Intern konservativ kritik af partiformanden

Det går ikke specielt godt for mit gamle parti, Det konservative Folkeparti. Opinionstallene er under Bendt Bendtsen niveau og vælgerne savner en klar konservativ politik. De politiske udmeldinger stikker i alle retninger og ofte den forkerte, som jeg var inde på i går.

Ifølge kulturminister Per Stig Møller er partiets kvaler partiformandens skyld. Møller kalder partileder Lene Espersen en katastrofe og opfordrer til, at kommisær Connie Hedegaard kommer hjem fra Bruxelles og tager over. Det er næppe en forkert analyse, at Lene Espersen hverken har gjort det specielt godt som partiformand eller fået en god start som udenrigsminister. Det sidste skyldes nok i virkeligheden Møller selv, som Jarl Cordua antyder i artiklen bag overstående link. Hovedproblemet for de konservative er nok i mindre grad partiformanden og i højere grad de politiske udmeldinger, der kommer fra partiet. De fleste udmeldinger de sidste to år har ikke specielt konservative, og når det endelig lykkes at bringe konservative krav på bordet, løber det ofte ud i sandet igen, som det skete med kravet om velfærdsreformer. De konservative kan ikke levere varen.

Men det hjælper næppe på situationen, hvis de konservative nu kaster sig ud i en ny borgerkrig ...

Ikke så konservativ, at det gør noget: De konservative om privatisering

Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen udtalte tidligere på ugen, at privatiseringen af TDC og Københavns Lufthavn var en fejltagelse. Staten skal ikke privatisere infrastrukturen, da det ikke er sikkert, at private virksomheder har sammenfaldende interesser med staten, sagde Mikkelsen. Udenrigsminister Lene Espersen fulgte trop med en udtalelse om, at privatisering af infrastruktur, energi og telenet kan skade landets sikkerhed.

Ligesom politisk kommentator Jarl Cordua (og mange andre borgerlige) var jeg lige ved at få kaffen galt i halsen, da jeg læste disse indlæg. Ikke alene er det egentlig VK-regeringens politik, at statens aktiebeholdning skal gennemgåes med henblik på frasalg. Det har været planen, at ekspempelvis DONG, DSB og Post Danmark skulle gøres klar til salg. Så de konservative undsiger reelt VK-regeringens politik. Men vigtigere, så er det svært at forene denne modstand modstand mod privatisering med konservative grundprincipper.

Realiteten er, at det har været småt med privatiseringer under VK-regeringen. Der har ikke været for mange, men for få privatiseringer under den borgerlige regering. De store privatiseringer blev gennemført af SR-regeringen i 1990'erne. Men socialdemokraterne er nu tilsyneladende modstandere af privatisering, hvilket fremgår det af den begejstrede modtagelse, som Mikkelsens udtalelser har vakt i den røde blok.

Nu er bekymring for landet sikkerhed naturligvis en konservativ mærkesag. Men hvorfor kapitalfonde skulle underminiere landets sikkerhed eller interesser, er mig dog en gåde. Staten kan fortsat udøve en betydelig indflydelse gennem regulering eller endnu bedre gennem liberalisering, der udsætter privatiserede virksomheder for konkurrence. Begge dele er tilfældet for TDC og telenettet, der både er underlagt regulering af priser og en betydelig konkurrence fra mobile teleselskaber. Adskillige lande har privatiseret teleselskaber og infrastruktur, og selvom ikke alle privatiseringer har været lige heldige, så er erfaringerne gennemgående gode. Privatisering bidrager til at nedbringe statsgæld, det fører til en mere forbrugerorienteret forretning samt en bedre udnyttelse af ressourcerne i virksomhederne.

Der er efterhånden sået ganske megen tvivl om, hvordan de konservative står. Det har ikke hjulpet med Espersen som formand for de konservative (og her har jeg taget fejl). I Espersens  formandstid er der kommet en række udspil og udmeldinger, som konservative vælgere må have svært ved at forholde sig til. Først var det et udspil om at styrke "den danske velfærdsstat". Så kom et skoleudspil, som skulle gøre lærerne "stolte og glade". Så ville partiet have "sund mad til alle" i skolerne. Dernæst kom en oplæg til "frihedsreform" for offentligt ansatte. Herefter angreb Espersen markedet og kapitalismen. Men ikke alle udmeldinger har været kollektivistiske og anti-kapitalistiske. Tidligere på året krævede partiet velfærdsreformer, først og fremmest reform af efterlønnen og konservative vælgere kunne i øjeblikke skimte konservative grundprincipper, men det holdt ikke længe.

Renten på græsk statsgæld nu lig med renten på kreditkort

Renten på 10-årige græske statsobligationer er nu over 11%. På 2-årige obligationer er renten over 15%, hvilket svarer til den rente, forbrugerne betaler på kreditkort i mange lande. Men renten på spanske og portugiske statsobligationer er også på vej i vejret. Læs mere i NYT (28/4).

Gældskrisen er spreder sig som ebola virus, mener OECDs generalsekretær

Generalsekretær Angel Gurria fra De vestlige industrilandes økonomiske samarbejdsorganisation, OCED, mener, at den græske gældskrise spreder sig som en ebola virus, skriver Daily Telegraph (28/4).

Sundhedsreformen vil øge sundhedsudgifter i USA, mener uafhængige revisorer

Office of the Actuary, der er et uafhængig del af det amerikanske sundhedsministerium, har udsendt en rapport om konsekvenserne af den amerikanske sundhedsreform. Rapporten forudser, at reformen vil øge antallet af amerikanere med sygesikring med 34 millioner, men også at reformen vil øge de offentlige sundhedsudgifter. Administrationen har ellers hævdet, at reformen vil sænke de offentlige sundhedsudgifterne, som hovedsageligt består af Medicaid and Medicare. Det har hele tiden været administrationens målsætning både at øge de sikrede og sænke udgifterne, men rapporten viser, at dette næppe bliver tilfældet.

Rapporten indeholder ikke meget nyt, men synes at bekræfte en væsentlig del af kritikken af ObamaCare, nemlig at besparelser i Medicare, som skal finansiere en del af reformen, er urealistiske. Reformen tilsigter at ændre priserne for læge- og hospitalsydelser om nogle år, men Office of the Actuary mener, at det urealistisk, fordi det vil vil give store dele af hospitalsvæsenet røde tal på bundlinjen og dermed føre til forringelser.

Reformen blev vedtaget førend denne rapport forelå, fordi Office of the Actuary ikke kunne nå at have rapporten færdig indenfor de frister, som lovgiverne havde opstillet, hvilket blev kritiseret af oppositionen. Ikke overraske har rapporten bragt fornyet liv i debatten om sundhedsreformen i USA.

Læs mere om rapporten på CBS News (23/4) eller The Hill (22/4). Kaiser Health News Blog Watch har en oversigt over reaktionerne. Og den nedtonede første reaktion fra Det hvide Hus her på propaganda bloggen for sundhedsreformen Healthcare.gov (23/4) uden et ord om de stigende udgifter.

Konsolidering af den offentlige økonomi i Danmark: VK-regeringens små ambitioner

Statsminister Lars Løkke Rasmussen og udenrigsminister Lene Espersen har fremlagt en plan for konsolidering af den offentlige økonomi. Planen indebærer, at de offentlige udgifter skal holdes i ro frem til 2013. Regeringen vil dog bruge 10 mia. kr. mere på sundhed, uddannelse og "svage grupper", hvorfor regeringen vil gennemføre besparelser på andre områder. Staten skal bidrage med 60% og kommunerne 40% af besparelserne. VK-regeringen har gennemgået statens budget med en "tættekam" og kan ikke mere 4,2 mia. kr.! Helt ærlig, det er jo småbeløb, vi taler. Statens budget er på 655 mia. kr., så besparelsen er ikke mere end 0,6%! Sølle 6 promille! Det er nærmest til grin.

Det er ærgeligt, at VK-regeringen med den nye statsminister ikke har større ambitioner, når det gælder nedbringelsen af de (alt for høje) offentlige udgifter. De tidligere VK-regeringer har siden "systemskiftet" i 2001 ladet de offentlige udgifter udvikle sig mere eller mindre ukontrolleret. De offenlige udgifter har derfor aldrig været større end de er under VK-regeringen. Finansminister Claus Hjort Frederiksen praller endda ad dette og fremstiller det som en bedrift:

"Udgifterne til det offentlige har aldrig været større, og antallet af offentligt ansatte har aldrig været højere".

Og forsikre, at der ikke bliver tale om nedskæringer i verdens største offentlige sektor:

"Nulvækst vil sige, at der er samme antal ansatte og mulighed for at købe de samme varer som i dag. For det offentlige under et er der altså ikke tale om besparelser eller nedskæringer."

En borgerlig regering burde faktsk have reduceret den offentlige sektors størrelse i årene med økonomisk opsving, men i stedet forsøgte man at bilde vælgerne ind, at Danmark kunne "købe hele verden", hvilket var en opskrift på øget offentligt forbrug. VK-regeringens vækst i det offentlige forbrug overgik derfor 2010-planen, som blev lavet af SR-regeringen.

Det strukturelle underskud i offentlige udgifter (underskuddet renset for konjunkturudsving) cirka 31 mia. kr., så planen om nulvækst i det offentlige forbrug er hele ikke i det perspektiv særlig ambitiøs. Slet ikke, når man sammenligner med Poul Schlüters regeringer, der i perioder formåede at reducere udgiftern, som påvist af CEPOS.

Nationalbankdirektør Nils Bernsteirn betvivler, at VK-regeringen overhovedet kan nå målet om nulvækst i det offentlige udgifter ligesom hovedparten af landets økonomer.

Det er derfor ikke overraskende, at VK-regeringen klarer sig skidt i meningsmålingerne. Det har nok mere med manglen på borgerlig liberal økonomisk politik end med ministrenes rejseaktivitet eller mangel på samme. It's the economy, stupid. Størrelsen af den offentlige sektor, skattetrykket og fordelingen mellem offentlig og privat betyder noget for borgerlige vælgere. Og udsigterne er ikke gode. Det massive underskud på statsbudgettet efterlader en regning, som skattebetalerne på et eller andet tidspunkt skal betale.

Så hvorfor skulle borgerlige vælgere egentlig ville stemme på en VK-regeringen, når den konsekvent har forsøgt at overgå Socialdemokratiet i de sidste 10 år? Strategien var at prøve at forudse, hvad Socialdemokraterne ville foreslå, og så forsøge overgå dem. Tidligere var Venstre i mindste Socialdemokratiet minus 10%, nu er det snarere Socialdemokratiet plus 10%. Hvilken troværdighed har VK-regeringen, når det efter 8 år med overforbrug kommer og lover mådehold og nulvækst?

Politisk kommentar Jarl Cordua skriver om regeingens plan, at den er gået i offensiven for at vinde de borgerligere vælgere tilbage. Regeringen vil vinde på økonomisk ansvarlighed, mener Cordua. Oppositionen vil fremlægge et forslag, som indebærer højere offentlige udgifter. Det kommende valg bliver derfor et valg mellem en regering, der lover nulvækst i de offentlige udgifter, og en regering, der vil øge de udgifter.

Cordua har ret i, at valget nok kommer til at handle om økonomi. Men det bliver ikke et valg mellem ansvarlighed og uansvarlighed. Det bliver et valg med Socialdemokratiet Plus og Socialdemokratiet Ekstra Large. Man kan måske sige, at det borgerlige liberale vælgere bliver et valg om, hvem der er mindst uansvarlig.

Krisens økonomi - Økonomiens krise

Gyldendal har udgivet bogen "Krisens økonomi - Økonomiens krise", som er skrevet af Mogens Hansen (redaktør), professor Jesper Jespersen, skatteøkonomisk direktør Otto Brøns-Petersen og lektor Peter Nielsen. Bogen bidrager med et (ny)liberalt, keynesiansk og marxistisk perspektiv, hvorfor det egentlig kan undre, at titlen ikke er "Den gode, den onde og den grusomme".... Mere følger, når jeg har læst bogen.

Øget offentlig gældsætning truer økonomien og det finansielle system

Den Internationale Valutafond (IMF) er bekymret. Ikke for bankerne, men for regeringernes gældsætning. Regeringen har ikke bare overtaget den dårlige gæld fra banker, men har faldende indtægter fra skatter og afgifter og stigende udgifter til dagpenge og stimuleringspakker. Gældsætningen er nu på niveau med gældsætningen efter 2. verdenskrig, så det er grund til at være bekymret.

Skal Portugal også have en hjælpepakke fra de øvrige Euro-landene?

Portugal kan meget blive det næste land, som har brug for en hjælpepakke fra andre Euro-lande. Det skriver the Daily Telegraph (18/4). Portugal har også et massivt underskud på statsbudgettet i størrelsesordenen på omkring 10% af bruttonationalproduktet. Og der lader ikke til, at der der sker fremskridt i landets økonomiske udvikling, så det kan blive det kan meget vel stille sig i køen i Berlin med hatten i hånden.

Højere inflation i Storbritannien

Inflationen stiger kraftigt i Storbritannien. Forbrugerpriserne både med og uden energi og fødevarer er nu væsentligt over niveauet for 1 år siden, skriver Daily Telegraph (20/4). GBP er samtidig aftaget i værdi, hvilket afspejler en lempelige pengepolitik, det store budgetunderskud og vel også usikkerhed om udfaldet af valget til underhuset.

Gældsætningen eksploderer i USA

Statsgælden i USA stiger voldsomt i disse år og forventes at stige kraftigt over de næste 10 år, som det fremgår af nedenstående figur fra Heritage Foundation. Det er ikke udgifterne til terrorbekæmpelse, stimulerings- og redningspakker, der er hovedårsagen til den forventede vækst, men snarere de store sociale programmer Medicare, Medicaid og Social Security, der stiger kraftigt som følge af demografiske ændringer.
Det er tankevækkende, at USA er på vej mod en gældsætning, der overgår gældsætningen i 1945.

Og her er (en del af) forklaringen, the Big Spenders:

Se flere figurer for udviklingen i USA her.

Psykologiske indsigter, vælgerne, politikerne og pressen

To indlæg har set på hhv. vælgere og politikere med psykologiske briller. Ph.D. stipendiat Mie Harder skriver på 180grader.dk (14/4), at danske vælgere lider af Stockholm-syndromet, fordi flertallet af vælgerne er blevet afhængige af velfærdsstaten, så den basale overlevelse afhænger af "overgrebsmanden" og vælgere mere eller mindre er isoleret af alternative perspektiver, fordi pressen stort set ikke kritiserer systemet.

Kommentator Christopher Arzrouni skriver i Jyllands-Posten (19/4) om en tilfældig folketingspolitiker, der lider "demokratisk depression", fordi han ikke mener, at man kan tage en ordentlig diskussion om noget som helst vigtigt i Danmark længere, hverken reformer eller demokratiet arbejdsvilkår. Han har mistet troen på demokratiet. Arzrouni forklarer, at det er valgsystemets konsekvens, at politikere er tvunget til at falde i èt med partiet (og vel i øvrigt, at partierne i større omfang end tidligere forsøger at tilpasse sig medianvælgeren). Arzrouni skyder også på pressen: Den er præget af processerne og det overfladiske fremfor substansen i det politiske.

Harder og Arzrouni kritisere således pressen, hvilket der sandelig også er grund til. Men det er næppe hele forklaringen på, at Danmark er på 50 år er blevet verdens mest socialiserede samfund og at borgerlige politikere er kyllinger, når det gælder reformer.

Omfordelingen i ObamaCare

Sundhedsreformen i USA indebærer ikke en nationalisering af sundhedsvæsenet som i England eller Skandinavien, så kritikken af reformen kan måske virke i anelse overdrevet med danske øjne. Men reformen medfører en ganske betydelig omfordeling. The Tax Foundation har beregnet effekten af reformen, som viser, at den rigeste 1% af husholdninger taber 52.000 USD om året (i 2016), mens fattige og lavere middelindkomstgrupper vinder ca. 1.000 USD. Se også professor Greg Mankiw kommentarer på sin blog med overskriften "Spreading the Wealth via Healthcare Reform".

De progressive skriver om de progressives politiske bedrifter

Tænketanken Center for American Progress (CAP) for udsendt publikationen "The Progressive Tradition in American Politics", hvori Senior Fellow Ruy Teixeira and Senior Fellow John Halpin beskriver de progressives indflydelse på amerikansk politik i det sidste århundrede. De opremser en lang række nye love og reguleringer, som er blevet til på initiativ af progressive.

Publikationen overser dog de værste politiske tiltag i historien, men professor David Bernstein giver en oversigt på The Volokh Conspiracy (16/4):

"The monograph begins with a laundry list of the Progressives’ legislation accomplishment. But among the Progressive reforms nowhere mentioned in this monograph are: alcohol prohibition; coercive eugenics (upheld in an appallingly insensitive opinion by Progressive hero O.W. Holmes); residential segregation by race (invalidated by the “conservative” Supreme Court); bans on private schools (invalidated by the “conservative” Supreme Court); judicial recall elections; and restrictions on women’s participation in the labor market (invalidated in part by the “conservative” Supreme Court, and then reaffirmed by a “Progressive” Supreme Court)".

Publikationen beskriver ærligt, hvordan den konservative revolution med præsident Ronald W. Reagan i spidsen fik bremset de progressive og deres planer om tiltagende statsstyring af det amerikanske samfund. Forfatterne konkluderer:

"Democrats appeared powerless to stop this juggernaut, saddled as they were with a double-barreled progressivism that increasingly seemed like a dual liability. On the one hand they were committed to a model of the welfare state economy that no longer worked and, on the other, they were tied to a set of constituency groups whose priorities seemed alien to middle America. Especially after their preferred candidate, Walter Mondale, got blown away in the 1984 election, losing every state but Minnesota and the District of Columbia, it seemed to many progressives that their cause was hopeless.

It would take a quarter of a century from that low point for progressives to rise again to a position of strength. Now, with Barack Obama in office, powered by a new coalition quite different from the New Deal coalition that midcentury progressives relied on, progressives are once again in a position to change American society in big ways. We will take up the story of how progressives rebuilt their political strength since 1984 in another installment of the Progressive Tradition series".

Nu er de progressive tilbage i Washington D.C. med planer for en omfattende udvidelse af statsmagten i USA.

The Economist om statsunderskud i Grækenland, resten af PIIGS-landene og Euroen

The Economist har en artikel i det seneste nummer om Euroen efter Euro-landenes hjælpepakke til Grækenland. Euro-landene kan nok på kort sigt redde Grækenland og banker i Euro-zonen, som har store udlån til den græske regering. Men Grækenland skal igennem en omfattende økonomisk hestekur for ikke at stå med hatten i hånden igen og tigge om nye hjælpepakker.

Men der er også brug for omfattende reformer og nedbringelse af statsunderskuddet blandt de øvrige lande i Euro-zonen med store underskud, som Portugal, Spanien, Italien og Irland (der sammen med Grækenland udgør de såkaldte PIIGS-lande). The Economist skriver, at Euro-landene nok kan redde Grækenland, fordi det er en lille økonomi, men det vil være umuligt at lave en hjælpepakke for Italien eller Spanien. Derfor haster det med strukturreformer. The Economist giver Euro-landene 3 år til at redde Euroen.

Narkotikaforbuddet virker ikke

Michael Jourdan talte forleden i CEPOS (12/4) om narkotikapolitikken, som blev udsat for et liberalt eftersyn. Han konkluderede, at forbuddet ikke virker og at politikerne ikke har lært (eller ikke vil lære) af historien. Politikerne kunne have inddraget erfaringerne fra det føderale forbud mod alkohol fra 1920-33 i USA inden man indførte forbuddet mod narkotika. Alkoholforbuddet havde som bekendt en lang række utilsigtede virkninger: Det grundlagde kriminelle bander, medførte omfattende korruption af politi og dommere og skubbede forbruget over drikkevarer med højere alkoholprocenter. Det skete alt sammen uden en permanent fald i forbruget af alkohol.

Det er svært at få øje på nogen positive virkninger af forbudstiden. Det skulle da lige være den kendsgerning, at der rundt omkring i smugkroerne var en omfattende kreativitet og at mange populære drinks har sin oprindelse i forbudstiden, hvilket bartender Mike Vincent har udgivet en bog om (se nedenstående). Det var klart et behov for at fortynde den illegale gin og whiskey med noget, der kunne reducere alkoholprocenten og kamouflere en dårlig kvalitet.

Krigen eller kampen mod narkotika får ellers liberale politikere til at foreslå ting, som ellers ligger liberale fjernt, eksempelvis at samle narkomaner på en øde ø (tidl. folketingsmedlem for Venstre Inger Dahl Sørensen), gennemtvinge behandling (borgmesterkandidat Søren Pind) eller hele opkøbe verdens produktion af narkotika (præsident Richard Nixon). I det hele taget er metoder til efterforskning af sager om narkotika eller offerløse forbrydelser temmelig grænseoverskridende set med liberale øjne. Især i verdens (hidtil) mest liberale land, USA, hvor den nuværende præsident og hans to forgængere åbent erkender, at de har "fyret en fed" - og alle undtagen Bill Clinton inhaleret.

Metoder inkluderer brug af anonyme vidner, politiagenter, beslaglæggelse af ejendom uden retsprøvelse, omvendt bevisbyrde, omfattende aflytninger, isolationsfængsling af mistænkte indtil tilståelse og straffrihed ved angivelse af andre. I forsøget på at virkeliggøre utopien om en stoffri verden er liberale politikere villige til at tilsidesætte alle liberale principper og give politikommissærerne uindskrænket.

Michael Jourdans foredrag er tilgængeligt på CEPOS hjemmeside.

Den græske tragedie fortsat

Det svageste led i Euro-kæden, Grækenland, har nu officielt bedt EU Kommissionen, Den International Valutafond (IMF) og Den Europæiske Centralbank (ECB) om økonomisk hjælp, skriver WSJ (16/4). I weekenden enedes Euro-landenes finansministre om en hjælpepakke, der vil give den græske stat mulighed for at låne op til 30 mia. EUR fra de 15 øvrige Euro-lande (3-årige lån) og 15 mia. EUR fra IMF.

Grækenland vil kunne låne til en rente på omkring 5% fra de øvrige Euro-lande, hvilket er noget lavere end renten på markedet, som er nået op på 6,7-7,3%. Risikopræmien på græske statsobligationer er steget og ligger på over 4% i forhold til Tyskland for lån med 10 års løbetid.

Grækenland er en økonomisk ruin. Landet er plaget af korruption eller systematisk korruption, som premierminister George Papandreou sagde efter sin tiltræden sidste år, hvilket i henhold til en rapport fra Brookings Insittute unddrager statskassen for op mod 8% af bruttonationalproduktet, som beskrevet i WSJ (16/4). Landet kom kun med i Euroen, fordi regeringen svindlede med de officielle statistikker, så man kunne opfylde kravene for deltagelse. Og så er landet plaget af faldende fødselsrate, markant stigning i antallet af ældre, en socialpolitik der ansporer folk til at trække sig tilbage tidlligere end i resten af EU og i øvrigt arbejde, som påpeget af professor Peter Kurrild-Klitgaard i Berlingske Tidende for et par uger siden (25/3):

"Den græske fødselsrate har været faldende, så der nu kun fødes lidt mere end halvt så mange børn, som der skal til for at opretholde befolkningens størrelse, og med den konsekvens at grækernes gennemsnitsalder har været støt stigende, så befolknings-andelen på over 65 år er steget fra 11 pct. i 1970 til knap 25 pct. i dag og med udsigt til at nå ca. 33 pct. indenfor de næste fire årtier. Græske politikere har gennem deres socialpolitik samtidig opmuntret grækerne til at arbejde mindre, således at det kun er ca. 40 pct. af de 55-65 årige, der arbejder - mens det er 10 procentpoint flere i EU som gennemsnit og hele 20 procentpoint flere i USA, og konsekvensen er en eksplosion i overførselsindkomsterne. For at dække det har grækerne allerede hævet skatterne markant: Indkomstbeskatningen af gennemsnitslønmodtageren er en af de højeste i Vesten (42 pct.) og højere end både OECD-gennemsnittet (37 pct.) og USA (30 pct.). »Ikke så mærkeligt, at så mange grækere finder det mere profitabelt at trække sig tilbage eller flygte fra skatterne«, som den amerikanske økonom Steven Malanga skrev for nylig".

Det strukturelle underskud på statsbudgettet er så stort, at Grækenland skal nedbringe de offentlige udgifter eller øge skatterne med hvad der svarer til 10% af bruttonational-produktet (BNP). Man må håbe, at EU Kommissionen og IMF kan opstille betingelser for hjælpepakken, der bringer Grækenland ind på et spor, hvor landet er på vej sund og bæredygtig offentlig udgiftspolitik. Der er ingen tvivl om, hvad en sådan politik bør bestå i: Grækerne skal arbejde mere, blive væsentligt længere på arbejdsmarkedet, stikke færre penge under bordet, spare mere op og investere mere i levedygtige erhvervsvirksomhed. Altså kort sagt en kulturrevolution.

Modstanden mod ObamaCare stiger fortsat

Nye opinionsmålinger viser, at modstanden mod ObamaCare fortsat stiger. Associated Press forudser derfor, at sundhedsreformen bliver en belastning til kongresvalget for demokraterne til november. Det bliver et spændende valg og kan give plads til mange nye ansigter i Kongressen.

De offentlige finanser i USA frem til 2080

USA har udsigt til permanent underskud på statsbudgettet fremtil 2080. Det fremgår af Treasury Departments 2009 Financial Report, som er beskrevet af Michael Granoff her. Herfra har jeg hentet nedenstående figur, som viser udviklingen i indtægter og udgifter. Stigningen i udgifterne til Medicare (det offentlige sygesikring for ældre) stiger som følge af demografiske ændringer og forventede fremskridt i behandlingsmuligheder. ObamaCare er ikke inkluderet.

Mere bailout til bankerne ad bagdøren i USA fra Obama administrationen

Præsident Barack Obama har foreslået at forlænge Home Affordable Modification Program (HAMP), som  hjælper arbejdsløse med at blive boende i deres hus (som formentlig er mindre værd end lånene i huset). Eller som Mark A. Calabria fra Cato Institute skriver i WSJ (30/3), så er loven snarere fastholde de arbejdsløse i områder med svage arbejdsmarkeder for deres kvalifikvationer (nedsætte mobiliteten på arbejdsmarkedet). Men herudover giver loven en indirekte støtte til finansielle institutioner, som ejer "second mortgages" (en slags pantebreve, som har 2. prioritet), som reelt er værdiløse i tilfælde af tvangsauktioner, når huspriserne er faldet så meget som de er i de sidste par år.

ECB arbejdspapir: EU har brug for stærkere mekanismer til at sikre sund og bæredygtig finanspolitik

Den Europæiske Centralbank (ECB) har udsendt et arbejdspapir om krisen og de offentlige finanser. Krisen har som bekendt medført ekstraordinære store underskud på de offentlige budgetter som følge af faldende skatteindtægter, stigende udgifter til arbejdsløse, stimuleringspakker samt forskellige hjælpe- og redningspakker til primært den finansielle sektor. 13 ud af 16 Euro-lande havde ved udgangen af 2009 så store underskud, at det aktiviteret en særlig produce i Vækst- og Stabilitetspagten.

Der er risiko for et negativt loop med stigende renter som følge af højere offentlig gældsætning i Euro-landene og lavere vækst. Derfor er det vigtigt at nedbringe budgetunderskuddene og gældssætningen. Papiret konkluderer blandt andet (mine fremhævelser):

"Once the recovery is evident, governments need to start exiting from the fiscal stimulus and shift to substantial fiscal consolidation in order to return to sound and sustainable fiscal positions. Fiscal exit and consolidation strategies should be well specified, duly communicated and implemented in a timely manner in order to maintain confidence in longer-term fiscal sustainability. The existing EU fiscal framework, as embedded in the relevant provisions of the Treaty and the Stability and Growth Pact, provides the appropriate coordination mechanism. In this respect, the precedent of coordinated fiscal expansions within the framework of the European Economic Recovery Plan calls for particular attention. To prevent the risk of an erosion of the EU fiscal framework, it is important that the provisions of the Treaty and the Stability and Growth Pact are fully respected and implemented in a strict manner.

From the recent fiscal developments, the following lessons emerge for the implementation of the EU fiscal framework in post-crisis times. First, at the EU level, only high-quality information will enable an accurate assessment of the fiscal situation in individual countries [apropos budgetsvindlen i Grækenland, red.]. In this respect, the existing EU fiscal surveillance process – also with regard to the reliability of fiscal data – needs to be strengthened. Second, outside crisis times, market incentives are often not sufficiently strong to promote sound national fiscal policies. Moreover, the EU’s institutional incentives for ensuring fiscal discipline face a number of challenges. Therefore, at the national level, effective complementary institutions, binding medium-term fiscal policy frameworks as well as strong monitoring and enforcement mechanisms could be put in place to ensure fiscal discipline in both good and bad economic times. Overall, both at the EU level and the national level, a more powerful application and enforcement of the EU fiscal rules for sound and sustainable fiscal positions will be required".

Mankiw på CNBC om eventuel kommende finanskrise og Contingent Debt

Professor Greg Mankiw var på CNBC om forleden (11/4), hvor han blev interviewet om, hvordan man kan forhindre en ny finanskrise. Mankiw foreslår, at der kommer regler, som kan sikre en hurtigere overdragelse af banker og finansielle institutioner og Contingent Debt (eller indlån, som konverteres til kapital i tilfælde af insolvens). Se her:

Mere om moms i USA

Professor Greg Mankiw har et link til en god oversigt om moms apropos debatten om dens indførelse i USA.

Er USA på vej mod en moms

USA, der lider af en gigantisk underskud, kan måske være på vej til at indføre en moms. Det er foreslået af Paul Volcker, tidl. centralbankchef og leder af præsident Barack Obamas Economic Recovery Advisory Board.

Der er næppe tvivl om, at en moms vil kunne bridage til at lukke det gabende hul i det amerikanske statsbudget, som sidste år androg hele 11% af bruttonationalproduktet. Det er formentlig også bedre end yderligere stigninger i indkomstskatten (udover dem, som er planlagt i forbindelse i sundhedsreformen for højestlønnende borgere). Det er bedre for arbejdsudbud og opsparing uden dog at være den mirakelkur, som Senior Fellow Isabel W. Sawhill fra Brookings Institute hævder i et blogindlæg (7/4). Politisk vil det være lettere for Obama, der har lovet ikke at hæve skatterne for lav- og mellemindkomstgrupperne (selvom en moms faktisk vender den tunge ende nedad).

Men det vil også medvirke til at cementere et højere niveau for de statslige, føderale udgifter, der som bekendt er eksploderet under præsident Georg W. Bush og fortsat sin himmelflugt under præsident Barack Obama. Sawhill foreslår, at momsen kommer, når demokraterne ser mulighederne i nye statslige indtægter:

"As Larry Summers once noted, Republicans don’t like value-added taxes because they are a revenue machine and Democrats don’t like them because they are regressive. We will get a VAT when Democrats realize that they are a revenue machine and Republicans realize that they are regressive".

Senior Fellow Daniel J. Mitchell, CATO Institute, advarer imod en forbundsmoms af samme grunde i New York Post (7/4):

"Blocking a VAT may not be sufficient to control the size of government, but it's necessary. Handing Washington a whole new source of revenue would be akin to giving keys to a liquor store to a bunch of alcoholics".

Mitchell har en pointe. Han sammenligner udgiftstrykket (de offentlige udgifter i procent af bruttonationalproduktet) i EU (EU-15) og USA før og efter indførelsen af momsen (30,1% mod 28,3%). Før momsen var det stort set det samme. Efter momsens indførelse i EU er skattetrykket steget til 47,1% mod kun 35,3% i USA.

Det store spørgsmål er imidlertid, om den amerikanske befolkning vil akceptere denne markante udvidelse af forbundsregeringen. Eller om et nyt oprør er på vej. Men for politikernes vedkommende er der ingen tvivl om, hvad de vil ifølge Mitchell:

"They want the cash, of course, so they can continue buying votes by spending other people's money".

Heritage kritik af sundhedsreformen

Forskningsassistent Kathryn Nix fra Heritage Foundation kritiserer sundhedsreformen i USA primært på de økonomiske konsekvenser i et indlæg på tænketankens hjemmeside (30/3).

Money Still Matters

Institute of Economic Affairs har udsendt en rapporten "Money Still Matters - The Implications of M4X for Quantitative Easing" af professor David B. Smith om det brede pengemængde begreb.

Stigende marginalskatter efter ObamaCare

Skatterne er på vej op i USA. I 2013 bliver kapitalgevinstskatten øget fra 20% til 23,8% for personer med indtægter over 200.000 USD og familier med indtægter på over 250.000 USD. Det er en del af finansieringen af sundhedsreformen.

Indkomstskatten vil også stige for denne gruppe på cirka 2% af den amerikanske befolkning. Den højeste marginalskat på indkomst stiger fra 35% til 39.6%, også for personer med indtægter over 200.000 USD og familier med indtægter over 250.000 USD. Det er udløbet af en skattelettelse, som præsident George W. Bush fik gennemført, som præsident Barack Obama ikke vil forlænge.

Men spørgsmålet er, hvad der bliver det næste skridt på skattefronten. USA har et massivt (græsk) underkud på statsbudgettet og der er ikke udsigt til forbedring i de næste 10 år eller mere. Snarere tværtimod. Budgetsituationen vil blive forringet i takt med, at flere og flere ældre gør krav på pension og sundhedsydelser. Underskuddet er så stort, at man næppe kan nøjes med at kræve mere ind i skat fra de højest lønnede. Så mon ikke Obama kommer til at gøre som George Bush senior - at bryde et valgløftet ("Read my lips - No new taxes") og hæve skatter for middelklassen i USA?

Rationering af behandlinger i ObamaCare

Det har ikke stået klart, hvordan sundhedsreformen i USA vil dæmpe væksten i sundhedsudgifterne. At bremse udgifterne kræver rationering eller prioritering, hvilket det amerikanske sundhedsvæsen har været fritaget for. Hovedsageligt fordi hverken patienter eller behandlere har stærke incitamenter til at fravælge behandlinger. Ikke engang når der er tale om behandlinger med tvivlsom effekt.

NYT (6/4) havde tidligere på ugen en artikel om den kommende rationering i ObamaCare. Sundhedsreformen ændre ikke ved forsikringstagernes incitamenter, men reformen indebærer alligevel en række tiltag, som kan medvirke til at dæmpe væksten. Det vil ske ved at skabe bedre information om virkningsløse eller tvivlsomme behandlinger.

Initiativerne omfatter:

• Medicare Innovation Center: Gruppe, som skal sammenligne omkostningseffektiviteten af forskellige behandlinger
• Medicare Oversight Board: Dette organ får beføjelser til at bestemme betalingen for læge- og hospitalsydelser.
• Patient Centered Health Research: Denne gruppe vil få et budget på 600 millioner USD til patientfokuseret sundhedsforskning, som skal øge viden om, hvad der virker og ikke virker blandt mange nye behandlinger
• Krav om bedre information til patienter: Sundhedsreformen indebærer, at Medicare og andre de offentlige institutioner medvirker til at forbedre informationen til patienter om fordele og ulemper ved behandling og diagnostik.

Det er vel Obama administrationens forventning, at man gennem bedre information kan eliminere behandlinger, som ikke virker, eller som har begrænset værdi, og at øget patientinformation i sig selv vil mindske efterspørgslen. Sådan initiativerne vil ikke ende med rationering. Men hvad nu hvis befolkningen efterspørger behandlinger, som eksperterne eller myndighederne ikke finder værdifulde? Vil Medicare fortsat yde tilskud til sådanne behandlinger? Eller vil Medicare begrænse eller fjerne tilskuddet?

Virksomhedernes omkostninger falder efter sundhedsreformen, hedder det fra Obama administrationen

Handelsminister Gary Locke skriver i WSJ (1/4), at sundhedsreformen er meget erhvervs-venlig. Reformen vil opnå målet om at reducere væksten i omkostningerne. Det er der 3 grunde til.

For det første reducere reformen antallet af uforsikrede, som indirekte øger omkostninger ved sundhedsforsikringer, fordi uforsikrede har ret til behandling i skadestuerne. Det er en skjult skat på 1.000 USD om året per familie med forsikring, skriver Locke. Og antallet vil komme ned efter sundhedsreformen, fordi de fleste borgere bliver pligtige at forsikre sig.

For det andet vil reformen støtte sygeforsikring for medarbejdere, der er pensionsioneret før tid (og som arbejdsgiverne betaler). Der er for tidligere medarbejdere i alderen fra 55-64 år. Det er normalt først muligt at komme i den offentlige sygesikring for ældre (Medicare), når man er fyldt 65 år. Statsstøtten vil reducere præmien per familie med ca. 1.200 USD.

Og for det tredje gennemfører sundhedsreformen en række tiltag, som begrænser væksten i omkostninger og præmier. Det er skatten på dyre sygeforsikringer (de facto reduktion i skattefradraget), som medfører et større pres for at mindske omkostningerne. Det er nye beføjelser til Independent Payment Advisory Board til at kontrollere priserne på læge- og hospitaler. Og det er også subsidier til små virksomheder, som tegner forsikringer til medarbejderne.

I sammenligning med disse er det ændringen omkring subsidiet til virksomheder, der betaler pensionerede medarbejderes tillægsforsikring til medicin, et mindre spørgsmål, skriver Locke. Subsidiet fjernes ikke, som jeg skrev i går, men det bliver ikke muligt at trække det fra (når virksomheden bruger pengene):

"In 2013, that changes. Under the new law, businesses will still get the same 28% subsidy, and it will still be tax free. They just don't get to deduct the subsidy".

Så det er en storm i et glas vand, når virksomheder sender meddelelser til fondsbørsen med nedskrivninger!