Meltdown (I)

Overskriften hentyder ikke til nedsmeltningen af statsfinanserne, som ellers er i fuld gang og som vi er vidne til med fremlæggelsen af finansloven i sidste uge. I hvert fald ikke direkte. Men det er titlen på en læseværdig bog af Thomas E. Woods. Bogen udkom før sommerferien og handler naturligvis om finanskrisen. Woods, der til daglig er senior fellow ved Ludvig von Mises Institute, vil med sin bog forklare, hvordan krisen opstod og hvad politikerne bør eller ikke bør gøre som reaktion på krisen.

Woods sætter tonen i første kapitel med titlen "Elefanten i dagligstuen". Woods tager fat på den udbredte opfattelse, at finanskrisen og den økonomiske krise skyldes udbredt grådighed. Grådighed hos boligejere, lønmodtagere, forretningsmænd og ikke mindst finansfolk. Især dem på Wall Street. Men når man skal finde årsagen til finanskrisen, er det ikke gjort med at henvise til "grådigheden", skriver Woods. Det er lidt som at forklare flystyrt med tyngdeloven. Man er nødt til at finde ud af, hvad det var af menneskelige og mekaniske fejl eller vejrlig, som sammen medførte styrtet. I sin analyse af nedsmeltningen af finanssektoren sidste år og den økonomiske krise i det hele taget, peger Woods på 3 årsager.

Årsag nr. 1: Der blev kanaliseret flere ressourcer ind i bolig-sektoren end godt er, hovedsageligt hjulpet af lovgivnings-initiativer i USA (og det skal siges, at Woods primært skriver om USA, selvom Europa i større eller mindre grad af været præget af samme udvikling). Men det er først og fremmest Fannie Mae og Freddie Mac:

"Fannie Mae and Freedie Mac, government-sponsored enterprises (GSEs) that enjoy various government privileges alongside their special tax and regulatory breaks, were able to draw far more resoures into the housing sector than would have been possible on the free market."

Fannie Mae og Freddie Mac udvidede deres kreditgivning i form af boliglån ganske betragteligt, men en række politiske tiltag og incitamenter bidrog ligeledes. Disse omfatter 1) The Community Reinvestment Act, som lægger politisk og juridisk pres på bankerne for ikke at racediskriminere i deres fomidling af boligudlån (med omvendt bevisbyrde), 2) en stærk politisk vilje til at fremme andelen af amerikanere, som "ejer" egen bolig, herunder oprindelse af boliglån på 100 % af værdien (hvilket muliggør køb og overtagelse af bolig uden udbetaling), 3) øget brug af rentetilpasningslån (særligt rentetilpasningslån, hvor der ikke betales renter og afdrag de første år), 4) skattefradrag for renteudgifter og 5) skattefritagelse for kapitalgevinster ved salg af bolig. Eksperter advarede flere gange Kongressen om, at det stod galt til (og der var også ophedede debatter om Fannie Mae og Freddie Mac), men politikerne valgte at overhøre advarslerne (eller også vendte de det blinde øje til af politiske årsager, flertallet gad vel egentligt ikke høre på indsigelserne og stoppe festen, sålænge det gik godt?).

Årsag nr. 2: Pengepolitikken først af den amerikanske central-bank, The Federal Reserve. Denne politik har skabt såkaldte konjunkturcykler i økonomien. Woods er ikke den første til at pege på dette, men han tager udgangspunkt i den østrigske skoles konjunkturteori og giver en præcis fremstilling, hvad der gik galt. Forløbet af en konjunkturcykel starter med, at centralbanken fastsætter en kunstig lav rente (dvs. en rente, der er lavere end markedsrenten) og øger pengemængden. Den lavere rente får iværksættere og virksomheder til at investere mere end de ellers ville og i produktionen af råvarer, miner, anlægsvirksomhed og kapitalintensive produkter. Imidlertid er der tale om fejlinvesteringer, som ikke skyldes ændringer i efterspørgslen, men kunstigt lavere renteniveau. Fejlinvesteringer må ophøre, når renteniveauet igen afspejler virkeligheden.

Boligboblen er et godt eksempel på en konjunkturop- og nedgang fremkaldt af pengepolitik. Centralbanken fastsætte fra 2002 en kunstig lav rente, som fik investorer til at investere flere ressourcer i boligbyggeri og især luksusboligbyggeri. Men i dag er det klart, at der ikke var efterspørgsel efter så mange luksus-boliger. Tilsvarende blev IT-boblen og massive investeringer fra midten af 1990'erne, hvor pengepolitikken blev lempet og var ekspansiv, fra til 2000. I denne periode var det ikke blot IT-aktier, som solgte til skyhøje priser, men også goder efterspurgt af IT-industrien, dvs. programmører, ejendom i Sillicon Valley og internet domæner.

Den østrigske konjunkturteori forudsiger med andre ord, at priserne på specifikke varer stiger i modsætning til det generelle prisniveau, som ofte er den almindelige antagelse, som kendeteger monetaristerne (men der er enighed om, at pengepolitikken er potent og dermed kan forårsage konjunkturcykler).

Årsag nr. 3: Endelig er der skiftet i håndteringen af finansielle institutioner i vanskeligheder. Forbundsregeringen og Federal Reserve havde opbygget forventninger i markedet om, at regeringen ville træde til med en hjælpende hånd, hvis store finansielle institution kommer i vanskeligheder. Dette er forventninger, som går helt tilbage til 1990'ernes redninsaktioner for mexicanske peso og the Long Term Capital Management. Sidste år iværksatte forbundsregeringen og centralbanken således redningsaktioner for Bear Stearns, Fannie Mae og Freddie Mac (nationalisering), Merrill Lynch og AIG. Men Lehman Brothers fik lov til at gå konkurs. Denne ændring af politikken skabte naturligvis usikkerhed om fremtidige redningsaktioner. Finansminister Henry Paulson gav som begrundelse, at det ville fremme moralsk hasard, hvis regeringen gennemførte redningsaktion for Lehman Brothers (hvilket han sådan set har ret i, men det gælder jo også de andre institutioner, som har opført sig mere risikovilligt pga. det sikkerhedsnet, som regeringen har spændt ud under store finansielle institutioner). Usikkerheden om, hvad der kunne fører til en redningspakke, skabte tvivl om indskud i finansielle institutioner, da det ikke var sikkert, hvem der var solvent og hvem der ikke var.

Jeg vil i et senere indlæg vende tilbage til de anbefalinger, som Woods kommer med.