Innovation i sundhedsvæsenet kommer primært fra USA

Man hører meget om problemerne i det amerikanske sundheds-væsen for tiden. Det er problemerne med stigende omkostninger og borgere uden sygeforsikring. Men problemerne er i høj grad et udslag af succes på et væsenligt område: Innovation i sundhedsvæsenet. Omkostningerne kan ikke stige uden opfindelser. Og det er i vidt omfang de medicinske fremskridt, som gør problematisk ikke at være forsikret.

En ny rapport fra Cato Institute i Washington, viser, at USA er førende i verden, når det innovation i sundhedsvæsenet. Rapporten, der er skrevet af professor i økonomi Glen Whitman og psykiater Raymond Raad, viser at USA fører inden for 3 ud af 4 områder: Grundforskning, diagnostik og behandling. Når det gælder det sidste område, forretnings-modeller, kan der ikke udpeges en vinder, da der ikke er data. USA har med en befolkningen på mindre end det halve af EU, Schweiz, Canada, Japan og Australien fået 1,5 gange så mange nobelpriser i medicin og fysiologi (dvs. rigtige nobelpriser). USA tegner sig for langt flere at de største behandlingsgennembrud end EU plus Schweiz og langt mere ny medicin. Studiet er ikke opdateret med biologiske landvindinger, som er markedsført i de seneste 10 år, men også her tendensen helt klart, at USA fører.

Det er ikke overraskende at finde USA på en fører position i innovation. EU-kommissionen fik for 9 år siden udarbejdet en rapport om europæisk medicinindustries konkurrence-evne sammenlignet af USA og Japan, den såkaldte Pammolli-rapport, som viste, at EU havde tabt terræn i forhold til især USA. Forklaringen var, at amerikanske forskere har lettere ved at samarbejde med industrien, at det er lettere at skaffe risikovillig kapital i USA og at markedet i USA giver gunstigere vilkår for innovation ved hurtigere markedsadgang, højere priser og mindre rationering af ny teknologi. Erkendelsen af, at Europa var bagud var samme år medvirkende til, at EU vedtog Lissabon-erklæringen, som satte det mål, at EU skulle være verdens førende vidensbaserede økonomi i 2010. Ret typisk for EU at opsille sådanne højtflyvende mål under fanfare og skåltaler, og så har politikerne løbet fra porten, når reformerne skal gennemføres.

Vi europæere kan dog glæde os over, at amerikanerne gider være motoren for medicinske innovationer her i verden. Vi nyder godt af denne udvikling ligesom amerikanerne, som Cato påpeger i omtalen af rapporten:

"In general, Americans tend to receive more new treatments and pay more for them — a fact that is usually regarded as a fault of the American system. That interpretation, if not entirely wrong, is at least incomplete. Rapid adoption and extensive use of new treatments and technologies create an incentive to develop those techniques in the first place. When the United States subsidizes medical innovation, the whole world benefits".

Det bør samfundsingeniørene i Obama administrationen og politikerne i Kongressen måske også lige tænke over inden de vedtager en sundhedsreform, som let kan blive første skridt til en nationalisering eller i hvert fald et single payer system under føderal kontrol.

Klimavidenskabens sande ansigt

Civilingeniør Karl Iver Dahl-Madsen har et indlæg på punditokraterne.dk om klimavidenskaben efter afsløringerne af lurvet professionel moral hos ledende klimaforskere i England. Læs fulde indlæg her.

Kvaksalveren Moore

Christopher Azrouni har en anmeldelse af Michael Moores nye film "Capitalism - a love story" i Jyllandsposten. Filmanmeldelsen er læseværdig, men jeg vil ikke anbefale nogen at se Michaels elendige film. Heller ikke, hvis prisen skulle blive fastsat til nul kroner af Konkurrencestyrelsen. Christopher, jeg vil hellere betale en prisreguleret overpris for en fire timers lang Woody Allen filmforestilling end at torturere mig selv med Michael Moore. Det er imponerende, hvad du udsætter dig selv for!

Flier om sundhedsreform på vej gennem USA's Kongres: Den virker ikke

Rektor for Harvard Medical School, Jeffrey S. Flier, har skrevet en kommentar til det de forslag til sundhedsreform (WSJ 17/11), som hhv. er vedtaget af Repræsentanternes Hus og til debat i Senatet. Flier mener, at der er gået politik i sundhedsreformen. Ja, hvad ellers? Måske havde Flier forestillet sig, at politikere gennemfører en fornufig sundhedsreform, uden der ville gå politik i det? Når politikere tager over, går der politik i det.

Målene med en reform bude være, at få styr på omkostninger, øge kvaliteten og give alle borgere adgang til sundhedsforsikring. Men Flier mener ikke, at de tre mål med reformen bliver indfriet. Flere borgere bliver tvunget til at tegne forsikring eller får statsstøttet forsikring, men vil øge udgifterne og reformen forbedrer ikke kvaliteten:

"In discussions with dozens of health-care leaders and economists, I find near unanimity of opinion that, whatever its shape, the final legislation that will emerge from Congress will markedly accelerate national health-care spending rather than restrain it. Likewise, nearly all agree that the legislation would do little or nothing to improve quality or change health-care's dysfunctional delivery system. The system we have now promotes fragmented care and makes it more difficult than it should be to assess outcomes and patient satisfaction. The true costs of health care are disguised, competition based on price and quality are almost impossible, and patients lose their ability to be the ultimate judges of value."

Med det store underskud på statsbudgettet kan det undre, at præsident Barack Obama og hans administration ikke gør mere for at standse stigningen i omkostninger, som primært skyldes at patienter og læger med adgang til forsikring i dagens og morgendagens system i USA forbruger sundhedsydelser for andres folks penge. Det er noget kamikaze pilot over det, men det er måske også meningen ifølge Flier:

"So the majority of our representatives may congratulate themselves on reducing the number of uninsured, while quietly understanding this can only be the first step of a multiyear process to more drastically change the organization and funding of health care in America. I have met many people for whom this strategy is conscious and explicit.

We should not be making public policy in such a crucial area by keeping the electorate ignorant of the actual road ahead".

Hvad mon næste skridt bliver? Rationering?

Fornuft og følelser om klima

Der er ikke mange uger til, at verdens lande samles i København for at diskuterer en international aftale, som skal begrænse udledningen af CO2. Grundlaget for diskusionen om aftalen er naturligvis, at der er nogenlunde sikker viden om følgende: 1) At jordens temperatur stiger, 2) At temperaturstigningen er skabt af mennesker gennem CO2 udledning, 3) At en international aftale om reduktionen i udledningen af CO2 vil standse temperaturstigningen og 4) At det vil have en nogle gavnlige konsekvenser. (Det er dog ikke er det samme som at det er en samfundsøkonomisk fornuftig investering).

Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC) har nu hævdet i nogle år, at denne viden var så godt sommer sikker: At temperaturstigningen er menneskeskabt og at en begræsning af CO2 udledningen vil stoppe temperaturstigningen. Der synes at være en udbredt konsensus blandt meterologer, som arbejder for IPCC. Skeptikerne er mere eller mindre marginaliseret. Deres synspunkter kommer ikke med i IPCC-rapporterne, selvom der er rejst kritik af blandt andet klimamodellernes evne til at forudsige den globale temparatur, herunder den manglende temparaturstigning i de sidste 10 år.

Nu har unavngivne hackere så offentliggjort over 1.000 emails og 2.000 andre dokumenter, som er stjålet fra the Climate Research Unit ved East Anglia University i Storbritannien. Dokumenterne ligger på en server i Rusland til frit gennemsyn for pressen (se NYT 20/11 og WSJ 23/11) og andre. Det tegner et mildest talt meget grimt billede af forskermiljøet omkring klimaforandringer. Korrespondancen viser med al tydelighed, at forskerne har svært ved at skelne fornuft og følelser. Der er en korrespondance mellem trosfæller, som stort set handler at miskreditere sine modstander (altså akademikere, som ikke deler ens syn), at forhindre dem i at komme til orde i tidsskrifter og rapporter, at holde data tilbage for kritikere og i det hele taget at underminere skeptikere, der ikke helt har købt den rette teori om samenhængen mellem menneskers CO2 udledning og temperaturstigninger på gloden. Korrespondancen viser tilmed, at tilhængerne af den politisk korrekte version koordinerer deres forsøg på forhindre skeptikernes aktiviteter.

Det ville ikke have overrasket, hvis det nu havde været en intern mail korrespondance fra Greenpeace eller andre fanatiske miljøorganisationer. Men det må alligevel overraske, når det kommer fra forskerne, som gerne vil have andre til at tro, der repræsenterer viden og fornuft. De er simpelthen utroværdig, når de i den grad lader sig styre af følelser. Der er langt fra dette klimaforskermiljø til det idealbillede for naturvidenskab, som professor Karl Popper opstillede i sine arbejder om videnskabsteori. Popper beskrev et miljø, hvor forskere kunne fremsætte hypoteser og hvor forskere oplever det som en styrke, at andre forskere forsøger at falsificere hypoteserne. Det virker snarere som en miljø, hvor man ikke skal opstille "forkerte" hypoteser og slet ikke skal forsøge at falsificere gældende teorier om jordens opvarmning.

Nu er videnskaben om klimaforandringer jo ikke et område, som kan gøres til genstand for laboratorieforsøg eller kontrollerede eksperimenter. Det er i sagens natur en område med inkomplette dataserier, hypoteser om mange typer af samhænge og derfor modeller, som forsøger at ekstrapolere data om jordens klima og temperatur mange år ud i fremtiden. Det er i sagens natur spekulativt og modellerne vil i høj grad afhænge af menneskelige vurderinger. Når følelserne kan gå så højt (og det helt til, at en forsker skriver, at han har lyst til at tæske en kollega med en anden mening), som korrespondancen viser, skyldes det, at mennesker kan vurdere forskelligt. Så i nogle spørgsmål bliver det mere et spørgsmål om tro og mindre om viden (hvilket altid gælder, når man bruger modeller).

Men følelser er ikke det eneste, som er ude af kontrol. Klimamodellerne er åbenbart også. De kommer i hvert fald til kort, når det gælder om at forudsige temperaturstigningen. Professor Peter Kurrild-Klitgaard har fundet et par citater i materialet, som han videregiver på Punditokraterne.dk og her bringer jeg blot et mindre uddrag:

"The fact is that we can’t account for the lack of warming at the moment and it is a travesty that we can’t."

...

"Our observing system is inadequate.“

Tydeligere kan det vel ikke siges.

Hvem bukker Obama for?

Der har været en vis debat i USA, fordi præsident Barack Obama bukkede (dybt) for den japanske kejser. Hvem skal USA's præsident bukke for? Måske det er en god ide, at han bukker for dem, som finansierer det kolosale underskud på amerikanske statsbudget. Det er først og fremmest kineserne.

Freedom doesn’t begin or end with elections

Præsident Barack Obama holdt en tale for en gruppe studerende i Kina mandag. David Boaz sammenligner i et blogindlæg Obamas tale med en tilsvarende tale holdt bag jerntæppet af præsident Ronald Reagan i 1988 til studerende i Moskva. Der er mange lighedspunkter i de to taler, men også mange tankevækkende forskelle.

Begge taler handlede om det amerikanske system og frihed, men Boaz undre sig over og kritiserer Obama for ikke at understrege betydningen af økonomisk frihed, ejendomsret og begrænset statsmagt for udviklingen af USA. I sin tale i Moskva understregede Reagan betydning af økonomisk frihed for såvel vækst og velstand som civile frihedsrettigheder.

Det er formentlig udtryk for en grundlæggende forskellig opfattelse af frihed, demokrati og stat hos den konservative Reagan og den progressive og liberale Obama. Obama har formentlig det syn på frihed, som vi også finder hos mange socialdemokratiske politikere i EU: At frihed er lig med ytringsfrihed, religionsfrihed og demokrati. Sådan mere eller mere. Det står i kontrast til den opfattelse, som Reagan gav udtryk for og som er grundlaget for det liberale demokrati:

"Democracy is less a system of government than it is a system to keep government limited, unintrusive; a system of constraints on power to keep politics and government secondary to the important things in life, the true sources of value found only in family and faith".

I det liberale demokrati er demokratiet et middel til at begrænse regeringsmagten og ikke et mål i sig selv. Det væsentlige er, at mennesker kan leve i frihed og udfolde sig såvel personligt som økonomisk.

Manipulation af videnskab gjorde passiv rygning "farlig" og tobaksrygning til antisocial adfærd

Klaus Kjellerup har en klumme på 180grader.dk og et længere indlæg på dengulenegl.dk om den amerikanske miljøstyrelse, EPA, og hvordan den manipulerede videnskabelige data i en rapport fra 1992, hvori styrelsen fastslog, at passiv rygning var kræftfremkaldende. Det var i virkeligheden en konklusion, som var ønsket siden 1975, hvor formanden for WHO's udvalg mod tobaksrygning, Sir George Godber, fremlagde en ny strategi til bekæmpelse af tobaksrygning.

Det ambitiøse mål for Godber og WHO var at udrydde tobaksrygning i løbet af 25 år. Godber erkendte dog, at dette næppe ville ske ved at rygerne frivilligt lagde cigaretterne på hylden. Derfor skulle man satse på reklamer mod rygeforbud, oplysningskampagner til befolkningen efter Sovjetisk forbillede (ja, det sagde manden rent faktisk - han var så gløende for antirygesagen, at han ville hjernevaske befolkningen) og rygeforbud. Endelig skulle det dokumenteres, at rygning ikke blot var skadelig for rygerne, men også skadelig for passive rygere. Det sidste var vigtigt, da det kunne legitimere at hæve kampen mod tobakken fra det individuelle plan til en kollektiv beslutninger og gøre det til antisocial adfærd at ryge.

Da EPA i 1992 offentliggjorde sin rapport om de skadelige virkninger af passiv rygning, fik det mange virksomheder i USA til at forbyde tobaksrygning på arbejdspladser. Det var vel virksomhedsledernes angst for at blive slæbt i retten af grødende enker og deres hjælpsomme advokater med krav om millardstore erstatninger for deres mænds dødsfald, som jo naturligvis ville være forårsaget af dårligt arbejds-miljø. Hvilken direktør ville ønske at sidde på anklagebænken foran en følelsesladet jury, når en Hollywood advokat med EPA rapporten i hånden gik til angreb? Rapporten gav også anledning til, at rygeforbud blev indført på offentlige steder.

Kjellerup viser imidlertid, at EPA manipulerede de videnskabelige data for at nå til forudbestemte konklusioner. Rapporten blev genstand for omfattende kritik, undersøgelser i Kongressen og en domstols-afgørelse, som afviste, at der var belæg for påstanden om en sammenhæng mellem lungekræft og passiv rygning. En af rådgiver i det Advisory Panel, der rådgav EPA i forbindelse med rapporten, dr. Geoffrey Kabat, har efterfølgende beskrevet - i bogen fra 2008 "Hypping Health Risk" - hvordan de videnskabelige rådgivere kritiserede rapporten, uden at det dog have nogen effekt på redigeringen. Kebat siger i dag, at konklusioner var skrevet på forhånd.

Hvad kan man så lære af det? For det første, at det selv for mennesker i et videnskabeligt miljø er utroligt vanskeligt at skelne mellem tro og videnskab. Det var et brændende (og velment) ønske om at bekæmpe tobaksrygning, som drev værket. Det blev afsat mange ressourcer efter 1975 til at vise, at passiv rygning var farlig. Hypotesen om sammenhængen mellem lungekræft og passiv rygning blev dog falsificeret igen og igen. Kun få studier viste en sammenhæng, mens et enkelt viste en beskyttende effekt af passiv rygning. Det drev så forskerne til metaanalyser med selektiv udvælgelse af studierne. For det andet, at der i en forskermiljø let opstår en direkte og indirekte gruppepres. Historien viser, at kun få forskere virkelig ville stille sig op og sige sandheden, at en sammenhæng ikke var påvist. Forskerne lagde frivilligt bånd på deres publikationer, ingen ville formentlig ødelægge deres karrieremuligheder og mulighed for bevillinger ved at sige politisk ukorrekte ting om passiv rygning. Og for det tredje, at styrelser ofte har en politisk dagsorden, som de forsøger at fremme gennem rapporter med yderst selektiv udvælgelse af videnskabelig data. Det er måske hvad man ville forvente af virksomheder med profithensyn, men ikke af offentlige styrelser eller råd, som skulle varetage offentlighedens interesser. Men de har naturligvis egeninteresser, som de varetager, som public choice-skolen har lært os.

Blot til eftertanke: Hvilke(t) område(r) har i dag svært ved at skelne tro og videnskab? I hvilke(t) område(r) har man råd, der sortere videnskabelige artikler og stræber efter at få videnskaben til at bekræfte forudbestemte konklusioner (snarere end falsificere hypoteser)? I hvilke(t) onmråde(r) flyder forskningsbevillingerne? Og i hvilke(t) område(r) er forskernes selvdisciplin af frygt for karrieren stærk nok til at forhindre politisk ukorrekte forskning og publicering?

Er USA på vej til at gentage Japans økonomiske ørkenvandring?

I indlæg på The Becker-Posner Blog stiller professor Richard Posner og professor Gary Becker spørgsmålet om USA er ved at gentage Japans lange økonomiske ørkenvandring begyndende med en boligboble og efterfølgende kollaps af banksektoren i Japan i begyndelsen af 1990'erne. Japan forsøgte dengang at komme ud af krisen gennem ekspansiv finans- og pengepolitik. Det hjalp dog ikke på den økonomiske aktivitet, Japan har haft lavvækst siden og resultatet af den ekspansive finanspolitik er en hastigt voksende statsgæld. Statsgælden er steget fra 50% af bruttonationalproduktet i midten af 1990'erne til over 200% i dag. Japanerne har selv finansieret denne gældgennm høj opsparing og regeringerne i kejserdømmet har formentlig ikke følt et pres for reformer, da renten er lav. Japan er dog ramt af krisen, da eksporten er faldet og Japan er nu i en situation, hvor landet må låne i udlandet og betale højere renter. Risikoenpræmien som investorer nu betaler for at forsikre statsobligationerne mod svigtende betaling er 0,75%.

Spørgmålet er, om USA er ved at gentage Japans eksperiment. Det er mange lighedspunkter, som Posner hæfter sig ved. USA har også svaret på en finansielt kollaps efter en boligboble ved at føre en meget ekspansiv finans- og pengepolitik. Den amerikanske centralbank har mere end fordoblet pengemængden og underskudet på det føderale statsbudget er steget fra 3% til 10% på et år. Det er en følge af redningspakker til finansielle institutioner og bilindustrien samt præsident Barack Obamas kostbare stimuleringspakke fra foråret. Alt tyder på, at underskuddet fortsat vil ligge over 1 trillion USD de næste 10 år (hvilket svarer til over 5.000 mia. kr. om året). Statsgælden vil derfor skyde i vejret og der er ikke udsigt til forbedringer i nær fremtid. Posner beskriver situationen med følgende ord:

"Our government, too, is lulled by low interest rates into believing that we can continue to run huge deficits without raising taxes or cutting spending significantly, simply by borrowing. Our public debt (the amount of federal government debt that is contractually obligated, as distinct from accounting reserves for entitlement programs such as Medicare and social security), of which almost half is owned by foreign governments and other foreign investors, has reached $7.5 trillion, which is more than half our GDP, and is on course to increase by at least a trillion dollars a year for the indefinite future. Like Japan, we have an aging population, which is pushing up entitlement costs. Our government seems not to have any economically realistic or politically feasible plans either to raise revenue or cut spending, but instead plans ambitious new spending programs (notably but not only on revamping health insurance). Proposed economies seem tokens. There is an air of complacency about deficit spending and public debt--again like Japan".

Posner mener, at politikken er noget af et gamble primært målrettet midtvejsvalget næste år.

"Should the U.S. economy grow more rapidly than the public debt, we'll be okay. But the government's focus appears to be not on economic growth, but on redistribution (the major goal of health reform) and on creating at least an aura of prosperity, at whatever cost in deficit spending and future inflation, in time for the November 2010 congressional elections".

Becker mener, at både Japan og USA kan klare situationen ved at lade seddelpressen køre og dermed nedskrive værdien af statsgælden, som er i hhv. JPY og USD. Dette er naturligvis en mulighed, men det er jo en inflationsskat og det vil ramme långiverne hårdt, eksempelvis Kina. Becker deler synet på udviklingen i de offentlige udgifter i USA:

"It is unlikely that US government spending will decline during the next decade, even though some of the short term spending on banks and stimulating the economy will probably fall sharply. Any spending declines from these directions will be more than replaced by much greater spending on Medicare, Medicaid, and other government financed health programs, on social security, and on various other entitlement programs. The direct impact on the debt burden of such budget deficits can be reduced only by higher taxes or inflation. Eventually, I do expect much greater inflation in the US".

Becker mener, at USA kan klare sig, hvis politikken styrker den økonomiske vækst (i modsætning til Japan). Obama administrationens planer om at øge skatterne er ikke vejen:

"The best solution to reducing the real burden of the public debt is neither inflation nor higher taxes, but more rapid growth of the American economy. This involves lower, not higher, taxes on investments and incomes of small and large businesses".

Den ordinære Obama

Professor Peter Kurrild-Klitgaard havde en klumme i Berlingske om præsident Barack Obama, der ikke har levet op til forventninger, er ligeså meget blokpolitiker som præsident Georg Bush og mere venstreorienteret end den mest venstreorienterede politiker i Kongressen. Intet under at meningsmålinger styrkdyrker, at demokraterne tabte valg seneste guvenørvalg og at uafhængige vælgere er gået over til republkanerne.

Klare ord fra Vaclav Klaus på 180grader.dk

Tjekkiets præsident Vaclav Klaus har en usædvanlig skarp klumme på det nye 180grader.dk. Se her.

Demokraterne i Senatet udvander offentlig sygeforsikring

Det kompromisforslag, som demokraterne i Senatet har udarbejdet under ledelse af Harry Reid, indeholder overraskende nok en offentlig "sygeforsikring", skriver the Economist (31/10). Men det er dog i en stærkt udvandet version. Den offentlige sygeforsikring, "the public option",  vil nemlig kun blive tilbudt borgere,som ikke bliver tilbudt sygeforsikring af arbejdsgiveren. Sygesikringen skal forhandle priser på hospitals- og lægeydelser og kan ikke benytte de lave takster som Medicare og Medicaid nyder godt af. Endelig får delstaterne mulighed for at vælge ikke at tilbyde en offentlig sygeforsikring, men udelukkende benytte sig private sygeforsikrings-selskaber til at skaffe dækning for borgere uden sygeforsikring fra deres arbejdsgiver eller ikke er berettiget til sygesikring i de offentlige ordninger for fattige (Medicaid) eller ældre og visse kroniske patienter (Medicare).

De "progressive" (eller mere venstreorienterede) demokrater er nok skuffede over dette forslag. De progressive har arbejdet intensivt for et mere radikalt forslag, hvor adgangen til den offentlige sygeforsikring skulle åbnes for flere og hvor sygeforsikringen skulle benytte sig af de takster, som anvendes af Medicare og Medicaid. Taksterne på hospitals- og lægeydelser er vsenligt lavere end de takster, som gælder for private sygeforsikringer. Reelt subsidierer de private sygeforsikringer således den offentlige sygeforsikringer. Det vlle give den offentlige sygeforsikring en konkurrencefordel udover billig kapital og statsgaranti. Analyser viser, at det over en kortere årrække ville drive de private sygeforsikringer ud af markedet og dermed socialisere sundhedssektoren i USA.

The Economist rejser også denne kritik i en leder og påpeger endvidere, at forslaget ikke gør noget for at mindske den kraftige vækst i sundhedsudgifterne i USA. Det flytter bare udgifter fra den private sektor over i den offentlige sektor. Politisk betyder forslaget om den offentlige sygeforsikring også, at der ikke er udsigt til en kompromis mellem demokrater og republikanere om en sundhedsreform:

"And finally, by resurrecting the idea of a public plan, the Democrats are serving notice that what little chance there was of a bipartisan effort on health is gone. True, the Republicans have hardly bent over backwards to help Mr Obama; but they can fairly point out that nothing has been done to win their support. Reform of crazy medical liability laws has never really been on the table; cross-state-border competition in healthcare, another big item on the Republican wish-list, has also failed to materialise. Mr Obama had hinted that he might be prepared to do without a public plan. That apparent concession may now be withdrawn. If so, the next seven years are going to be bitterly partisan ones in Washington".

Herudover indeholder forslaget ikke overraskelser i forhold til tidligere versioner udarbejdet af hhv. senatets sundhedsudvalg og finansudvalg. Forslaget indebærer højere skatter og besparelser i Medicare, som skal finansiere udgifterne ved sundhedsreformen,. Udgifterne består i subsidierne til borgere og virksomheder, som skal reducere prisen på sygeforsikring. Herudover indeholder forslaget en pligt til at tegne en sygeforsikring og et forbud mod at forsikringsselskaber afviser eller skiller sig af med forsikringstagere. Reelt vil det ændre det nuværende sygeforsikringssystem i USA til en slags sygekassesystem i stil med det tyske.

Det værste lovforslag nogensinde ....

Sådan betegner WSJ (1/11) i en leder det udkast til lovforslag om en sundhedsreform, som demokraternes leder i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, har fremlagt.

Honduras vinder over Hillary og Obama

USA og Organisation af Amerikanske Stater vil nu anerkende præsidentvalget i Honduras, som finder sted om ganske kort tid. Det sker efter, at landets fungerende præsident Roberto Micheletti er gået med til at bede Honduras Højesteret og Kongres om at genindsætte den afsætte Manuel Zelaya, som blev afsat som præsident i maj for at forsøge omgå grundloven. Det vil ikke ske, men det giver præsident Barack Obama og udenringsminister Hilary Clinton en vej ud af den krog, de havde trængt sig selv op i med kravet om, at præsident Zelaya skulle genindsættes desuagtet, at landets Højesteret og Kongres havde afsat Zelaya fordi han ville omgå grundloven i et desperat forsøg på at blive den nye Hugo Chavez i regionen.

Man kan roligt sige, at Obama administrationen har fejlbedømt situationen i Honduras. Mildest talt. USA Kongres jurister har undersøgt grundlaget for afsættelsen af Zelaya og erklæret, at den er i overensstemmelse med landets forfatningen. Men det er også udryk for manglende dømmekraft. WSJ havde en leder lørdag (31/10) under overskriften "Honduras 1, Hilary 0" om udfaldet. Og søndag (1/11) havde udenrigsredaktøren for WSJ en ny leder, som ikke lagde fingrene imellem:

"The need to dictate to Hondurans how to run their country has been the problem from the start. The moment the Honduran Supreme Court ordered the arrest of Mr. Zelaya in June for organizing mob violence and attempting to overthrow the constitution Mr. Llorens [USA ambassadør i Honduras] anointed himself colonial viceroy in charge of imposing U.S. will. Plenty of Molotov-hurling leftists also took Mr. Zelaya's side. But Mr. Llorens staked out a position for the U.S., defending the legitimacy of the erratic former president. The U.S. ambassador used every weapon he could lay his hands on to try to force the country to restore Mr. Zelaya to power.

This violated Honduran sovereignty. But Mr. Llorens's boss back home, Barack Obama, seemed more interested in appeasing U.S. enemies than standing by friends, or even sticking to his pledge not to meddle in other countries' affairs. Mr. Chávez and Fidel Castro were supporting Mr. Zelaya, and Mr. Obama apparently wanted to be part of the gang.

Clearly no one in Washington expected it to be so hard to break the will of Hondurans. That effort became even more embarrassing when zelayistas mounted a campaign of terror, kidnapping and murdering Honduran authorities and their relatives. There were at least three such incidents in two weeks. The terrorists were also sabotaging the country's electricity grid. To avoid further taint, the U.S. sent a delegation to strike the compromise reached late Thursday.

Det bliver spændende at se hvordan den cubanske redaktion på DR1 Orientering vil udlægge dette. Lad mig give et bud: Det er en højreorienteret konspiration bestående af rige godsejere i Honduras, kupmagere i hæren, den katolske kirke og ondsindede lobbyister i Washington, som arbejder for Bill Clinton.....

The spin is that Mr. Zelaya will return to power. But the Honduran Congress will decide that, using opinions from the Supreme Court, the attorney general and other legal experts. Since it was the court and Congress that threw Mr. Zelaya out, this is positive."

I øvrigt må man sige, at årets modtager af Nobels fredspris virkelig udretter store udenrigspolitiske mirakler. Udover den udenrigspolitiske succes i Honduras har Obama lige sat hele sin prestige ind på at få et omvalg i Afghanistans præsident-valg mellem de to førende kandidater, præsident Hamid Karzai og oppositionens kandidat Abdullah Abdullah efter omfattende korruption og valgsvindel, hvorefter modkandidaten trækker sig, fordi han ikke har tillid til valgkommissionen. Og nu venter amerikanerne så, at Obama vil beslutte sig for at sende flere amerikanske soldater til Afghanistan, hvor de risikere at dø i kamp for, hvad de fleste må opfatte som et rent pseudo-demokrati med en præsident uden et egentlig mandat.