ObamaCare 1 år efter vedtagelsen

Cato markerer 1 års dagen for vedtagelsen af sundhedsreformen i USA eller ObamaCare. Der er mange brudte løfter i ObamaCare, stadig stor folkelig modstand og så har 28 delstater lagt sag mod forbundsregeringen for overtrædelse af forfatningen. Og så er dele af reformen implementeret og viser utilsigtede virkninger, blandt andet at forsikringsselskaber forlader markedet for sygeforsikring og arbejdsgivere dropper sygeforsikring for medarbejdere eller familier.

Forbes om arven fra Reagan og den nuværende krise

Steve Forbes har en kronik i WSJ (22/3), hvor beskriver præsident Ronald Reagans økonomiske reformpolitik i 1980'erne, som lagde grunden til et økonomisk mirakel med mere 18 millioner nye amerikanske arbejdspladser i 1980'erne, massive investeringer, teknologiske gennembrud og mere end 25 års stabil økonomisk vækst. Opskriften var markante skattelettelser (blandt andet blev marginalskatter blev mere end halveret og skattesystemet forenklet), mindre regulering, stabil pengepolitik og færre offentlige udgifter (de sidste var en begrænset succes, da væksten i udgifterne nok faldt, men de store udgiftsprogrammer blev der ikke rørt ved).

Forbes mener, at politikerne i Washington har ødelagt store dele af dette reformprogram stille og roligt med masse af små ændringer i skattesystemet, nye reguleringer og nye udgifter. Hvilket dog ikke betyder, at successen ikke kunne gentages. Men selvom præsident Barack Obama forsøger at lyde som Reagan, mødes med medlemmer af Reagans stab og læser Lou Cannons glimrende Reagan-bibliografi, så er der intet i hans politik, som minder om Reagans:

"Reagan aggressively embraced free-market, supply-side principles that empowered the American people to rebuild and creatively expand our economy and standard of living. In contrast, the Obama administration has expanded the powers of government over us and our economy on a scale never before seen in peacetime American history. President Reagan understood, and fervently believed in, the American spirit of free enterprise. So far, President Obama hasn't shown that he does".

Byge af ny sundhedsregulering i USA er "stimulus" for lobbyister

Politico (17/3) skriver, at den byge af nye reguleringer, som følger med sundhedsreformen i USA, også er en (ny) "stimuleringspakke" for lobbyister, der også kaldes K street "over there". Årsagen er, at sundhedsreformen indeholder stribevis af bemyndigelser til administrationen, som den er i gang med at udmønte i reguleringer. Alle interessegrupper, industrier og virksomheder, som har noget på spil under udmøntningen, har derfor en klar interesse i at følge, forstå og påvirke dette regeringarbejde. Naturligvis. Så virksomheder, der beskæftiger sig professionelt med lobbyisme og public affairs, har oprustet på dette område og nyder godt af den øgede efterspørgsel på dette område. Igen.

Den nye regulering kommer til at omfatte alt fra dækning (hvad er inkluderet i de nye sygeforsikrings-kontrakter) til mere og specifikke regler for enkelte aktører i sundhedsindustrien. Der vil naturligvis være et enormt (og asymmetrisk) pres på regeringen for at få mest muligt inkluderet i dækningen, ligesom industrier eller udbydere vil forsøge at få reguleringen udmøntet, så de kan opnå et højere afkast. Det kan for eksempel ske ved få reguleringen udformet, så den stiller så tilpas høje krav, at kun få udbyderne selv kan opfylde kravene. Kunsten for virksomheder og interessegrupper er at pakke sådanne forslag ind og sælge dem til Obama administrationen, så det fremstår som en naturlig del af deres politik. Det er kernekompetencen for en god lobbyist.

Implementering af sundhedsreformen er blot den anden "stimulering", som præsident Barack Obama har givet lobbyisterne. Den første kom med de store lovgivningsinitiativer i de første 2 år: Stimuleringspakken, sundhedsreformen og reformen af finanssektoren. For lobbyister var alle tre initiativer en gave. Stimuleringspakken var nok kortvarig, da den blev vedtaget efter kun et par måneder, men til gengæld var den udsædvanlig. Det er ikke så tit, at en regering står med 800 mia. USD, som den gerne vil bruge og efterlyser ideer til, hvad pengene kan bruges til. Der er næppe en lobbyist i Washington D.C., som ikke har fået et par linjer med i stimuleringspakken. De 2 reformer gav til gengæld fast arbejde for lobbyister i mere end 18 måneder.

Dette er naturligvis en utilsigtet virkning af at flytte større dele af tilværelsen ind i det politiske system. Når beslutninger bliver kollektive i demokratisk system, vil flere og flere ressourcer blive brugt på at påvirke de politiske beslutninger. Så det er ikke overraskende, at flere ressourcer bliver brugt på lobbyisme i USA end tidligere. Obama er som en "progressiv" præsident og politiker tilhænger større regeringsindblanding i økonomien. Han vil med en synlig hånd dirigirere udviklingen i store dele af den amerikanske økonomi, så lobbyister har sandelig gyldne tider i hans embedsperiode.

Privatisering af banksektoren undervejs

Jeg vil i fremtiden også blogge på Borsen.dk. Min første blogindlæg (16/3) handler om bankernes delvise tilbagebetaling af deres statskapital, som blev indskudt i kølvandet på finanskrisen.

Tilsyn for finansiel forbrugerbeskyttelse i USA er ikke underlagt tilsyn

Kongressen i USA vedtog sidste år lov, som medførte oprettelse af en såkaldt Consumer Financial Protection Bureau. Nu er dette bureauet været til den første høring i Kongressen, men som WSJ (16/3) skriver, så har det lille betydning. Det nye bureau er nemlig ikke er underlagt Kongressens tilsyn som alle andre agenturer. Det betyder, at bureauet kan skabe detailregulering af finansielle institutter uden demokratisk kontrol fra Kongressen. Bureauets direktør, Elizabeth Warren, er også udnævnt uden godkendelse i senatet, hvilket er højest usædvanligt. Og så har bureauet adgang til at tappe den amerikanske centralbank, Federal Reserve, for driftstilskud. Helt op til 10% af centralbankens driftsudgifter (5,4 mia USD). Også dette sker uden Kongressens godkendelse. Det er altså i al korthed en højest besynderlig konstruktion, som præsident Barack Obama og det tidligere demokratiske flertal har skabt her.

Begrundelsen for i det hele taget at skabe et Bureau til forbrugerbeskyttelse er finanskrisen, men som tidligere påpeget, så er det jo ikke bankerne og andre finansielle institutter, som har tvunget forbrugerne til at låne mere end kunne tilbagebetale eller skabt en miljø, hvor dette var muligt. Ansvaret for finanskrisen ligger først og fremmest hos amerikanske politikere, som med en dagsorden om at flest mulige amerikanere generelt og flere blandt minoriteter i særdeleshed skulle eje egen bolig, har skabt reglerne, som gjorde bankerne mindre sensitive overfor kunderne kreditværdighed og mindre kreditværdige forbrugerne villige til at satse på boligkøb uden udbetaling med udsigt på potentielle gevinster (hvis boligpriserne steg) og ingen tab (hvis boligprisen var uændret eller faldt). Dette nye forbrugerbeskyttelsesbureau, som altså kan operere uden demokratisk kontrol, vil næppe kunne beskytte forbrugerne mod sig selv. Ej heller kan det beskytte forbrugerne mod dårlig lovgivning, så der egentlig ikke behov for det. Men det skal finde skabe et behov for sig selv som andre offentlige bureaukratier og med adgang til nationalbankens kasse er det helt sikkert, at det vil vokse til stort og tungt bureaukrati, som nok skal bebyrde pengeinstitutterne med papirarbejde og regler.