Det er et stort problem for ObamaCare, hvis de pligten til at tegne sundhedsforsikring ikke overlever domstolene, skriver The Economist (16.12). Det vil også stille republikanerne i dilemma. Hvis ObamaCare fortsætter uden pligten for borgerne til at tegne forsikring, men en ret for borgerne til at tegne forsikring til ens præmier og ret til hospitalsbehandling, kan omkostningerne stige og præmier blive højere for dem, som vælger at tegne forsikring.
I så fald er der to alternativer for lovgiverne. Det første er at give borgerne incitamenter gennem skatter og tilskud til at tegne en forsikring. Det andet er at lade staten finansiere sygesikring for de borgere. Begge løsninger vil være lovlige, ønskværdige for hverken præsident Barack Obama eller det republikanerne i Repræsentanternes Hus.
onsdag den 22. december 2010
torsdag den 16. december 2010
Obama og midtervælgerne
Aftalen mellem præsident Barack Obama og republikanerne i Repræsentanternes Hus, som udskyder en forhøjelse af indkomstskatten i 2 år, synes ikke at hjælpe Obama, skriver Peggy Noonan i WSJ (10/12). Obamas kritik af skatteaften og løftet om at ville revidere aftalen om 2 år, hjælper ikke Obama hos midtervælgerne, skriver Noonan. Og aftalen svækker præsidenten hos midtervælgerne.
mandag den 13. december 2010
Krav om sundhedsforsikring strider imod forfatningen
En vigtig del af præsident Barack Obamas sundhedsreform er mandag blevet erklæret for værende i strid med den amerikanske forfatning, skriver WSJ (13.12). Det drejer sig om kravet om, at alle amerikanske statsborgere skal tegne en sygeforsikring. Dommer Henry E. Hudson mener ikke, at forfatningen giver den føderale regering mandat til at kræve, at individer tegner en forsikring. Bestemmelsen træder først i kræft i 2014, så der er tid for Obama at anke afgørelsen til den amerikanske Højsteret, som før eller siden vil blive hørt om denne og en snes andre retssager rejst af delstater imod den føderale regering.
Hvad er galt i Spanien?
Tidligere premierminister José Maria Aznar sparker i WSJ (13.12) til hans socialistiske efterfølger, José Luis Rodríguez Zapatero, der overtog regeringsmagten i 2004 efter en bombeeksplosionen på Madrids banegård. Den spanske økonomi havde højvækst i 2004, skabte nye arbejdspladser og havde balance på de offentlige budgetter. Det er på 6 år vendt til økonomisk kaos, fordi den socialistiske regering har opgivet reformere det spanske samfund, skriver Aznar. Han skriver endvidere:
"An essential part of this political change will be for Spain to immediately acknowledge that the state has to limit its economic and social role, and open new areas of freedom and dynamism for society and private entrepreneurship. Spain needs to accomplish deep reforms in its administrative structure, including eradicating bureaucratic and public bodies and rationalizing public expenditure. Spain cannot delay any longer in reforming its welfare state, but must start now to restore the conditions for a thriving society that is open to all.
Spain is more than capable of becoming, once again, a dynamic and enterprising country, one that generates employment and opportunity. But first it must undertake the hard work of unwinding six years of political misdeeds. We can't wait".Aznar har ret i, at der er ikke noget værre end reformforskrækkede regeringer, der ikke handler med rettidig omhu. Den spanske regering er blot en af slagsen!
søndag den 12. december 2010
Helikopter Ben om at trykke penge
The Daily Show omtalte den amerikanske forbundsbanks Quantitative Easing, som sender milliarder af nye dollars i omløb gennem opkøb af amerikanske statsobligationer. I programmet kan man se bankens formand Ben Bernanke udtale, at banken ikke trykker flere penge, selvom de letter pengepolitikken.
| The Daily Show With Jon Stewart | Mon - Thurs 11p / 10c | |||
| The Big Bank Theory | ||||
| ||||
Betaling for ydelser i det offentlige sundhedsvæsen i USA
Professor Uwe E. Reinhardt har i to blogindlæg på NYT (26.11 og 3.12) diskuteret problemerne med aflønning af henholdsvis hospitaler og læger i det offentlige sygesikring for ældre, Medicare. Hospitaler bliver i dag aflønnet ved tariffer baseret på diagnose relaterede grupper (DRG) med en lang række justeringer (geografi, sværhedsgrad, uddannelse af læger og uforholdsmæssigt mange ikke-forsikrede patienter, som hospitalet er pligtig til at give behandling). Alle hospitaler i samme situation får samme betaling. Tariffer er beregnet ud fra hospitalerne omkostningerne og bliver løbende opdateret.
Læger bliver aflønnet med honorarer, der afspejler deres timeforbrug, eksterne omkostninger og forsikringer. Honorarer bliver justeret for en række faktorer såsom omkostningsindex og prisindeks for lægeforsikring i forskellige dele af USA. Honorarene er dog vidt omfang politisk fastsat og afspejler også interne politiske forhold i den amerikanske lægeforening, hvor den vindende koalition er i stand til at påvirke resultatet til egen fordel uanset udbud og efterspørgsel. Det har derfor medført mangel på visse typer (Medicare) læger i visse regioner af USA.
Priserne er altså bestemt af omkostninger og politiske forhold. Ikke overraskende er systemet løbende udsat for kritik. Kritikken går på, at priserne ikke afspejler værdien af ydelserne. Når priser i et system ikke afspejler værdi, er der ingen sikkerhed for, at ikke rigtige ydelser bliver udbudt i de rigtige mængder. En af kritikker er Joseph Antos, der er tilknyttet American Enterprise Institute, og i en lang årrække har haft tilknytning til Medicare programmet. I en blogindlæg på The American (30.10) med overskriften "Confessions of a Price Controller", skriver han blandt andet:
Reinhardt gennemgår i et andet blogindlæg historien for DRG-tarifferne og honorarsystemet for praktiserende læger og speciallæger. Det Sovjet-inspierede DRG-prissystem i Medicare blev indført i 1980'erne under præsident Ronald Reagan, mens honorarsystemet for lægerne blev indført i 1992 af præsident Georg H. W. Bush. I begge tilfælde var formålet at begrænse udgiftsvæksten i Medicare, hvor hospitaler og læger stort set kunne skrive regninger til regeringen, som de lystede. Nu har prissystemerne måske nok (i hvert fald delvist) bremset udgiftsvæksten, men det giver problemer med at tilpasse udbud og efterspørgsel til Medicare patienter. Dermed har programmet fået de samme problemer, som kendetegner de offentlige sundhedssystemer i mange europæiske lande, herunder Danmark, Italien, Norge, Spannien, Storbritannien og Sverige.
Læger bliver aflønnet med honorarer, der afspejler deres timeforbrug, eksterne omkostninger og forsikringer. Honorarer bliver justeret for en række faktorer såsom omkostningsindex og prisindeks for lægeforsikring i forskellige dele af USA. Honorarene er dog vidt omfang politisk fastsat og afspejler også interne politiske forhold i den amerikanske lægeforening, hvor den vindende koalition er i stand til at påvirke resultatet til egen fordel uanset udbud og efterspørgsel. Det har derfor medført mangel på visse typer (Medicare) læger i visse regioner af USA.
Priserne er altså bestemt af omkostninger og politiske forhold. Ikke overraskende er systemet løbende udsat for kritik. Kritikken går på, at priserne ikke afspejler værdien af ydelserne. Når priser i et system ikke afspejler værdi, er der ingen sikkerhed for, at ikke rigtige ydelser bliver udbudt i de rigtige mængder. En af kritikker er Joseph Antos, der er tilknyttet American Enterprise Institute, og i en lang årrække har haft tilknytning til Medicare programmet. I en blogindlæg på The American (30.10) med overskriften "Confessions of a Price Controller", skriver han blandt andet:
"Prices must respond to both the supply and demand sides of the market to allocate resources to their best use. Medicare ignores the market, setting prices for physician services based on an academic theory with its roots in the Soviet Union and implemented by the American Medical Association. Those prices do not reflect the value patients receive from their care, and they do not reflect shifts in the demand for particular kinds of services (such as primary care) as the population ages or as more people have health insurance".Antos skriver videre, at der er en tendens til at lægers honorarer mere end markedet egentlig ville tillade, fordi reduceret efterspørgsel efter en type lægeydelser tenderer til at øge omkostningerne og presset fra disse læger, selvom det var mere relevant for dem at skifte til et andet speciale. Antos mener, at priskontrollen bør afskaffes og havde håbet, at sundhedsreformen ville tage skridt i den retning, men det er ikke sket.
Reinhardt gennemgår i et andet blogindlæg historien for DRG-tarifferne og honorarsystemet for praktiserende læger og speciallæger. Det Sovjet-inspierede DRG-prissystem i Medicare blev indført i 1980'erne under præsident Ronald Reagan, mens honorarsystemet for lægerne blev indført i 1992 af præsident Georg H. W. Bush. I begge tilfælde var formålet at begrænse udgiftsvæksten i Medicare, hvor hospitaler og læger stort set kunne skrive regninger til regeringen, som de lystede. Nu har prissystemerne måske nok (i hvert fald delvist) bremset udgiftsvæksten, men det giver problemer med at tilpasse udbud og efterspørgsel til Medicare patienter. Dermed har programmet fået de samme problemer, som kendetegner de offentlige sundhedssystemer i mange europæiske lande, herunder Danmark, Italien, Norge, Spannien, Storbritannien og Sverige.
Abonner på:
Opslag (Atom)