The Divider vs. the Thinker

Jeg har henvist flere gang til Peggy Noonans blog på WSJ. Det er indsigtsfulde kommentarer, der kommmer fra den kant. Så her er det seneste link til dagens indlæg (28/10), hvor Noonan skriver om splittelsen i USA, om præsident Barack Obama, der vil kører en valgkamp med retorik der splitter i USA imellem de "rige" og resten og om kongresmedlem Paul Ryan, der tænker over tingene og kommer med løsningsforslag på de problemer, USA står overfor.

Desværre er Paul Ryan ikke at finde blandt præsidentkandidaterne, men han er uden tvivl en politiker, som man skal lægge mærke til og som forhåbentlig vil få større indflydelse i det republikanske parti. Se blot den tale han holdt i Heritage for nylig (og som Noonan henviser til i sit indlæg):

http://www.realclearpolitics.com/video/2011/10/26/paul_ryans_speech_to_the_heritage_foundation.html

Den tikkende gældsbombe

Die Spiegel bragte i sidste uge tre artikler, der med avisen egne ord beskriver, hvordan EU skabte verdens mest "ustabile valuta" og fik tilskyndet en kraftig forøget gældsætning i Europa. Altså hvordan tyske og europæiske ledere "ofrede økonomiske principper til fordel for romantiske visioner".

Første artikel (5/10) beskriver euroens tilblivelse, der blev til med Maastricht Traktaten fra 1992. I henhold til denne traktat skulle bestå af 3 søjler, hvoraf den økonomiske søjle skulle færdiggøres med en økonomiske og monetær union. Ideen om fælles valuta var af ældre dato, men murens fald og foreningen af Tyskland fik franskmændene til at kræve det som pris for genforeningen. Ellers beskriver artiklen, hvordan euroen gik fra at være en medlemsklub, hvor der blev stillet krav til økonomiske politik og sanktioner for manglende overholdelse til en klub for alle uden sanktioner. Da landene skulle udvælges, var Tyske og europæiske politikere klar over, at grækerne og andre lande sminkede deres nationalregnskaber for at komme med i euroen og få adgang billigere statslån. Men politikerne overhørte bevidst advarsler fra økonomer og centralbankchefer. Udvælgelsen af lande, som kunne deltage i euroen, blev dikteret af politiske og ikke økonomiske hensyn. Forundskansler Helmut Kohl ønskede en historisk beslutning. Derfor fik Grækenland, Italien og Belgien lov til at kome med. Selv europæiske økonomer var dog også "romantiske og blinde overfor risici forbundet med den fælles valuta", skriver Die Spiegel og citerer professor Kenneth Rogoff, amerikansk økonom og tidligere cheføkonom for IMF. 

Anden artikel (6/10) viser, hvordan Grækenland udnyttede det nye medlemsskab af euroen til at skaffe billige lån uden at ændre den økonomiske politik.Grækenland fik oprettet et lånekontor, der fik til opgave at "skaffe så mange penge" som muligt gennem udstedelsen af euro statslån. Det var der stor efterspørgsel efter. Og artiklen beskriver også, hvordan Tyskland og Frankring fik fjernet sanktionsmulighederne, da disse lande tidligt fik problemer med at overholde kravene. Det var forbundskansler Gerhard Schröder, der førte kniven. Måske var det pinligt for Tyskland, at de skulle være første land, der ikke kunne overholde kravene, måske var det indenrigspolitik, men under alle omstændigheder sendte det et uheldigt signal til sydeuropæerne. Der sker ikke noget, hvis man ikke overholder kravene.

Sidste artikel (7/10) diskuterer hvilke muligheder, der er for at komme ud af den nuværende krise. Kort sagt findes der to muligheder: 1) En omfordelingsunion, "transfer union", hvor landene i nord med orden i økonomien i mange år ud i fremtiden vil overføre velstand til lande i syd med uorden i økonomien eller 2) en mindre monetær union, hvor kun lande med orden i økonomien deltager i den fælles valuta. Det betyder i hvert fald farvel til Grækenland og en statsbankerot, der vil ende op med at æde kapitalen op i nordeuropæiske banker og dermed staterne i form af redningspakker. Det er således som valget mellem pest og kolera.

Artiklerne giver samlet et godt overblik over statsgældskrisen og euroen, specielt med et tysk perspektiv. Det er særlig interessant, fordi tyskerne har jo ofret D-marken for euroen og Tyskland er toneangivende, når det gælder udviklingen af det europæiske samarbejde.

The Great Recession and The Government Failure

Professor Gary S. Becker skriver i WSJ (2/9) om recessionen og de regeringsfejl, som har skabt dem, og som gør ondt værre.  Den nye reguleringsbølge skaber usikkerhed og løser ikke problemerne.

Steve Forbes kritiserer den økonomiske politik i USA

Barro om multiplikator-effekten af indkomstoverførsler

Professor Robert J. Barro skriver i WSJ (23.8) , at der ikke empiri for, at indkomstoverførsler vil øge den økonomisk aktivitet med 1.84 i forhold til udgifterne, som Obama administrationen hævder. Overførsel har tværtimod en negativ indvirkning på den økonomiske aktivitet, fordi det påvirker folks incitamenter.

Picking green losers

En stor del af stimuleringspakkerne verden over er gået til såkaldte at skabe såkaldte "grønne jobs". General Electric estimerede i 2009, at 400 mia. USD går til grøn stimulering, hvilket selskabet naturligvis er glad. Obama administrationen tegner sig for en stor del af disse satsninger i grøn teknologi. Professor Walter Russel Mead beskriver på sin blog (19/8) på The American Interest, hvordan mange af stimuleringspakkens projekter sejler eller er endt som rene fiaskoer.

Statslige investeringer har det med at ende på denne måde, hvilket skyldes flere ting. For det første bruger regeringens andre folks penge på andre, hvilke er det absolut mindst effektive måde at bruge penge på. Så selv med de bedste intentioner, er det svært at forholde sig til projekter. For det andet bliver grønne jobs ofte en undskyldning på at støtte specielle interesser. Se eksempelvis Timothy P. Carneys beskrivelse på Washington Examiner af, hvordan præsident Barack Obama har valgt at bruge 1 mia. USD på FutureGen projektet, der tilfældigvis lige ligger i Obamas hjemstat. FutureGen projektet, der vil forsøge at bygge et kulkraftværk, som kan opfange forureningen og samle den i underjordiske anlæg, blev sat i værk under præsident Georg Bush, men senere skrinlagt af, fordi det var urealistisk og alt for dyrt.

Offentlige investeringer i grønne jobs (og andre jobs) vil ofte have skadelige indvirkning på økonomien, da de fejlallokerer ressourcer i økonomien. De ingeniører, teknikere, arbejdere, kantinemedarbejdere og lobbyister, som får jobs i de "grønne" virksomheder, er ikke til rådighed for andre virksomheder. De vil øge presset på lønningerne til skade for erhvervslivet. I den forstand er det beroligende at observere, at regeringen ikke er særlig effektiv med at skabe "grønne" jobs, da det har færre skadelige virkninger på økonomien.

Peggy Noonan om præsident Barack Obama

Peggy Noonan har en kommentar i WSJ (19/8) om præsident Barack Obama og hans ferie efter de seneste nedtur. Her er et citat:

"How could he not be depressed? He has made big mistakes since the beginning of his presidency and has been pounded since the beginning of his presidency. He's got to be full of doubts at this point about what to do. His baseline political assumptions have proved incorrect, his calculations have turned out to be erroneous, his big decisions have turned to dust. He thought they'd love him for health care, that it was a down payment on greatness. But the left sees it as a sellout, the center as a vaguely threatening mess, the right as a rallying cry. He thought the stimulus would turn the economy around. It didn't. He thought there would be a natural bounce-back a year ago, with "Recovery Summer." There wasn't. He thought a toe-to-toe, eyeball-to-eyeball struggle over the debt ceiling would enhance his reputation. The public would see through to the dark heart of Republican hackery and come to recognize the higher wisdom of his approach. That didn't happen either. 

Nothing worked! And nothing's going to work. He's the smartest guy in the room, but he's got the reverse Midas touch. Everything he touches turns to—well, unsatisfying outcomes".

ObamaCares krav om sygeforsikring underkendt af endnu en domstol

Præsident Barack Obama og hans administration har lidt endnu et nederlag hos domstolene. Appelretten i Atlanta har erklæret kravet i Obamacare om at borgerne i USA har en sygeforsikring (individual mandate) i strid med forfatningen, skriver WSJ (13.8). Der sker med dommerstemmerne 2 mod 1. Flertallet af dommerne mener ikke, at forbundsregeringens ret til at regulere handel mellem delstaterne kan begrunde, at forbundsregeringen kræver, at borgerne tegner sygesikring. WSJ citere dommernes kendelse:

"The opinion, jointly written by judges Joel Dubina and Frank Hull, said Congress had broad power to deal with the problems of the uninsured, "but what Congress cannot do...is mandate that individuals enter into contracts with private insurance companies for the purchase of an expensive product from the time they are born until the time they die."

The Constitution gives Congress the power to regulate interstate commerce, and courts have interpreted that power broadly. But the majority said the Obama administration's defense amounted to an argument that merely by existing, individuals affect interstate commerce, "and therefore Congress may regulate them at every point of their life."

Dommerne underkende kun bestemmelserne i strid med forfatningen, ikke hele lovgivning. Det betyder, at dele af forsikringsreguleringen, herunder kravet om at alle borgere har ret til at tegne sygeforsikring uanset sundhedstilstand, bliver implementeret. Det vil skabe betydelige problemer, da det vil give store grupper af befolkningen et stærkt incitament til at vente med at tegne forsikring indtil de bliver ramt af sygdom. Forsikringspræmierne vil derfor stige og yderligere forstærke denne tendens, hvilket vil resultere i færre med sygeforsikring. Dette vil givet føre til, at Kongressen skal genforhandle sundhedsreformen. Men først efter at sundhedsreformen har været i Højesteret, hvilket næppe sker før sommeren 2012.

Barro: Resultaterne af Obamas økonomiske politik er elendige!

Professor Robert Barro sammenligner præsident Barack Obamas og præsident Ronald Reagans økonomiske udgangspunkt og politik i WSJ (8.8). Barro mener, at Obama i modsætning til Reagan har ført den forkerte politik. Han skriver:

Mr. Obama was equally in position to get credit for turning around a perilous economic situation that had been left by a weak predecessor. But he has pursued an array of poor economic policies, featuring the grand Keynesian experiment of sharply raising federal spending and the public debt. The results have been terrible and now, two and a half years into his administration, Mr. Obama is still blaming George W. Bush for all the problems.

Friday's downgrade of the U.S. credit rating by Standard & Poor's should have been a wake-up call to the administration. S&P is saying, accurately, that there is no coherent long-term plan in place to deal with the U.S. government's fiscal deficits.

Barro anbefaling til den økonomiske politik er: 1)  Gennemfør reformer af pensionsordningerne, så tilbagetrækningsalderen sættes op og stigningstakten i ydelser bringes ned, 2) Nedsætning marginalskatterne i skattereform, 3) Fjern skattefradrag som i skattereformen gennemført under Reagan i 1986, 4) Fjern virksomheds- og ejendomsskatter og 5) Indfør en føderal moms i USA på 10%. Dette vil skabe balance på budgetter og genskabe tilliden, mener Barro. 

Amerikansk økonomi dårligere end du tror

Professor Martin Feldstein har et indlæg i WSJ (9/6), hvor han skriver, at amerikansk har det dårligere end de seneste tal (ikke alt for gode tal for beskæftigelse og vækst) viser. Den underliggende vækst er gået i stå. Årsagerne er: 1) Finanspolitikken har anvendt overførsler i stedet for forbrug eller investeringer, 2) Forslagene om at hæve indkomstskatter for højestlønnede, 3) Manglende plan for at nedbringe budgetunderskuddet og statsgælden i USA og 4) Inkonsistent valutakurspolitik. De 3 sidste punkter er med til at skabe usikkerhed og tilbageholdenhed med investinger. Feldstein slutter:

"The economy will continue to suffer until there is a coherent and favorable economic policy. That means bringing long-term deficits under control without raising marginal tax rates—by cutting government outlays and by limiting the tax expenditures that substitute for direct government spending. It means lower tax rates on businesses and individuals to spur entrepreneurship and investment. And it means reforming Social Security and Medicare to protect the living standards of future retirees while limiting the cost to future taxpayers.

All of these things are doable. But the Obama administration has not done them and shows no inclination to do them in the future".

En anden forfatningssag om Obamacare

Det er ikke kun spørgsmålet om, hvorvidt forbundsstaten kan kræve af borgerne, at de tegner en sygesikring, der bliver prøvet ved retssystemet. Som tidligere omtalt har adskillige delstater sagsøgt forbundsregeringen for at få fastslået, at det er i strid med den amerikanske forfatning.

Florida har sagsøgt forbundsregeringen for at overtræde forfatningen, når forbundsregeringen betinger delstatens "udligning" af udgifter til Medicaid med et krav om, at delstaterne øger antallet af personer, som bliver dækket af Medicaid. Obamacare øger indkomstgrænsen, hvilket vil give flere "fattige" ret til offentlig sygesikring gennem Medicaid. Og hvis delstaten ikke øger indkomstgrænsen, så bortfalder hele udligningen af udgifter Medicaid.

Spørgsmålet er centralt og vedrører magtdelingen mellem forbundsstaten og delstaterne. Forbundsstaten, der er skabt af delstaterne, var oprindeligt kun tiltænkt få og afgrænsede opgaver. Offentlig sygesikring er ikke omfatter af de opgaver, som forfatningen foreskriver, hvorfor det i princippet er en område, der falder under delstaternes kompetence. Men forfatningen giver forbundsregeringen mulighed for at opkræve skatter. Skatter er penge og penge er magt. Og denne magt har forbundsregeringen brugt til at indføre de offentlig sygesikringsordninger for ældre (Medicare og kronisk syge) og fattige (Medicaid). Det skete under den "progressive" demokratiske præsident, Lyndon B. Johnsson, der sad fra 1963 til 69.

Under disse programmer kan delstaterne få størstedelen af udgifterne til de offentlige sygesikrings-ordninger dækket af forbundsregeringen, hvis de følger forbundsregeringens anvisninger for de to ordninger. Ellers er der ikke en krone at hente fra forbundsregeringen. Dette stiller delstaterne overfor et betydeligt pres. Borgerne betaler jo skatten under alle omstændigheder, så det er stort set omkostningsfrit for delstaten af indføre de offentlige sygesikring for ældre og fattige. Det har alle også gjort, men det var under skarpe protester fra konservative og libertarianere, som mente at magtbalancen til rykket i forkert retning (mod Washington).

Professor Richard A. Epstein og direktør Mario Loyola har et indlæg i WSJ (7/2) om denne retssagen og det principelle i sagen. De peger blandt andet på, at hidtige afgørelser har forslået, at der er en grænse for, hvor langt forbundsregeringen, der beror på en afvejning af, hvor der er tale om "tilskyndelser" eller "tvang", der forbundsregeringen stiller krav.

Begge sager er interessante, fordi de vil påvirke magtdelingen mellem delstaterne og forbundsregeringen. De såkaldt "progressive" som Franklin D. Roosevelt og Lyndon B. Johnsson har haft held til at udvide forbundsregeringens beføjelser ganske betragteligt og præsident Barack Obamas reformer vil rykke USA et godt skridt på vej i retning af en centralstyret velfærdsstat.

Vermont and Massachussets på vej mod universal healthcare

Vermont og Massachusetts kan være de første delstater i USA, som indfører "universal healthcare" i USA, altså et sundhedsvæsen med kun en eller næsten kun en betaler, som i Europa.

I Vermont har guvernør Peter Shumlin underskrevet en lov (se WSJ 25/5), der implementerer præsident Barack Obamas sundhedsreform fra sidste år i delstaten. Det sker ved indførelsen af en offentlig sygesikring, Green Mountain Care, der vil være tilgængelig for alle borgere i delstaten, der ikke er dækket under Medicare (sygesikringen for ældre) eller privat sygeforsikring gennem arbejdsgiveren. Denne sygesikring vil blive finansieret gennem højere skatter. Planen er mere vidtgående en ObamaCare eller RomneyCare, som gør sygeforsikring obligatorisk, men giver borgerne mulighed for at vælge mellem forskellige private tilbud om sygeforsikring.

Massachusetts, der gennemførte en sundhedsreform i 2006, kendt som RomneyCare efter delstatens daværende guvernør (og præsidentkandidat) Mitt Romney, kan meget vel også være på vej mod et system med kun en betaler. I RomneyCare, der ligner ObamaCare en hel del, er borgere tvunget til at tegne sygeforsikring, mens forsikringsselskaber i delstaten er forpligtede til at forsikre alle. Præmierne er også reguleret af delstaten. Delstaten bestemmer med andre hvad forsikringsselskaber skal tilbyde forsikringstagerne og hvad de maksimalt kan tage for det. Problemet er, at den politise vilje kun rækker til at stille krav flere tilbud, politikerne vil ikke lade præmierne stige, så de kan dække de øgede omkostninger. Det betyder, at sygeforsikring er en underskudsforretning i delstaten og forudsigelsen er, at Blue Cross/Blue Shield i delstaten vil gå konkurs i 2017. Det vil formentlig ende med, at delstaten overtager sygesikringen.

Undtagelser fra sundhedsreformen i USA

Obama administrationen udsteder en række undtagelser til sundhedsreformen. Health Policy Director Michael Cannon fra CATO Institute kommenterer på C-Span.

Apropos økonomer og forbrydelser

Fannie Mae, Freddie Mac og finanskrisen

Senior fellow Martin Baily, Brookings Institute, administrerende direktør Lawrence Lindsey, The Lindsey Group og Arthur F. Burs Fellow Peter J. Wallison, American Enterprise Institute, diskuterer Fannie Mae og Freddie Macs rollen i finanskrisen og hvordan lånemarkedet kan reformeres i USA, så regeringen kommer ud af dette marked hos Jim Glassman i Ideas in Action (14/4).

Stagflation igen

Stagflation, der er kombinationen af stagnation og inflation, er måske på vej tilbage til USA. Sidst USA oplevede kombination af inflation og høj arbejdsløshed var i 1970'erne. Det skriver professor Ronald McKinnon i WSJ (24/5). Fænomenet tilskrives pengepolitikken med quantitative easing (QE2) og renter nær nul.

Mundell om valutakurser, pengepolitikken og inflation

Professor Robert Mundell, der fik nobelprisen i 1999 for studier om internationale monetær økonomi, herunder teorien om optimale valutaområder, efterlyste for nylig fastkurspolitik mellem Dollar og Euro. Det skriver Sean Rushton på bloggen The Supply Side og i WSJ (23/5). Fastkurspolitik skal erstatte kvantitative lettelser i pengepolitikken, som er gennemført to gange siden 2009 (QE1 og QE2). Mundell forudser, at kursen på dollar i forhold til euro stiger, når QE2 udløber, hvilket vil føre til stagnation og skabe pres for en QE3. Rushton skriver:

"With a fixed exchange rate, prices could move free from the scourge of sudden deflation and inflation, allowing investment horizons and planning timelines to expand along with production levels on both sides of the Atlantic. To supercharge the U.S. recovery, he also recommends permanently extending the Bush tax rates and lowering the corporate income tax rate to 15% from 35%.

Above all, he made it clear that the volatile exchange rate is the responsibility of the U.S. Treasury, not the central bank. Without a breakthrough on exchange rates, he predicted another dollar appreciation following QE2, resulting in a return to recession and a worsening of the U.S. debt crisis. This would likely lead to a third round of quantitative easing, continuing the dysfunctional cycle".

Liberalisering af apotekersektoren

Apotekersektoren trænger til liberalisering og det var egentlig også VK-regeringens plan. Men de "konservative" har valgt at yde aktiv dødshjælp til monopolet og fået liberaliseringen udskudt. I min blog på Borsen.dk i dag efterlyser jeg en liberalisering og beskriver hvordan apotekerne stjæler din tid for at holde distributionsomkostningerne nede.

Schiff om falske penge, papirpenge og penge baseret på guld

Peter Schiff har et indlæg i anledningen af retsforførelsen i USA af udstederen af Liberty Dollars. FBI og Secret Service lukkede for nogle år siden Liberty Dollars, som udstedte egne mønter og pengesedler, baseret på guld og sølv. Det er tale om offerløs kriminalitet, da ingen er blevet snydt eller bedraget. Tværtimod har personer, som har aftaget Liberty Dollars set en stigning i værdien af disse penge. Men grunden til at myndighederne lukker Liberty Dollars er naturligvis, at staten ikke vil miste monopolet på at udstede penge. Guldpenge kunne let fortrænge almindelig dollars, som er papirpenge. Schiff har dog ret i, at det er en skandale, at USA retsforfølger en person, som ikke har bedraget andre.

Læs mere om Liberty Dollars på wikipedia (her), da firmaets hjemmeside er lukket af myndighederne (se her).

Retsopgøret om ObamaCare et år efter vedtagelsen