Demokraterne og præsident Barack Obama led en markant nederlag ved tirsdagens midtvejsvalg i USA. Republikanerne har vundet over 60 sædder og dermed flertallet i Repræsentanternes Hus og i hvert fald 6 pladser i Senatet. De fleste præsidenter oplever nederlag ved midtvejsvalget, men der er næppe tvivl om, at størrelsen af dette nederlag er usædvanlig. Republikanernes sejr tirsdag var større end ved valgene i 1946 og 1994. Faktisk skal man temmelig langt tilbage i historien for at finde et så stort nederlag til noget parti.
Økonomisk krise og arbejdsløshed var ved dette valg en klar ulempe for demokraterne, da partiet efter 2 år med flertallet i Kongressens to kamre og præsidentembeddet ikke kunne fraskrive sig ansvaret for udviklingen. Ved valget i 2008 var krisen efter Lehman Brothers konkurs en måned før valget derimod en fordel for demokraterne og Barack Obama. Præsidentkandidat John McCain førte faktisk meningsmålinger efter republikanernes partikonvent og før Lehman Brothers konkurs. Men demokraterne havde succes med at hæfte krisen på præsident Georg Bush og republikanerne og samtidig kæde Bush og McCain sammen ved at tæppebombardere TV-stationerne med annoncer, der viste McCain og Bush trykke hinanden i hånden.
Nu var det bestemt ikke ufortjent at give republikanerne en stor del af skyld for en stor del af de offentlige udgifters himmelflugt og gældsætning under Bush. Bush socialkonservatisme tillod store stigninger i den offentlige sektor, hvilket medførte hård kritik fra konservative tænketanke og græsrødderne i partiet. Men demokraterne har et stort medansvar, da partiet allerede i 2006 opnåede flertal i Repræsentanternes Hus og dermed kunne udøve kontrol med bevillingerne i 2007-08. Og for selve krakket og problemerne i den finansielle sektor, var det nok ufortjent, at republikanerne og dereguleringen af de finansielle markeder i 1980'erne blev udpeget som skurken. Årsagen til problemerne er snarere den offentlige regulering af finansielle sektor og vilkår for tildeling af boliglån, og her spiller regler indfärt under præsident Jimmy Carter og præsident Bill Clinton en større rolle, men vælgerne straffer den siddende regering.
Tirsdag var det så demokraternes tur til at blive straffet af vælgerne. Man kan sagtens hævde, at problemerne i den finansielle sektor var så store og omfattende, at det ville tage mere end 2 år at rydde op efter republikanerne. Vælgerne køber ikke den slags argumenter, den siddende regering får ansvaret og denne gang var der ingen tvivl om, hvem der har magten og ansvaret.
Vælgerne har ved valget i tirsdags også klart forkastet den økonomiske politik, som Obama administrationen har fulgt (og videreført) i de sidste par år med store udgiftspakker og markant stigende offentlige udgifterne (der overgår end Bush). Det er stor bekymring i brede dele af befolkningen for øget offentlig gældsætning og stigende statslig indblanding i økonomien. Republikanerne har på et budskab om mådehold vundet opbakning fra midtervælgere, som i 2008 stemte på Obama og demokraterne. Tea Party-bevægelsen og entusiasmen blandt libertarianske og traditionelt konservative vælgere har også bidraget til sejren. Hos demokraterne blev desillusionerede progressive vælgere, der gerne have set en mere venstredrejet politik fra Obama administration, og bekymrende konservative demokrater, væk fra valgstederne.
Det store spørgsmål i dag er så om valget vil betyde samarbejde over midten eller "gridlock" i Washington D.C. Vil Obama række ind over midten og samarbejde med republikanerne, som præsident Bill Clinton gjorde efter valgnederlaget i 1994? Eller vil Obama trække længere ud på venstre flanke og tage kampen op med republikanerne? Går han til højre eller venstre?
Der er næppe tvivl om, at Obama chancer for genvalg afhænger af økonomiske konjunkturer (og mulighed for at indfri valgløfterne om aftrapning af krigen i Irak og Afghanistan - hvis ikke det sker, vil Obama formentlig blive udfordret under primærvalget). Hvis økonomien er i vækst om 2 år og arbejdsløsheden lav, er chancerne for genvalg alt andet lige større.
Så Obama kunne vælge at holde fast på sin "progressive" dagsordenen, fastholde en politik til venstre for midten, tage kampen op mod republikanerne og vente på et økonomisk opsving. Det vil øge hans popularitet blandt "progressive" vælgere. Hvis opsvinget kommer, vil han stå bedre blandt midtervælgere. Men det forudsætter, at opsvinget kommer og at midtervælgerne ikke lader sig afskrække af den progressive dagsordenen. Ironisk nok kan gridlock i Washington D.C. være med til at forbedre den økonomisk situation. Det skyldes, at der nu er mindre sandsynligt, at de offentlige udgifter vil stige, gældsætningen vokse og erhvervslivet blive underlagt nye reguleringer. Det skaber større forudsigelighed, flere investeringer og dermed vækst.
Alternativet er at forsøge et samarbejde med republikanerne, som kan skabe større forudsigelighed om den offentlige udgifter og skatter ved at gennemføre reformer, der mindsker budgetunderskuddet. En sådan politik kan bidrage til skabe større tillid og dermed flere investeringer, som vil skabe grobund for økonomisk vækst. Det vil gøre det lettere at tiltrække vælgere på midten og gøre det vanskeligere for republikanerne at angribe Obama, men giver samtidig Obama problemer på venstre flanke.
Spørgsmålet er også om republikanerne er interesserede i et sådant samarbejde? Hvis de samarbejder over midten, vil det give problemer på højre flanke. Til gengæld kan man skabe forudsætninger for vækst, som øger sandsynligheden for genvalg. Samarbejdet i 90'erne mellem Clinton og republikanerne under ledelse af Newt Gingrich var frugtbart.Det lykkedes at bringe det offentlige budget i balance og der blev gennemført en velfærdsreform. Afstanden mellem Gingrich og sydstatsdemokrat var næppe så stor som afstanden mellem republikanerne og en progressiv nordstatsdemokrat. Det bliver spædende at følge udviklingen de næste måneder.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar