Hjælper stimuleringspakker på økonomien?

Det er ikke mange måneder siden, at præsident Barack Obama og det demokratiske flertal i Kongressen under stor hast fik vedtaget en såkaldte stimuleringspakke med udgifter for 787 milliarder dollars. Præsident Obama lovede dengang hurtig hjælp til økonomien og en mulitiplikator på 1.5 (The Job Impact of The American Recovery and Reinvestment Act udsendt af Obama Transition Team). Med andre ord ville nationalindkomsten vokse med 1,5 x 787 milliarder dollars, hvis regeringen øgede de offentlige udgifter snarere end sænkede skatterne.

Politisk er det naturligvis attraktivt, hvis øgede offentlige udgifter "betaler sig selv". Hele grundlaget for en multiplikator på 1.5 er naturligvis, at der er ledige ressourcer i samfundet, som regeringen kan finde (bedre end private) og bringe disse ressourcer i anvendelse til gode formål eller i hvert fald de gældende politiske mål.

I dag er det vanskeligt at få øje på en mærkbar vending i det private forbrug i USA. En del af forklaringen er naturligvis, at kun en tiendedel af midlerne i stimuleringspakken er brugt og dermed ude i økonomien. Pakken indeholdt en kombination af skattelettelser, stigende overførsler, øget offentligt forbrug og investeringer. Den sidste del vil kun komme ud i økonomien over to år. Men midlerne, som er brugt, har ikke sat spor i privatforbruget, hvilket allerede fører til krav om nye udgiftspakker.

Men der er grund til at tænke sig om. Den udeblevne effekt af stimuleringspakken kan også skyldes et andet forhold. Det er tydeligt for enhver, at regeringen i Washington og flere delstater befinder sig i alvorlige situationer med ubalancer på de offentlige budgetter. Alene det federale underskud er 12% af BNP i år og fremskrivninger viser, at der vil være store underskud på statsbudgettet mange år ind i fremtiden. Medicare og Social Security udgør på grund af det stigende antal af ældre mennesker i samfundet stikkende bomber i statsbudgettet. Dertil kommer, at Obama administrationen bruger krisen til at gennemføre udgiftskrævende reformer.

Det er grundlæggende en uholdbar situation. De store underskud på statsbudgettet kan ikke fortsætte uendeligt og vil enten føre en stigende inflation (hvis regeringen og centralbanken finansiere underskuddet ved at lade centralbankens seddelpresse kører) eller højere skatter. Konkrete skattestigninger er på tegnebrættet, blandt andet en stigning i marginalskatten for de højeste indkomster (over 280.000 dollars), som skal finansiere en del af den kostbare sundhedsreform. Men befolkningen forventer nok, at de vil opleve skattestigninger og det gør dem tilbageholdende med at øge privatforbruget. Den dobbelte effekt af forventninger om stigende skatter og formuetab på ejendom og aktier, må og skal sætte sine spor i forbruget.

Som professor Michael J. Boskin fra Stanford University skrev i WSJ i forgårs:

"The administration and Congress are exploiting a crisis atmosphere to promote a breathtakingly expensive big-government spending agenda mostly to be paid for later. The trillions of dollars of deficits will eventually force much higher income or payroll taxes, or a national value-added tax similar to those in Europe, or severe inflation. Balancing the CBO-projected [Congressional Budget Office projected, red.] out-year budget would require a 44% increase in everyone’s income taxes. The anticipation of, and uncertainty over, those future taxes and debt are factors constraining consumption and investment. That is delaying recovery now."

Denne effekt, at borgerne lader opsparingen påvirke af forventninger til fremtidige skatter, er kendt som Ricardiansk ækvivalens efter den engelske økonom David Ricardo, der beskrev fænomenet allerede i 1820. Konsekvensen er, at offentlige stimuleringspakker ikke øger den økonomiske aktivitet, men blot omfordeler ressourcer fra private sektor til offentlige sektor.

Lektor Christian Bjørnskov fra Handelshøjskolen ved Aarhus Universitet skrev for nylig om Ricardiansk ækvivalens på Punditokraterne. Den amerikanske professor Robert J. Barro fra Harward University havde et indlæg om dette i WSJ i januar. Barro har regnet på historiske multiplikatorer og fundet, at disse ligger omkring nul, når man ser set bort fra krigsperioder (2. verdenskrig, Korea og Vietnam krigene), hvor de er 0,8 (hvilket i øvrigt indebærer et fald i det privatforbruget eller investeringer, så de øgede offentlige udgifter ikke gratis).