Obama møder lægerne

Præsident Barack Obama holdt mandag d. 15. juni en tale for American Medical Association i Chicago, hvor han fremlagde visionerne for en reform af sundhedsvæsenet i USA. Amerikanske læger er ikke umiddelbart den demokratiske præsidents nærmeste allierede, men de er naturligvis en vigtig interessegruppe for en kommende reform.

Lægerne har i årtier kæmpet imod socialiseringen af sundhedssektoren, så præsidenten risikerer at støde på modstand fra lægerne, når han fremlægger sit endelige forslag til sundhedsreform. Præsidenten forsøgte at sælge reformen ved bl.a. at love, at ingen borger vil blive tvunget til at skifte hverken læge eller sygeforsikring som følge af reformen.

Formålet med reformen, som tidligere omtalt her på bloggen, er at få styr på de løbske sundhedsudgifter og at sikre alle amerikanere adgang til en sygeforsikring, der er til at betale. Hvis flere skal til fadet og det skal koste mindre, må det nødvendigvis betyde ændrede arbejdsgange, lavere priser/lønninger eller rationering af ydelserne.

Obama talte for, at bedre forebyggelse af livsstilssygdomme og elektroniske journaler vil udløse så store gevinster, at det nærmest ville kunne finansiere sundhedsreformen. Congressionel Budget Office (CBO) vil dog ikke indregne sådanne (spekulative) effekter, så CBO anslår, at en reform vil koste mellem 1.000-1.500 milliarder dollars over de næste 10 år. I betragtning af, at budgetunderskuddet allerede i år når op på 12-13% af bruttonationalproduktet, er det en betydelig ekstraudgift for staten. Obama gjorde det derfor klart, at han forventer, at hospitaler, læger, forsikringsselskaber og medicinvirksomheder bidrager til reformens finansiering ved at reducere omkostningerne.

Lægerne var som ventet sympatiske overfor ønsket om at give flere amerikanere sygeforsikring. Men herudover har lægerne også en række ønsker til en sundhedsreform. Amerikanske læger ser tre problemer i forhold til udøvelsen af deres lægegerning i det nuværende system. Det er i rækkefølge: 1) Advokater og deres sagsanlæg med skyhøje erstatningskrav for såkaldt ”malpractice” eller lægefejl, 2) forbundsregeringen og politisk fastsatte (lave) honorarer i Medicare og Medicaid (som gør at mange læger slet ikke vil praktisere for disse programmer) samt 3) forsikringsselskaberne og deres papirbureaukrati specielt vedrørende dækning for behandling af patienter med sygdomme, der eksisterede da forsikringen blev tegnet.

Obama høstede stort bifald fra lægerne, da han lovede at forbyde diskrimination mellem forsikringstagere pga. eksisterende sygdom. Det vil afskaffe en del forsikringsbureaukratiet. Obamas tale om aflønning var derimod så tilpas uklar, at forsamlingen ikke reagerede, mens han blev mødt med høje buh buh råb, da han bekendtgjorde, at hans regering ikke agter at støtte lovforslag om at lægge låg over erstatningerne i sager om lægefejl.

Det kan undre, at en reform som skal nedbringe de høje sundhedsomkostningerne, ikke inddrager erstatninger. Sagsanlæg fra patienter eller pårørende, som føler at de er blevet fejlbehandlet, er et stort problem for behandlere i USA. Læger og hospitaler risikerer at skulle betale erstatninger, der sagtens kan løbe op i tocifrede millionbeløb. Det er ansvarspådragende for læger og hospitaler ikke at undersøge og opdage anden sygdom end den, patienten har henvendt sig med. I eventuelle retssager bliver lægen og hospitalet stillet overfor jury, som helt frit kan fastsætte en erstatning uafhængigt af de objektive tab.

Læger og hospitaler er derfor nødsaget til at tegne dyre ansvarsforsikringer. Forsikringen dækker typisk kun lægens virke på arbejdspladsen, hvilket lægger bånd på, hvad læger kan, må og vil gøre udenfor deres praksis i en nødsituation eller til velgørende formål (eksempelvis give gratis lægehjælp til fattige uden sygeforsikring).

Herudover er hospitaler og læger i øvrigt nødsaget til at praktisere såkaldt defensive medicine. Det er undersøgelser og behandlinger, som alene har til formål at beskytte behandlerne mod sagsanlæg. Der er ingen opgørelser over, hvad defensive medicine, erstatninger og ansvarsforsikringer koster det amerikanske sundhedsvæsen, men det er tale om en ikke uvæsentlig del af sundhedsudgifterne.

Et låg over erstatningernes størrelse på eksempelvis på 100 % over de objektive tab, vil ikke bare ramme ”fejlbehandlede” patienter, men også deres advokater. Advokaterne indgår typisk kontrakter med patienterne, som sikre advokaten 30-50 % af erstatningssummen og patienten nul sagsomkostninger uanset om de vinder eller taber. Det er en guldmine for advokaterne og Amerika har advokaterne, der har specialiseret sig i at føre disse sager. En af de mest berømte af slagsen er John Edwards, senator for demokraterne og tidligere præsidentkandidat, der har skabt sig en lille formue på erstatningssager mod læger og hospitaler.

Advokater er samtidig en vigtig vælger- og interessegruppe for demokraterne. De er blandt de absolut største bidragydere til det demokratiske parti. Ifølge Center for Responsible Politics fik præsidentkandidat Barack Obama 43 millioner dollars fra advokatbranchen ved valget sidste år. Så mon ikke det også ville være politisk selvmål for præsident Obama at gå efter advokaterne? Så hellere provokere lægerne lidt!