Tiden er inde til besparelser i USA

Professor Michael J. Boskin skriver i WSJ (11.2), at tiden nu er inde til besparelser på det offentlige budget i USA. Boskin noterer, at den nuværende præsident alene i sin første embedsperiode formentlig vil ende med at stifte mere gæld end alle andre 43 præsidenter tilsammen i alle embedsperioder. Så det er ikke klogt at følge den største øgning af de offentlige udgifter siden anden verdenskrig op med nye offentlige udgifter.

Det er muligt at nedbringe underskuddet, reducere de offentlige udgifter og skabe vækst, mener Boskin: 

”In the 1980s and '90s, federal spending was reduced by more than 5% of GDP to 18.4% in 2000—a level sufficient to balance the budget at full employment and allow for lower tax rates. It was a remarkable period of growth, and there's no reason we can't repeat that success".

Boskin foreslår at tage livet af ObamaCare, TARP (finanssektorens økonomiske hjælpeprogram iværksat under finanskrisen) og resten af stimuleringspakken. Heruodver foreslår Boskin blandt andet at konsolidere, slanke, flytte budget til delstaterne, indfører faste individuelle tilskud i stedet for ydelser og at indeksere pensioner efter priser i stedet for løn.

Præsident Barack Obama har foreslået store offentlige anlæg og infrastrukturprojekter, der blandt andet skulle sætte gang i beskæftigelsen. Billedet af tusindvis af arbejdere med skovle, der graver dæmninger og tunneler, leder tankerne hen på præsident Franklin D. Roosevelts beskæftigelsesprojekter under krisen i 1930’erne. Økonomer er uenige om hvorvidt disse projekter for fornuftige dengang som svar på krisen. Men i det moderne samfund har infrastruktur projekter slet ikke som indhold af arbejdskraft som dengang og Boskin afviser disse som ineffektive.

Obama administrationen overvejer at trække regeringen ud af boligfinansering

WSJ (9.2) skriver, at Obama administrationen snart offentliggør en hvidbog om Fannie Mae og Freddie Mac, som indeholder forslag til, hvordan USA kan reducere forbundsregeringens rolle i boligfinansiseringen. Fannie Mae og Freddie Mac tegner sig i dag for 90% af nye boliglån. Forbundsregeringen overtog for et par år de to realkreditinstitutter, der kom i økonomiske vanskeligheder efter boligboblen. Fannie Mae og Freddie Mac har længe haft særlig status som føderale realkreditinstitutter og de har dermed ikke været underlagt samme regulering som forretningsbanker og andre finansielle institutter.

Reglerne betød, at der ikke var samme krav til egenkapital og reserver i Fannie Mae og Freddie Mac. Da finanskrisen ramte USA udgjorde kapitalen i Fannie Mae og Freddie Mac ikke mere end 2-3%, hvilket gjorde begge særdeles sårbare overfor tab på boliglån. Institutterne nød dog godt af en implicit garanti fra forbundsregeringen og de amerikanske skatteborgere endte da også med at måtte hive tegnebogen, da institutterne blev insolvente. Det var især tab ved de såkaldte subprime boliglån, der fik institutterne til at bukke under.

I Kongressen har Fannie Mae og Freddie Mac har nydt godt af politiske opbakning fra især demokraterne, som mener, at institutterne var med til at give mindrebemidlede mulighed for at købe egen bolig. Institutterne bidrog i øvrigt også godt til valgkampen i 2008 og der var store bidrag til både Hillary Clinton og Barack Obama. Den tidligere administration under præsident Georg Bush forsøgte flere gange at stramme kapitalkravene for de to føderale realkreditinstitutter, men havde ikke held til at komme igennem Kongressen med forslaget, men blev stemt ned af kongrespolitikerne.

Mange republikanere mener, at Fannie Mae og Freddie Mac bærer en stor del af skylden for boligboblen, finanskrisen og den efterfølgende økonomiske krise i det amerikanske samfund. Det er nok en overdrivelse, men det viser, at det let kan ende i et politisk hundeslagsmål, når fremtiden for boligfinansiering skal diskuteres i Kongressen. Men i det mindste er det et godt udgangspunkt, hvis Obama administrationen foreslår at reducere forbundsregeringens rolle i boligfinansieringen. Det er bedre at private investorer og långivere formidler kapital til boliglån end regeringen, fordi de løber en risiko for egne midler. Men det forudsætter naturligvis, at investorerne ikke blot kan tørre eventuelle tab af på skatteborgerne.

Reagans fusionisme mellem traditionelt konservatisme og klassisk liberalisme

Professor Peter Kurrild-Klitgaard har et indlæg på sin blog (8.2) om Ronald Reagans "fusionisme", der bestod i at kombinere klassiske liberalistiske og traditionelt konservative synspunkter. Der var ikke Reagans opfindelse, men bevægelse i amerikansk konservatisme med rødder tilbage til 1950'erne. Og Kurrild har et par interessante links til indlæg om fusionisme og taler af Reagan.

Denne "fusionisme" i Reagans politiske platform gjorde det muligt at forene socialkonservative og libertarianere i en koalition, som kunne vinde præsidentvalget i 1980 og senere kongresvalget i 1994, da Newt Gingrich med sin liberalkonservative platform Contract with America vandt flertallet i Repræsentanternes Hus og dermed fik betydelig indflydelse på udviklingen i USA under præsident Bill Clinton. Begge perioder (1981-89 og 1994-2001) var præget af begrænset vækst i de offentlige udgifter.

Koalitionen blev sprængt under præsident Georg W. Bush, der med sin socialkonservatisme og statsinterventionisme, stigende offentlige udgifter, militære interventioner og store budgetunderskud har skubbet i hvert fald libertarianere og sikkert også en del Reagan fusionister fra sig. Det bidrog utvivlsomt til demokraternes valgsejrer i 2006 og 2008. Jeg ved ikke om Ron Pauls kampagne for at blive Republikanerne præsidentkandidat i 2008 kan betegnes som fusionistisk, men det var i hvert fald et oprør i den republikanske lejr mod udskejelserne under Bush og afvigelsen fra fusionismen. Til gengæld har Tea Party-bevægelsen (og indirekte Barack Obama og den progressive bevægelse) forenet både libertarianere og traditionelt konservative igen og sikret republikanerne et comeback i Repræsentanternes Hus. Det bliver spændende at se om denne koalition igen kan blive en vigtig politisk drivkraft i USA.

ObamaCare stadig mere upopulær i den amerikanske befolkning

Sundhedsreformen i USA, som blev vedtaget sidste år, er upopulær i den amerikanske befolkning, som aldrig før. I en ny meningsmåling fra Rasmussen Reports (7/2) viser, at der er et stor flertal for at forkaste reformen helt, 58% af de adspurgte er for, mens kun 37% er imod at forkaste reformen. Undersøgelsen viser også, at et meget stort flertal mener, at sundhedsvæsenet bliver dyrere og dårligere som følge af reformen.

Det kan overraske, det plejer sjældent at være upopulært, når politikere øger de offentlige udgifter. Heller ikke i USA, hvor der er større skepsis overfor offentlige udgifter. Og sundhedsreformen er trods alt en udgiftskrævende reform, der giver store grupper adgang til sygesikring eller adgang til forsikring til lavere præmier. Mange af de grupper, som vinder på reformen, har allerede mærket en ændring, selvom reformen først er fuldt gennemført om nogle år.

Når reformen er så upopulær, skyldes det nok, at der også er tabere på reformen. De omfatter først og fremmest grupper, som oplever at forsikringsselskaber trækker sig fra markedet eller at prisen på sygesikring stiger. Det er en effekt, som allerede viser sig. Desuden er der betydeligt frygt blandt forsikrede over forringelser. Det gælder ikke mindst sikrede i Medicare og Medicaid, som kan få vanskeligere ved at finde en læge, når reformen er fuldt gennemført.

Hyldest til Præsident Reagan

I dag er det 100 år siden, at præsident Ronald W. Reagan blev født i Tampico, Illinois. Denne begivenhed er blevet markeret ved lang række artikler og møder verden over. Også her på Zieglers Hjørne vil jeg gerne hylde en stor frihedskæmper, som gennem tiden har været en inspirationskilde.

Ronald Reagan kan stadig vække begejstring bredt blandt konservative og libertarianske som fortæller for mindre offentlige sektor, lavere skatter, mere frihed for individer og familier, mindre magt til forbundsregeringen og mere til de amerikanske delstater. I bredere kredse står Reagans kamp for frihed i kommunistiske regimer og væmmelse ved atompolitikkens "Mutually Assured Destruction" nok tydeligere, hvor forhandling gennem styrke og udvikling af en beskyttelse mod atomvåben (Strategic Defense Initiative) var politikken, som nok var upopulær i starten af 1980'erne, men som førte til våbenaftaler og bidrog til kommunismens sammenbrud.

Når Reagan stadig kan inspirere, skyldes det ikke mindst, at han stod fast på sine liberalkonservative principper og kommunikerede dem med overbevisning. Reagan var ikke en nogen vejrhane, som den typiske politiker, skriver professor Peter Kurrild-Klitgaard i klumme i Berlingske Tidende om Reagans 100 år. Jeg finder, at Reagans radiotaler fra 1970'erne stadig indeholder mange gode politiske kommentarer (og de kan fås på CD fra Ronald Reagan Library).

I dagens anledning har Cato en podcast med professor William A. Niskanen, der var formand for Council of Economic Adviser under præsident Reagan, om Reagans økonomiske politik og personen Reagan. Niskanen fortæller blandt andet, at Reagan havde en god intuition for politikforslag, ikke fordi han vare analytisk, men fordi han i sin tid som talsmand for General Electric blandt andet havde læst Friedrich A. Hayek, Ludwig von Mises og Milton Friedman. Det gav Reagan en god fornemmelse af konsekvenser af de lovforslag og politikforslag, han som præsident blev forelagt. Hør Niskanen her:



Også i Danmark blev fejret. Tre Venstre politikere har taget initiativ til stiftelsen af Det danske Ronald Reagan Selskab, som bliver stiftet i dag og som årligt skal markere Ronald Reagans fødselsdag med en konference. De tre politikere er tidl. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, udviklingsminister Søren Pind og klima- og energiminister Lykke Friis (det sidste var lidt af en overraskelse, men forhåbentlig kan energiministeren finde inspiration til en energipolitik med mindre statslig styring og mere markedsøkonomi, hvilket ville være helt i Reagans ånd. Statssubsidier til udvalgte sektorer, tvang i forbruget, kvoter og ande planøkonomi er ikke noget, der ville vinde mange stjerner hos Reagan).

Pengepolitikken i USA fører til fejlinvestinger og mindre kapitalapparat på længere sigt

I det seneste nummer af Cato Policy Report (January/February 2011) har professor Kevin Dowd og korrespondent Martin Hutchinson et indlæg om den lempelige pengepolitik og den dermed forbundne de-kapitalisering af USA. Pengepolitikken har de sidste 15 år skabt boble efter boble i USA. Og boblerne er blevet større og større. Konsekvensen af disse bobler er lavere vækst i fremtiden, konkluderer Dowd og Hutchinson.

Langsom godkendelse af ny medicin har en pris

Professor Peter Gøtzsche, Det Nordiske Cochrane Center, rettede i tirsdags en kritik af finansieringen af Lægemiddelstyrelsen i DR Orientering på P1 (1.2). Hovedparten kommer af indtægterne kommer fra medicinindustrien, der betaler for behandling af ansøgninger om markedsføringsgodkendelse af nye lægemidler. Og i EU kan virksomhederne for visse lægemidler vælge, hvilken lægemiddelstyrelse, der skal være referenceland for den faglige vurdering. De andre lande skal dog tilslutte sig godkendelsen.

De politiske konsekvenser af Obamas afvisning af ændringer i sundhedsreformen

Politisk kommentator Karl Rove har en interessant analyse af det politiske spil om sundhedsreformen mellem republikanere og demokrater i WSJ (3.1). Rove mener, at det vil få politiske konsekvenser, at præsident Barack Obama afviser ændringer i sundhedsreformen. Forsikringsselskaber trækker sig ud af markedet for sygesikring og læger tilkendegiver, at de vil begrænse antallet af patienter med offentlig sygesikring, hvilket vil ramme især de ældre over 65 år.

Kriser er uundgåelige i en markedsøkonomi, men kollektivisering af tab fører til uansvarlig adfærd

Mandag holdt redaktør Rainer Hank, Frankfurter Allgemeine Zeitung, foredrag i CEPOS (31.1). I foredraget kom ind på årsagen til finanskrisen og gældskrisen i Europa blandt Euro-landene. Hank mener (som økonomerne John M. Keynes med "animal spirít", Joseph Schumpeter med "creative destruction" og den "østrigske" økonomiske skole med konkunkturcykelteori), at kriser er uundgåelige i markedsøkonomi, men at den kollektivisering af tab, som sker gennem støtteordningerne til finansielle institutioner og stater i økonomiske vanskeligheder, forstærker problemerne. Se foredraget på CEPOS hjemmeside.

Ingen enighed om årsagen til finanskrisen i Kongresrapporten: Demokraterne fokuserer på markedsfejl, republikanerne på regeringesfejl

Direktør Mark A. Calabria, Cato Institute, kommentere Kongres-rapporten om årsagerne til den finansielle krise i USA i den seneste podcast fra tænketanken (1.2).

The Financial Crisis Inquiry Report

Kommisionen om Årsagerne til den Finansielle og Økonomiske Krise i USA, der blev nedsat af Kongressen i 2009, udsendte i sidste uge sin endelig rapport. Kommissionen bestod af 10 medlemmer, hvoraf 6 var udpeget af demokraterne og 4 udpeget af republikanerne. Kommissionen er ikke enige i konklusionen, men deler sig efter partiskel. Flertallet mener, at krisen hovedsageligt skyldes utilstrækkelig regulering af den finansielle sektor. Et mindretal mener derimod, at krisen skyldes regeringens fejlslagne indblanding i boligmarkedet, mens et andet mindretal peger på krisens globale natur og henviser de række faktorer, som tilsammen forårsagede krisen.

Obama vil ikke ændre sundhedsreformen

Præsident Barack Obama lagde heller ikke op til ændringer i den upopulære sundhedsreform i sin tale til Kongressen om nationens tilstand i sidste uge. Tværtimod. Reformen blev gennemført sidste år med et snævert flertal. Sundhedsreformen var en stærkt medvirkende årsag til, at republikanerne vandt valget i  november.

Obama sagde med løftet pegerfinger, at han ikke vil genforhandle reformen, men tilføjede at han er åben overfor gode ideer. Det har han før sagt, men havde han ønsket et kompromis mellem demokraterne og republikanerne, hvilket givet havde været mere fornuftigt, fordi det havde været muligt at gennemføre ændringer som afgørende kunne begrænse væksten i udgifterne (hvilket er lettere at gennemføre, hvis begge partier er med), så havde Obama givet senatorer fra de to partier tid nok til at udarbejde et kompromisforslag. Nu blev tiden brugt på at forene venstre og højre fløj hos demokraterne.

Se Kaiser Health News analyse af situationen efter præsidentens tale og udsigten til ændringer i sundhedspolitikken i den nye Kongrens:

Ingen konkrete forslag til løsning af de økonomiske problemer i USA

Præsident Barack Obama holdt for en uge siden sin tale om unionens tilstand til Kongressen. Talen viser, at præsidenten bevæger sig ind mod midten i amerikansk politik. Det sker efter det markante valgnederlag i november, hvor republikanerne vandt flertallet i Repræsentanternes Hus og nok pladser i Senatet til at kunne blokkere lovgivning. Præsidenten har allerede med en aftale om at udsætte en planlagt skatteforhøjelse 2 år og forlænge understøttelsen til arbejdsløse vist, at der kan samarbejdes over midten.

Men der er ikke enighed mellem demokraterne og republikanerne om, hvad der er det økonomiske hovedproblem: Arbejdsløsheden eller budgetunderskuddet. For Obama og demokraterne fokusere nok på arbejdsløsheden, mens republikanerne er mere optaget af budgetunderskuddet. Men som The Economist (29.1) skrev i lederen fredag, så kommer hverken demokraterne eller republikanerne med konkrete forslag til løsning af problemerne. Og Obama kom heller ikke med konkrete forslag til løsninger af problemer, skriver The Economist:

"Mr Obama claimed that America needs to “out-innovate, out-educate and outbuild the rest of the word”. Yet his speech provided only the waffliest of ideas about how it might do that, and no indication of how they might be paid for. The parallel he likes to draw with the moment when Sputnik was launched and America realised Russia was winning the space race falls down there, for in 1957 America’s government had piles of cash to spend on catching up. Now it has none".
...

"A year ago Mr Obama set up a deficit-reduction commission, which duly produced a sensible report at the end of last year. He has failed previously, and failed again this week, to endorse the commission’s conclusions. He offered no specific proposals for cutting the cost of the biggest drains on the federal purse: health care, Social Security (pensions) and defence. And, although revenues will have to rise if the budget is to be brought into balance, he failed to explain to middle-class Americans that they will have to pay more tax. His only gestures in the direction of fiscal responsibility were to propose reforming corporate tax, increasing some taxes on the very rich and extending a freeze on some categories of discretionary spending, all of them tiny parts of the overall picture. If he is serious about the deficit, this was the time to show it. He should have taken courage from recent improvements in both his poll ratings and the economy. He copped out".