fredag den 28. oktober 2011

The Divider vs. the Thinker

Jeg har henvist flere gang til Peggy Noonans blog på WSJ. Det er indsigtsfulde kommentarer, der kommmer fra den kant. Så her er det seneste link til dagens indlæg (28/10), hvor Noonan skriver om splittelsen i USA, om præsident Barack Obama, der vil kører en valgkamp med retorik der splitter i USA imellem de "rige" og resten og om kongresmedlem Paul Ryan, der tænker over tingene og kommer med løsningsforslag på de problemer, USA står overfor.

Desværre er Paul Ryan ikke at finde blandt præsidentkandidaterne, men han er uden tvivl en politiker, som man skal lægge mærke til og som forhåbentlig vil få større indflydelse i det republikanske parti. Se blot den tale han holdt i Heritage for nylig (og som Noonan henviser til i sit indlæg):

http://www.realclearpolitics.com/video/2011/10/26/paul_ryans_speech_to_the_heritage_foundation.html

mandag den 10. oktober 2011

Den tikkende gældsbombe

Die Spiegel bragte i sidste uge tre artikler, der med avisen egne ord beskriver, hvordan EU skabte verdens mest "ustabile valuta" og fik tilskyndet en kraftig forøget gældsætning i Europa. Altså hvordan tyske og europæiske ledere "ofrede økonomiske principper til fordel for romantiske visioner".

Første artikel (5/10) beskriver euroens tilblivelse, der blev til med Maastricht Traktaten fra 1992. I henhold til denne traktat skulle bestå af 3 søjler, hvoraf den økonomiske søjle skulle færdiggøres med en økonomiske og monetær union. Ideen om fælles valuta var af ældre dato, men murens fald og foreningen af Tyskland fik franskmændene til at kræve det som pris for genforeningen. Ellers beskriver artiklen, hvordan euroen gik fra at være en medlemsklub, hvor der blev stillet krav til økonomiske politik og sanktioner for manglende overholdelse til en klub for alle uden sanktioner. Da landene skulle udvælges, var Tyske og europæiske politikere klar over, at grækerne og andre lande sminkede deres nationalregnskaber for at komme med i euroen og få adgang billigere statslån. Men politikerne overhørte bevidst advarsler fra økonomer og centralbankchefer. Udvælgelsen af lande, som kunne deltage i euroen, blev dikteret af politiske og ikke økonomiske hensyn. Forundskansler Helmut Kohl ønskede en historisk beslutning. Derfor fik Grækenland, Italien og Belgien lov til at kome med. Selv europæiske økonomer var dog også "romantiske og blinde overfor risici forbundet med den fælles valuta", skriver Die Spiegel og citerer professor Kenneth Rogoff, amerikansk økonom og tidligere cheføkonom for IMF. 

Anden artikel (6/10) viser, hvordan Grækenland udnyttede det nye medlemsskab af euroen til at skaffe billige lån uden at ændre den økonomiske politik.Grækenland fik oprettet et lånekontor, der fik til opgave at "skaffe så mange penge" som muligt gennem udstedelsen af euro statslån. Det var der stor efterspørgsel efter. Og artiklen beskriver også, hvordan Tyskland og Frankring fik fjernet sanktionsmulighederne, da disse lande tidligt fik problemer med at overholde kravene. Det var forbundskansler Gerhard Schröder, der førte kniven. Måske var det pinligt for Tyskland, at de skulle være første land, der ikke kunne overholde kravene, måske var det indenrigspolitik, men under alle omstændigheder sendte det et uheldigt signal til sydeuropæerne. Der sker ikke noget, hvis man ikke overholder kravene.

Sidste artikel (7/10) diskuterer hvilke muligheder, der er for at komme ud af den nuværende krise. Kort sagt findes der to muligheder: 1) En omfordelingsunion, "transfer union", hvor landene i nord med orden i økonomien i mange år ud i fremtiden vil overføre velstand til lande i syd med uorden i økonomien eller 2) en mindre monetær union, hvor kun lande med orden i økonomien deltager i den fælles valuta. Det betyder i hvert fald farvel til Grækenland og en statsbankerot, der vil ende op med at æde kapitalen op i nordeuropæiske banker og dermed staterne i form af redningspakker. Det er således som valget mellem pest og kolera.

Artiklerne giver samlet et godt overblik over statsgældskrisen og euroen, specielt med et tysk perspektiv. Det er særlig interessant, fordi tyskerne har jo ofret D-marken for euroen og Tyskland er toneangivende, når det gælder udviklingen af det europæiske samarbejde.

mandag den 3. oktober 2011

Guvernør Chris Christie (del 2)

Guvernør Chris Christie tale om lederskab


Guvernør Chris Christie holdt en brandtale i Ronald Reagan library om lederskab. Dette er første del, men jeg linker til anden del. Christie er guvernør i New Jersey, hvor han har gennemført reformer af offentligt ansattes pensioner og sygesikring. Han kan sige tingene ligeud og opfordrer politikerne til at gøre det. Her er også en berettiget kritik af præsident Barack Obama for manglende lederskab.

søndag den 4. september 2011

The Great Recession and The Government Failure

Professor Gary S. Becker skriver i WSJ (2/9) om recessionen og de regeringsfejl, som har skabt dem, og som gør ondt værre.  Den nye reguleringsbølge skaber usikkerhed og løser ikke problemerne.

Steve Forbes kritiserer den økonomiske politik i USA

torsdag den 25. august 2011

Barro om multiplikator-effekten af indkomstoverførsler

Professor Robert J. Barro skriver i WSJ (23.8) , at der ikke empiri for, at indkomstoverførsler vil øge den økonomisk aktivitet med 1.84 i forhold til udgifterne, som Obama administrationen hævder. Overførsel har tværtimod en negativ indvirkning på den økonomiske aktivitet, fordi det påvirker folks incitamenter.

mandag den 22. august 2011

Picking green losers

En stor del af stimuleringspakkerne verden over er gået til såkaldte at skabe såkaldte "grønne jobs". General Electric estimerede i 2009, at 400 mia. USD går til grøn stimulering, hvilket selskabet naturligvis er glad. Obama administrationen tegner sig for en stor del af disse satsninger i grøn teknologi. Professor Walter Russel Mead beskriver på sin blog (19/8) på The American Interest, hvordan mange af stimuleringspakkens projekter sejler eller er endt som rene fiaskoer.

Statslige investeringer har det med at ende på denne måde, hvilket skyldes flere ting. For det første bruger regeringens andre folks penge på andre, hvilke er det absolut mindst effektive måde at bruge penge på. Så selv med de bedste intentioner, er det svært at forholde sig til projekter. For det andet bliver grønne jobs ofte en undskyldning på at støtte specielle interesser. Se eksempelvis Timothy P. Carneys beskrivelse på Washington Examiner af, hvordan præsident Barack Obama har valgt at bruge 1 mia. USD på FutureGen projektet, der tilfældigvis lige ligger i Obamas hjemstat. FutureGen projektet, der vil forsøge at bygge et kulkraftværk, som kan opfange forureningen og samle den i underjordiske anlæg, blev sat i værk under præsident Georg Bush, men senere skrinlagt af, fordi det var urealistisk og alt for dyrt.

Offentlige investeringer i grønne jobs (og andre jobs) vil ofte have skadelige indvirkning på økonomien, da de fejlallokerer ressourcer i økonomien. De ingeniører, teknikere, arbejdere, kantinemedarbejdere og lobbyister, som får jobs i de "grønne" virksomheder, er ikke til rådighed for andre virksomheder. De vil øge presset på lønningerne til skade for erhvervslivet. I den forstand er det beroligende at observere, at regeringen ikke er særlig effektiv med at skabe "grønne" jobs, da det har færre skadelige virkninger på økonomien.

lørdag den 20. august 2011

Peggy Noonan om præsident Barack Obama

Peggy Noonan har en kommentar i WSJ (19/8) om præsident Barack Obama og hans ferie efter de seneste nedtur. Her er et citat:

"How could he not be depressed? He has made big mistakes since the beginning of his presidency and has been pounded since the beginning of his presidency. He's got to be full of doubts at this point about what to do. His baseline political assumptions have proved incorrect, his calculations have turned out to be erroneous, his big decisions have turned to dust. He thought they'd love him for health care, that it was a down payment on greatness. But the left sees it as a sellout, the center as a vaguely threatening mess, the right as a rallying cry. He thought the stimulus would turn the economy around. It didn't. He thought there would be a natural bounce-back a year ago, with "Recovery Summer." There wasn't. He thought a toe-to-toe, eyeball-to-eyeball struggle over the debt ceiling would enhance his reputation. The public would see through to the dark heart of Republican hackery and come to recognize the higher wisdom of his approach. That didn't happen either. 
Nothing worked! And nothing's going to work. He's the smartest guy in the room, but he's got the reverse Midas touch. Everything he touches turns to—well, unsatisfying outcomes".

tirsdag den 16. august 2011

ObamaCares krav om sygeforsikring underkendt af endnu en domstol

Præsident Barack Obama og hans administration har lidt endnu et nederlag hos domstolene. Appelretten i Atlanta har erklæret kravet i Obamacare om at borgerne i USA har en sygeforsikring (individual mandate) i strid med forfatningen, skriver WSJ (13.8). Der sker med dommerstemmerne 2 mod 1. Flertallet af dommerne mener ikke, at forbundsregeringens ret til at regulere handel mellem delstaterne kan begrunde, at forbundsregeringen kræver, at borgerne tegner sygesikring. WSJ citere dommernes kendelse:
"The opinion, jointly written by judges Joel Dubina and Frank Hull, said Congress had broad power to deal with the problems of the uninsured, "but what Congress cannot do...is mandate that individuals enter into contracts with private insurance companies for the purchase of an expensive product from the time they are born until the time they die."
The Constitution gives Congress the power to regulate interstate commerce, and courts have interpreted that power broadly. But the majority said the Obama administration's defense amounted to an argument that merely by existing, individuals affect interstate commerce, "and therefore Congress may regulate them at every point of their life."
Dommerne underkende kun bestemmelserne i strid med forfatningen, ikke hele lovgivning. Det betyder, at dele af forsikringsreguleringen, herunder kravet om at alle borgere har ret til at tegne sygeforsikring uanset sundhedstilstand, bliver implementeret. Det vil skabe betydelige problemer, da det vil give store grupper af befolkningen et stærkt incitament til at vente med at tegne forsikring indtil de bliver ramt af sygdom. Forsikringspræmierne vil derfor stige og yderligere forstærke denne tendens, hvilket vil resultere i færre med sygeforsikring. Dette vil givet føre til, at Kongressen skal genforhandle sundhedsreformen. Men først efter at sundhedsreformen har været i Højesteret, hvilket næppe sker før sommeren 2012.