Rasmussen Reports har offentliggjort en opinionsundersøgelse (23/11), som viser, at en meget stor del af amerikanske vælgere mener, at den føderale regering har vokset sig udover de grænser, der er fastsat i konstitutionen. 39% mener, at regeringen opererer indenfor grænserne, mens 44% mener, at grænserne er overskredet. Medlemmer af den "politiske klasse" er langt mere tilbøjelige til at mene, at grænserne ikke er overskredet end resten af vælgerne, ligesom der er flere republikanere end demokrater, som mener at grænserne for den føderale regering er overskredet. Uafhængige vælgere er delt i spørgsmålet.
Netop spørgsmålet om afgrænsningen af magten mellem den føderale regering, delstaterne og individet var et centralt emne for præsidentkandidat Ron Paul under primærvalget 2008 og Tea Party bevægelsen i 2010. Der er blandt konservative republikanere og libertarianere en udbredt opfattelse af, at den føderale regering overskrider de grænser, som oprindeligt var sat forbundsregeringen. Det foregår en debat mellem progressive, konservative og libertarianere om, hvordan konstitutionen kan fortolkes. På den ene side står de progressive, som argumenterer for, at konstitutionen er et levende dokument, der kan fortolkes i tiden. På den anden side står libertarianere, som argumenterer for, at konstitutionen skal fortolkes bogstaveligt, da formålet med den netop er at afgrænse magten. De konservative har vendt sig imod "aktivisme" fra domstolene, som vi så i 1960'erne og 1970'erne, hvor domstolene efter konservativ opfattelse foretog afgørelser, som burde være politiske.
Den republikanske præsidentkandidat fra 1964, Barry Goldwater, skrev allerede i 1960 bogen "Conscience of a Conservative", der var et opgør med forbundsregeringens tiltagende magt. I 1980'erne forsøgte præsident Ronald Reagan at gøre op med forbundsregeringens magt, blandt andet med forslag om tilføjelse om borgernes økonomiske rettigheder til konstitutionen.
Siden Goldwater og Reagan har forbundsregeringen øget sin indblanding i økonomien, blandt andet i sygeforsikring og sociale anliggender. Konstitutionen foreskriver ikke direkte, at disse områder er anliggender for forbundsregeringen. Regeringens indblanding hviler derfor på to bestemmelser i konstitutionen. For det første retten for forbundsregeringen til at opkræve skat (og fordele midlerne til delstaterne). Forbundsregeringen opstiller nogle betingelser for økonomisk støtte, der tvinger delstaterne til at indføre nationale programmer som Medicare og Medicaid. Fulgte en delstat ikke foreskrifterne, ville delstaten miste tilskuddet til trods for borgernes skatteindbetalingerne.
For det andet henviser forbundsregeringen i reguleringer til, at den føderale regering har lov til at regulere handlen mellem delstaterne. Denne bestemmelse i konstitutionen har skiftende regeringer tolket ganske liberalt. Det er blandt andet denne bestemmelse, som Obama administrationen henviser til, når den kræver, at alle amerikanere skal have en sygeforsikring, selvom det jo ikke vedrører handlen mellem delstaterne (og hvor lovgivningen allerede bestemmer, at sygesikringen skal tegnes i den delstat, som borgeren bor i).
Det er et sundt tegn, at amerikanere udtrykker kritik af forbundsregeringen tiltagende magt og vælgere repræsentanter, der vil tage et opgør med Washington D.C. Når forfatningsdomstolen ikke været i stand til at satte grænserne for forbundsregeringen, er det op til borgerne at sørge for, at grænserne bliver fastsat. Men det bliver en vanskeligt opgave, når en stor del af magthaverne med præsident Barack Obama i Washington D.C. tilhører den "progressive" bevægelse, som ønsker stadig flere beføjelser til forbundsregeringen og direkte indblanding i stor og småt. Men undersøgelsen viser, at præsidenten er helt ude af trit med den amerikanske befolkning og at han ikke har det mandat til at udvide regeringen, som han selv er så overbevist om, at han har fået.
fredag den 26. november 2010
onsdag den 17. november 2010
Privat sundhedsforsikring forbedrer de offentlige finanser
CEPOS har udsendt en notat om privat sygeforsikring af specialkonsulent Mia Amalie Holstein, som afdækker effekten på de offentlige finanser af privat sundhedsforsikring. Notatet viser, at privat sundheds-forsikring har en positiv effekt på de offentlige budgetter. Godt nok er private sundhedsforsikringer fritaget for indkomstskat, hvilket giver et provenutab på 760 mio. kr. om året. Men det blivet modsvaret af lavere offentlige udgifter til behandling og sygedagpenge. Notatet skønner, at disse udgifter til hhv. 770 mio. kr. og 310 mio. kr. Private sundhedsforsikringer er også en fordel patienterne, da det forkorter ventetiden for patienterne med og uden sygeforsikring.
lørdag den 13. november 2010
Obamacare ødelægger det private marked for sygeforsikring
Michael Tanner, Cato Institute, fortæller på podcast fra Cato Institute, at sundhedsreformen i USA allerede har konsekvenser på det private forsikringsmarked. Reguleringen i den nye lovgivning resultere stik i imod hensigten i færre valgmulighederne for borgerne.
Private forsikringsselskaber trækker sig ud af markedet, fordi det økonomisk ikke længere kan hænge sammen at sygeforsikre med de mange nye regler. Der sker også en konsolidering, hvor medarbejdere i virksomheder og private borgere tvinges til at tegne dyrere forsikringer. Private virksomheder beslutter samtidig at droppe sygeforsikring for medarbejdere (og betale en skat i stedet), fordi omkostninger er stigende. Og endelig, så er markedet for sygeforsikring til børn ved at bryde sammen, fordi forsikringsselskaber er tvunget til at forsikre samtlige kunder til samme pris uanset sundhedstilstand. Det får præmierne til at stige og mange forældre til at droppe sygeforsikring for deres børn. Den kan jo altid tegnes, når uheldet er ude. Resultatet er en negativ proces, hvor præmier stiger og stiger.
Private forsikringsselskaber trækker sig ud af markedet, fordi det økonomisk ikke længere kan hænge sammen at sygeforsikre med de mange nye regler. Der sker også en konsolidering, hvor medarbejdere i virksomheder og private borgere tvinges til at tegne dyrere forsikringer. Private virksomheder beslutter samtidig at droppe sygeforsikring for medarbejdere (og betale en skat i stedet), fordi omkostninger er stigende. Og endelig, så er markedet for sygeforsikring til børn ved at bryde sammen, fordi forsikringsselskaber er tvunget til at forsikre samtlige kunder til samme pris uanset sundhedstilstand. Det får præmierne til at stige og mange forældre til at droppe sygeforsikring for deres børn. Den kan jo altid tegnes, når uheldet er ude. Resultatet er en negativ proces, hvor præmier stiger og stiger.
Den konservative deroute
Professor Peter Kurrild-Klitgaard skriver i Berlingske Tidende (12/11) om Det konservative Folkepartis problem med faldende tilslutning. Hovedårsagen er ikke partiformanden, men derimod, at vælgerne ikke aner, hvor de konservative befinder sig i de politiske landskab.
Kurrild henviser til den tale, som landsformand og udenrigsminister Lene Espersen holdt på det seneste landsmøde, hvor hun sammenlignede et skattetryk på 40% med ultraliberalisme. Partimedlemmerne klappede, da hun sagde, at "nogle ønsker et skattetryk på 40%".
Jeg har vedhæftet en oversigt over skattetrykket i OECD-lande i 2007. Danmark ligger til trods for flere år med højkonjunktur og en "borgerlig" regering i toppen, som det mest skatteplagede land. Østrig og Holland er lande, som ligger henholdsvis lige over og under de 40% i skattetryk. Det må altså være ultraliberalistiske lande? Schweiz, Australien, Irland, Tjekkiet, USA og Japan ligger alle omkring 30%. I min optik er det lande med konservativ politik. Det er vel også et niveau omkring 20-30%, som partiet burde have som langtsigtet mål. Liberalister kan så have et mål på 10-20% og ultraliberalister på 0%. Men der er meget, meget langt til det niveau, hvor konservative, liberalister og ultraliberalister behøver at være uenige om hensigtsmæssige sænke skatterne yderligere. Og med det tempo, hvormed de VK-regeringen sænker skattetrykket, vil det tage uendelig lang tid.
Kurrild henviser til den tale, som landsformand og udenrigsminister Lene Espersen holdt på det seneste landsmøde, hvor hun sammenlignede et skattetryk på 40% med ultraliberalisme. Partimedlemmerne klappede, da hun sagde, at "nogle ønsker et skattetryk på 40%".
Jeg har vedhæftet en oversigt over skattetrykket i OECD-lande i 2007. Danmark ligger til trods for flere år med højkonjunktur og en "borgerlig" regering i toppen, som det mest skatteplagede land. Østrig og Holland er lande, som ligger henholdsvis lige over og under de 40% i skattetryk. Det må altså være ultraliberalistiske lande? Schweiz, Australien, Irland, Tjekkiet, USA og Japan ligger alle omkring 30%. I min optik er det lande med konservativ politik. Det er vel også et niveau omkring 20-30%, som partiet burde have som langtsigtet mål. Liberalister kan så have et mål på 10-20% og ultraliberalister på 0%. Men der er meget, meget langt til det niveau, hvor konservative, liberalister og ultraliberalister behøver at være uenige om hensigtsmæssige sænke skatterne yderligere. Og med det tempo, hvormed de VK-regeringen sænker skattetrykket, vil det tage uendelig lang tid.
fredag den 12. november 2010
Obama lytter ikke vælgerne, mener Rove
Præsident Barack Obama lytter ikke til vælgerne og især uafhængige vælgere, der ved midtvejsvalget har vendt Obama og demokraterne ryggen. Det skriver Karl Rove i WSJ (11/11) . Rove bemærker, at Obama på første pressemøde efter valget forklare nederlaget med den høje arbejdsløshed og dårlig kommunikation (fra Obama til vælgerne).
Hvis der er tale om dårlige kommunikationsevner, så er det ikke talegaverne, men derimod evne til at lytte. Opinionsmålinger viser, at vælgere er mere enige republikanerne i økonomiske spørgsmål og at flertallet af amerikanere mener, at udviklingen i landet går i den forkerte retning. Stimuleringspakken har ikke virket som lovet og det har vælgerne gennemskuet. Vælgerne har klart signaleret, at de ønsker en ændring i økonomiske politik (mindre statsstyring, mådehold med udgifterne, kontrol med budgetunderskuddet og lavere skatter). Og et flertal af de uafhængige (og republikanske) vælgere ønsker, at sundhedsreformen bliver forkastet og erstattet med en ny reform.
Det sidste bliver dog blankt afvist af Obama, der dog erklærede sig villig til at lytte til republikanerne, hvis de har nogle "gode ideer" til at forbedre sundhedsreformen. Det var stort set samme ord, som Obama brugte, da demokraterne var blevet enige om sundhedsreformen og inviterede republikanerne til et offentligt topmøde om reformen. Dengang for at overbevise vælgere om, at demokraternes politik på sundhedsområdet var bedre end republikanernes, hvilket dog mislykkedes. Så det er politisk teater. Obama er stadig overbevist om, at hans sundhedsreform indeholder de "bedste ideer".
Hvis der er tale om dårlige kommunikationsevner, så er det ikke talegaverne, men derimod evne til at lytte. Opinionsmålinger viser, at vælgere er mere enige republikanerne i økonomiske spørgsmål og at flertallet af amerikanere mener, at udviklingen i landet går i den forkerte retning. Stimuleringspakken har ikke virket som lovet og det har vælgerne gennemskuet. Vælgerne har klart signaleret, at de ønsker en ændring i økonomiske politik (mindre statsstyring, mådehold med udgifterne, kontrol med budgetunderskuddet og lavere skatter). Og et flertal af de uafhængige (og republikanske) vælgere ønsker, at sundhedsreformen bliver forkastet og erstattet med en ny reform.
Det sidste bliver dog blankt afvist af Obama, der dog erklærede sig villig til at lytte til republikanerne, hvis de har nogle "gode ideer" til at forbedre sundhedsreformen. Det var stort set samme ord, som Obama brugte, da demokraterne var blevet enige om sundhedsreformen og inviterede republikanerne til et offentligt topmøde om reformen. Dengang for at overbevise vælgere om, at demokraternes politik på sundhedsområdet var bedre end republikanernes, hvilket dog mislykkedes. Så det er politisk teater. Obama er stadig overbevist om, at hans sundhedsreform indeholder de "bedste ideer".
tirsdag den 9. november 2010
Link til Obama administrationens handelspolitik og kommentarer
Obama administrationens handelspolitik kan læses her. Præsident Barack Obama sendte 1 marts sin handelspolitik til Kongressen, som blandt andet indeholder et mål om at fordoble eksporten over 5 år og administration har dannet et såkaldt Export Promotion Cabinet.
Ambassadør Terry Miller skrev en kommentar på sin blog på Heritage Foundations hjemmeside om handelspolitikken.
Et godt sted at følge debatten om handelspolitikken er på http://www.freetrade.org/.
Ambassadør Terry Miller skrev en kommentar på sin blog på Heritage Foundations hjemmeside om handelspolitikken.
Et godt sted at følge debatten om handelspolitikken er på http://www.freetrade.org/.
Mere kritik af Obamas administrationens handels- og valutapolitik
Også i USA støder Obama administrationens handelspolitik på kraftig kritik. Som WSJ (9/11) bemærker, så støder politikken på kritik fra så forskellige sider som tidligere vicepræsidentkandidat Sarah Palin og Verdensbankens direktør Robert Zoellick. Kritikken er den samme.
Palin kritiserer svækkelsen af dollar på linje med lande som Tyskland, Brasilien, Kina og andre assiatiske lande. Hun bliver citeret for følgende udtalelse:
Palin kritiserer svækkelsen af dollar på linje med lande som Tyskland, Brasilien, Kina og andre assiatiske lande. Hun bliver citeret for følgende udtalelse:
"We don't want temporary, artificial economic growth brought at the expense of permanently higher inflation which will erode the value of our incomes and our savings ..... We want a stable dollar combined with real economic reform. It's the only way we can get our economy back on the right track"Zoellick efterlyser et system med mere stabile valutakurser baseret på en tilbagevenden til en international guldstandard (se Financial Times 7/11), der inkluderer euro, dollar, pund, yuan og renminbi. En guldstandard vil tvinge landene til at gennemføre reformer snarere end at devaluere valutaen.
Obama administrationen bryder med 65 års amerikansk handels- og valutapolitik
Præsident Barack Obama og finansminister Timothy Geithner bliver også kritiseret fra hjemmefronten forud for G20-landenes topmøde i Seoul på fredag og lørdag. Kritikken bliver rettet mod Obama administrationens handels- og valutapolitik.
Finansminister Timothy Geithner har forud for mødet foreslået de andre lande, at G20-landene bliver enige om et mål for landenes overskud eller underskud på handelsbalancen. Geithner foreslår konkret, at hverken overskud eller underskud skal overstige 4 procent af et land bruttonationalprodukt. Det er et ganske enestående forslag fra Obama administrationen, som blev voldsomt kritiseret af den tyske finansminister Wolfgang Schäuble forleden dag (se her). Man forstår også, at kinesere fik teen galt i halsen, da de hørte om forslaget fra Obama administrationen. Viceudenrigsminister Cui Tain-kai havde følgende kommentar i henhold til Business Week (5/11):
Geithners forslag er dog udtryk for tankegangen i Obama administrationen: At staten skal spille en mere aktiv rolle i markedsøkonomien gennem regulering og forskellige støtteordninger til virksomhederne. Stimuleringspakken indeholdt således støtteordninger til udvalgte virksomheder ligesom redningspakkerne for bank- og bilindustrien skulle beskytte amerikanske arbejdspladser. Støtteordningerne er først og fremmest målrettet virksomheder, som har produktion eller projekter, der er politisk korrekte for Obama administrationen. Det gælder eksempelvis de "grønne" jobs.
Men administrationens politik indebærer også tiltag, som forringer amerikanske virksomhedernes konkurrenceevne (nye reguleringer, sundhedsreform og beskatning af CO2 udslip). Og medens Obama administrationen har travlt med at gennemføre forslag, som forringer virksomhedernes konkurrenceevne, taler om "fair" handelspolitik, som skal tvinge handelspartnere til at indføre høje standarder for lønmodtagere og miljø. Formålet hermed at øge udenlandske virksomheders omkostninger og dermed forbedre amerikanske virksomheders konkurrenceevne.
Geithners forslag om 4 procents loft over handelsoverskuddet (som vil ramme Tyskland og Kina), den såkaldte "fair" handelspolitik og devalueringen af amerikanske dollars gennem endnu en forøgelse af pengemængden er politik af samme skuffe. Fælles er nemlig, at det fritager administrationen fra at fremsætte økonomiske reformforslag, som kan forbedre virksomhedernes konkurrenceevne. Man forsøger at få andre til at forringe deres konkurrenceevne i stedet. Og gennem faldende dollar (eller stigende euro eller yuan) vil amerikanske virksomheder opleve en forbedret konkurrenceevne, men prisen er ustabile valutakurser, inflation og muligvis nye bobler i økonomien.
USA har siden afslutningen på anden verdenskrig arbejdet for international frihandel gennem multilaterale handelsaftaler under WTO. Det skyldes i høj grad erfaringerne fra 1930'erne, hvor USA og verden oplevede frygtelige konsekvenser af protektionistisk handelspolitik. Landene forsøgte dengang at beskytte egen industri og arbejdspladser gennem højere told og lukkede grænser. Det forstærkede den økonomiske krise og fjernede økonomiske fordele ved arbejdsdeling og specialisering til skade for alle lande. Den protektionistiske handelspolitik var derfor en medvirkende årsag til udbruddet af verdenskrigen.
Obama administrationens handelspolitik er et brud på 65 års amerikansk udenrigspolitik, som er blevet fulgt af demokratiske og republikanske præsidenter som eksempelvis Harry S. Truman, Dwigt D. Eisenhower, John F. Kennedy, Richard Nixon, Ronald Reagan, Bill Clinton og Georg W. Bush mere eller mindre halvhjertet. Ofte har denne politik stødt på modstand ude og hjemme, være vanskelig at gennemføre i økonomiske nedgangstider og selvfølgelig har den også kostet amerikanske arbejdspladser på det korte sigt. Når Obamas forgængere valgte at se bort fra disse kortsigtede konsekvenser for amerikanske arbejdspladser, er det nok, fordi de vidste, at frihandel fører til nye arbejdspladser. Arbejdspladser, som dog ikke er synlige på forhånd. Det er hele ideen med markedsøkonomi. Og frihandel har været til gavn for USA og verden, som er blevet rigere og også mere sikker af handel. Derfor var det fornuftigt at Obamas forgængere at arbejde for frihandel og det burde Obama også gøre.
Finansminister Timothy Geithner har forud for mødet foreslået de andre lande, at G20-landene bliver enige om et mål for landenes overskud eller underskud på handelsbalancen. Geithner foreslår konkret, at hverken overskud eller underskud skal overstige 4 procent af et land bruttonationalprodukt. Det er et ganske enestående forslag fra Obama administrationen, som blev voldsomt kritiseret af den tyske finansminister Wolfgang Schäuble forleden dag (se her). Man forstår også, at kinesere fik teen galt i halsen, da de hørte om forslaget fra Obama administrationen. Viceudenrigsminister Cui Tain-kai havde følgende kommentar i henhold til Business Week (5/11):
"The artificial setting of a numerical target cannot but remind us of the days of a planned economy.”En målsætning for handelsbalanceoverskuddet vil jo forudsætte, at staten kontrollerer millioner af individers og virksomheders beslutninger om køb, salg, opsparing og investering. Det er planøkonomi. Tankevækkende, at Kina i 2010 som skal belære USA om ulemperne ved planøkonomi.
Geithners forslag er dog udtryk for tankegangen i Obama administrationen: At staten skal spille en mere aktiv rolle i markedsøkonomien gennem regulering og forskellige støtteordninger til virksomhederne. Stimuleringspakken indeholdt således støtteordninger til udvalgte virksomheder ligesom redningspakkerne for bank- og bilindustrien skulle beskytte amerikanske arbejdspladser. Støtteordningerne er først og fremmest målrettet virksomheder, som har produktion eller projekter, der er politisk korrekte for Obama administrationen. Det gælder eksempelvis de "grønne" jobs.
Men administrationens politik indebærer også tiltag, som forringer amerikanske virksomhedernes konkurrenceevne (nye reguleringer, sundhedsreform og beskatning af CO2 udslip). Og medens Obama administrationen har travlt med at gennemføre forslag, som forringer virksomhedernes konkurrenceevne, taler om "fair" handelspolitik, som skal tvinge handelspartnere til at indføre høje standarder for lønmodtagere og miljø. Formålet hermed at øge udenlandske virksomheders omkostninger og dermed forbedre amerikanske virksomheders konkurrenceevne.
Geithners forslag om 4 procents loft over handelsoverskuddet (som vil ramme Tyskland og Kina), den såkaldte "fair" handelspolitik og devalueringen af amerikanske dollars gennem endnu en forøgelse af pengemængden er politik af samme skuffe. Fælles er nemlig, at det fritager administrationen fra at fremsætte økonomiske reformforslag, som kan forbedre virksomhedernes konkurrenceevne. Man forsøger at få andre til at forringe deres konkurrenceevne i stedet. Og gennem faldende dollar (eller stigende euro eller yuan) vil amerikanske virksomheder opleve en forbedret konkurrenceevne, men prisen er ustabile valutakurser, inflation og muligvis nye bobler i økonomien.
USA har siden afslutningen på anden verdenskrig arbejdet for international frihandel gennem multilaterale handelsaftaler under WTO. Det skyldes i høj grad erfaringerne fra 1930'erne, hvor USA og verden oplevede frygtelige konsekvenser af protektionistisk handelspolitik. Landene forsøgte dengang at beskytte egen industri og arbejdspladser gennem højere told og lukkede grænser. Det forstærkede den økonomiske krise og fjernede økonomiske fordele ved arbejdsdeling og specialisering til skade for alle lande. Den protektionistiske handelspolitik var derfor en medvirkende årsag til udbruddet af verdenskrigen.
Obama administrationens handelspolitik er et brud på 65 års amerikansk udenrigspolitik, som er blevet fulgt af demokratiske og republikanske præsidenter som eksempelvis Harry S. Truman, Dwigt D. Eisenhower, John F. Kennedy, Richard Nixon, Ronald Reagan, Bill Clinton og Georg W. Bush mere eller mindre halvhjertet. Ofte har denne politik stødt på modstand ude og hjemme, være vanskelig at gennemføre i økonomiske nedgangstider og selvfølgelig har den også kostet amerikanske arbejdspladser på det korte sigt. Når Obamas forgængere valgte at se bort fra disse kortsigtede konsekvenser for amerikanske arbejdspladser, er det nok, fordi de vidste, at frihandel fører til nye arbejdspladser. Arbejdspladser, som dog ikke er synlige på forhånd. Det er hele ideen med markedsøkonomi. Og frihandel har været til gavn for USA og verden, som er blevet rigere og også mere sikker af handel. Derfor var det fornuftigt at Obamas forgængere at arbejde for frihandel og det burde Obama også gøre.
mandag den 8. november 2010
Tidligere budgetdirektør i Det hvide Hus: Nu skal vi altså have styr på statens underskud
Distinguished Visiting Fellow Peter R. Orzag fra Center for Foreign Relations efterlyser i Berlingske Business (8/11) en indsats mod budgetunderskuddet fra præsident Barack Obama. Orzag fra budgetdirektør for Obama fra januar 2009 indtil han forlod stillingen i juli i år, fordi hans chef ikke lyttede til ham og tog gældsproblemet alvorligt nok. Journalist David Trads har et interview med Orzag, som jeg kan anbefale. Her et citat:
"Vi har brug for, at der fremlægges en troværdig plan for, hvordan vi får styr på underskuddet i 2015 eller 2016 - altså det er ikke nok at tale om, hvordan økonomien ser ud om nogle årtier; perspektivet skal være, hvad vi gør i de kommende fem år. Det meste af problemet må vi løse med større indtægter - det vil sige øgede skatter - for gabet mellem indtægter og udgifter er så stort, at vi ikke kan nøjes med at se på besparelser".
Tysk finansminister kritisere amerikansk økonomisk politik
Tysklands finansminister Wolfgang Schäuble retter en kraftig kritik mod den amerikanske regering og forbundsbank efter den nye pengepolitiske lempelse i sidste uge, hvor forbundsbanken besluttede at skyde yderligere 600 mia. USD ind i økonomien gennem opkøb af amerikanske statsobligationer, skriver WSJ (8/11).
Schäuble peger på, at det er inkonsistent, når amerikanere på den ene side beskylder Kina for at manipulere deres valuta og på den anden gennemfører en pnegepolitisk lempelse som forringer værdien af dollar. Schäuble er citeret for følgende udtalelse:
Schäuble peger på, at det er inkonsistent, når amerikanere på den ene side beskylder Kina for at manipulere deres valuta og på den anden gennemfører en pnegepolitisk lempelse som forringer værdien af dollar. Schäuble er citeret for følgende udtalelse:
"The USA lived off credit for too long, inflated its financial sector massively and neglected its industrial base. There are many reasons for America's problems—German export surpluses aren't one of them."
"Germany's exporting success is based on the increased competitiveness of our companies, not on some sort of currency sleight-of-hand. The American growth model, by comparison, is stuck in a deep crisis."Schäuble deltager i G20 topmødet senere på ugen sammen med forbundskansler Angela Merkel. Præsident Barack Obama, som er flygtet fra de hjemlige konservative, der vandt en jordskredssejr i sidste uge, kan altså se frem til en omgang tysk konservativ spanking på fredag i Seoul. Og det hjælper næppe, at han har sin egen finansminister, manden med pokerface, Timothy Geitner, med. De andre har for længst gennemskuet, at Obama administrationen spiller med temmelig ringe kort.
fredag den 5. november 2010
Indsigt i Tea Party-bevægelsen
Der er skrevet temmelig meget om Tea Party-bevægelsen i medierne, men ikke meget af det er der papir værd, som det er skrevet på. Der er en tendens til sætte lighedstegn mellem hele Tea Party-bevægelsen og tidl. guvenør og vicepræsident Sarah Palin. Imidlertid er Tea Party bevægelsen i USA ikke en socialkonservativ bevægelse. Bevægelsen dækker over forskellige opfattelser af, hvad statsmagten skal gøre i sociale spørgsmål. Det som forener bevægelsen er medlemmers syn på økonomiske spørsmål: 1) Regeringen (og i særdeleshed forbundsregeringen) skal spille en mindre rolle i økonomien og 2) markedet kan løse problemer bedre end regeringen.
David Kirkby og Emily Ekins har gennemført en analyse (refereret her), som viser, at Tea Party er delt i to grupper: Konservative og liberalister (libertarianere). Begge grupper er bekymrede for sundhedsreformen, ønsker at begrænse forbundsregeringens udgifter og reducere statsmagten. Men mens de konservative medlemmer af Tea Party bevægelsen er langt mere bekymrede over moralske spørgsmål (ægteskab mellem homoseksuelle, immigration, Moskeen i New York og abort) end liberalistiske medlemmer af bevægelsen. Det fremgår af nedenstående figur (hvis den er svær at læse, så er den klippet fra ovenstående link).
David Kirkby og Emily Ekins har gennemført en analyse (refereret her), som viser, at Tea Party er delt i to grupper: Konservative og liberalister (libertarianere). Begge grupper er bekymrede for sundhedsreformen, ønsker at begrænse forbundsregeringens udgifter og reducere statsmagten. Men mens de konservative medlemmer af Tea Party bevægelsen er langt mere bekymrede over moralske spørgsmål (ægteskab mellem homoseksuelle, immigration, Moskeen i New York og abort) end liberalistiske medlemmer af bevægelsen. Det fremgår af nedenstående figur (hvis den er svær at læse, så er den klippet fra ovenstående link).
torsdag den 4. november 2010
Vælgerne forkaster ObamaCare i Oklahoma og Arizona
Vælgerne i Oklahoma, Arizona og muligvis Colorado valgte ved folkeafstemning at droppe ud af sundhedsreformen, som præsident Barack Obama fik vedtaget i foråret, skriver Politico (3/11) . Tidligere har vælgerne i Missouri stemt for et lignende initiativ. Flere republikanske guvernører kan også betyde, at flere delstater vil udfordre sundhedsreformen gennem domstolene.
Efter midtvejsvalget i USA: Til højre eller til venstre
Demokraterne og præsident Barack Obama led en markant nederlag ved tirsdagens midtvejsvalg i USA. Republikanerne har vundet over 60 sædder og dermed flertallet i Repræsentanternes Hus og i hvert fald 6 pladser i Senatet. De fleste præsidenter oplever nederlag ved midtvejsvalget, men der er næppe tvivl om, at størrelsen af dette nederlag er usædvanlig. Republikanernes sejr tirsdag var større end ved valgene i 1946 og 1994. Faktisk skal man temmelig langt tilbage i historien for at finde et så stort nederlag til noget parti.
Økonomisk krise og arbejdsløshed var ved dette valg en klar ulempe for demokraterne, da partiet efter 2 år med flertallet i Kongressens to kamre og præsidentembeddet ikke kunne fraskrive sig ansvaret for udviklingen. Ved valget i 2008 var krisen efter Lehman Brothers konkurs en måned før valget derimod en fordel for demokraterne og Barack Obama. Præsidentkandidat John McCain førte faktisk meningsmålinger efter republikanernes partikonvent og før Lehman Brothers konkurs. Men demokraterne havde succes med at hæfte krisen på præsident Georg Bush og republikanerne og samtidig kæde Bush og McCain sammen ved at tæppebombardere TV-stationerne med annoncer, der viste McCain og Bush trykke hinanden i hånden.
Nu var det bestemt ikke ufortjent at give republikanerne en stor del af skyld for en stor del af de offentlige udgifters himmelflugt og gældsætning under Bush. Bush socialkonservatisme tillod store stigninger i den offentlige sektor, hvilket medførte hård kritik fra konservative tænketanke og græsrødderne i partiet. Men demokraterne har et stort medansvar, da partiet allerede i 2006 opnåede flertal i Repræsentanternes Hus og dermed kunne udøve kontrol med bevillingerne i 2007-08. Og for selve krakket og problemerne i den finansielle sektor, var det nok ufortjent, at republikanerne og dereguleringen af de finansielle markeder i 1980'erne blev udpeget som skurken. Årsagen til problemerne er snarere den offentlige regulering af finansielle sektor og vilkår for tildeling af boliglån, og her spiller regler indfärt under præsident Jimmy Carter og præsident Bill Clinton en større rolle, men vælgerne straffer den siddende regering.
Tirsdag var det så demokraternes tur til at blive straffet af vælgerne. Man kan sagtens hævde, at problemerne i den finansielle sektor var så store og omfattende, at det ville tage mere end 2 år at rydde op efter republikanerne. Vælgerne køber ikke den slags argumenter, den siddende regering får ansvaret og denne gang var der ingen tvivl om, hvem der har magten og ansvaret.
Vælgerne har ved valget i tirsdags også klart forkastet den økonomiske politik, som Obama administrationen har fulgt (og videreført) i de sidste par år med store udgiftspakker og markant stigende offentlige udgifterne (der overgår end Bush). Det er stor bekymring i brede dele af befolkningen for øget offentlig gældsætning og stigende statslig indblanding i økonomien. Republikanerne har på et budskab om mådehold vundet opbakning fra midtervælgere, som i 2008 stemte på Obama og demokraterne. Tea Party-bevægelsen og entusiasmen blandt libertarianske og traditionelt konservative vælgere har også bidraget til sejren. Hos demokraterne blev desillusionerede progressive vælgere, der gerne have set en mere venstredrejet politik fra Obama administration, og bekymrende konservative demokrater, væk fra valgstederne.
Det store spørgsmål i dag er så om valget vil betyde samarbejde over midten eller "gridlock" i Washington D.C. Vil Obama række ind over midten og samarbejde med republikanerne, som præsident Bill Clinton gjorde efter valgnederlaget i 1994? Eller vil Obama trække længere ud på venstre flanke og tage kampen op med republikanerne? Går han til højre eller venstre?
Der er næppe tvivl om, at Obama chancer for genvalg afhænger af økonomiske konjunkturer (og mulighed for at indfri valgløfterne om aftrapning af krigen i Irak og Afghanistan - hvis ikke det sker, vil Obama formentlig blive udfordret under primærvalget). Hvis økonomien er i vækst om 2 år og arbejdsløsheden lav, er chancerne for genvalg alt andet lige større.
Så Obama kunne vælge at holde fast på sin "progressive" dagsordenen, fastholde en politik til venstre for midten, tage kampen op mod republikanerne og vente på et økonomisk opsving. Det vil øge hans popularitet blandt "progressive" vælgere. Hvis opsvinget kommer, vil han stå bedre blandt midtervælgere. Men det forudsætter, at opsvinget kommer og at midtervælgerne ikke lader sig afskrække af den progressive dagsordenen. Ironisk nok kan gridlock i Washington D.C. være med til at forbedre den økonomisk situation. Det skyldes, at der nu er mindre sandsynligt, at de offentlige udgifter vil stige, gældsætningen vokse og erhvervslivet blive underlagt nye reguleringer. Det skaber større forudsigelighed, flere investeringer og dermed vækst.
Alternativet er at forsøge et samarbejde med republikanerne, som kan skabe større forudsigelighed om den offentlige udgifter og skatter ved at gennemføre reformer, der mindsker budgetunderskuddet. En sådan politik kan bidrage til skabe større tillid og dermed flere investeringer, som vil skabe grobund for økonomisk vækst. Det vil gøre det lettere at tiltrække vælgere på midten og gøre det vanskeligere for republikanerne at angribe Obama, men giver samtidig Obama problemer på venstre flanke.
Spørgsmålet er også om republikanerne er interesserede i et sådant samarbejde? Hvis de samarbejder over midten, vil det give problemer på højre flanke. Til gengæld kan man skabe forudsætninger for vækst, som øger sandsynligheden for genvalg. Samarbejdet i 90'erne mellem Clinton og republikanerne under ledelse af Newt Gingrich var frugtbart.Det lykkedes at bringe det offentlige budget i balance og der blev gennemført en velfærdsreform. Afstanden mellem Gingrich og sydstatsdemokrat var næppe så stor som afstanden mellem republikanerne og en progressiv nordstatsdemokrat. Det bliver spædende at følge udviklingen de næste måneder.
Økonomisk krise og arbejdsløshed var ved dette valg en klar ulempe for demokraterne, da partiet efter 2 år med flertallet i Kongressens to kamre og præsidentembeddet ikke kunne fraskrive sig ansvaret for udviklingen. Ved valget i 2008 var krisen efter Lehman Brothers konkurs en måned før valget derimod en fordel for demokraterne og Barack Obama. Præsidentkandidat John McCain førte faktisk meningsmålinger efter republikanernes partikonvent og før Lehman Brothers konkurs. Men demokraterne havde succes med at hæfte krisen på præsident Georg Bush og republikanerne og samtidig kæde Bush og McCain sammen ved at tæppebombardere TV-stationerne med annoncer, der viste McCain og Bush trykke hinanden i hånden.
Nu var det bestemt ikke ufortjent at give republikanerne en stor del af skyld for en stor del af de offentlige udgifters himmelflugt og gældsætning under Bush. Bush socialkonservatisme tillod store stigninger i den offentlige sektor, hvilket medførte hård kritik fra konservative tænketanke og græsrødderne i partiet. Men demokraterne har et stort medansvar, da partiet allerede i 2006 opnåede flertal i Repræsentanternes Hus og dermed kunne udøve kontrol med bevillingerne i 2007-08. Og for selve krakket og problemerne i den finansielle sektor, var det nok ufortjent, at republikanerne og dereguleringen af de finansielle markeder i 1980'erne blev udpeget som skurken. Årsagen til problemerne er snarere den offentlige regulering af finansielle sektor og vilkår for tildeling af boliglån, og her spiller regler indfärt under præsident Jimmy Carter og præsident Bill Clinton en større rolle, men vælgerne straffer den siddende regering.
Tirsdag var det så demokraternes tur til at blive straffet af vælgerne. Man kan sagtens hævde, at problemerne i den finansielle sektor var så store og omfattende, at det ville tage mere end 2 år at rydde op efter republikanerne. Vælgerne køber ikke den slags argumenter, den siddende regering får ansvaret og denne gang var der ingen tvivl om, hvem der har magten og ansvaret.
Vælgerne har ved valget i tirsdags også klart forkastet den økonomiske politik, som Obama administrationen har fulgt (og videreført) i de sidste par år med store udgiftspakker og markant stigende offentlige udgifterne (der overgår end Bush). Det er stor bekymring i brede dele af befolkningen for øget offentlig gældsætning og stigende statslig indblanding i økonomien. Republikanerne har på et budskab om mådehold vundet opbakning fra midtervælgere, som i 2008 stemte på Obama og demokraterne. Tea Party-bevægelsen og entusiasmen blandt libertarianske og traditionelt konservative vælgere har også bidraget til sejren. Hos demokraterne blev desillusionerede progressive vælgere, der gerne have set en mere venstredrejet politik fra Obama administration, og bekymrende konservative demokrater, væk fra valgstederne.
Det store spørgsmål i dag er så om valget vil betyde samarbejde over midten eller "gridlock" i Washington D.C. Vil Obama række ind over midten og samarbejde med republikanerne, som præsident Bill Clinton gjorde efter valgnederlaget i 1994? Eller vil Obama trække længere ud på venstre flanke og tage kampen op med republikanerne? Går han til højre eller venstre?
Der er næppe tvivl om, at Obama chancer for genvalg afhænger af økonomiske konjunkturer (og mulighed for at indfri valgløfterne om aftrapning af krigen i Irak og Afghanistan - hvis ikke det sker, vil Obama formentlig blive udfordret under primærvalget). Hvis økonomien er i vækst om 2 år og arbejdsløsheden lav, er chancerne for genvalg alt andet lige større.
Så Obama kunne vælge at holde fast på sin "progressive" dagsordenen, fastholde en politik til venstre for midten, tage kampen op mod republikanerne og vente på et økonomisk opsving. Det vil øge hans popularitet blandt "progressive" vælgere. Hvis opsvinget kommer, vil han stå bedre blandt midtervælgere. Men det forudsætter, at opsvinget kommer og at midtervælgerne ikke lader sig afskrække af den progressive dagsordenen. Ironisk nok kan gridlock i Washington D.C. være med til at forbedre den økonomisk situation. Det skyldes, at der nu er mindre sandsynligt, at de offentlige udgifter vil stige, gældsætningen vokse og erhvervslivet blive underlagt nye reguleringer. Det skaber større forudsigelighed, flere investeringer og dermed vækst.
Alternativet er at forsøge et samarbejde med republikanerne, som kan skabe større forudsigelighed om den offentlige udgifter og skatter ved at gennemføre reformer, der mindsker budgetunderskuddet. En sådan politik kan bidrage til skabe større tillid og dermed flere investeringer, som vil skabe grobund for økonomisk vækst. Det vil gøre det lettere at tiltrække vælgere på midten og gøre det vanskeligere for republikanerne at angribe Obama, men giver samtidig Obama problemer på venstre flanke.
Spørgsmålet er også om republikanerne er interesserede i et sådant samarbejde? Hvis de samarbejder over midten, vil det give problemer på højre flanke. Til gengæld kan man skabe forudsætninger for vækst, som øger sandsynligheden for genvalg. Samarbejdet i 90'erne mellem Clinton og republikanerne under ledelse af Newt Gingrich var frugtbart.Det lykkedes at bringe det offentlige budget i balance og der blev gennemført en velfærdsreform. Afstanden mellem Gingrich og sydstatsdemokrat var næppe så stor som afstanden mellem republikanerne og en progressiv nordstatsdemokrat. Det bliver spædende at følge udviklingen de næste måneder.
Forsvar for sundhedsreformen
Tidl. budgetdirektør Peter Orzag forsvarer sundhedsreformen i USA i NYT (3/11), som han mener vil reducere omkostninger på længere sigt.
Abonner på:
Opslag (Atom)