Alle er lige, men nogle er mere lige end andre (I)

Socialdemokratiets formand har på det seneste forårsaget en fornyet debat om skat. Ikke med nye forslag til brandbeskatning af klippede får i Danmark udover dem, som allerede er fremsat. Men der været en heftig debat om Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnock personlige skatteforhold. Årsagen er, at Kinnock, som arbejder i Geneve, overraskende nok har valgt kun at betale skat i Schweiz og slet ikke i Danmark.

Thorning-Schmidt har som formand for Socialdemokratiet bekæmpet "skattelettelserne til de rige" og kæmpet for øget beskatning af "millionærer". Mange ser det derfor som en slags dobbeltmoral, når Thorning-Schmidt og Kinnock ikke betaler skat selv for Kinnocks indkomst erhvervet i Schweiz. Mange danskere tænker nok på Orwellsk udsagn: "Alle er lige, men nogle er mere lige end andre".

Nu er der næppe tvivl om, at familien Thorning-Schmidt-Kinnock tilhører "de rige" i Danmark. Lad mig slå en ting fast med det samme. Jeg kan ikke se noget galt i, at Kinnock kun betaler skat i Schweiz. Det er her, hvor han bor og arbejder, bortset fra i weekender og ferier.

Men jeg er sikker på, at Kinnock får problemer med det danske skattevæsen, som har et aldeles finmasket net, når det gælder om at prøve at få fat i indkomster udenfor landet. Det fremgår af dagspressen, at Kinnock og Thorning-Schmidt henholder sig til regel om, at Kinnock ikke skal betale skat, medmindre han opholder sig i Danmark mere end 180 dage om året. Men her tager de fejl og jeg ved det, da jeg selv tidligere har været i en lignende situation.

I 2001 flyttede jeg til England for at arbejde. Min familie skulle ikke flytte med førend kontrakten var på plads, så jeg boede og arbejdede i England i ugen. Ligesom Kinnock tog jeg hjem i weekender, dvs. hjem med sidste fly fredag aften og tilbage igen med første fly mandag morgen. Det blev en praksis, jeg hurtigt måtte ændre efter første møde med revisor. Når man enten ejer fast ejendom i Danmark (med bopælspligt) og/eller har sin familie (kone) i Danmark, vil skattevæsenet fastslå, at man har sin "livsinteresse" i Danmark. Det betyder, at skattepligten indtræder ved 7 påbegyndte døgn i Danmark om måneden. Så mine weekendture talte for 4 påbegyndte døgn, selvom jeg landende i Kastrup fredag aften kl. 21.45 og forlod landet igen mandag morgen kl. 8.10. Jeg måtte ændre min hjemrejse til lørdag morgen og rejse tilbage til søndag aften, foreslog revisor, og holde særdeles nøje øje med dagene i Danmark.

Der er i øvrigt det groteske forhold, at skattevæsenet kan fastslå, at en dansk statsborger har "livsinteresse" i Danmark og beskatningspligt i Danmark, men stemmeret kan man ikke opnå. Det var tilsvarende, som var anledning til den amerikanske revolution.

Derfor er jeg ikke et sekund i tvivl om, at skattevæsenet vil fastslå, at Kinnocks "livsinteresse" er i Danmark og så fanger bordet, hvis han kommer mere end 7 påbegyndte døgn i Danmark om måneden. Med mindre Thorning-Schmidt og Kinnock virkelig er mere lige end andre.

Politiske løgne

Professor Peter Kurrild-Klitgaard skriver i Berlingske Tidende (24/6) om politiske løgne, som fylder mere og mere i det politiske billede i Danmark. Det gælder både VK-regeringens påstand om, at der har været skattestop i Danmark siden 2001 og oppositionen overdrevne kritik af dagpengereformen.

Talen om Fannie Mae og Freddie Mac, som præsident Barack Obama desværre ikke holder

William McGurn har i dag en tale til nationen om Fannie Mae og Freddie Mac i WSJ (22/6), som præsident Barack Obama burde holde, men nok næppe kommer til at holde. McGurn foreslår, at Obama skruer bissen på i forhold til de to halvoffentlige realkreditinstitutter, som han nu har gjort det overfor BP. De to institutter er mere end andre finansielle virksomheder ansvarlige for at trække USA og verden ud i en finanskrise p.g.a. dårlige boliglån.

McGurn foreslår, at Obama fortæller nationen i en direkte TV-tale fra det ovale værelse i Det hvide Hus:

"Think of these bad loans as a nasty leak polluting our financial system. While most other large financial firms either have failed or are now recovering, the damage caused by Fannie and Freddie continues largely unabated. The Congressional Budget Office says that plugging these bad loans has already cost taxpayers $145.9 billion, making them the single largest bailout of all.

Make no mistake: We will fight Fannie and Freddie with everything we have got for as long as it takes. We will make these two government-created companies pay for the damage they have caused. In fact, we are going to make Fannie and Freddie pay with their lives. Tonight I'd like to lay out our battle plan going forward:

First, the cleanup. For more than three decades there's been a culture of corruption in the regulatory oversight of these companies. I inherited a situation in which these firms lobbied and captured their regulators. Fannie and Freddie's privileged place in the market was sustained because they were a source of riches for Washington's Republican and Democratic establishments. Even today we see this oily alliance at work in the recent decision by Congress to exempt Fannie and Freddie from their financial reform bill.

Tonight I promise you: We will do whatever it takes, for as long as it takes, to change this.

One of the lessons we've learned from Fannie and Freddie is that you cannot combine private profit with taxpayers bearing risk. For decades we've propped up Fannie and Freddie's near monopoly. And for decades we have failed to face up to the fact that homeownership is not the best path for everyone. Time and again, reform has been blocked by former congressmen of both parties whom these companies hired to spread the money around and persuade Congress to back off.

So the second thing I will do is meet with the chairmen of Fannie Mae and Freddie Mac. And I will tell them the day of reckoning has come. We are going to break up Fannie and Freddie and end the privileges they enjoy from the government."

.....

"The financial crisis was not caused by Fannie and Freddie alone. But fixing them is essential. To this important task, we bring hope, which comes from the confidence that free men and women in a free economy will in the end make better decisions than any government. And tonight we revive that hope by delivering change to two of the fattest cats Washington has ever known."

Årsagen til fremgangen for Liberal Alliance

Professor Peter Kurrild-Klitgaard forklarer i et indlæg i Berlingske Tidende (14/6), hvor fremgangen for Liberal Alliance ikke forklares med de konservatives arktiske nedsmeltning. Fremgangen begyndte før udenrigsminister Lene Espersen meldte afbud til det arktiske topmøde og skyldes gennem utilfredshed med Venstre og Det konservative Folkeparti blandt borgerlige kernevælgere. Vælgerne mener, at der er for meget socialdemokrati og for lidt liberal politik over VK-regeringen. Liberal Alliance har gennem foråret kørt en målrettet annoncekampagne overfor netop denne gruppe. Det er blevet bemærket og fremgangen er selvforstærkende, når partiet først er nået over spærregrænsen på 2,0%.

Danske Bank havde "Regulatory Capital Swaps" in AIG

Danske Bank havde forsikret Realkredit Danmark obligationslån for cirka 250 mia. kr. i AIG, skriver Berlingske Tidende (12/6). Ifølge forsikringen, et såkaldt Regulatory Capital Swap, ville AIG dække tab på obligationslånene over 0,6%. Det gjorde det muligt for Danske Bank med mindre kapital for disse aktiver. Men da AIG krakkede, havde banken udsigt til et stort tab. Banken blev dog reddet af den amerikanske regerings hjælpepakke til AIG.

Obama iværksætter massiv reklamekampagne for sundhedsreformen

Det går ikke så godt, som præsident Barack Obama selv havde forventet, da demokraterne i foråret vedtog sundhedsreformen. Et flertal i den amerikanske befolkning vendte sig imod reformen, men Obama mente, at stemningen ville vende efter reformen. Obama administrationen har siden gjort sit til at omvende amerikanerne, men det har ikke hjulpet.

Demokraterne er naturligvis bekymrede for valget til november, hvor den siddende præsidents parti normalt kan inkassere et nederlag. Det skete eksempelvis for præsident Bill Clinton i 1994 efter en lang debat om og et forgæves forsøg på at reformere sundhedsvæsenet. Obama og hans progressive allierede overbeviste i foråret tvivlerne i det demokratiske parti om, at det ville være værre ikke at gennemføre reformen og at nederlaget i 1994 skyldtes, at reformen ikke blev gennemført. Men der er ikke meget, som tyder på, at de får ret i den forudsigelse.

Så nu vil demokraterne gennemføre en reklamekampagne til 125 millioner USD, som i de næste par måneder skal forsøge at overbevise amerikanerne om, at sundhedsreformen er god for dem, skriver Politico (7/6). Det er tale om en usædvanlig kampagne. Normalt forsøger politikerne at overbevise vælgerne om, at deres politik er den rigtige før de gennemføre den og hvis politikerne får et mandat, kan de gennemføre den. Men her er det nærmest omvendt. Først gennemfører politikerne politikken og forsøger dernæst at overbevise vælgerne om, at de ikke skal smide dem ud.

Det er svært at forudsige om det vil lykkes. Obama har på den ene side gode erfaringer på reklame-kampagner. En af årsagerne til, at Obama blev valgt var, at han havde massivt flere penge end modkandidaten John McCain, der blev brugt til brugt at udstille modkandidaten som en anden Georg Bush. Men på den anden side har Obama, der jo som bekendt ikke er helt uden retoriske talenter, nu igennem mere end et år forsøgt at overbevise amerikanerne om det saliggørende i sundhedsreformen uden målelig virkning. Obama indgik også studehandler med interesseorganisationer, som har kørt kampagner for reformen. Når det kommer til stykket, er det nok en del sværere at ændre befolkningens holdning end at markedsføre sig selv som den kandidat, der bedst repræsentere flertallets holdning i Det hvide Hus.

Så sundhedsreformen er ingen vindersag. Det er vedtaget ensidigt af den ene side i Kongressen, den er gennemført med en lang række kompromisser, masser af studehandler for at få modstandere hos demokraterne med og endelig en hel del trusler mod genstridige partimedlemmer. Det er svært at finde grupper, som er begejtrerede. Kritikken kommer ikke overraske fra højre, men også fra midten og venstre i det politiske spektrum.