Forebyggelse sænker ikke, men øger sundhedsudgifterne

Når præsident Barack Obama lover amerikanerne, at de kan få en sundhedsreform, hvor flere får sygesikring, ingen vil miste valgfrihed og det ikke vil koste flere penge, er svaret ofte, at der skal satses mere på forebyggelse. Der lyder rigtigt, men realiteten er, at der ikke er noget af spare ved øget forebyggelse. Tværtimod. Det konkluderede Congressional Budget Offices direktør Douglas W. Elmendorf, på sin blog i går.

Samme konklusion fremgår af publikationer baseret på videnskabelige undersøgelser. Joshua T. Cohen, Peter J. Neumann and Milton C. Weinstein havde eksempelvis en artikel i New England Journal of Medicine (14/02/08) om samme emne, hvor de gav en oversigt over forebyggende behandlinger og indgreb, som viste at kun et fåtal medførte besparelser. Det er ikke det samme som at sige, at forebyggende behandling ikke betaler sig. Tværtimod. Mange forebyggende tiltag har således en relativ lav pris per vundet leveår eller kvalitetsjusterede leveår.

Men det er ikke den mirakelmedicin, der kan hjælpe til at kurrere det store underskud på statsbudgettet og tillade gennemførelsen af udgiftskrævende reformer.

Lovforslag til sundhedsreform fra Repræsentanternes Hus

Lovforslag H.R. 3200 "To provide affordable, quality health care for all Americans and reduce the growth in health care spending, and for other purposes" fra 14/07 er offentliggjort. Læs her.

Aamund tigger statsstøtte til biotekindustrien

Normalt er Asger Aamund en liberal stemme i debatten om Danmarks fremtid, velfærdsstat og skattetryk, som jeg har stor respekt for. Men ikke i dag. Ifølge Børsen (10/8) står Asger Aamund nemlig med hatten i hånden og tigger offentlige støttekroner til dansk biotek, som han selv har betydelige interesser i.

Økonominister Lene Espersen lover på vegne af VK-regeringen, at lægge et "anseeligt beløb i Vækstfonden til risikovillig kapital målrettet biotek og andre med behov for saltvandsindsprøjting". Det er en del af den kredithjælpepakke til erhvervslivet på 5 mia. kr., som VK-regeringen i hast har besluttet, som jeg skrev om i går. Men denne støtte er ikke nok for Aamund, der gerne ser at VK-regeringen årligt afsætter 2 mia. kr. til risikovillig kapital.

Ifølge Aamund er venturemarkedet frosset fuldstændig til. Venturefondene har ikke kapital til nye investeringer og tilsyneladende svært nok ved at finansiere eksisterende porteføljevirksomheder.

Det er meget muligt, at der er ikke er flere investeringskroner i danske biotekfonde. Og hvad så? Mig bekendt sidder inter-nationale medicinvirksomheder på store pengekasser og de er på udkig efter opkøbsmuligheder, både biotekselskaber og nye lægemiddelkandidater, som kan fylde op i tørre pipelines. GSK har eksempelvis lige besluttet at investere i NeuroSearch A/S. Men deruodver er der vel også investeringsfonde i udlandet, som dansk biotek kunne bejle til.

Men Aamund vil åbenbart hellere have staten og Vækstfonden end private som investorer. Efter østeuropæisk forbillede skal staten altså satse på investeringer i højteknologiske virksom-heder, som er ude af stand til at skaffe privat kapital. Men Aamund ved vel bedre end nogen anden her i landet, at investeringer i biotek og andre tekonologivirksomheder nærmest er det rene lotterispil.

Der er altid grund til at være betænkelig ved statslige investe-ringer i erhvervslivet. For det første har staten næppe forudsæt-ninger for at udvælge de bedste investeringsprojekter. Det, der vil ske, hvis staten går ind, er formentlig, at staten vil ende op med at investere i virksomheder, som ikke selv kan rejse den risikovillige kapital (og det er der måske en grund til!). For det andet vil statslige investeringer i biotek og andre højteknologiske betyde statsstøtte til industrien, som vil forvride markedet (også selvom det er i form af risikovillig kapital, da den statslige kapital formentlig er billigere for virksomheder og fordi staten må afskrive en del af investeringer efter konkurser). I den henseende er der ikke forskel på statslig støtte til skibsværfter og biotek. Det er risiko for, at industrien går hen og bliver destruktiv (hvor input er mere værd en output). For det tredie kan statslige investe-ringer forhindre eller udgøre hæmsko for strukturtilpasning i en biotekindustrien, som måske har behov for fusioner, sammen-lægninger og rationalisering.

Men der er også specifikke grunde til, at staten ikke bør indskyde skatteborgernes penge i biotek. Gary P. Pisano, Harvard Business School, viste i 2006 i bogen "Science Business - The Promise, The Reality, And the Future of Biotech", at 30 års investeringer i biotek ikke har givet et afkast, som man måske kunne forvente. Tværtimod. Kun få virksomheder har haft succes. Og med økonomiske krise og stigende budgetunderskud i mange lande, er der næppe udsigt til, at det bliver lettere at bringe nye lægemidler på markedet. Kunne disse forhold måske være en medvirkende årsag til, at investorer er tilbageholdende? Udover at der måske allerede er investeret for meget i kapitaltunge virksomheder under højkonjunkturen p.g.a. den lave rente?

Men som andre, der går tiggergang til politikerne på Christians-borg, forstår Aamund at sælge sin vare:

"De [VK-regeringen, red.] har været længe om det, men har set, at problemet er ved at være akut. Det vil betale sig mange gange, hvis de sætter det i gang, men det skal ikke være noget småtteri. Penge skal ud at rulle, men de skal selvfølgelig rulle de rigtige steder."

Argumenterne er ikke meget bedre end de argumenter, man eksempelvis hører fra den kolkektive trafik, dansk filmindustri eller landsdelsscenen.

Nøden lærer nøgen kvinde at spinde!

Bankpolitisk galimatias fra opposition og regering

I den forgangne uge er politikerne for alvor vendt tilbage til Christiansborg fra sommerlandet. Så nu er det tid til, at vi andre bliver inddraget i de geniale ideer, de er kommet på i sommerheden. Første uge handlede om mest om kamphunde og bankpolitik. Og som sædvanlig er der tale om en konkurrence mellem politikerne, hvor overskrifter tæller mere end indhold.

Nu vil jeg ikke bruge spalteplads på kamphunde her på bloggen. Så inden vi går videre med finanskrisen og bankpolitik, vil jeg blot indskyde en undskyldning til læserne for at ignorere dette alvorlige samfundsproblem.

Næstformand Nick Hækkerup fra Socialdemokratiet lagde for mandag for ifølge 180grader.dk (3/8) med at forslå en oprettelsen af en statsbank. Det bekymrer Hækkerup, at "ledighedstallene vokser og det samme gælder antallet af konkurser. Derfor foreslår vi, at staten skal kunne give kredit til virksomhederne". Det må vel betyde, at Hækkerups statsbank skal yde lån til konkurstruede virksomheder, der ikke kan få lån hos private banker. Lad mig blot foreslå navnet til denne bank: Ebberød Statsbank.

Tirsdag var turen kommet til Kristian Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti. Han truede bankerne med straf, hvis ikke de sænker renten for virksomheder og privatpersoner. Renten til private følger nemlig ikke slavisk Nationalbankens rente, så ifølge 180grader.dk (4/8) betyder det, at "bankerne har brugt situationen til at tage sig en højere marginal og en større fortjeneste". Uha dada! Nu er det kun en brøkdel af bankernes finansering (se under passiverne i balancen, hr. Thulesen Dahl), som stammer fra Nationalbanken (og det er (dog) ikke et ta-selv-bord for bankerne at låne i Nationalbanken). En vigtigere kilde til bankernes finansiering er indlån og lån fra andre pengeinstitutterne (interbanklån), og renten på disse falder ikke bare, fordi Nationalbanken sænker renten. Og Thuelesen Dahl overser helt, at bankerne faktisk konkurrerer om udlån og indlån, så der er ikke basis for argumentet om, at bankerne tager for høje renter på udlån.

Havde det været Frank Aaen fra det venstreekstreme kommunistparti Enhedslisten, der var kommet med disse betragtninger, havde det ligget indenfor det forventlige, men det er trods alt overraskende med sådanne tosserier fra Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet (selvom sidstnævnte godt nok er drevet længere og længere ud på venstrefløjen, godt hjulpet af den opportunistiske VK-regering, som stort set overtager (og overdriver) enhvert forslag fra oppositionen, hvilket ikke efterlader megen plads omkring til venstre for midten i dansk politik).

Det er heller ikke overraskende, at folkesocialisternes finansordfører, Ole Sohn, ifølge 180grader.dk (4/8) foreslår politisk fastsætte udlånsrenter. Hvordan det i praksis skulle foregå står hen i det uvisse. Det er jo ikke Sovjetunionen, vi lever i, og der findes jo ikke bare én pris (rente) på penge. Renten afhænger jo af risikoen for tab på udlån eller bankens vurdering heraf. En politisk fastsat rente vil blot betyde, at bankerne vil undlade at låne ud til særligt risikable projekter eller højrisiko låntagere, fordi prisen (renten) ikke kompensere for risikoen. Det er rendyrket galimatias, men ikke overraskende fra en tidligere kommunist, hvis økonomiske indsigt sikkert kun omfatter indoktrineringen i planøkonomiens velsignelser.

Hvad er så VK-regeringens svar til disse tosserier? Det er såmænd endnu mere galimatias! VK-regeringen foreslår en ny kredithjælpepakke til erhvervslivet. Detaljerne foreligger ikke endnu og det er i øvrigt vidnesbyrd om, at den nye kreditpakke er hastværk. Formentlig i et forsøg på at overgå oppositionen, hvilket VK-regeringen efterhånden er blevet verdensmester i.

Pakken til 5 mia. kr. vil ifølge Erhvervsbladet (7/8) øge støtten til erhvervslivet i form af bedre eksportkreditordninger, kautionsordninger fra Vækstfonden (altså såkaldte lån til forretningsudvikling, som VK-regeringen ovenikøbet vil gøre til fastforrentede (og dermed billige!) lån) samt mere statslig risikovillig kapital. Kort sagt: Dine skattekroner skal bruges til billige kreditter, billige lån og billig kapital i erhvervslivet, i stort omfang til rene satsninger, foreslået af eventyrlystne iværksættere uden penge og udvalgt at bureaukrater.

Begrundelsen for den nye hjælpepakke giver landets konservative økonomiminister Lene Espersen i Erhvervsbladet (7/8):

"Der var banker, der lånte for mange penge ud og ikke var grundige nok i deres kreditvurderinger, da alt gik derudaf. Nu er de mere forsigtige, og det rammer de virksomheder, der gerne vil ekspandere. Men det at bankerne begynder at agere fornuftigt, skal ikke ramme dem, der har behov for lidt mere optimisme og positivt rygstød lige nu. Vi prøver at hjælpe nogle af de virksomheder, som kan være med til at trække os gennem krisen."

Det er en besynderlig kritik. De er ikke mange dage siden, at Lene Espersen ville have en "mere reguleret og konservativ form for kapitalisme, hvor de gammeldags dyder som rettidig omhu, orden, ydmyghed, høflighed og ordentlighed vil træde tydeligere frem". Men er det ikke netop det, der kendetegner bankerne: Rettidig omhu. Men kreditvurderingerne afhænger jo af renteniveauet og den økonomiske aktivitet i samfundet.

Når centralbanerne pumper billige penge i omløb, betyder det lettere adgang til kredit. Og når centralbankerne hæver kunstigt lave renter igen, vil det gøre nogle projekter usunde, som ellers var sunde nok, da renten var lav. Men det er jo ikke (og har aldrig været) bankernes opgave at forudse og korrigere for Nationalbankens pengepolitik.

Bankerne er derfor hverken mere eller mindre "fornuftige" i dag end tidligere. Men banker låner ikke penge ud, hvis der er ikke er rimelig udsigt til, at pengene kommer hjem igen. Det sker ved, at bankerne beder virksomheder eller kunder fremlægge deres projekter og budgetter (som næppe er så rosenrøde i dag som for 1, 2 eller 3 år siden) og/eller at kunderne stiller sikkerhed, for eksempel i form af bygninger, maskiner, biler eller aktier (som vel er mindre værd i dag end for blot et år siden). Så udsigten til at få tilbagebetalt udlån er næppe den samme i dag som for 5 år siden.

Man kan ikke klandre bankerne, at der ikke risikovillig kapital nok. Bankerne driver udlånsvirksomhed, de investerer jo ikke i virksomhederne. Det gør pensionskasser, investeringsfonde, private investorer og virksomheder. Nu er aktiekurserne faldet betydeligt og investorerne er måske derfor lidt mere tilbageholdende i dag, men det er jo ikke sådan, at det er umuligt at skaffe finansiering. Så hvis virksomheder ikke er i stand til at skaffe finansiering på det private marked, så burde de måske overveje at slukke og lukke. Det vil kun forlænge omstillingen i økonomien at holde kunstigt liv i virksomheder, som ikke selv kan fremskaffe finansiering.

Problemet er vel snarere, at den risikovillige kapital i dag ikke så billig længere. Prisen på risikovillig kapital er gået op, hvilket udviklingen i aktiekurserne afspejler.

Ikke overraskene klapper støttemodtagerne i hænderne af begejstring over den nye billige kapital fra VK-regeringen: Danish Venture Capital and Private Equity Association, Vækstfonden (som vel har udsigt til et ordentligt kapitalindskud fra VK-regeringen efter katastrofeåret 2008), Dansk Erhverv og Dansk Byggeri.

Dansk Industri er mere forbeholden. "Det er noget af det rigtige", siger adm. direktør Hans Skov Christensen til Erhvervsbladet (7/8), som er overrasket over, at midlertidige udskydelse af indbetaling på moms og a-skat får lov til at udløbe 1. februar 2010 uden nogen udfasning. Hans Skov Christensen har fat i det rigtige. VK-regeringen burde have forlænget udskydelsen af indbetaling af moms og a-skat. Det ville lette likviditet, hvor der rent faktisk er økonomisk aktivitetet. Det ville være meget bedre at lette likviditeten på denne måde end at spille hasard med skatteborgernes penge i risikable projekter. Derudover burde VK-regeringen kigge på rente- og aktieafkastbeskatning her i landet og gøre det mere attraktivt for borgere og virksomheder at spare op og investere. Det ville passe bedre til en såkaldt borgerlig regering.

Obamas hverdag

Professor Peter Kurril-Klitgaard har et indlæg på sin blog om Barack Obamas hverdag og problemerne, han er løbet ind i i Kongressen. Kurrild peger ligesom The Economists lederartikel (30/7) på, at Obamas politik ligger til venstre for midten som årsag til problemerne.

Hvorfor tillader han det? Her er Kurrilds svar:

"Den ene mulighed er, at han er en dårlig realpolitiker, som ikke kan få sine partifæller til at gøre, hvad han vil. Den anden er, at han måske slet ikke ligger i midten af billedet, men derimod som hans kritikere længe argumenterede med henvisning til hans fortid et pænt stykke ude på venstrefløjen af venstrefløjen. Det blev afvist som ”skræmmekampagne” og ”gammeldags”. Men som præsident kan man ikke nøjes med at tale—man må handle, og på et eller andet tidspunkt viser man så, hvor man virkeligt står."

Regeringsfejl er årsag til stigende omkostninger og manglende sygeforsikring i amerikansk sundhedsvæsen

Greg Mankiw havde i går et link til en artikel, skrevet af Jeffrey Flier, der nu er dekan på Harvard Medical School, i 1994 på foranledning af debatten og bestræbelserne på at reformere sundhedsvæsenet i USA (og efter Hilary Clintons mislykkede reformforsøg). Selvom artiklen er 15 år gammel, er den stadig aktuel. Og den giver en god forståelse for nogle af problemerne i det amerikanske sundhedsvæsen.

Flier diskuterer indledningsvist markedsfejl kontra regeringsfejl i sundhedsvæsenet. Det er ofte en antagelse, at markedet ikke kan levere sundhed p.g.a. godets (særligt høje) værdi og informationsasymmetri. Informationsasymmetrien betyder, at lægerne, som ved bedre, kan narre patienterne, som ved mindre, til at købe flere ydelser end de egentlig har behov for. Det er i høj grad teoretiske argumenter imod markedsløsninger i sundhedsvæsenet, som Flier betvivler:

"Is the view that medical services (or health itself) are inherently more valuable than other goods, services, and goals valid? We find that, as judged by their actual choices and actions, people do not at all place the same value on health. Many people jeopardize health by smoking, unhealthy diets, dangerous hobbies, or unsafe sex. It is acknowledged that lifestyle changes have a greater impact on health than many advances in medical technology."

"Despite government roadblocks to information [forbud mod reklamer og forhindringer for "pre-paid health-care systems", red.], market adaptations to imperfect information have evolved over the past 30 years, encouraging increased patient autonomy and consensual doctor-patient relationships. These include public discussions on medical innovations, increasing expectations regarding informed consent, and increased scrutiny of physician services by health maintenance organizations (HMO's) and insurers."

Regeringsfejl er derimod praktiske og konkrete problemer, som forhindrer markedet i at fungere. De omfatter: 1) Skattemæssig særbehandling af arbejdsgiverbetalte sygeforsikringer, 2) Favorisering af betalingssystemer med betaling per ydelse og 3) Delstaternes omfattende krav til private sygeforsikringers dækning.

Ifølge Flier var det almindeligt op til 2. verdenskrig at have en forsikring, som dækkede katastrofer eller høje medicinske udgifter, mens borgerne selv betalte løbende sundhedsudgifter selv. Pris- og lønkontrol under krigen, hvor det samtidigt var svært at skaffe arbejdskraft, fik virksomhederne til at tilbyde sygeforsikring for at lokke medarbejdere til. Medarbejdergoder var ikke omfattet af pris- og lønkontrol. Siden har det ført til udviklingen af et system, hvor virksomhederne har skattefradrag, mens medarbejderne er skattefri af arbejdsgiverbetalte sygeforsikringer. Det betyder, at forsikringen gradvist er blevet udvidet fra oprindelig at dække katastrofer eller meget kostbare behandlinger til at dække alle løbende sundhedsudgifter, hvilket naturligvis øger forbruget og gør sygeforsikringerne dyrere.

Samidig har markedet og siden regeringen understøttet en betalingssystem, som er baseret på regninger (kaldet cost-plus, først detaljerede hospitalsregninger, siden tariffer baseret på diagnose relaterede grupper eller DRG). Lovgivningen gør det samtidig vanskeligt at udvikle Health Maintenance Organizations (HMO), hvor "forsikringstager" betaler en fast beløb og dermed får ydelserne af den integrerede organisation. HMO'er er en kombination af læger og forsikringsselskab, designet til at løse "informationsproblemet". Cost-plus finansieringssystemet er en stærkt medvirkende årsag til prisstigninger og overforbrug i amerikansk sundhedsvæsen.

Lovkravene til sygeforsikringerne (hvor Medicare, Medicaid og visse arbejdsgiverbetalte sygeforsikringer er undtaget) er tiltaget i omfang og er medvirkende til at gøre sygeforsikring tegnet af private borgere til en kostbar handel (dertil kommer, at borgerne ikke kan drage fordel af skattefradrag, hverken som privatperson eller kun i begrænset omfang som selvstændige):

"Most states mandate coverage for specific therapies, including pastoral counseling, hairpieces, in vitro fertilization, and Acupuncture."

...

"Typically, people view such mandates as addressing specific needs, and they typically enter the law quietly, through special interest pleading, without much public debate. Unfortunately, the unintended adverse consequences of such mandates are rarely scrutinized, as the victims are less readily identified than
the beneficiaries."

...

"Hence, those individuals for whom high deductible, low cost catastrophic insurance is most appropriate, i.e., the self-employed and employees of small businesses that do not offer insurance, are deprived of that choice through government-induced cost inflation, and as a result, the likelihood that these individuals will be uninsured increases ."

Udviklingen de sidste 15 år har ikke grundlæggende ændret disse regeringsfejl i det amerikanske sundhedsvæsen. Så reform-forslagene fra Flier er stadig aktuelle. Flier foreslår, at hovedansvaret for sygesikring og sundhedsudgifter flyttes fra virksomheder (de nuværende arbejdsgiverbetalte sygeforsikringer) og regeringen (Medicare og Medicaid) tilbage til borgerne. Det skal ske ved skattemæssig neutralitet mellem udgifter til sygeforsikring og sundhedsydelser afholdt af arbejdsgivere og borgere. Det er grundstenen i en reform, som vil give systemet incitament til at forbedre kvalitet og samtidig reducere udgifterne. Flier forestiller sig, at Medical Savings Accounts (altså skattefrie konti, hvor borgerne kan opspare til løbende sundhedsudgifter og til køb af sygekringsforsikring, som dækker katastrofer) vil blive normen. Regeringen skal kun være last resort sygeforsikring.Regeringen skal med andre ord koncentrere sig om den lille restgruppe af borgere, som har alvorlige sygdom, ingen opsparing og som ikke kan tegne sygeforsikring.

Flier kommer også med denne advarsel, som Barack Obama med fordel kunne studere (for det er lige netop, hvad han forsøger at gøre i disse måneder):

"Policies claiming to provide health security through government-assured access to comprehensive health care of each person's choice, achieved simultaneously with cost control and budget caps, cannot, in our view, succeed, although, like most utopian notions, they are appealing at first glance. Attempts to legislate such policics would, we believe, lead to accelerating costs, reduced access to care through rationing for many people, or, perhaps most likely, an unappealing combination of both."

Klumme på 180grader om Lene Espersens konservatisme

Jeg har et indlæg på 180grader i dag. Se her.

Geithner vil have mere regulering

Det amerikanske finansministerium har ifølge WSJ udsendt en briefing til Kongressen, som støtter den nye regulering af den finansielle sektor, som foreslået af Obama administrationen, og stimuleringspakken. Heri hedder det blandt andet:

"While there are signs that the economy is improving, there is still work that must be done in order to build the foundation for long-term economic stability. We must act now to restore confidence in the integrity of our financial system. Secretary Timothy Geithner believes it is imperative that we build a new foundation for financial regulation and supervision that is simpler and more effectively enforced, that protects consumers and investors, that rewards innovation and is able to adapt and evolve with changes in the financial market."

Der er ikke lagt op til nye reguleringstiltag oveni hvad administrationen allerede har foreslået: Højere kapitalreservekrav til bankerne, mere intensiv overvågning af bankerne, udvidedede beføjelser til The Federal Reserve (som får mulighed for at fisionere banker og finansielle institutioner), regulering af cheflønninger, obligationer, hedge funds, rating agencies og derivater.

Men finansministeriet forsvarer reguleringstiltagene og slår et slag for den nye regulerende myndighed, The Consumer Financial Protection Agency, der ellers ser ud til at få en svær gang i Kongressen. Det er en ny myndighed, som skal regulerere renter og gebyrer på kreditkort, regulere boliglån, fastsætte standarder for lån og tvinge banker til at tilbyde disse produkter til kunderne. Myndigheden får som alle andre en hærskare af bureaukrater, som kan bryde ind i enhver finansiel virksomhed, kræve indsigt med firmaets praksis og udstede ordre om, hvordan virkomheden skal indrette sig.

Ikke overraskende hævder finansministeriet, at denne omfattende regulering vil forhindre nye finanskriser! Det hævdes endvidere, at stimuleringspakken, The American Recovery and Reinvestment Act, vil øge bruttonationalproduktet med 3 %. Så med Obama administrationens interventionistiske politik skulle USA være på rette vej og rustet mod nye kriser.

Nu er (finans)krisen primært et resultat af en alt for lempelig pengepolitik. En øget "beskyttelse" af forbrugerne eller en mere intensiv overvågning af bankerne vil ikke forhindre, at centralbanken igen lader seddelpressen køre, pumper penge ud i økonomien og skaber bobler på eksempelvis bolig- og aktiemarkeder. Der er absolut intet i lovgivningen, som beskytter forbrugere eller virksomheder imod denne fejlslagne politik. Intet.

Men det var nok beskyttelse mod lempelig pengepolitik, som der var behov for. De sidste 9-12 måneder har The Federal Reserve lempet pengepolitikken og pumpet penge ud i økonomien i hidtil uset omfang. Så vi står over for nye bobler, hvis ikke The Federal Reserve får neutraliseret denne ekspansion.

Det er fornuftigt, at Obama administrationen ønsker finansiel stabilitet. Hvem vil ikke gerne have finansiel stabilitet? Finansiel stabilitet forudsætter, at centralbanken er tæmmet, så seddelpressen ikke løber løbsk, men der er ingen initiativer i USA, som skal sikre dette. Obama og hans økonomiske teams behandler symptomerne og ikke den underliggende sygdom med deres reguleringstiltag. Det er dømt til at fejle.

Boligkrisen kradser trods Geithners forsikringer om det modsatte

The Daily Show bragte torsdag aften et indslag om en typisk amerikansk familie, der må sælge sit hus, fordi farmand har fået nyt arbejde. Familien bliver ramt af finanskrisen, selvom finansminister Timothy Geithner siger, at det nu går bedre på boligmarkedet. Hvem mon familien er?

The Daily Show With Jon Stewart	Mon - Thurs 11p / 10c
Home Crisis Investigation
http://www.thedailyshow.com/
Daily Show Full Episodes Political Humor Joke of the Day

Realiteter og løgne om sundhedsvæsenet i USA

Paul Krugman havde et indlæg i The New York Times torsdag, hvor han argumenterer for Barack Obamas sundhedsreform. Et af hans væsentligste argumenter for er, at det private marked for sygeforsikring ikke fungerer. Krugman argumenterer videre, at det kun er Medicare og arbejdsgiverbetalte sygeforsikringer, som giver bred adgang til rimelige priser, fordi forsikringsselskaberne dermed ikke kan skumme fløden og kun forsikre det bedste liv (eller dem, som koster selskaberne mindre præmierne).

Don Boudreaux har en kommentarer til Krugmans indlæg på Cafe Hayek. Heri sammenligner han blandt andet en arbejdsgiverbetalt sygeforsikring og privat sygeforsikring. Det er et eksempel, men ganske illustrativt. Den arbejdsgiverbetalte sygeforsikring har en lav egenbetaling (25 USD per begivenhed), mens den private sygeforsikring har en høj egenbetaling (10.000 USD per år). Præmierne er omvendt høje for den arbejdsgiverbetalte sygeforsikring (144 plus 974 USD per måned), men lave for den private sygeforsikring (212 USD per måned):

My friends, a couple in their mid- and late 40s, own a small business in D.C. and have two young children. They purchase unsubsidized private health insurance – directly from the insurer – for a monthly premium of $212. Their policy has an annual deductible of $10,000. This means that their maximum annual out-of-pocket medical expenses are $12,544. [($212 X 12) + $10,000 = $12,544] (And note that my friend told me on the telephone this morning that he has never paid more than $3,000 for medical care in any one year; fortunately, he and his family are sufficiently healthy that they don’t approach the $10,000 deductible.)

Does $12,544 annually sound like a lot? My family and I (who are about the same age as my friends, but with only one young child) get our health insurance through my employer (GMU), so it’s tax-deductible and subject to more government regulations of the sort that Krugman asserts are necessary to make private insurance work. For coverage with a $25 deductible per medical event, we pay out-of-pocket a monthly premium of $144, while GMU kicks in monthly $974. So the minimum amount spent annually to supply my family with health coverage is $13,416 – nearly $1,000 more than the purely private coverage that allegedly “work[s] very badly” compared to the government subsidized and regulated variety.

Det er primært skattefordele, som gør, at arbejdsbetalte sygeforsikringer dækker alle sundhedsudgifter. Det er ulogisk, at forsikringer at dækker udgifter, som vil indtræffe med 100% sandsynlighed i løbet af en periode. Forsikringer skal dække store uforudsete udgifter. Men når udgifter til sygeforsikring er fradragsberettiget for arbejdsgiver og skattefri for medarbejderen, vil det selvsagt føre til uhensigtsmæssigt høje udgifter. Når andre betaler, er kontrollen med udgifterne lav.

Michael F. Cannon, Cato Institute, har i øvrigt et indlæg i Investors Business Daily, hvor han opridser reformer, som kunne indfører større grad af personligt ansvar for sundhedsudgifterne og dermed kontrol. Det er: 1) ældre amerikanere i Medicare skulle have et fast beløb, som de kunne bruge på at tegne sygeforsikring på markedet, 2) den skattemæssige begunstigelse af arbejdsgiverbetalte sygeforsikringer bør afskaffes, 3) markedet for sygeforsikring bør liberaliseres, så borgerne kan købe sygeforsikring i andre delstater end den, hvori de har deres bopæl (hvilket alene kan reducere præmierne med 15%) og 4) markedet for læger, klinikker og hospialer bør liberaliseres, så det er muligt at udvide forretningen over delstatsgrænserne.