Der er en aspekt af præsident Barack Obamas sundhedsreform i USA, som man sjældent eller slet ikke hører noget til herhjemme: Forfatningen.
En undtagelse er dog professor Peter Kurrild-Klitgaard, der skrev herom i Berlingske Tidende for nylig (3/5) og på sin blog. Den amerikanske forfatningen giver faktisk ikke den amerikanske forbundsregering i rolle i sundhedspolitikken. Kurrild henviser til en artikel i WSJ (10/5) af professor Richard Epstein, der rejser spørgsmålet om det er lovligt for forbundsregeringen at kræve af delstaterne, at de opretter de såkaldte børser, hvor borgere uden forsikring kan handle sig til sygesikring med statstilskud. Delstaterne har mulighed for at undlade at oprette disse børser, men kun hvis de øger indkomstgrænsen for Medicaid (den offentlige sygeforsikring for fattige) fra 133% til 200% af fattigdomsgrænsen. Delstaterne er i princippet ikke tvunget til at have Medicaid eller Medicare, men vil i så fald vil borgerne gennem skatten bidrage til andres staters sundhedsprogrammer uden selv at få fordel af skattekronerne.
Tidligere har professor Randy Barnett skrevet om lovligheden af dele af reformen. Barnett rejser spørgsmålet om at det er i overensstemmelse med den amerikanske forfatning, hvis den føderale regeringen gør sundhedsforsikring obligatorisk. Indførelsen af obligatorisk sygeforsikring vil ifølge Barnett ske jf. bestemmelser i forfatningen, som giver forbundsregeringen mandat til at regulere handlen mellem delstaterne. Barnett mener, at bestemmelsen er indføjet for at forhindre handelshindringer, hvilket næppe kan begrunde at gøre sygeforsikring obligatorisk. Se også dette indlæg fra tidl. senator Orrin G. Hatch, professor J. Kenneth Blackwell og senior legal analyst Kenneth A. Klukowski i WSJ (2/1).
I sidste ende er det naturligvis den amerikanske Højesteret, som fortolker forfatningen. Jeg vil nok nive mig selv i armen, hvis jeg en morgen læser i avisen, at Højesteret giver delstaterne medhold. Men lad os nu se!
Der er næppe tvivl om, at forbundsregeringen har været i stand til at udvide sine beføjelser ganske kraftigt i periode fra 1920'erne til i dag. Denne udvikling er sket til trods for adskillige retssager i Højesteret, hvor dommerne efterhånden har accepteret flere og flere beføjelser til den føderale regering. Det går en skillelinje mellem "formalister" og "realister" i den juridiske verden. Formalisterne vil holde sig til lovens bogstav, mens realisterne vil give lovgiverne mulighed for at "eksperimentere". En af de "realistiske" dommere talte om "the Living Constitution" (den levende grundlov).
Under præsident Franklin D. Roosevelt, der truede med at belejre Højesteret, fordi de underkendte store dele af New Deal programmet som stridende mod den amerikanske forfatning, og som fremsatte en lov, som skulle fylde Højesteret med flere dommere, skete der en betydelig udvidelse af beføjelserne.
Der har i det Republikanske Parti været grupper, som har modarbejdet denne udvikling og udvidelsen af forbundsregeringens magt. Disse grupper omfatter bl.a. tidligere præsidentkandidat Barry Goldwater og præsident Ronald Reagan. Goldwater havde et helt kapitel om spørgsmålet i hans berømte bog fra 1960, "The Conscience of a Conservative". På den modsatte side i står de "progressive" demokrater og republikanere, som har ønsket en stærkere rolle til forbundsregeringen og en mere "levende" fortolkning af forfatningen.
Her i Europa er det nok værd at notere sig, at selvom forfatningen (traktaten) ikke udtrykkeligt giver den føderale regering (EU) beføjelser, kan udviklingen meget vel føre frem til bredere fortolkning gennem politisk aktivisme fra domstolene.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar