I er ikke så rige, som I tror

Information bragte forleden dag (26/5) et interview med John Talbott, der er forfatter til The Coming Crash of the Housing Market (2003) og Sell now! The End of the Housing Bubble (2006), om Europas massive gældsproblemer. Talbott mener, at kommende bankproblemer og stigende ældrebyrde vil føre til statsbankerot på stribe og/eller inflation.

Den såkaldte genopretningspakke

VK-regeringen indgik i pinsen en aftale med Dansk Folkeparti om at gennemføre en såkaldt "genopretningspakke". I et offentligt budget på over 1.000 mia. kr. har VK-regeringen og støttepartiet kunne finde budgetforbedringer på 24 mia. kr., hvor 60% er skatteforhøjelser og resten er besparelser. Besparelser på 1% i verdens største offentlige sektor er uambitiøst og langt fra nogen form for "genopretning" af dansk økonomi.

Sandheden er, at den store offentlige sektor og tyngende skattetryk år efter år svækker Danmarks relative økonomiske position i forhold til andre lande. Vi er på få årtier gået fra at være et af verdens rigeste lande til nu at falde ud af top-10. Forklaringen er enkel: For store dele af befolkningen er på overførselsindkomst, men resten forsøger at begrænse arbejdsindsatsen pga. høje marginalsatser. Skattereformen fra 2009 sigtede på at bringe marginalskatten ned, men det er nu delvist udsat. Samtidig er de underliggende strukturproblemer i de offentlige udgifter fortsat uløste.

Professor Peter Kurrild-Klitgaard har en meget rammende kritik af den såkaldte "genopretningsplan" i Berlingske Tidende (27/5).

En ægte konservativ

Folketingskandidat Henrik Sørensen har en klumme på 180grader.dk, hvor han kritiserer den borgerlige regering for at have ført socialdemokratisk politik siden 2001 ved at lade den offentlige sektor vokse, skatterne stige og reguleringer blive flere. Sørensen efterlyser en rendyrket konservativ politik i stedet for spinpolitikken:

"De konservative behøver ikke opfinde den dybe tallerken for igen at opfinde borgerligheden i Danmark. Konservatismen er ikke et projekt, det er en ideologi. Konservatismen er en levende ideologi, der har respekt for det enkelte menneske og sikrer dets frihed og velstand modsat totalitære ideologier som socialisme, fascisme og kommunisme. Vi skal turde være konservative. Og det tør vi ikke i dag.

Vi er blevet ramt af spinpolitik, hvor holdningerne stritter i alle retninger og mod hinanden. Den ene dag ønsker vi regelforenklinger og den næste bedre tilsyn og flere regler. Er der noget at sige til, at de borgerlige vælgere er forvirrede og rundtossede".

Klar tale fra en ægte konservativ!

Boligboblen, flokmentalitet og finansielle markeder

Professor Gary Becker og professor Richard Posner har indlæg om boligboblen, flokmentalitet og de finansielle markeder på deres blog. Posner skriver med udgangspunkt i Eugene Famas teori om efficiens på de finansielle markeder, at bobler (altså perioder med overpriser på finansielle aktiver) ikke burde forekomme.

De stigende huspriser i USA fra 1996 til 2006 kan ikke forklares med realøkonomiske data i hele perioden. Frem til 2004 kan de stigende priser forklares med renteudviklingen, men efter de begyndende rentestigninger, er det svært at forklare. Becker mener, at de stigende priser fra 2004 til 2006 kan forklares med forventninger om yderligere prisstigninger, flokmentalitet og begrænset risiko for boligejerne og andre med investeringer i boligsektoren (mulighed for en stor gevinst eller intet eller lille tab svarende til flytteomkostningerne). Dette holder for boligejerne, men hvad med den finansielle sektor? Becker søger forklaringen i flokmentalitet og begrænset risiko for ejere og medarbejdere i den finansielle sektor:

"So why did the sophisticated finance industry finance a housing bubble whose bursting was bound to hurt the industry? There were plenty of warnings that there was a housing bubble; why did the industry ignore them? I think it was another though somewhat more complex example of rational herd behavior. The major assets of a modern financial institution are short-term capital and talented staff, and both are highly mobile assets that the institution will lose if it is less profitable than its competitors, and it will be less profitable if it refuses to make risky mortgage loans. Just as the adjustable-rate mortgagee’s downside risk is truncated by his ability to abandon the home if house prices don’t rise, so the financial institution’s downside risk is truncated by limited liability, which protects shareholders and managers from having to pay their company’s debts out of their own pockets.

Thus I don’t think bubble behavior is necessarily or even characteristically irrational. Often, including in the case of the housing and housing-credit bubbles, it is a rational adaptation to uncertainty. It is not efficient behavior in an overall social sense, and so efforts at detection and prevention of bubbles are probably worthwhile. Given the abundant warning signs and explicit warnings of a housing bubble and a housing-credit bubble, the failure of the Federal Reserve under Greenspan and Bernanke, the federal housing authorities, other economic organs of government, and almost the entire economics profession to detect these bubbles cries out for an explanation".

Becker foreslår, at bobler kan opstå som følge af sociale interaktioner og henviser til bogen Social Economics, som han har skrevet sammen med Kevin Murphy. Kort sagt:
Men:

"The most plausible view of asset price bubbles is that the price increases of an asset are supported by expectations of even further price increases that makes it worthwhile to buy and hold the asset at prices that far exceed the prices determined by the fundamentals".

"Although I find a social interaction approach to bubbles appealing, it does run into several difficulties. Why do not enough savvy investors see through what is going on, and build up large short positions. These short holdings would prevent a bubble from getting out of hand because they in effect increases the supply of the asset to help offset much of the unrealistic increase in demand? Some investors like John Paulson did take short positions in the residential housing market and made fortunes, as this theory would predict, although Paulson did it very indirectly through mortgage-backed securities and swaps. However, papers in finance point out that in many asset markets it is difficult to take large short positions on the future prices of these assets. Such difficulties would limit how much short arbitrage occurs (see the classic paper by Andrei Shleifer and Robert Vishny “the Limits of Arbitrage”, Journal of Finance, 1997)".

Becker mener, at en stabil og forudsigelig penge- og bankpolitik er det bedste, som politik har at byde på:

"If only small initiating and terminating forces are needed for bubbles to start and end, then it is easy to understand why bubbles occur, and why the start and end of bubbles are so difficult to predict, either by market participants or government officials. Some economists have suggested recently- discussed in the May 8 issue of The Economist- that governments try to take actions, such as countercyclical taxes on real estate, that prevent bubbles, in particular housing bubbles, from getting out of hand. The papers The Economist cited appear to misuse the “externality” argument for government actions in the housing market, but in addition I am highly skeptical that government officials can succeed where profit-seeking market participants fail. At least in the US, the vast majority of government officials involved encouraged rather than tried to moderate the housing bubble. I believe the best contribution public policy can make to the control of bubbles is to follow steady well-defined rules of behavior, such as Taylor-type rules, or capital requirement rules, that at least prevent political pressures from exacerbating any bubbles that do develop in housing and other markets".

Budgetunderskud, Euro og ansvarlig økonomisk politik

Lektor Christian Bjørnskov har et indlæg på punditokraterne.dk om den nye fond i EU-lande, som skal støtte lande, der kommer i selvskabte vanskeligheder pga. store underskud og gældsætning. Det er, som Bjørnskov skriver, vanskeligt at se den økonomiske logik i beslutningen. Muligheden for hjælp er betinget af, at landene fremlægger "handlingsplaner", hvilket Bjørnskov sammenligner med arbejdsformidlingernes indsats for at få folk i arbejde.

Endvidere forklarer Bjørnskov hvorfor den danske fastkurspolitik overfor D-mark og Euro er mere disciplinerende end medlemsskab af Euroen. Den mindste afvigelse fra dydens smalle stig vil bringe kronen under pres og få Danmarks Nationalbank til at hæve renten for at forsvare kronen. Det ville ikke ske, hvis vi var med i Euroen. Det er med andre ord flere frihedsgrader for uansvarlige politikere indenfor end udenfor, hvilket Grækenlands bedrifter de seneste 10 år vidner om.

ObamaCare betyder færre læger med egen praksis i USA

Dr. Scott Gottlieb forudser i WSJ (18/5) at antallet af praktiserende læger i USA vil falde efter gennemførelsen af sundhedsreformen tidligere på året. Der vil også blive færre planer at vælge imellem. Det er stik i mod alle løfterne fra præsident Barack Obama og det snævre demokratiske flertal, som vedtog reformen.

Årsagen er de mange nye reguleringer af forsikringsselskabernes udgifter og indtægter. Det gør vanskeligere at starte nye planer og få drive planerne uden at komme i underskud. Det betyder, at selskaberne skal reducere omkostningerne per ydelser og/eller forbruget af dyre ydelser. Forsikringsselskaberne er derfor begyndt at opkøbe lægepraksis eller at lave aftaler med netværk af praktiserende læger, så de kan få større kontrol med lægernes behandlinger og henvisninger.

Die Amerikanisierung der Geldpolitik

Se Frankfurter Allgemeine Zeitungs (12/5) kommentar til Den Europæiske Centralbanks beslutning om at opkøbe statsobligationer. Citat:

"Die seit drei Jahren währende Finanzkrise hat die Regierungen und Zentralbanken veranlasst, ungewöhnliche Wege einzuschlagen. Der wohl drastischste Verstoß gegen eherne Regeln war die Entscheidung der amerikanischen Fed, Staatsanleihen anzukaufen. Ihr folgte einige Zeit später die Bank von England. Das Verbot der Staatsfinanzierung durch die Zentralbank galt in allen Lehrbüchern als eine rote Linie, die von der Geldpolitik nicht überschritten werden durfte, weil die Staatsfinanzierung durch die Zentralbank die Unabhängigkeit der Geldpolitik gefährdet und möglicherweise Inflation erzeugt.


Die hohe Reputation der Europäischen Zentralbank (EZB) in den ersten zwei Jahren der Krise beruhte zu einem nicht geringen Teil auf ihrer Weigerung, dem Beispiel der Kollegen in Washington und London zu folgen. Nun hat auch die EZB, offenbar gegen interne Widerstände, den Ankauf von Staatsanleihen beschlossen. Damit nähert sie sich dem prinzipienarmen Politikmodell der Fed an. Das ist ein unnötiger und unvertretbarer Schritt voller Risiken. Denn Vertrauen in eine Zentralbank baut sich nur langsam auf, aber es ist schnell und dann vielleicht dauerhaft ruiniert".

......

"Noch zeigen die Indikatoren im Euro-Raum keine bedeutende Zunahme der Inflationserwartungen. Es ist auch wenig wahrscheinlich, dass sich in nächster Zeit die Inflationsrate deutlich erhöht. Aber die EZB muss jetzt konsequent darauf achten, nach ihrem Stabilitätsversprechen zu handeln und weitere Verunsicherungen der Öffentlichkeit zu vermeiden. Die EZB besaß über Jahre einen zuverlässigen Kompass. Sie sollte nicht der Fed nacheifern".

Apropos sundhedsreformen, forfatningen og Goldwater

Barry Goldwater i The Conscience of A Conservative":

"I have little interest in streamlining government or in making it more efficient, for I mean to reduce its size. I do not undertake to promote welfare, for I propose to extend freedom. My aim is not to pass laws, but to repeal them. It is not to inaugurate new programs, but to cancel old ones that do violence to the Constitution or that have failed their purpose, or that impose on the people an unwarranted financial burden. I will not attempt to discover whether legislation is "needed" before I have first determined whether it is constitutionally permissible. And if I should later be attacked for neglecting my constituents "interests," I shall reply that I was informed that their main interest is liberty and that in that cause I am doing the very best I can".

Goldwater er en principfast konservativ, som ikke lader sig rive med tidens populistiske udskejelser og folkestemningen. Bare der dog fandtes flere af Goldwaters slags i politik!

Sundhedsreformen i USA og forfatningen

Der er en aspekt af præsident Barack Obamas sundhedsreform i USA, som man sjældent eller slet ikke hører noget til herhjemme: Forfatningen.

En undtagelse er dog professor Peter Kurrild-Klitgaard, der skrev herom i Berlingske Tidende for nylig (3/5) og på sin blog. Den amerikanske forfatningen giver faktisk ikke den amerikanske forbundsregering i rolle i sundhedspolitikken. Kurrild henviser til en artikel i WSJ (10/5) af professor Richard Epstein, der rejser spørgsmålet om det er lovligt for forbundsregeringen at kræve af delstaterne, at de opretter de såkaldte børser, hvor borgere uden forsikring kan handle sig til sygesikring med statstilskud. Delstaterne har mulighed for at undlade at oprette disse børser, men kun hvis de øger indkomstgrænsen for Medicaid (den offentlige sygeforsikring for fattige) fra 133% til 200% af fattigdomsgrænsen. Delstaterne er i princippet ikke tvunget til at have Medicaid eller Medicare, men vil i så fald vil borgerne gennem skatten bidrage til andres staters sundhedsprogrammer uden selv at få fordel af skattekronerne.

Tidligere har professor Randy Barnett skrevet om lovligheden af dele af reformen. Barnett rejser spørgsmålet om at det er i overensstemmelse med den amerikanske forfatning, hvis den føderale regeringen gør sundhedsforsikring obligatorisk. Indførelsen af obligatorisk sygeforsikring vil ifølge Barnett ske jf. bestemmelser i forfatningen, som giver forbundsregeringen mandat til at regulere handlen mellem delstaterne. Barnett mener, at bestemmelsen er indføjet for at forhindre handelshindringer, hvilket næppe kan begrunde at gøre sygeforsikring obligatorisk. Se også dette indlæg fra tidl. senator Orrin G. Hatch, professor J. Kenneth Blackwell og senior legal analyst Kenneth A. Klukowski i WSJ (2/1).

I sidste ende er det naturligvis den amerikanske Højesteret, som fortolker forfatningen. Jeg vil nok nive mig selv i armen, hvis jeg en morgen læser i avisen, at Højesteret giver delstaterne medhold. Men lad os nu se!

Der er næppe tvivl om, at forbundsregeringen har været i stand til at udvide sine beføjelser ganske kraftigt i periode fra 1920'erne til i dag. Denne udvikling er sket til trods for adskillige retssager i Højesteret, hvor dommerne efterhånden har accepteret flere og flere beføjelser til den føderale regering. Det går en skillelinje mellem "formalister" og "realister" i den juridiske verden. Formalisterne vil holde sig til lovens bogstav, mens realisterne vil give lovgiverne mulighed for at "eksperimentere". En af de "realistiske" dommere talte om "the Living Constitution" (den levende grundlov).

Under præsident Franklin D. Roosevelt, der truede med at belejre Højesteret, fordi de underkendte store dele af New Deal programmet som stridende mod den amerikanske forfatning, og som fremsatte en lov, som skulle fylde Højesteret med flere dommere, skete der en betydelig udvidelse af beføjelserne.

Der har i det Republikanske Parti været grupper, som har modarbejdet denne udvikling og udvidelsen af forbundsregeringens magt. Disse grupper omfatter bl.a. tidligere præsidentkandidat Barry Goldwater og præsident Ronald Reagan. Goldwater havde et helt kapitel om spørgsmålet i hans berømte bog fra 1960, "The Conscience of a Conservative". På den modsatte side i står de "progressive" demokrater og republikanere, som har ønsket en stærkere rolle til forbundsregeringen og en mere "levende" fortolkning af forfatningen.

Her i Europa er det nok værd at notere sig, at selvom forfatningen (traktaten) ikke udtrykkeligt giver den føderale regering (EU) beføjelser, kan udviklingen meget vel føre frem til bredere fortolkning gennem politisk aktivisme fra domstolene.

Surrealistiske tanker om ny klassekamp mellem arbejdere og finansfyrster fra CEVEA

Den venstreorienterede tænketank, CEVEA, forsøgte i anledning af arbejdernes internationale kampdag at redefinere klassekampen. Den nye klassekamp står mellem arbejderne og "finansfyrsterne", mener direktør for CEVEA, Jens Jonatan Steen. Her er et citat fra tænketankens hjemmeside:

"Finansfolkene har fået et større spillerum, i og med regler og lovgivning, der skulle holde dem i snor, er blevet udvandet eller helt forsvundet. Og konsekvensen har været tydelig. Det kan vi se med de større overskud, bonusser, lønninger og aktieavancer til dem - men også den værste finansielle og økonomiske krise i 80 år. Det har været frihed til finanskapitalen, men ikke frihed til den enkelte lønmodtager. Det er det den moderne arbejderkamp bør handle om."

Steen var også i DR2's Deadline fredag aften (30/4) sammen med direktør Martin Ågerup, CEPOS, for at debattere CEVEA´s tanker om den nye klassekamp. Her sagde Steen:

"For det vi har set de senere år, er rent faktisk, at kapitalen ikke er blevet investeret i varer, i produktionsapparatet. Rent faktisk er kapitalen blevet i bankerne selv".

Dette syn på virkeligheden er surrealistisk. Steen forestiller sig altså, at finanssektoren - vor tids kapitalister -  udbytter arbejdere (og virksomheder), som er ude af stand til at modstå kapitalen. Og på en eller anden mystik måde formår bankerne at suge større og større dele af virksomhedernes overskudt ud uden til bidrage virksomhedernes finansering og udvikling. Det er nærmest som et lukket system, hvor bankerne gennem handler med hinanden kan berige sig på bekostning af realøkonomien. Helt ærlig, get real!

Bankerne tjener penge at udvikle nye produkter til virksomhederne, som gør det muligt for virksomhederne at finanisere investeringer og forsikre sig uventede begivenheder. Bankerne konkurrere indbyrdes om virksomhederne og der er næppe noget marked, hvor der er større konkurrence og gennemsigtighed. Den finansielle sektor bidrager også til virksomhedernes udvikling.

Hvis den finansielle sektor vokser, må skyldes en større efterspørgsel. Enten efter nye eller gamle produkter. En af kilderne til denne vækst er forvaltning af arbejdernes pensionsmidler, som de finansielle institutioner forsøger at få mest muligt ud af.

Efter finanskrisen er det meget muligt, at bankerne ikke har udlånt i samme omfang som hidtil. Bankerne har efter store tab haft et behov for at konsolidere sig. Men de finansielle institutioner vil blive ved med at investere, sålænge der er likviditet og rentable projekter. Det er naturligt, hvis bankerne i en tid med usikkerhed og behov for konsolidering er grundigere end normalt ved kreditvurderingen, men det fører næppe til, at bankerne i bedste Joachim von And stil lægger pengene i en pengetank og forholder sig passivt.

Indenfor om Venstre og "massenedskæringer"

Indenfor på 180grader.dk om Venstres kampagne. Oppositionen med folkesocialisten Villy Søvndal i spidsen beskylder konstant VK-regeringen for besparelser og "massenedskæringer", men sandheden er at pengene fosser ud af statskassen som aldrig før og at der er kommet 40.000 flere medarbejdere siden 2001. Det ligger uden for min forstand, hvorfor V og K synes, at det er noget at prale af, at man har gjort verden største sektor endnu større. Det er simpelthen ubegribeligt!

Græsk redningspakke mere end fordoblet på et par uger

Den Internationale Valutafond (IMF) og euro-landene er blevet enige om en redningspakke til Grækenland på 110 mia. EUR, skriver WSJ(3/5). Det er mere end det dobbelte af, hvad euro-landene lovede for et par uger siden. Til gegæld vil Grækenland skære i de offentligt ansattes lønninger, hæve skatterne, hæve momsen, skære i udgifterne, indføre nye gebyrer for virksomheder, sænke pensionen til og øge tilbagetrækningsalderen for offentligt ansatte. Det er med andre ord en pakke af nødvendige økonomiske reformer og tiltag, som for længst burde være gennemført. Redningspakken kommer et par uger før at den græske regering kunne være løbet tør for kontanter, hvis det ike var lykkedes at rejse kapital på markedet. Det er med andre ord i sidste øjeblik.

Deltagelsen i 1. maj demonstrationer afhænger af vejret

Professor Peter Kurrild-Klitgaard har undersøgt, hvad kan forklarer deltagelsen i 1. maj demonstrationer baseret på tal for deltagelsen i København fra 1980-2009. Konklusionen er: It's the weather, stupid! OK, lad os gøre noget ved den globale opvarming...

Se også Kurrilds indlæg på punditokraterne: Når jeg ser i rødt flag sole sig ...