Skal regeringerne stimulere økonomien yderligere eller skal regeringerne spare og nedbringe de store budgetunderskud? Dette spørgsmål blev diskuteret af regeringscheferne på det seneste G20 i Toronto og det diskuteres ligeledes blandt økonomer.
På G20 topmødet ønskede den amerikanske præsident Barack Obama yderligere stimulering af økonomien (mest fra andre lande), mens forbundskansler Angela Merkel og premierminister David Cameron stod for sparsommelighed. Europa og USA synes således at gå hver sin vej. I EU er regeringerne forpligtet til at nedbringe underskuddet over de næste par år, så de opfylder Vækst- og Stabilitetspagten. Adskillige medlemslande har også så store underskud, at de er i farezonen for at komme ud i en situation, der minder om den, Grækenland var i, hvor det var vanskeligt at finansiere statsunderskuddet.
Det er i vidt omfang forskellige erfaringer, som præger debatten. Frankfurter Allgemeine Zeitung havde en artikel forud for G20 topmødet i Toronto (26/6), hvor man pegede på forskellige historiske erfaringer. De tyske erfaringer med en galopperende inflation i 1920'erne og de amerikanske erfaringer med den langtrukne depression i 1930'erne. Tyskerne har lært, at inflation er ødelæggende for økonomisk stabilitet og vækst. Endvidere at store underskud kan få seddelpressen til at køre. Amerikanerne at store budgetunderskud kan skubbe gang i økonomien.
Men også andre forhold spiller ind. Tyskland og EU har flere "automatiske stabilisatorer" indbygget i økonomiem end USA, så behovet for stimuleringspakker er selvsagt mindre. En stor del af stimuleringspakkerne i USA er netop til arbejdsløshedsunderstøttelse og sygeforsikring (som amerikanere mister, når de mister deres arbejde) samt bloktilskud til delstaterne, så de kan fastholde antallet af offentligt ansatte. I Tyskland og resten af EU sker denne "stimulering" automatisk, da EU-landene har mere fintmaskede sociale sikkerhedsnet end USA. Et andet forhold, som påvirker amerikanernes villighed til at stifte gæld, er, at dollaren stadig er resevevaluta i mange lande, hvilket alt andet lige gør det lettere at låne.
Man skal heller ikke være blind for de politiske budskaber målrettet egne vælgere. Præsident Barack Obama er efterhånden nået så langt ind i sit embedsperiode, at han ikke længere kan skyde skylden for alle problemerne over på sin forgænger. Han har ansvaret nu og har øget de offentlige udgifter markant med løfter bedre tider. Når man ikke længere kan give forgængeren skylden, vil regeringer typisk forsøge sig med udlandet. Og her følger Obama gængs praksis for regeringsførelse. Hvis der ikke er gang i den amerikanske økonomi, er det fordi tyskerne er sparsommelige og kineserne fifler med deres valutakurs, er budskabet fra Washington til amerikanske vælgere, som skal til stemmeurnerne til november.
Omvendt kan man sige, at forbundskansler Angela Merkel og hendes tyske regering har et behov for at fremstå mere konservative end de i virkeligheden er. Udgiftspolitikken er nok holdt i mere stramme tøjler end i USA, men koalitionsregeringen i Berlin er jo ikke høge. Befolkningen nærer også en berettiget dyb skepsis overfor hjælpeprogrammet for den græske stat, hvor der synes bøjet en paragraf eller to i forhold i Vækst- og Stabilitetspagten. Der er skepsis overfor skæbnefælleskabet med svage økonomier i EU gennem den fælles mønt. Så på begge sider af Atlanten har politikerne noget at vinde på debatten, selvom de ikke bliver enige.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar