Mankiw om fejlene ved en offentlig sygeforsikring som konkurrent til private sygeforsikringer

Greg Mankiw havde lørdag (27.6) et indlæg i The New York Times, hvor han kritiserer Obama administrationens forslag om en offentlig sygeforsikring, som skal konkurrere med private sygeforsikringer. Konkurrencen kan aldrig blive på lige fod. En offentlig sygeforsikring vil direkte eller indirekte få støtte fra staten, hvilket vil give denne sygeforsikring en fordel i forhold til dens private konkurrenter. Endvidere er der risiko for, at den offentlige sygeforsikring vil blive dominerende i løbet af kortere periode. I sidste ende kan til føre til et single payer system, hvor den offentlige sygesikring vil udnytte monopsonets magt (købermonopol) til at presse priser på læge- og behandlingsydelser ned. Det kan på kort sigt føre til færre ydelser, ventetider og rationering. På langt sigt vil det føre til at færre uddanner sig til læge eller sygeplejerske.

Krisen koster 150 mia. kr. i øget offentlig gæld

CEPOS har udsendt et notat, der viser at statsgælden frem til 2015 vil stige med 150 mia. kr. eller 28.000 kr. pr. person i dette lande som følge af den øknomiske krise. Den økonomiske krise betyder faldende aktivitet og stigende arbejdsløshed, hvilket automatisk reducerer skatteindtægterne og øger de offentlige udgifter. Men VK-regeringen har også besluttet at gennemføre finanspolitiske lempelser for 48 mia. kr. i 2009 og 2010.

Et andet notat fra CEPOS viste i sidste uge, at de automatiske stabilisatorer, altså stigende offentlige udgifter til dagpenge og faldende skatteindtægter under økononomisk nedtur, skærer 40% af konunkturbevægelserne i Danmark. De automatiske stabilisatorer er i øvrigt kraftigere i Danmark end i noget andet OECD-land, hvilket fremgår af notatet fra CEPOS. Det skyldes de høje skatter og høje overførselsindkomster i Danmark.

Hjort Frederiksen: "Så spænder vi livremmen ind" - eller hvad man nu skal kalde det, når væksten i det offentlige forbrug skæres ned til kun 1%

Ansvarlighed og mådehold bliver nøgleord for næste års finanslov, lover finansminister Claus Hjort Frederiksen i Børsen fredag (26. juni). Citat:

"Vi må afdæmpe nogle af de forvetninger, der er og har været til vækst. Vi går jo fra et overskud i 2008 på 65 mia. kr. til et underskud på 60 mia. kr. i 2010."

"Det bliver en økonomisk ansvarlig finanslov, fordi vi jo skal ud på lånemarkedet. Det har vi ikke været vant til. Og det stiller særlige krav til vores økonomiske politik. Derfor vil den afspejle, at vi skal holde os inden for det 1 pct. vækstmål i det offentlige forbrug, som regeringens 2015-plan har stillet op."

Det er lidt anderledes toner fra Claus Hjort Frederiksen end vi er vant til, men en målsætning om at holde væksten i det offentlige forbrug på 1 % om året er dog ikke specielt ambitiøst. Det svarer til målsætningen i VK-regeringens 2015-plan fra august 2007, så et eller andet sted er finansministerens svar til det hastigt voksende budgetundskud vel bare "business as usual" eller "det går jo nok".

Siden 2001 har væksten i det offentlige forbrug (i faste prise) ligget på omkring 1,5% om året, så Hjort Frederiksen vil med andre ord reducere realvæksten i det offentlige forbrug til 2/3 af den vækst, VK-regeringen er vant til. Væksten i det offentlige forbrug har været det dobbelte af, hvad SR-regeringen ellers havde planlagt for perioden (men nok også haft vanskeligt ved at holde).

Det offentlige forbrug når op på 27,0 % af bruttonational-produktet (BNP) i år ifølge Økonomisk Redegørelse (december 2008) . Det er det højeste niveau i mere end 25 år! Det er trist, at en sådan rekord skal sættes under en såkaldt borgerlig-liberal regering, som burde have stræbt efter det laveste niveau. Regeringens målsætning om, at det offentlige forbrug ikke må udgøre mere end 26,5 % er forlængst overskreddet.

I Børsen langer Hjort Frederiksen ud efter de "ærkeliberale skabhalse", der vil have den offentlige sektor sat på slankekur. Nu fremgår det ikke af artiklen, hvem Hjort Frederiksen helt nøjagtigt tænker på, men med den udgiftspolitik, som VK-regeringen har fulgt i sine næsten 8 år, kan gruppen af finanspolitiske strammere velsagtens være ganske bred. Den kunne omfatte alt fra denne blogger, CEPOS, Liberal Alliance, de fleste banker til Poul Nyrup Rasmussen og Marianne Jelved, som med 2010-planen planlagde en vækst i det offentlige forbrug på under halvdelen af det (0,5%), Hjort Frederiksen nu taler for.

Det er grotesk at høre sådanne udtalelser fra en "liberal" minister, men Hjort Frederiksens anlægger en kynisk kalkule: Det afgørende for V og K er at trække tilstrækkeligt mange socialdemokratiske vælgere over midten, så regeringen kan overleve. De liberale "skabshalse" er ligegyldige i Hjort Frederiksens univers. De har jo ikke andre steder at gå hen, ingen andre at stemme på. Det er nok rigtigt, men liberale skabshalse har to muligheder: 1) Blive hjemme på sofaen ved næste folketingsvalg eller 2) Flytte til udlandet. En ting er helt sikkert: Denne liberale skabshals stemmer ikke på Hjort Frederiksens parti ved næste valg!

Socialdemokraterne vil forbyde risikable finansielle produkter, men det er ikke muligt og vil heller ikke forhindre økonomisk nedgang

Socialdemokratiet vil nu have en bankpakke 3 eller en såkaldt oprydningspakke for banker. Ifølge Børsen vil partiet forbyde de såkaldte banklån finansieret med Særligt Dækkede Obligationer (SDO-lån) og finansielle supermarkeder. I DR2's Deadline i går (25. juni) begrundede socialdemokraternes finansminister-aspirant Henrik Sass Larsen forslaget om at forbyde bankernes SDO:

"Det er fordi det er et risikabelt produkt. Og netop risikable finansielle produkter er det, som har sat hele verden i brand. I øjeblikket så har krisen på de internationale finansmarkeder, som følge af at man har haft denne type meget farlige produkter, betydet, at også realøkonomien, vores virkelige økonomi, også er i dyb recession."

Dernæst fik Sass Larsen sat lighedstegn mellem subprime obligationer og de såkaldte Særligt Dækkede Obligationer (SDO) udstedt af danske banker, altså begge er "meget farlige produkter", som socialdemokraterne vil have "sat en stopper for".

Man skulle tro, at varmen har givet Sass Larsen hedeslag. Eller også har han et usædvanligt ringe kendskab til bankvirksomhed, finansielle produkter og økonomi. Der er mindst tre ting galt med Sass Larsens ræsonnement.

For det første er forestillingen om, at finansielle produkter skal være risikofrie uden hold i virkeligheden. Den logiske konsekvens af partiets holdning ville være at forbyde hele den finansielle sektor og alle finansielle produkter. For alle finansielle produkter er nemlig forbundet med risici. Det gælder aktier, obligationer, bankindskud, statsobligationer og kontanter. Men finansielle produkter kommer forskellig risici og pris. Finansiel innovation er en fordel for kunderne, da flere produkter giver mulighed for at finde den rette kombination af risiko og pris.

Lovgivning kan højest flytte rundt på risici. Bankindskud på op til 750.000 kr. er omfattet af indskydergarantien er således sikre, men kollektivet har nu overtaget risikoen ved bankkrak og den er ikke blevet mindre pga. moralsk hasard.

Et forbud mod bankers SDO-lån tvinge kunderne til at bruge lidt dyrere realkreditlån, men i det store billede er det forkert at tro, at de er mere sikre. Det vigtigste er gennemsigtighed i markedet, så obligationerne kan prisfastsættes korrekt af markedet.

For det andet har amerikanske subprime obligationer ikke ret meget med SDO-lån at gøre. Subprime obligationer er baseret på boliglån til de mindst kreditværdige boligkøbere og kendetegnet ved følgende: 1) Boligkøbere, som ikke kan betale renter og afdrag, kan når som helst gå fra hus og gæld (ingen personlig hæftelse for gælden), 2) udlånene er ydet af banker, som er under politisk og juridisk pres for ikke at diskrimenere minoritetsgrupper (med omvendt bevisbyrde for bankerne), 3) pantebreve udstedt af lokale banker bliver solgt videre til andre institutter som eksempelvis Government Sponsorered Entities (GSE) Fannie Mae og Fredie Mac, 4) GSE 'erne har federalt charter, en usædvanlig lav kapitaldækning (2-3% svarende til gearing på 33-50) og implicit statsgaranti og 5) låntagerne har ofte kun præsteret en forholdsvis lille udbetaling og har måske tillige fået en såkaldt teaser rente (lav rente første to år).

Med andre ord: Amerikanere har af politiske grunde lagt et gevældigt pres på den finansielle sektor for at få flere udlån til marginale grupper og minoriteter, så flere kunne tage del i den amerikanske drøm: At blive boligejere. Men i realiteten gjorde man huskøb finansieret med boliglån til de rene optioner for boligkøberne: Enten stiger huset i værdi med sikker gevinst til boligkøber eller også kan låntager skride fra gælden. (Med et sådant boligfinansieringssystem for mindre kreditværdige købere behøver man blot en periode med rigelig likviditet og stigende huspriser for at lokke flere til og dernæst en rentestigninger for at gøre subprime obligatoner til toxic assets).

Bankernes SDO-lån adskiller sig ved, at institutter vurdere låntagers kreditværdighed, samme indstitut udlåner og sælger obligationen, låntager kan maksimalt låne 80% af husets købspris i obligationer (høj udbetaling), låntagerne hæfter personligt og bankerne er velpolstrede med reserver. For at SDO-lån skal blive til toxic assets skal boligerne ikke blot falde meget i værdi, men låntagere og bankere skal også lide betydelige tab og/eller gå konkurs.

For det tredie skyldes krisen i økonomien ikke finanskrisen. Det er snarere omvendt. Bankerne er i krise, fordi økonomien er i krisen. Finanskrisen blev udløst af konkurser (Lehman Brothers) og tvivl om solvensen af finansielle institutioner efter massive tab på blandt andet boliglån. Den alt for lempelige pengepolitik i årene 2001-06 med renteniveauer på 1-2% og rigelig likviditet har skabt øget økonomisk aktivitet og række fejlinvesteringer (bl.a. overpriser for boliger og aktier), som ikke kan holde til mere normalt renteniveau. Hvis socialdemokraterne virkelig ønskede at gøre noget for at undgå fremtidige kriser, burde man nok starte med centralbankerne.

Der er agurketidens første politiske teaterforestilling, vi er vidner til. Socialdemokraterne bløder i meningsmålingerne, selvom krise og stigende arbejdsløshed egentlig burde give dem medvind. Så nu forsøger partiet at vise handlingskraft som oprydningshold. Det går så ud over pengeinstitutter.

Amerikanerne mener, at forbundsregeringen spilder penge med stimuleringspakken

Den amerikanske befolkning har rationelle forventninger til den 787 milliarder store økonomiske stimuleringspakke, som Obama administrationen og demokraterne i Kongressen vedtog i foråret. 76% af amerikanerne mener, at det er sandsynligt eller meget sandsynligt, at regeringen vil spilde store summer penge.

Alan Greenspan: Den amerikanske regerings "to big to fail"-garanti betyder fejlinvesteringer og lavere økonomisk vækst

Alan Greenspan talte 3. juni i American Enterprise Institute om systemiske risici i det finansielle system og hvordan de skal tackles.

I talen, gengivet i WSJ, påpeger Greenspan, at regeringens de facto garanti af passiverne i finansielle institutioner, der anses for alt for store til at kunne gå konkurs ("to big to fail" = TBTF), er ensbetydende med offentlig støtte til disse firmaer. Konsekvensen vil være fejlallokering af ressourcer i økonomien, fejlinvesteringer og lavere vækst i fremtiden. Med Greenspans ord:

Of all the regulatory challenges that have emerged out of this crisis, I view the TBTF problem and the TBTF precedents, now fresh in everyone's mind, as the most threatening to market efficiency and our economic future.

Greenspan mener ikke, at en ny myndighed til regulering af systemiske risici i den finansielle sektor kan stille ret meget op mod disse risici. Myndigheden vil ikke være bedre end andre til at forudse, hvad der kommer til ske.

Det er jeg enig i. Regeringerne i EU og USA er på vildspor, når de vil indføre nye reguleringer og kontrolinstanser som konsekvens af finanskrisen. De bør snarere fjerne nuværende lovgivning, der fremmer uansvarlig låntagning og beskytte økonomierne mod ekspansiv pengepolitik, som er med til at skabe og forstærke konjunkturcykler i økonomien.

Frygt for at Obama vil nationalisere sundhedsvæsenet i USA

Præsident Barack Obama har travlt med at forsikre den amerikanske befolkning om, at en kommende sundhedsreform ikke vil føre til et single payer system som i England, Canada eller Danmark. Kun få ønsker et sundhedssystem med ventelister, køer, få valgmuligheder og rationering, derfor har præsidenten travlt med at berolige befolkningen. Men ikke alle er overbeviste. Obama har tidligere proklameret, at han ville foretrække et single payer system, hvis man skulle starte helt forfra med opbygningen af sundhedsvæsenet i USA. Det kan man i sagens natur ikke.

Men hvad laver en offentlig sygeforsikring så i Obamas vision for fremtidens sundhedsvæsen i USA? Hvorfor det er nødvendigt at skabe et offentligt alternativ, når der i forvejen er 1.300 private sygeforsikringer i USA? Er valgmulighederne ikke tilstrækkelige? Eller konkurrence for begrænset? Konservative kommentarorer som George Will spørger om ikke Obama i virkeligheden ønsker at natianalisere sundhedsvæsenet ad bagvejen, især i lyset af en analyse fra The Lewin Group, der forudser at op mod 70% af de 172 millioner forsikrede i private sygeforsikringer vil blive drevet over i den offentlige sygeforsikring efter reformen.

Forklaringen er, at en offentlig sygeforsikring have lavere præmier end private sygeforsikringer, fordi taksterne til hospitalsbehandling, lægehjælp m.v. vil være lavere. Medicare (den offentlige sygeforsikring for ældre) betaler således kun 71% af den gennemsnitlige betaling for private sygeforskring for hospitalsbehandling, mens tilsvarende er 81% for lægehjælp. Deruodver vil en offentlig sygeforsikring have lavere administrationsomkostninger. Endelig skal en offentlig sygeforsikring ikke forrente kapital.

Hvis den offentlige sygesikring overtager 70% af de forsikrede i private sygeforsikringer, er samtidig ensbetydende med en nedgang i nettoindtægterne for hospitaler og læger på 5-7%. Så behandlerne skal lave mere for færre penge. The Lewin Group påpeger, at der allerede i dag foregår en betydelig grad af cost shifting fra offentlige til private sygeforsikringer. I forhold til omkostningerne (=1,00) betalte private sygeforsikringer 1,22 for en gennemsnitsydelse, mens Medicare betalte 0.95 og Medicaid (offentlig sygeforsikring for fattige) 0.89. Det offentliges betaling for uforsikrede patienterne var 0,14 (2003). Hospitalerne taber altså penge på patienter fra offentlige sygesikringer, vil kompensere vil at hæve priserne for private sygeforsikringers patienter. The Lewin Group estimere at 40% overvæltes i prisen.

Kald dog en spade for en spade og præstestyret i Teheran for et brutalt undertrykkende rædselsregime

Det er noget dvælende og svag reaktion, vi har set fra regeringerne i den vestlige verden, på den mulige valgsvindel i Iran, folkets opstand mod præstestyret i Teheran samt teokraternes brutalitet mod fredelige demonstranter.

Det er forståeligt nok, at regeringerne ikke overreagerer på beskyldningerne om valgsvindel i første nyhedsudsendelse efter valget. Det er jo svært at vide, hvad der er sket under selve valghandlingen.

Men der er efterhånden mange ting, der peger på uregelmæssigheder eller svindel i forbindelse præsidentvalget i Iran i forrige uge. BBC beretter bl.a. om følgende forhold: Uafhængige observatører er blevet nægtet adgang til at overse valghandlingen, mobile stemmebokse har været i hænderne på embedsmænd fra Teheran uden opsyn fra lokale embedsmænd eller tilforordnede samt offentliggørelse af valgresultatet på rekordtid (efter 4 timer mod 24 timer ved sidste valg) til trods for en højere valgdeltagelsen.

Senest er der så rapporter om, at valgdeltagelsen nogle steder overstiger 100%. Det er mildest talt ikke troværdigt. Måske teokraterne i Teheran skulle hyre nogle kommunistiske valgsvindelseksperter fra det tidligere DDR, så de i fremtiden kan holde valgdeltagelsen på 99,97%! Hvis der overhovedet er en fremtid for præstestyret i Teheran?

Det siger også en del, at regimet systematisk forhindrer udenlandske journalisters bevægelse i Iran og i øvrigt har smidt dem ud af landet umiddelbart efter annonceringen af den guddommelige jordskredssejr til præsident Mahmoud Ahmadinejad. Så er der jo ingen til at granske beskyldningerne om valgfusk.

Og så lige til det der med Ahmandinejads jordsskredssejr: Hvor sandsynligt er det med en sådan sejr for en præsident, der har ført landet ud i økonomisk krise, strammet kursen i moralske spørgsmål og gjort sig uvenner med det meste af omverdenen? Om ikke andet, så burde det være velkendt for de fleste politikere i den vestlige verden, at økonomisk krise ikke ligefrem udløser jordskredssejr.

Brutaliteten med tæsk og dræb overfor fredelige demonstranter kan og bør fordømmes uden tøven ligesom regeringer den vestlige verden burde lytte til demonstranternes råb om frihed.

Men reaktionen fra landets konservative udenrigsminister & Hopalong Cassidy-kender Per Stig Møller er mildest talt rystende. Først udtrykker Per Stig Møller, at der ingen grund er til at tvivle på ægtheden af valgresultatet! (Hvor ved han i øvrigt det fra? Har udenrigsministeriet haft valgobservatører i Iran?) Dernæst siger Per Stig Møller, at man skal passe på, at vesten ikke er for kritisk overfor styret i Teheran eller tager stilling til konflikten. Det vil nenmlig provokere præstestyret til at slå hårdt ned mod demonstranter......og gøre det muligt for Ahmadinejad og præstestyret at samle folket mod vesten! Først sent kalder Per Stig Møller den iranske ambassadør til samtale og det er efter, at den danske ambassadør har været indkaldt i Teheran og blevet formanet til ikke at blande sig!

Der er mere Chamberlain end Churchill over denne reaktion. Den viser også manglende forståelse for, hvad der egentlig sker i Iran. Styret har således slået hårdt ned overfor enhver opposition i de sidste 30 år siden revolutionen i 1979. Det har ikke holdt sig tilbage med arrestere, fængsle, torturere og dræbe sine politiske modstandere, kritikere eller bare almindelige mennesker, der ifølge præsterne har en lidt for dekadent livsstil. Man har en revolutionsgarde og et præstepoliti til systematisk at undertrykke befolkningen. Teokratiet er ideologisk modstandere af frihed og ønsker en islamisering af verden.

Hvis der er noget, historien har lært os, er det at man ikke tage diktatorer med fløjshandsker og tro at man tale dem væk fra deres utopi projekt. Folkesocialisten Holger K. Nielsen har åbenbart lært lektien og har i disse dage travlt med at manuducere udenrigsministeren om den kolde krig, vigtigheden af at støtte dissidenterne og af at tage afstand fra den brutale undertrykkelse i kommunistiske regimer. Holger, hvor har du ret, men undskyld, jeg husker ikke lige dig fra den side under den kolde krig.

Reaktionen fra Washington har også været nølende omend lidt klarere end den danske reaktion. Demonstranterne i Teherans gader har vanskeliggjort præsident Barack Obama nye, såkaldt realistiske Iran politik. Politikken forudsætter tilnærmelse, samtaler og aftaler med regimet i Teheran. Det betyder anerkendelse af styret, hvilket er svært, når legitimiteten er pist forsvundet. Vanskeligheden ved Obamas politik er beskrevet af Robert Kagan i en artikel i Washington Post. Der er en vis ironi i, at befolkningen i Iran vender til det tyraniske teokrati netop som forbundsregeringen i USA er parat til at anerkende det.

Regeringerne i de vestlige regeringer bør lytte til demostranternes råb om frihed. De vil af med det undertrykkende præstestyre. De har fået nok! Og så bør regeringerne i den vestlige verden kalde en spade for en spade og præstestyret i Teheran for et brutalt underrykkende rædselsregime.

Obama møder lægerne

Præsident Barack Obama holdt mandag d. 15. juni en tale for American Medical Association i Chicago, hvor han fremlagde visionerne for en reform af sundhedsvæsenet i USA. Amerikanske læger er ikke umiddelbart den demokratiske præsidents nærmeste allierede, men de er naturligvis en vigtig interessegruppe for en kommende reform.

Lægerne har i årtier kæmpet imod socialiseringen af sundhedssektoren, så præsidenten risikerer at støde på modstand fra lægerne, når han fremlægger sit endelige forslag til sundhedsreform. Præsidenten forsøgte at sælge reformen ved bl.a. at love, at ingen borger vil blive tvunget til at skifte hverken læge eller sygeforsikring som følge af reformen.

Formålet med reformen, som tidligere omtalt her på bloggen, er at få styr på de løbske sundhedsudgifter og at sikre alle amerikanere adgang til en sygeforsikring, der er til at betale. Hvis flere skal til fadet og det skal koste mindre, må det nødvendigvis betyde ændrede arbejdsgange, lavere priser/lønninger eller rationering af ydelserne.

Obama talte for, at bedre forebyggelse af livsstilssygdomme og elektroniske journaler vil udløse så store gevinster, at det nærmest ville kunne finansiere sundhedsreformen. Congressionel Budget Office (CBO) vil dog ikke indregne sådanne (spekulative) effekter, så CBO anslår, at en reform vil koste mellem 1.000-1.500 milliarder dollars over de næste 10 år. I betragtning af, at budgetunderskuddet allerede i år når op på 12-13% af bruttonationalproduktet, er det en betydelig ekstraudgift for staten. Obama gjorde det derfor klart, at han forventer, at hospitaler, læger, forsikringsselskaber og medicinvirksomheder bidrager til reformens finansiering ved at reducere omkostningerne.

Lægerne var som ventet sympatiske overfor ønsket om at give flere amerikanere sygeforsikring. Men herudover har lægerne også en række ønsker til en sundhedsreform. Amerikanske læger ser tre problemer i forhold til udøvelsen af deres lægegerning i det nuværende system. Det er i rækkefølge: 1) Advokater og deres sagsanlæg med skyhøje erstatningskrav for såkaldt ”malpractice” eller lægefejl, 2) forbundsregeringen og politisk fastsatte (lave) honorarer i Medicare og Medicaid (som gør at mange læger slet ikke vil praktisere for disse programmer) samt 3) forsikringsselskaberne og deres papirbureaukrati specielt vedrørende dækning for behandling af patienter med sygdomme, der eksisterede da forsikringen blev tegnet.

Obama høstede stort bifald fra lægerne, da han lovede at forbyde diskrimination mellem forsikringstagere pga. eksisterende sygdom. Det vil afskaffe en del forsikringsbureaukratiet. Obamas tale om aflønning var derimod så tilpas uklar, at forsamlingen ikke reagerede, mens han blev mødt med høje buh buh råb, da han bekendtgjorde, at hans regering ikke agter at støtte lovforslag om at lægge låg over erstatningerne i sager om lægefejl.

Det kan undre, at en reform som skal nedbringe de høje sundhedsomkostningerne, ikke inddrager erstatninger. Sagsanlæg fra patienter eller pårørende, som føler at de er blevet fejlbehandlet, er et stort problem for behandlere i USA. Læger og hospitaler risikerer at skulle betale erstatninger, der sagtens kan løbe op i tocifrede millionbeløb. Det er ansvarspådragende for læger og hospitaler ikke at undersøge og opdage anden sygdom end den, patienten har henvendt sig med. I eventuelle retssager bliver lægen og hospitalet stillet overfor jury, som helt frit kan fastsætte en erstatning uafhængigt af de objektive tab.

Læger og hospitaler er derfor nødsaget til at tegne dyre ansvarsforsikringer. Forsikringen dækker typisk kun lægens virke på arbejdspladsen, hvilket lægger bånd på, hvad læger kan, må og vil gøre udenfor deres praksis i en nødsituation eller til velgørende formål (eksempelvis give gratis lægehjælp til fattige uden sygeforsikring).

Herudover er hospitaler og læger i øvrigt nødsaget til at praktisere såkaldt defensive medicine. Det er undersøgelser og behandlinger, som alene har til formål at beskytte behandlerne mod sagsanlæg. Der er ingen opgørelser over, hvad defensive medicine, erstatninger og ansvarsforsikringer koster det amerikanske sundhedsvæsen, men det er tale om en ikke uvæsentlig del af sundhedsudgifterne.

Et låg over erstatningernes størrelse på eksempelvis på 100 % over de objektive tab, vil ikke bare ramme ”fejlbehandlede” patienter, men også deres advokater. Advokaterne indgår typisk kontrakter med patienterne, som sikre advokaten 30-50 % af erstatningssummen og patienten nul sagsomkostninger uanset om de vinder eller taber. Det er en guldmine for advokaterne og Amerika har advokaterne, der har specialiseret sig i at føre disse sager. En af de mest berømte af slagsen er John Edwards, senator for demokraterne og tidligere præsidentkandidat, der har skabt sig en lille formue på erstatningssager mod læger og hospitaler.

Advokater er samtidig en vigtig vælger- og interessegruppe for demokraterne. De er blandt de absolut største bidragydere til det demokratiske parti. Ifølge Center for Responsible Politics fik præsidentkandidat Barack Obama 43 millioner dollars fra advokatbranchen ved valget sidste år. Så mon ikke det også ville være politisk selvmål for præsident Obama at gå efter advokaterne? Så hellere provokere lægerne lidt!

Dollapocalyptikerne og pokerface Geithner

The Daily Telegraph havde i går en underholdende artikel om dollarens fremtid som verdens reservevaluta. Dollaren har siden 2. verdenskrig været verdens reservevaluta og centralbanker verden over har betydelige dollarreserver i kælderen. Denne status er ikke uden fordele for den amerikanske stat, som derigennem har adgang til billige lån.

Men dollarinvestorer verden over må dog spørge sig selv om ikke dollarens fremtidige værdi er truet af meget ekspansive penge- og finanspolitik, som forbundsregeringen i Washington forfølger. Politiken ville få ethvert uland til at kolapse økonomisk på rekordtid. Mange økonomer og investorer som eksempelvis Peter Schiff and George Soros har allerede forudset dollarens død som verdens reservevaluta. Dollapocalyptikerne tror, at politiken vil fører til hyperinflation i USA og dermed dollarens kollaps.

Centralbankerne i Kina, Indien og andre lande, der har store dollarreserver, har dog et gevaldigt problem. De kan vanskeligt slippe af med de mange dollar uden at starte et rent lavineskred, som hurtigt vil sende dollarkursen ned og dermed påføre landene store tab. Så de smiler til amerikanerne, men vil formentlig prøve at nedbringe deres aktiver i dollar.

The Daily Telegraph beretter om 2 japanere, som er taget ved den schweiziske grænse med amerikanske statsobligationer for en samlet værdi af 134 milliarder dollars. Avisen skriver, at der først var spekulationer om, hvorvidt det var japanske embedsmænd på hemmelig mission til Schweiz for at sælge ud af Japans beholdning af amerikanske statsobligationer i stilhed. Nu viste obligationerne sig at være falske og de to herrer at være rene svindlere....

Avisen kan også berette, at finansminister Tim Geithner under et universitetsforedrag tidligere på måneden i Beijing ufrivilligt fremkaldte store latterbrøl i forsamlingen, da han erklærede "at Kinas finansielle aktiver var meget sikre". Hvordan han klarer at skulle rejse verden rundt og gentage igen og igen, at han tror på en stærk dollar uden at fortrække en mine, er mig en gåde. Men det er nok, fordi han har et vaskeægte pokerface.

Mere statsindblanding i kommende amerikansk sundhedsreform

Det er en topprioritet for præsident Barack Obama at gennemføre en reform af sundhedsvæsenet i USA. Formålet med reformen er at få kontrol med sundhedsudgifterne og samtidig give flere amerikanere mulighed for at tegne sundhedsforsikring, der er til at betale.

Forbundsregeringen, politikere i kongressen og interesse-organisationer i Washington arbejder derfor bag lukkede døre på et udspil til en reform. Flere kongrespolitikere har fremlagt forslag, men der foreligger endnu ikke et forslag, som har fået præsidentens opbakning.

Hovedpunkterne i en kommende reform synes dog at ligge mere eller mindre fast. Obamacare vil bl.a. betyde følgende:

• Obligatorisk for arbejdsgivere at sørge for sygeforsikring til medarbejderne: Alle arbejdsgivere bliver pålagt enten tilbyde medarbejdere en sygeforsikring eller betale en sundhedsfond, som så finansierer medarbejdernes sygeforsikring. Forsikringen skal dække en række basale sundhedsydelser, som vil blive fastsat af forbundsregeringen.
• Obligatorisk for borgerne at tegne en syge-forsikring: Formentlig vil alle borgere blive tvunget til at tegne en sygeforsikring, som det er tilfældet i delstaten Massachussett. Obama modsatte sig dette under valgkampen i opgøret ed Hillary Clinton, men der er tilsyneladende et kursskifte på vej. Kravet bliver, at alle borgere har en ”acceptabel sygeforsikring”, som indeholder basale sundhedsydelser fastsat af forbundsregeringen.
• Oprettelse af en offentlig sygeforsikring: Obama lave en offentlig sygesikring svarende Medicare, som skal tilbyde sygeforsikring til borgerne i den private sektor. Den offentlige sygesikring skal med andre ord konkurrere med private forsikringsselskaber og såkaldte Health Maintenance Organizations (HMO’ere). Der er langt ind i det demokratiske dyb skepsis overfor et offentligt alternativ, så det er tvivlsomt om dette blive til noget.
• Øget regulering af private sygeforsikringer: Der er blandt andet lagt op til, at forsikringsselskaber ikke skal kunne udelukke nye kunder pga. eksisterende sygdom og selskaberne får formentlig også forbud mod at fastsatte forsikringspræmier baseret på sundhedsstatus. Det er dog ikke til at sige om det bliver muligt at fastsætte præmier baseret på risiko faktorer, som forsikringstagerne selv kan påvirke med sund livsstil som eksempelvis blodtryk, kolesterol, blodsukker og rygning.
• Offentlig støtte til udbredelse af forsikrings-ordninger: Forsikringspræmierne vil blive holdt nede for visse grupper af borgere gennem offentlige støtteordninger. Dette er henvendt til middelklassen, som ikke er kvalificeret til sygeforsikring i Medicaid (offentlig sygeforsikring for fattige) og som er uden arbejdsgiver finansieret sygeforsikring.
• Større offentlig indblanding udbuddet af behandlinger: Obama vil have et offentligt institut, som undersøger behandlingernes relative effekt og omkostningseffektivitet. Det skal udmunde i retningslinjer for behandling af sygdomme for Medicare og Medicaid. Det vil i realiteten indskrænke de behandlinger, som borgerne får adgang til i de offentlige forsikringer.
• Offentlig støtte til oprettelse af nationalt system for elektronisk patientjournaler: Der er allerede i forbindelse med den såkaldte økonomiske stimuleringspakke afsat penge til udvikling af elektronisk patientjournal i USA.
• Betalingsreform i de offentlige sygeforsikringer Medicare og Medicaid: Obama ønsker formentlig også at reformere aflønningen af hospitaler og læger i den offentlige sygeforsikring. I dag bliver udbyderne betalt per ydelse eller per behandling, men i fremtiden vil behandlerne måske blive aflønnet efter de overordnede behandlingsresultater for patienterne.

I en tid, hvor forbundsregeringen i Washington nationaliserer banker, forsikringsselskaber og bilproducenter, kontrollerer lønninger i den finansielle sektor, øger reguleringen af den private sektor, giver industrien specifikke anvisninger på hvilke produkter som skal udvikles og produceres og pumper milliarder af lånte dollars ud i økonomien, kan det næppe overraske, at en sundhedsreform også vil øge statens indblanding.

Obama lægger ikke op til en kollektivisering af sundhedsvæsenet som vi kender det i Danmark, England eller Canada. En reform som skitseret ovenfor vil snarere få det amerikanske sundhedsvæsen til at minde om den tyske model med tvungne forsikringsordninger betalt af arbejdsgivere og lønmodtagere i fællesskab.

Det er næppe tvivl om, at en reform er påkrævet. Sundheds-udgifterne i både private og offentlige sygesikringsordninger stiger voldsomt år for år og sundhedsudgifternes andel af BNP overstiger allerede 17%. Uden indgreb kunne det stige til 20% om 10 år og måske 33% om 30 år. De høje udgifter og den høje vækst giver ikke resultater i form af eksempelvis forbedringer i levetid, som svarer til investeringerne.

Men Obamas sundhedsreform løser dog ikke det fundamentale problem i det amerikanske sundhedsvæsen. Årsagen til de høje omkostninger er betaling af sundhedsydelser gennem tredjepart. Det gør reformen ikke op med. Tværtimod vil reformen cementere, at sundhedsydelser betales af tredjepart, hvad enten det er arbejdsgiver eller staten.

Tvungen sygeforsikring er identisk med en skat, som vil forringe virksomhedernes konkurrenceevne. De øgede omkostninger ved arbejdskraft vil betyde højere ledighed for lavindkomstgrupper på arbejdsmarkedet. Og endelig vil reformen ad åre føre til rationering af ydelserne i den offentlige sygesikring (og formentlig også private sygeforsikringer).

Deflation?

Greg Mankiw viser i et indlæg på sin blog torsdag en kurve over inflationen i USA med to mål for inflationen: Ændringer i hhv. forbrugerprisindeksen og median forbrugerprisindeks. Det første mål viser en deflation i USA over det seneste år, men dette afspejler naturligvis store prisændringer i udvalgte sektorer som eksempelvis energi. Det andet mål viser, at inflationen ligger på niveau med inflationen i de senere år.

Det understreger, at der er mere grund til at være mere bekymret for stigende inflation snarere end deflation. Centralbankerne i USA og Europe har siden september 2008 ladet seddelpressen køre på mere end fuld tryk og centralbankerne vil formentlig være nødt til at finansiere de store budgetunderskud, som i ser i USA og andre lande. Den markante stigning i pengemængden vil naturligvis på et eller andet tidspunkt resultere i stigende priser. Hvis ikke pengepolitikken tilpasses, er hyperinflation ligefrem en mulighed, som forudset af Peter Schiff and Marc Faber for nylig på Fox News.

Stegte duer kommer ikke flyvende af sig selv

Min seneste klumme på 180grader.dk handler om Det konservative Folkeparti, som ikke har oplevet fremgang under Lene Espersen. Det skyldes, at K ikke er konservative nok.

Stegte duer kommer ikke flyvende af sig selv

Jeg har en klumme på 180grader.dk i dag.