Manipulation af videnskab gjorde passiv rygning "farlig" og tobaksrygning til antisocial adfærd

Klaus Kjellerup har en klumme på 180grader.dk og et længere indlæg på dengulenegl.dk om den amerikanske miljøstyrelse, EPA, og hvordan den manipulerede videnskabelige data i en rapport fra 1992, hvori styrelsen fastslog, at passiv rygning var kræftfremkaldende. Det var i virkeligheden en konklusion, som var ønsket siden 1975, hvor formanden for WHO's udvalg mod tobaksrygning, Sir George Godber, fremlagde en ny strategi til bekæmpelse af tobaksrygning.

Det ambitiøse mål for Godber og WHO var at udrydde tobaksrygning i løbet af 25 år. Godber erkendte dog, at dette næppe ville ske ved at rygerne frivilligt lagde cigaretterne på hylden. Derfor skulle man satse på reklamer mod rygeforbud, oplysningskampagner til befolkningen efter Sovjetisk forbillede (ja, det sagde manden rent faktisk - han var så gløende for antirygesagen, at han ville hjernevaske befolkningen) og rygeforbud. Endelig skulle det dokumenteres, at rygning ikke blot var skadelig for rygerne, men også skadelig for passive rygere. Det sidste var vigtigt, da det kunne legitimere at hæve kampen mod tobakken fra det individuelle plan til en kollektiv beslutninger og gøre det til antisocial adfærd at ryge.

Da EPA i 1992 offentliggjorde sin rapport om de skadelige virkninger af passiv rygning, fik det mange virksomheder i USA til at forbyde tobaksrygning på arbejdspladser. Det var vel virksomhedsledernes angst for at blive slæbt i retten af grødende enker og deres hjælpsomme advokater med krav om millardstore erstatninger for deres mænds dødsfald, som jo naturligvis ville være forårsaget af dårligt arbejds-miljø. Hvilken direktør ville ønske at sidde på anklagebænken foran en følelsesladet jury, når en Hollywood advokat med EPA rapporten i hånden gik til angreb? Rapporten gav også anledning til, at rygeforbud blev indført på offentlige steder.

Kjellerup viser imidlertid, at EPA manipulerede de videnskabelige data for at nå til forudbestemte konklusioner. Rapporten blev genstand for omfattende kritik, undersøgelser i Kongressen og en domstols-afgørelse, som afviste, at der var belæg for påstanden om en sammenhæng mellem lungekræft og passiv rygning. En af rådgiver i det Advisory Panel, der rådgav EPA i forbindelse med rapporten, dr. Geoffrey Kabat, har efterfølgende beskrevet - i bogen fra 2008 "Hypping Health Risk" - hvordan de videnskabelige rådgivere kritiserede rapporten, uden at det dog have nogen effekt på redigeringen. Kebat siger i dag, at konklusioner var skrevet på forhånd.

Hvad kan man så lære af det? For det første, at det selv for mennesker i et videnskabeligt miljø er utroligt vanskeligt at skelne mellem tro og videnskab. Det var et brændende (og velment) ønske om at bekæmpe tobaksrygning, som drev værket. Det blev afsat mange ressourcer efter 1975 til at vise, at passiv rygning var farlig. Hypotesen om sammenhængen mellem lungekræft og passiv rygning blev dog falsificeret igen og igen. Kun få studier viste en sammenhæng, mens et enkelt viste en beskyttende effekt af passiv rygning. Det drev så forskerne til metaanalyser med selektiv udvælgelse af studierne. For det andet, at der i en forskermiljø let opstår en direkte og indirekte gruppepres. Historien viser, at kun få forskere virkelig ville stille sig op og sige sandheden, at en sammenhæng ikke var påvist. Forskerne lagde frivilligt bånd på deres publikationer, ingen ville formentlig ødelægge deres karrieremuligheder og mulighed for bevillinger ved at sige politisk ukorrekte ting om passiv rygning. Og for det tredje, at styrelser ofte har en politisk dagsorden, som de forsøger at fremme gennem rapporter med yderst selektiv udvælgelse af videnskabelig data. Det er måske hvad man ville forvente af virksomheder med profithensyn, men ikke af offentlige styrelser eller råd, som skulle varetage offentlighedens interesser. Men de har naturligvis egeninteresser, som de varetager, som public choice-skolen har lært os.

Blot til eftertanke: Hvilke(t) område(r) har i dag svært ved at skelne tro og videnskab? I hvilke(t) område(r) har man råd, der sortere videnskabelige artikler og stræber efter at få videnskaben til at bekræfte forudbestemte konklusioner (snarere end falsificere hypoteser)? I hvilke(t) onmråde(r) flyder forskningsbevillingerne? Og i hvilke(t) område(r) er forskernes selvdisciplin af frygt for karrieren stærk nok til at forhindre politisk ukorrekte forskning og publicering?