og monetær union. Ideen om fælles valuta var af ældre dato, men murens fald og foreningen af Tyskland fik franskmændene til at kræve det som pris for genforeningen. Ellers beskriver artiklen, hvordan euroen gik fra at være en medlemsklub, hvor der blev stillet krav til økonomiske politik og sanktioner for manglende overholdelse til en klub for alle uden sanktioner. Da landene skulle udvælges, var Tyske og europæiske politikere klar over, at grækerne og andre lande sminkede deres nationalregnskaber for at komme med i euroen og få adgang billigere statslån. Men politikerne overhørte bevidst advarsler fra økonomer og centralbankchefer. Udvælgelsen af lande, som kunne deltage i euroen, blev dikteret af politiske og ikke økonomiske hensyn. Forundskansler Helmut Kohl ønskede en historisk beslutning. Derfor fik Grækenland, Italien og Belgien lov til at kome med. Selv europæiske økonomer var dog også "romantiske og blinde overfor risici forbundet med den fælles valuta", skriver Die Spiegel og citerer professor Kenneth Rogoff, amerikansk økonom og tidligere cheføkonom for IMF. 

Anden artikel (6/10) viser, hvordan Grækenland udnyttede det nye medlemsskab af euroen til at skaffe billige lån uden at ændre den økonomiske politik.Grækenland fik oprettet et lånekontor, der fik til opgave at "skaffe så mange penge" som muligt gennem udstedelsen af euro statslån. Det var der stor efterspørgsel efter. Og artiklen beskriver også, hvordan Tyskland og Frankring fik fjernet sanktionsmulighederne, da disse lande tidligt fik problemer med at overholde kravene. Det var forbundskansler Gerhard Schröder, der førte kniven. Måske var det pinligt for Tyskland, at de skulle være første land, der ikke kunne overholde kravene, måske var det indenrigspolitik, men under alle omstændigheder sendte det et uheldigt signal til sydeuropæerne. Der sker ikke noget, hvis man ikke overholder kravene.

Sidste artikel (7/10) diskuterer hvilke muligheder, der er for at komme ud af den nuværende krise. Kort sagt findes der to muligheder: 1) En omfordelingsunion, "transfer union", hvor landene i nord med orden i økonomien i mange år ud i fremtiden vil overføre velstand til lande i syd med uorden i økonomien eller 2) en mindre monetær union, hvor kun lande med orden i økonomien deltager i den fælles valuta. Det betyder i hvert fald farvel til Grækenland og en statsbankerot, der vil ende op med at æde kapitalen op i nordeuropæiske banker og dermed staterne i form af redningspakker. Det er således som valget mellem pest og kolera.

Artiklerne giver samlet et godt overblik over statsgældskrisen og euroen, specielt med et tysk perspektiv. Det er særlig interessant, fordi tyskerne har jo ofret D-marken for euroen og Tyskland er toneangivende, når det gælder udviklingen af det europæiske samarbejde.