Rove om demokraternes apocalypse

Karl Rove skriver om demokraternes apocalypse ved midtvejsvalget i USA på tirsdag i WSJ (28/10). Han hælder vel nærmest salt i såret på præsident Barack Obama og fryder sig bl.a. over, at vælgerne i Ohio ville foretrække hans tidligere chef, præsident George W. Bush over Obama med 50% mod 42%. Roves analyse er, at vælgerne i Ohio og i USA som helhed foretrækker en konservativ økonomisk politik. Det er efterhånden også en del år siden, velsagtens 10 år, at økonomiske politik har været konservativ, så det er til forstå, at amerikanerne ønsker mådehold i det offentlige forbrug og stop for gældsætning.

Hvide arbejdere vender sig mod Obama og demokraterne

The Economist skriver (23/10), at det sandsynlige valgnederlag til præsident Barack Obama og demokraterne på tirsdag ikke så meget skyldes Tea Party bevægelsen, men at hvide arbejdere vender sig mod Obama. Det vil påvirke resultatet i stater som West Virginia, Ohio, Pennsylvania og Wisconsin, der normalt er svingstater ved præsidentvalg. Og at de er utilfredse med demokraterne og præsidenten for stort alt andet end hudfarven.

Jordskredssejr til republikanerne på tirsdag i sigte

Professor Peter Kurrild-Klitgaard forudser på baggrund af de seneste meningsmålinger en jordskredssejr til republikanerne ved valget d. 2 november. Se her.

Zakaria om den amerikanske drøm

Noonan havde også en henvisning til Fareed Zakaria, som i Time Magazine (21/10) sammenligner stemningen i USA og Indien. Da Zakaria betragtede USA fra Indien for 40 år som ung så han et umulighedernes land med optimismen og fremdrift, mens Indien var stillestående. I dag betragter han Indien som borger i USA og ser, at tingene er vendt på hovedet. I dag er det i Indien, at optimismen skal findes.

Peggy Noonan om Tea Party bevægelsen og kongresvalget i USA

Peggy Noonan har en interessant artikel i WSJ (22/10) om Tea Party bevægelsen og valget i USA næste tirsdag. Noonan gør to observationer. Den første er, at Tea Party bevægelsen ikke en trussel mod Det republikanske Parti. Tværtimod, bevægelsen har reddet partiet fra det velfortjente nederlag efter 8 år med præsident Georg Bush, rekordhøje offentlige udgifter og store underskud på statsbudgettet. Den har fremmet et generationsskifte i partiet og har republikanerne står nu en stor sejr ved valget 2. november. Den anden er, at valget den 2. november er blevet en folkeafstemning om præsident Barack Obama.

Noonan tegner et mere nuanceret billede af Tea Party bevægelsen end man ser i danske medier. Danske mediers behandling af det politiske stof i USA er gennemgående ringe og desværre er der ikke forskel på aviserne. Berlingske Tidende og JyllandsPosten er ikke bedre end Politiken, EkstraBladet eller DR. Og desværre må jeg konstatere, at weekendavisen, som ellers er en glimrende avis, i sidste uge (15/10) fuldte trop med en forsideartikel af Martin Krasnik om Tea Party. Heri beskrev Krasnik bevægelsens tilhængere som en flok nørder med racistiske tendenser og/eller religiøse frihedselskere på offentlig understøttelse. Krasnik havde været til et af bevægelsens møder i midvesten og fandt vel nærmest, at bevægelsens medlemmer var smådumme. Bevægelsen skal nok have sine nørder, men Krasnik vil kunne finde pæreformerede amerikanere, nørder og religiøse fanatikere i stort set alle politiske forsamlinger i USA (og alle andre steder).

Men bevægelsen repræsenterer faktisk et oprør med de løbske offentlige udgifter og det gigantiske underskud på statsbudgettet. Det er en bredt forankret bevægelse med tilslutning vidt og bredt i landet, men også med større tilslutning blandt veluddannede amerikanere, som beskrevet af professor Peter Kurrild-Klitgaard i et indlæg på punditokraterne.dk (10/10).

Noonan giver et eksmpel på en af bevægelsens støtter i den tidligere trommeslager i bandet Velvet Underground, Maureen "Moe" Tucker, der er citeret for følgende udtalelse:

"Anyone who thinks I'm crazy about Sarah Palin, Bush, etc., has made quite the presumption. I have voted Democrat all my life, until I started listening to what Obama was promising and started wondering how the hell will this utopian dream be paid for?"

Der er ingen tvivl om, at stemningen i USA er trykket og at amerikanerne ser pessimistisk på fremtidsudsigterne for dem selv og landet. Det viser undersøgelse efter undersøgelse. Der er også stor bekymring over den gældsætning, som er blevet langt værre under Obama end Bush. Bush var slem, ingen tvivl om det, og han brød med årtiers republikanske politik med mådehold i de offentlige udgifter, fremme saf økonomisk frihed og balance på statsbudgettet. Det blev republikanerne straffet for ved valget i 2006 og 2008. De har chancen for at vinde det tabte tilbage ved det kommende valg, da demokraterne blot har vist sig at være endnu mere uansvarlige end republikanerne (det bør vel tilføjes, at demokraterne faktisk har været ved magten siden 2006, hvor demokraterne fik flertallet i begge kamre. Det er således ikke helt rigtigt, når demokraterne lægger skylden for den økonomiske situation og statsunderskud under Bush på republikanerne. Demokraterne havde flertal i begge kamre, men benytte ikke deres flertal til at forkaste budgetterne og sende dem tilbage med nedskæringer). Men de sidste 2 år har ikke været opmuntrende for amerikanerne. Som Noonan skriver:

"This election is about one man, Barack Obama, who fairly or not represents the following: the status quo, Washington, leftism, Nancy Pelosi, Fannie and Freddie, and deficits in trillions, not billions".

Så er det sagt. Og amerikanere giver ganske sikkert den siddende præsidents parti et af de største nederlag, vi har set i historien, hvadenten det så er fordi de er smådumme eller bare gerne vil af med en regering, der bruger flere og flere penge.

Første retskendelse fra Michigan: Sundhedsreformen er forenelig med forfatningen

Den første kendelse i retsopgøret om sundhedsreformen i USA er afsagt. En føderal dommer i Michagan har afsagt en kendelse, der giver forbundsregeringen medhold i, at Kongressen kan kræve obligatorisk sundhedsforsikring og beskatte individer, som ikke er forsikret. Det skriver Politico (7/10).

I henhold til afgørelsen er sundhedsreformens krav om minimumsforsikring omfattet af de beføjelser, som forfatningen giver Kongressen til at regulere handel mellem stater, mens beføjelsen til at beskatte ikke-forsikrede borgere følger af Kongressens ret til at beskatte.

Afgørelsen er fra en distriktsdomstol i en sag, hvor en religiøs borgerorganisation har sagsøgt forbundsregeringen for at overskride sine beføjelser, men flere sager er undervejs, herunder en del sager, hvor delstater sagsøger forbundsregeringen. Retsopgøret vil formentlig fortsætte indtil en endelig afgørelse foreligger fra Højesteret.

For stram pengepolitik var årsag til den økonomiske nedtur i USA i 2008

Det er efterhånden almindelig accepteret, at pengepolitikken i USA var for lempelig i perioden 2002-06. Dette bidrog til stigende boligpriser og væksten i blandt andet boligudlån. Men hvad med pengepolitikken i 2008, hvor den økonomiske aktivitet faldt? Der er næppe tvivl om, at pengepolitikken blev lempet efter Lehman Brothers konkurs og problemerne på interbank markedet: Men før det?

Professor Scott Sumner mener (se Cato Unbound fra September 2009), at den økonomiske nedtur i USA i 2. halvår af 2008 primært skyldes, at pengepolitikken var for stram. Sumner argumenterer for, at det kraftige fald i det nominelle bruttonationalprodukt i august og september 2008 var et resultat af en alt for stram pengepolitik. Ydermere, faldet i det nominelle BNP var en årsag til snarere end en konsekvens af en svækkelse af bankerne stilling. Problemerne med de såkaldte sub-prime lån gjorde situationen værre, men det var ikke grunden.

Ifølge Scott har den amerikanske forbundsbank, The Federal Reserve System, dermed begået samme fejltagelse i 2008 som i begyndelsen af 1930'erne, hvor pengepolitikken blev strammet og forårsagede en fald i den samlede indkomst og produktion. Denne politik var ikke bevidst, men snarere et resultat af en forkert diagnose. Forbundsbanken kan ikke ordinere den rigtige medicin uden den rigtige diagnose. Sumner finder, at hverken den (korte) rente, pengebasen og den brede pengemængde giver retvisende billede af, hvor stram eller lempelig pengepolitik var i 2008. En række andre indikatorer for pengepolitikken viste, at den var stram optil finanskrisen:

"I looked at seven key economic indicators during the summer and fall of 2008, and between July and November each one signaled that monetary policy was highly contractionary:

1. Real interest rates soared much higher.
2. Inflation expectations fell sharply, and by October were negative.
3. Stock markets crashed.
4. Commodity prices fell precipitously
5. Beginning in August, industrial production plunged.
6. The dollar soared in value against the euro.
7. In the spring and early summer housing prices had briefly stabilized, but in August a renewed decline set in. This time there were also sharp declines in markets (mostly in the middle of the country) that had avoided the sub-prime excesses. At this point the housing downturn also spread to Canada.

By early October it was obvious that monetary policy had completely lost credibility. This means that the market expectation for inflation and NGDP growth over the following 12 months had fallen far below any plausible estimate of the Fed’s implicit target. At the time few noticed this problem, as economists focused all their attention on what to do about banking.

Even when the fall in aggregate demand was noticed, its implications were not understood. Many economists associate a loss of monetary credibility with high inflation, not excessively low inflation. This bias was mirrored in the media, which frequently made the bizarre announcement that inflation was “no longer a problem,” when in fact millions were losing their jobs precisely because inflation was far too low".

Et problem er diagnosen, et andet medicinen. Sumner diskuterer pengepolitikken, hvor det afgørende er, hvad forbundsbanken styre efter. Sumner finder, at de nuværende mål er tilbageskuende. En simpel politik er at styre efter væksten i (den brede) pengemængden, som foreslået af professor Milton Friedman. Dette blev opgivet i 1980'erne, da korrelationen mellem pengemængde og inflation var ringe. Friedman foreslog selv, at forbundsbanken skulle styre efter inflationsforventningerne (lempelig pengepolitik, hvis den for forventede inflation er mindre end målsætningen og vice versa, hvsi den forventede inflation lå over målsætningen).

En metode er at styre pengepolitikken efter forbundsbankens forecast af inflationen (target the forecast). Hvis forbundsbanken forventer en inflation under målsætningen, skal den lempe politikken, mens den skal stramme, hvis den forventer en inflationen højere end målsætningen. En sådan politik ville have ført til lempelser i pengepolitikken tidligt i 2008. Men det forudsætter, at forbundsbanken er i stand til at forecaste med rimelig præcision. Et alternativ, som foreslået af Sumner, er at styre efter en markedspris på en future på den nominelle BNP (12 måneder, 5% nominelle vækst i BNP):

".... we did need some type of credible policy of price-level or NGDP targeting. I have advocated a policy where the Fed pegs the price of a 12-month forward NGDP futures contract and lets purchases and sales of that contract lead to parallel open market operations. In essence, this would mean letting the market determine the monetary base and the level of interest rates expected to lead to five-percent NGDP growth. When I first proposed this idea in the 1980s, I envisioned the advantage in terms of traders observing local demand shocks before the central bank. The logic behind this idea is often called “the wisdom of the crowds.” But I no longer see this as its primary advantage".

Det er en interessant analyse, som Sumner præsenterer. Det er muligt, at en (for) stram pengepolitik fik BNP til at falde og dermed forårsagede krisen. Money matters, helt sikkert. Men spørgsmålet er om en lempelse af politikken ville have imødegået krisen, som Sumner synes at mene. Kan man undgå konjunkturudsving, når politikken har været for lempelig i en længere periode (2002-06)?

PS Tak til senior analytiker Lars Christensen for at henlede min opmærksom på denne artikel.

Kritik af klimakommissionens konklusioner

Energiøkonom Jørn Thulstrup, Institute for Consumer Demand Research, kritiserer i en kronik i Berlingske Tidende (5/10) kritiserer i en kronik konklusionerne i Klimakommissionens betænkning. Klimakommissionen konkluderede, at det ville være muligt for Danmark at blive uafhængig af fossile brændstoffer på 40 år og at det ikke ville koste noget.

Klimakommissionens konklusion bygger på antagelser om begrænset mængde fossile brændstoffer i undergrunden og en antagelse om stigende oliepriser. Thulstrup mener, at begge antagelser er forkerte. Der er store områder, der er uudforsket. 2/3 af alle efterforskningsboringer er foretaget i USA, der har dækker 7% af jordens areal. Samtidig bliver udvindingsteknologien løbende forbedret. Og prisen på olie vil på langt sigt bestemt af udvindingsomkostninger (som ligger på 40 USD per tønde råolie), men den nuværende pris i høj grad er (politisk) kontrolleret af olieproducerende lande.

Endelig vil en større satsning på vindmøller, som foreslået af Klimakommissionen, fordyre den i forvejen dyre danske energiproduktion, blandt andet fordi produktionsomkostninger er højere end markedsprisen (og derfor skal subsidieres, hvilket sker ved at tvinge forbrugerne til at aftale el til overpriser) og det er vanskeligt at komme af med overskud af vindstrøm (ligesom det vil blive dyrere at købe el på markedet, når der er underskud af vindstrøm).

Klimakommissionens konklusionen hviler på de antagelser, der ligger til grund. Hvis olieprisen ikke stiger, vil Klimakommissionens anbefalinger blive et dyrt eksperiment for Danmark. Der er mere rette tale om en satsning.

I øvrigt giver Thulstrup lobbyister i henholdsvis olie- og klima-industrielle kompleks æren for forestillingen om, at olien er ved at slippe og at prisen vil stige:

"Atomkraftindustrien, olieselskaberne og de olieproducerende lande, OPEC, havde fælles interesser i at tale olieprisen op, og selv iklædt en grøn kåbe har de fortsat samme interesse. De suppleres nu af vindmølleindustrien, bioetanol-producenter og andre grønne kræfter, der dygtigt lobbyer offentlighed og politikere".

Og medierne bærer en del af ansvaret for ukritisk at bringe ensidige historie. Thulstrup kalder dem for de sorte og grønne lejesvende.

Spekulationer om pengepolitiske lempelse i USA

Investorer forventer, at Federal Reserve vil gennemføre en yderligere lempelse af pengepolitikken gennem opkøb obligationer og andre værdipapirer, skriver WSJ (4/10). Som nedenstående figur viser, at investorerne venter et pænt opkøb i markedet. Enhver indikatione på en lempelse af pengepolitikken sender aktiekurser i vejret. De er steget 9% siden at formanden for Federal Reserve System, Ben Bernanke, i sidste måned indikerede, at lempelser kunne komme på tale for at sætte gang i økonomien. Og i dag har WSJ (5/10) en artikel, hvor Charles Evens, der er president for Federal Reserve Bank i Chicago, foreslår, at forbundsbanken opkøber amerikanske statsobligationer (for at pumpe flere penge ud i økonomien) og samtidig erklærer, at inflationen i en periode vil ligge over målsætningen på højest 2%. De, der i tide har forudset denne udviklingen, har i tide investeret i guld.

For den amerikanske stat er det naturligvis en sikker metode til at nedbringe gældsbyrden at lade seddelpressen køre. Inflation indebærer, at alle med formuer bliver pålagt en inflationsskat, men individer med gæld vil opleve, at gælden bliver forringet i nutidsværdi. Men det er ikke en mirakelkur for amerikansk økonomi. At lade seddelpressen rulle vil forstyre priserne på markedet, fører til fejlinvesteringer, igangsatte nye konjunkturudsving, skabe usikkerhed og reducere væksten.

Den nye økonomiske rådgiver for præsident Barack Obama

Præsident Barack Obama står foran en større udskiftning i personalet. Alle, der har haft fingrene i økonomiske politik i de sidste 2 år, løber deres vej. Så vi kommer til at se en del nye ansigter. Professor Edward L. Glaeser skriver om et af de nye ansigter i NYT (21/9)om professor Austan Goolsbee, der er nomineret til posten som formand for Council of Economic Advisers.