Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC) har nu hævdet i nogle år, at denne viden var så godt sommer sikker: At temperaturstigningen er menneskeskabt og at en begræsning af CO2 udledningen vil stoppe temperaturstigningen. Der synes at være en udbredt konsensus blandt meterologer, som arbejder for IPCC. Skeptikerne er mere eller mindre marginaliseret. Deres synspunkter kommer ikke med i IPCC-rapporterne, selvom der er rejst kritik af blandt andet klimamodellernes evne til at forudsige den globale temparatur, herunder den manglende temparaturstigning i de sidste 10 år.
Nu har unavngivne hackere så offentliggjort over 1.000 emails og 2.000 andre dokumenter, som er stjålet fra the Climate Research Unit ved East Anglia University i Storbritannien. Dokumenterne ligger på en server i Rusland til frit gennemsyn for pressen (se NYT 20/11 og WSJ 23/11) og andre. Det tegner et mildest talt meget grimt billede af forskermiljøet omkring klimaforandringer. Korrespondancen viser med al tydelighed, at forskerne har svært ved at skelne fornuft og følelser. Der er en korrespondance mellem trosfæller, som stort set handler at miskreditere sine modstander (altså akademikere, som ikke deler ens syn), at forhindre dem i at komme til orde i tidsskrifter og rapporter, at holde data tilbage for kritikere og i det hele taget at underminere skeptikere, der ikke helt har købt den rette teori om samenhængen mellem menneskers CO2 udledning og temperaturstigninger på gloden. Korrespondancen viser tilmed, at tilhængerne af den politisk korrekte version koordinerer deres forsøg på forhindre skeptikernes aktiviteter.
Det ville ikke have overrasket, hvis det nu havde været en intern mail korrespondance fra Greenpeace eller andre fanatiske miljøorganisationer. Men det må alligevel overraske, når det kommer fra forskerne, som gerne vil have andre til at tro, der repræsenterer viden og fornuft. De er simpelthen utroværdig, når de i den grad lader sig styre af følelser. Der er langt fra dette klimaforskermiljø til det idealbillede for naturvidenskab, som professor Karl Popper opstillede i sine arbejder om videnskabsteori. Popper beskrev et miljø, hvor forskere kunne fremsætte hypoteser og hvor forskere oplever det som en styrke, at andre forskere forsøger at falsificere hypoteserne. Det virker snarere som en miljø, hvor man ikke skal opstille "forkerte" hypoteser og slet ikke skal forsøge at falsificere gældende teorier om jordens opvarmning.
Nu er videnskaben om klimaforandringer jo ikke et område, som kan gøres til genstand for laboratorieforsøg eller kontrollerede eksperimenter. Det er i sagens natur en område med inkomplette dataserier, hypoteser om mange typer af samhænge og derfor modeller, som forsøger at ekstrapolere data om jordens klima og temperatur mange år ud i fremtiden. Det er i sagens natur spekulativt og modellerne vil i høj grad afhænge af menneskelige vurderinger. Når følelserne kan gå så højt (og det helt til, at en forsker skriver, at han har lyst til at tæske en kollega med en anden mening), som korrespondancen viser, skyldes det, at mennesker kan vurdere forskelligt. Så i nogle spørgsmål bliver det mere et spørgsmål om tro og mindre om viden (hvilket altid gælder, når man bruger modeller).
Men følelser er ikke det eneste, som er ude af kontrol. Klimamodellerne er åbenbart også. De kommer i hvert fald til kort, når det gælder om at forudsige temperaturstigningen. Professor Peter Kurrild-Klitgaard har fundet et par citater i materialet, som han videregiver på Punditokraterne.dk og her bringer jeg blot et mindre uddrag:
"The fact is that we can’t account for the lack of warming at the moment and it is a travesty that we can’t."
...
"Our observing system is inadequate.“
Tydeligere kan det vel ikke siges.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar