Danmark og USA har byttet plads på ranglisten over økonomisk frihed. Danmark er nu det 8. mest frie land i verden, mens USA kommer ind på ind 9. plads, ifølge The 2011 Index of Economic Freedom. Men både USA og Danmark halter noget efter eliten, der består af Hong Kong, Singapore, Australien, New Zealand, Schweiz og Canada, som alle scorer mere end 80 på samlede indeks over økonomisk frihed.
Indeksen er sammenvejet af 10 forskellige indeks for økonomisk frihed, nemlig virksomheders frihed, frihandel, skattetryk, offentlige udgifter, pengepolitik, investeringsfrihed, finansiel frihed, ejendomsret, korruption og frihed på arbejdsmarkedet. Danmark ligger godt på stort set alle parametre bortset fra skattetryk og offentlige udgifter, hvor Danmark betegnes som undertrykkende. Det er dog sket en mindre forbedring over det sidste år, mens situationen i USA er forværret. Derfor bytter USA og Danmark placering.
Metoden til udregning af økonomisk frihed er nærmere beskrevet her.
søndag den 30. januar 2011
lørdag den 29. januar 2011
Taylor efterlyser sundere økonomisk politik i USA
Professor John B. Taylor efterlyser i WSJ (28.1) en anden og mere sund økonomisk politik i USA. Det skal ske ved at regeringen fokuserer på at nedbringe statsgælden og de offentlige udgifter, mens forbundsbanken skal føre en stabil pengepolitik og helst følge regler. En økonomisk politik som er forudsigelig vil gavne investeringerne i økonomien og dermed beskæftigelsen (se sammenhængen i vedstående figur).
mandag den 24. januar 2011
Stigende inflation i økonomier verden over
Inflationen er på vej op og det gælder de fleste økonomier verden over, skriver WSJ (24.1). Inflationen er højest i Kina og Brasilien, som har høj vækst, men også i Storbritannien, Euro-zonen og USA, hvor priserne er steget hurtigere end forventet. Dette skyldes blandt andet store stigninger i råvarepriserne. Bankdirektør Jean-Claude Trichet fra Den Europæiske Centralbank siger til WSJ, at banken holder øje med inflationen:
"All central banks, in periods like this where you have inflationary threats that are coming from commodities, have to…be very careful that there are no second-round effects" on domestic prices."
Det er ikke overraskende, at inflationen tager til med de rentesænkninger og kvantitative lettelser i pengepolitikken, som de fleste centralbanker verden over har gennemført i kølvandet på finanskrisen og budgetkrisen. Men stigningen kommer på et tidspunkt, hvor arbejdsløsheden stadig er høj i USA og mange europæiske lande.
Det er set før, at økonomier kan lide under kombinationen høj inflation og høj arbejdsløshed. Det var tilfældet i 1970'erne, hvor økonomen Arthur Okun opfandt det såkaldte Misery Index, der inflationen plus arbejdsløsheden (i %). Dette index steg til det dobbelte fra slutningen af 1960'erne til 1973, fra cirka 8% til 17%, i USA. Det stoppede senere i slutningen af 1970'erne. Fra begyndelsen af 1980'erne og frem til 2006 faldt dette indeks bortset fra midlertidige stigninger under økonomiske tilbageslag. Men siden 2006 har det været stigende i USA og andre lande. Høj arbejdsløshed og stigende inflation kan blandt andet være udtryk for, at der er stor usikkerhed om fremtiden, hvilket gør private investorer tilbageholdende med investeringer, og/eller ændringer på arbejdsmarkedet, f.eks. højere kompensation ved arbejdsløshed og længere ret til dagpenge i længere perioder. Usikkerhed kan opstå ved store og vedholdende budgetunderskud, usikkerhed om den fremtidige regulering af erhvervslivet eller rammevilkår. USA er ramt af både usikkerhed og relativt store ændringer på arbejdsmarkedet med det store og voksende budgetunderskud og markant bedre regler for understøttelse gennemført under den nye administration.
Det er bemærkelsesværdigt, at Trichet i interviewet med WSJ efterlyser mere budgetdisciplin i Europa. Det vil øge tilliden hos husholdninger, virksomheder, investorer og opsparere, som han formulere det.
"All central banks, in periods like this where you have inflationary threats that are coming from commodities, have to…be very careful that there are no second-round effects" on domestic prices."
Det er ikke overraskende, at inflationen tager til med de rentesænkninger og kvantitative lettelser i pengepolitikken, som de fleste centralbanker verden over har gennemført i kølvandet på finanskrisen og budgetkrisen. Men stigningen kommer på et tidspunkt, hvor arbejdsløsheden stadig er høj i USA og mange europæiske lande.
Det er set før, at økonomier kan lide under kombinationen høj inflation og høj arbejdsløshed. Det var tilfældet i 1970'erne, hvor økonomen Arthur Okun opfandt det såkaldte Misery Index, der inflationen plus arbejdsløsheden (i %). Dette index steg til det dobbelte fra slutningen af 1960'erne til 1973, fra cirka 8% til 17%, i USA. Det stoppede senere i slutningen af 1970'erne. Fra begyndelsen af 1980'erne og frem til 2006 faldt dette indeks bortset fra midlertidige stigninger under økonomiske tilbageslag. Men siden 2006 har det været stigende i USA og andre lande. Høj arbejdsløshed og stigende inflation kan blandt andet være udtryk for, at der er stor usikkerhed om fremtiden, hvilket gør private investorer tilbageholdende med investeringer, og/eller ændringer på arbejdsmarkedet, f.eks. højere kompensation ved arbejdsløshed og længere ret til dagpenge i længere perioder. Usikkerhed kan opstå ved store og vedholdende budgetunderskud, usikkerhed om den fremtidige regulering af erhvervslivet eller rammevilkår. USA er ramt af både usikkerhed og relativt store ændringer på arbejdsmarkedet med det store og voksende budgetunderskud og markant bedre regler for understøttelse gennemført under den nye administration.
Det er bemærkelsesværdigt, at Trichet i interviewet med WSJ efterlyser mere budgetdisciplin i Europa. Det vil øge tilliden hos husholdninger, virksomheder, investorer og opsparere, som han formulere det.
torsdag den 20. januar 2011
Government is not the solution, government is the problem
I dag er det 30 år siden, at Ronald W. Reagan aflagde ed og tiltrådte som præsident i USA med et konservativt program, der ville reducere den offentlige sektor, regulering og skatter, flytte magt fra Washington D.C. til delstaterne, familier og individerne samt inddæmme truslen fra den kommunistiske Sovjetblok ved forhandling gennem styrke. Hvilken bedre måde at mindes dagen på end at høre Reagans tiltrædelsestale fra 20. januar 1981:
Lad os håbe, at der snart blæser andre vinde i Washington og at den næste tiltrædelsestale om 2 år bliver af samme skuffe, som den Reagan leverede i 1981.
Lad os håbe, at der snart blæser andre vinde i Washington og at den næste tiltrædelsestale om 2 år bliver af samme skuffe, som den Reagan leverede i 1981.
lørdag den 15. januar 2011
Inflationen stiger i EU
Den lempelige pengepolitik i Euro-landene i kølvandet på finanskrisen er nu begyndt at sætte sine spor i priserne. Inflationen i december var for første gang over 2% i Euro-landene. I december 2010 steg priserne 2,2% i forhold til året før, mens inflationen var 2, 6% for hele EU. Det fremgår af seneste opgørelse fra Eurostat (14.1). I Danmark var inflationen nu 2.8%. Det er særligt energipriserne, som har presset inflationen i vejret. Inflationen i EU varierer i øvrigt en hel del fra land til land, fra -0,8% i Irland til over 5% i Grækenland og Estland.
Den europæiske Centralbank (ECB) har offentliggjort nedenstående figur, der viser udviklingen i inflationen over tid siden starten af 1990'erne. Det fremgår af figuren, at EU havde relativ succes med at bringe inflationsrate ned i 1990'erne, mens EU-landene forsøgte af kvalificere sig til Euro-samarbejdet og konkurrence blev styrket med det indre marked. Men ECB har siden introduktionen af Euroen i 2000 har vanskeligheder ved at holde inflationen mellem 0% og 2%, som er målet for ECB. Faktisk har inflationen ligget over 2% det meste af det meste af tiden med undtagelse af de to perioder med økonomisk nedtur (2000-01 og 2008-09).
Den stigende inflationen er naturligvis konsekvens af den lempelige pengepolitik, som ECB har ført i lighed med andre centralbanker. Alligevel har ECB valgt at holde renten uændret efter det seneste møde i Styrelsesrådet (se pressemeddelelsen fra ECB 13.1). Det afgørende spørgsmål er naturligvis om ECB kan og vil stramme pengepolitikken hurtigt nok til at holde inflationen under kontrol.
Den europæiske Centralbank (ECB) har offentliggjort nedenstående figur, der viser udviklingen i inflationen over tid siden starten af 1990'erne. Det fremgår af figuren, at EU havde relativ succes med at bringe inflationsrate ned i 1990'erne, mens EU-landene forsøgte af kvalificere sig til Euro-samarbejdet og konkurrence blev styrket med det indre marked. Men ECB har siden introduktionen af Euroen i 2000 har vanskeligheder ved at holde inflationen mellem 0% og 2%, som er målet for ECB. Faktisk har inflationen ligget over 2% det meste af det meste af tiden med undtagelse af de to perioder med økonomisk nedtur (2000-01 og 2008-09).
fredag den 14. januar 2011
Lederskiftet hos de konservative er ikke nok
Det konservative Folkeparti skifter leder igen, hvilket synes drevet af panik før lukketid. Partiet er i meningsmålinger sunket til et niveau, hvor det kan konkurrere med Enhedslisten om at være Folketingets mindste parti. Fredag bliver Lars Barfoed formentlig valgt som ny leder af partiet.
Men en ny partileder er ikke nok til at løse partiets problemer. Langt fra. Hovedproblemet for partiet er nemlig, at vælgerne ikke aner, hvor de har de konservative. De politiske udmeldinger fra partiet har simpelthen peget i for mange retninger.
Det kræver et langt sejt træk at bringe partiet tilbage fra ørkenvandringen, men erfaringerne fra Liberal Alliance viser, at det er muligt at lave et come-back. Det kræver dog, at der kommer en klar linje i de politiske udspil og udmeldinger, så vælgerne ikke er i tvivl om, hvad de konservative vil udover klæbe til taburetter og at køre i ministerbiler. En godt sted at starte i søgningen efter en klar konservativ politik for den nye partileder (og resten af folketingsgruppen) er lektor Søren Hviid Pedersen's kronik i Berlingske Tidende (13/1). Et andet sted er de britiske konservative, som har virkeliggjort det, som Pedersen efterlyser: En slankekur for den offentlige sektor. Nulvækst er bare ikke godt nok!
Men en ny partileder er ikke nok til at løse partiets problemer. Langt fra. Hovedproblemet for partiet er nemlig, at vælgerne ikke aner, hvor de har de konservative. De politiske udmeldinger fra partiet har simpelthen peget i for mange retninger.
Det kræver et langt sejt træk at bringe partiet tilbage fra ørkenvandringen, men erfaringerne fra Liberal Alliance viser, at det er muligt at lave et come-back. Det kræver dog, at der kommer en klar linje i de politiske udspil og udmeldinger, så vælgerne ikke er i tvivl om, hvad de konservative vil udover klæbe til taburetter og at køre i ministerbiler. En godt sted at starte i søgningen efter en klar konservativ politik for den nye partileder (og resten af folketingsgruppen) er lektor Søren Hviid Pedersen's kronik i Berlingske Tidende (13/1). Et andet sted er de britiske konservative, som har virkeliggjort det, som Pedersen efterlyser: En slankekur for den offentlige sektor. Nulvækst er bare ikke godt nok!
torsdag den 13. januar 2011
Ventetid for patienter med offentlig og privat sygeforsikring i speciallægepraksis
TV-avisen kunne tirsdag aften (11.1) berette, at patienter med offentlige sygesikring har længere ventetid hos praktiserende speciallæger end patienter med privat sygeforsikring. Dette er en konsekvens af takstsystemet i den offentlige sygesikring, hvor taksterne nedsættes med 40%, når lægerne når en bestemt omsætning, de såkaldte knækgrænser. For patienter, der har privat sygeforsikring, er taksten altid den samme. Det betyder, at speciallægerne tjener mere på at behandle patienter med privat sygeforsikring, når de når knækgrænsen, hvilket for mange speciallæger kan ske så tidligt som i oktober måned, hvis de udelukkende behandlede patienter med offentlig sygesikring de første måneder. I praksis spreder de fleste speciallæger patienterne med offentlig sygesikring over året, så de også behandler dem i årets sidste måneder. Men systemet betyder, at patienterne med privat sygesikring kan komme hurtigere til behandling.
Det er intet nyt i denne historie. Sådan har det været i adskillige år, ja sågar årtier. Regionerne (og amterne før i tiden) har i mange år brugt knækgrænser som et økonomisk styringsinstrument på linje med omsætningsloft og kontrol med antallet af ydrenumre (eller antallet af praktiserende læger). Det begrænser både antallet af læger, som kan behandle patienter for den offentlige sygesikring og omsætningen per læge. Det giver en budgetsikkerhed for regionerne, men det medfører også en rationering af antallet af patienter, da kapaciteten ikke er afpasset efterspørgslen. Da praktiserende læger ikke må opkræver ekstrabetaling for patienter i sygesikringsgruppe 1, resulterer det ofte som enhver anden form for rationering i ventelister og ventetider.
Budgetsikkerhed for regionerne er ikke den eneste begrundelse for at kontrollere omsætning og antal af praktiserende læger. Regionerne frygter også, at for mange læger uden omsætningsloft vil medføre såkaldt udbyderinduceret efterspørgsel (eller indikationsskred), altså en situation hvor lægerne tager initiativ til flere behandlinger end strengt nødvendigt, ikke af medicinske grunde, men udelukkende for at øge omsætningen. Det er et potentielt problem med mange læger, men Danmark lider efterhånden mere af lægemangel. Spørgsmålet er også, om kontrol med antallet af ydrenumre og omsætningsloft er den mest hensigtsmæssige måde at forhindre indikationsskred.
Før i tiden var det en fåtal af patienter, som havde privat sygeforsikring som supplement til den offentlige sygesikring. Kun patienter i sygesikringsgruppe 2 kunne dog komme til hurtigere, da læge og patienten i princippet aftaler prisen, mens tilskuddet fra Den offentlige Sygesikring er fast. Ofte med supplerende tilskud fra fortsættelsessygekasse "danmark". Formentlig omfatter antallet af borgere i gruppe 2 ikke mere end 100-150.000.
Siden 2002 har omkring 1 million danskere fået en supplerende sygesikring gennem deres arbejde, som gør det muligt at komme til straks uanset regionernes planøkonomiske rationering af behandlingskapaciteten. En væsentlig grund til at tegne en privat sygesikring er da også, at den giver hurtigere adgang til behandling.
Både regionernes formand, Bent Hansen, og sundhedsminister Bertel Haarder, kritiserede praktiserende speciallæger for at forskelsbehandle patienterne (i den normale arbejdstid). De kræver, at lægerne stopper forskelsbehandling mellem patienter med offentlig og privat sygesikring. Hvis man ønsker at stoppe denne forskelsbehandling, er den oplagte løsning at regionerne fjerner knækgrænser og omsætningsloft for speciallægerne, så de kan behandle flere af sygesikringens patienter til fuld takst. Alternativet er restriktioner og kontrol med speciallægerne med ventetider for patienterne med offentlig og privat sygesikring, men i praksis vil være uhyre vanskelig at gennemføre. Desuden risikerer regionerne, at nogle speciallæger vil opgive at have overenskomst med Den offentlige Sygesikring og udelukkende tage sig af patienterne med privat sygeforsikring eller gruppe 2-medlemmer i Den offentlige Sygesikring.
Borgere har selv mulighed for at påvirke, hvor hurtigt de kommer til behandling. De kan melde sig over i gruppe 2 i Den offentlige Sygesikring. Men så skal de også betale en del af lægens honoraret selv.
Det er intet nyt i denne historie. Sådan har det været i adskillige år, ja sågar årtier. Regionerne (og amterne før i tiden) har i mange år brugt knækgrænser som et økonomisk styringsinstrument på linje med omsætningsloft og kontrol med antallet af ydrenumre (eller antallet af praktiserende læger). Det begrænser både antallet af læger, som kan behandle patienter for den offentlige sygesikring og omsætningen per læge. Det giver en budgetsikkerhed for regionerne, men det medfører også en rationering af antallet af patienter, da kapaciteten ikke er afpasset efterspørgslen. Da praktiserende læger ikke må opkræver ekstrabetaling for patienter i sygesikringsgruppe 1, resulterer det ofte som enhver anden form for rationering i ventelister og ventetider.
Budgetsikkerhed for regionerne er ikke den eneste begrundelse for at kontrollere omsætning og antal af praktiserende læger. Regionerne frygter også, at for mange læger uden omsætningsloft vil medføre såkaldt udbyderinduceret efterspørgsel (eller indikationsskred), altså en situation hvor lægerne tager initiativ til flere behandlinger end strengt nødvendigt, ikke af medicinske grunde, men udelukkende for at øge omsætningen. Det er et potentielt problem med mange læger, men Danmark lider efterhånden mere af lægemangel. Spørgsmålet er også, om kontrol med antallet af ydrenumre og omsætningsloft er den mest hensigtsmæssige måde at forhindre indikationsskred.
Før i tiden var det en fåtal af patienter, som havde privat sygeforsikring som supplement til den offentlige sygesikring. Kun patienter i sygesikringsgruppe 2 kunne dog komme til hurtigere, da læge og patienten i princippet aftaler prisen, mens tilskuddet fra Den offentlige Sygesikring er fast. Ofte med supplerende tilskud fra fortsættelsessygekasse "danmark". Formentlig omfatter antallet af borgere i gruppe 2 ikke mere end 100-150.000.
Siden 2002 har omkring 1 million danskere fået en supplerende sygesikring gennem deres arbejde, som gør det muligt at komme til straks uanset regionernes planøkonomiske rationering af behandlingskapaciteten. En væsentlig grund til at tegne en privat sygesikring er da også, at den giver hurtigere adgang til behandling.
Både regionernes formand, Bent Hansen, og sundhedsminister Bertel Haarder, kritiserede praktiserende speciallæger for at forskelsbehandle patienterne (i den normale arbejdstid). De kræver, at lægerne stopper forskelsbehandling mellem patienter med offentlig og privat sygesikring. Hvis man ønsker at stoppe denne forskelsbehandling, er den oplagte løsning at regionerne fjerner knækgrænser og omsætningsloft for speciallægerne, så de kan behandle flere af sygesikringens patienter til fuld takst. Alternativet er restriktioner og kontrol med speciallægerne med ventetider for patienterne med offentlig og privat sygesikring, men i praksis vil være uhyre vanskelig at gennemføre. Desuden risikerer regionerne, at nogle speciallæger vil opgive at have overenskomst med Den offentlige Sygesikring og udelukkende tage sig af patienterne med privat sygeforsikring eller gruppe 2-medlemmer i Den offentlige Sygesikring.
Borgere har selv mulighed for at påvirke, hvor hurtigt de kommer til behandling. De kan melde sig over i gruppe 2 i Den offentlige Sygesikring. Men så skal de også betale en del af lægens honoraret selv.
tirsdag den 11. januar 2011
ObamaCares basispakke: Smal eller bred?
Præsident Barack Obama og hans administration er gået i gang med at definere, hvilke sundhedsydelser, der skal være i de sygeforsikringer, som individer selv køber og får gennem mindre arbejdsgivere efter 2014, skriver Kaiser Health News (10/1). Denne regulering vil få betydning for millioner af amerikanere.
Dette er selvsagt en vanskelig opgave, hvor administrationen balancerer mellem at give forholdsvis bred dækning på den ene side og sikre en forholdsvis acceptabel pris på forsikringen på den anden side. Desto flere ydelser, som forsikringen skal omfatte, desto dyrere bliver forskringspolicerne. Bliver forsikringen for dyr, vil borgerne afholde sig fra at købe dækning (eller vente med at tegne forsikring til szgdommen er indtruffet og betale skatten for ikke at have tegnet sygeforsikring istedet).
Det kan også forventes, at Obama administrationen vil blive belejret af lobbyister, der gerne vil have deres sundhedstilbud eller behandling med i denne basispakke. Interesse-organisationer for behandlere, producenter og patienter har haft stor succes med at påvirke dækningen i sygeforsikringer i enkelte delstater, hvilket har bidraget til at øge præmierne, skabe store forskellige i præmier mellem delstater og reducere antallet personer med sygeforsikring. Selvom administrationen har bedt et uafhængigt panel komme med anbefalinger til dækningen i ObamaCare, vil jeg godt vove den forudsigelse, at dækningen bliver ganske bred. Der er en klar asymmetri i prressionsgruppepresset til fordel for udvidet dækning.
På det private marked for arbejdsgiverbetalte sygeforsikringer (for store de virksomheder, som ikke er underlagt regulering i delstaterne), er det op til arbejdsgiverne og forsikringsselskaberne at aftale dækningen. Typisk dækker forsikringen kun behandling, som er medicinsk begrundet, mens kosmetiske operationer næsten aldrig er dækket og fedmeoperationer, fertilitetsbehandling og eksperimentielle behandlinger ofte ikke er dækket. Men i mange delstater stiller delstaten altså krav om, at sygeforsikring solgt til privatpersoner i staten dækker disse ydelser sammen med alt fra tandlæge, akupunktur, massageterapi til præstekonsultationer.
Dette er selvsagt en vanskelig opgave, hvor administrationen balancerer mellem at give forholdsvis bred dækning på den ene side og sikre en forholdsvis acceptabel pris på forsikringen på den anden side. Desto flere ydelser, som forsikringen skal omfatte, desto dyrere bliver forskringspolicerne. Bliver forsikringen for dyr, vil borgerne afholde sig fra at købe dækning (eller vente med at tegne forsikring til szgdommen er indtruffet og betale skatten for ikke at have tegnet sygeforsikring istedet).
Det kan også forventes, at Obama administrationen vil blive belejret af lobbyister, der gerne vil have deres sundhedstilbud eller behandling med i denne basispakke. Interesse-organisationer for behandlere, producenter og patienter har haft stor succes med at påvirke dækningen i sygeforsikringer i enkelte delstater, hvilket har bidraget til at øge præmierne, skabe store forskellige i præmier mellem delstater og reducere antallet personer med sygeforsikring. Selvom administrationen har bedt et uafhængigt panel komme med anbefalinger til dækningen i ObamaCare, vil jeg godt vove den forudsigelse, at dækningen bliver ganske bred. Der er en klar asymmetri i prressionsgruppepresset til fordel for udvidet dækning.
På det private marked for arbejdsgiverbetalte sygeforsikringer (for store de virksomheder, som ikke er underlagt regulering i delstaterne), er det op til arbejdsgiverne og forsikringsselskaberne at aftale dækningen. Typisk dækker forsikringen kun behandling, som er medicinsk begrundet, mens kosmetiske operationer næsten aldrig er dækket og fedmeoperationer, fertilitetsbehandling og eksperimentielle behandlinger ofte ikke er dækket. Men i mange delstater stiller delstaten altså krav om, at sygeforsikring solgt til privatpersoner i staten dækker disse ydelser sammen med alt fra tandlæge, akupunktur, massageterapi til præstekonsultationer.
lørdag den 8. januar 2011
Greenspan advarer mod den offentlige gældsbyrde i USA
Tidligere centralbankdirektør Alan Greenspan mener, at USA kan opleve en gældskrise, hvis ikke politikerne i Washington D.C. i tide tager beslutninger om at reducere de offentlige udgifter eller øge skatteindtægter for at bringe gældssætningen ned, skriver WSJ (7.1).
fredag den 7. januar 2011
Centralbankdirektør efterlyser besparelser på offentlige budgetter
Centralbankdirektør for Luxembourg, Yves Mersch, efterlyser i meget klare vendinger i WSJ (5.1) besparelser på de offentlige budgetter. Han skriver blandt andet:
"Now the time is near for policy makers to withdraw economic stimulus at a moderate but steady pace. Costly ad hoc measures should be replaced by rule-based, medium- to long-term oriented "Ordnungspolitik." This German expression describes the economic approach in which the state has a limited role, giving leeway to markets. Although it stresses the importance of setting up incentives properly, it abjures discretionary interference with the plans and actions of market participants".Det er svært at være uenig!
torsdag den 6. januar 2011
ObamaCare under kniven
Republikanerne har nu overtaget kontrollen med Repræsentanternes Hus i Washington D.C., hvilket er ensbetydende med en politikskifte på en række områder. I næste uge vil Repræsentanternes Hus stemme om et forslag, der skal omstøde sundhedsreformen. Forslaget bliver formentlig vedtaget, men det er tvivlsomt om det kan få flertal i Senatet og nærmest sikkert at præsident Barack Obama vil nedlægge veto imod forslaget. Men selvom forslaget om at omstøde ObamaCare ikke bliver vedtaget, kan det republikanske flertal sagtens forsøge at ændre dele af sundhedsreformen. Flertallet i befolkningen er imod ObamaCare og store dele af demokraterne er utilfredse med dele af lovgivningen, så der kan sagtens skabes en alliance for ændringer, skriver Time (6.1).
Abonner på:
Opslag (Atom)