Professor Peter Kurrild-Klitgaard har et indlæg på sin blog (8.2) om Ronald Reagans "fusionisme", der bestod i at kombinere klassiske liberalistiske og traditionelt konservative synspunkter. Der var ikke Reagans opfindelse, men bevægelse i amerikansk konservatisme med rødder tilbage til 1950'erne. Og Kurrild har et par interessante links til indlæg om fusionisme og taler af Reagan.
Denne "fusionisme" i Reagans politiske platform gjorde det muligt at forene socialkonservative og libertarianere i en koalition, som kunne vinde præsidentvalget i 1980 og senere kongresvalget i 1994, da Newt Gingrich med sin liberalkonservative platform Contract with America vandt flertallet i Repræsentanternes Hus og dermed fik betydelig indflydelse på udviklingen i USA under præsident Bill Clinton. Begge perioder (1981-89 og 1994-2001) var præget af begrænset vækst i de offentlige udgifter.
Koalitionen blev sprængt under præsident Georg W. Bush, der med sin socialkonservatisme og statsinterventionisme, stigende offentlige udgifter, militære interventioner og store budgetunderskud har skubbet i hvert fald libertarianere og sikkert også en del Reagan fusionister fra sig. Det bidrog utvivlsomt til demokraternes valgsejrer i 2006 og 2008. Jeg ved ikke om Ron Pauls kampagne for at blive Republikanerne præsidentkandidat i 2008 kan betegnes som fusionistisk, men det var i hvert fald et oprør i den republikanske lejr mod udskejelserne under Bush og afvigelsen fra fusionismen. Til gengæld har Tea Party-bevægelsen (og indirekte Barack Obama og den progressive bevægelse) forenet både libertarianere og traditionelt konservative igen og sikret republikanerne et comeback i Repræsentanternes Hus. Det bliver spændende at se om denne koalition igen kan blive en vigtig politisk drivkraft i USA.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar