Præsident Carters Crisis of Confidence tale til folket for 30 år siden

I dag er det 30 år siden, at præsident Jimmy Carter gik på direkte TV og holdt sin såkaldte "Crisis of Confidence"-tale til det amerikanske folk.

Anledningen til talen var energikrisen. OPEC havde begrænset eksporten, øget prisen på benzin, lastbilschauffører landet over strejkede og der var udbredt mangel på benzin. Folk holdt simpelthen i lange køer foran de få benzintanke, der stadig var åbne. Så Carter afbrød en ferie og tilbragte 10 dage i Camp David med eksperter fra alle hjørner af det amerikanske samfund for at lytte til deres råd.

I Carter administrationen var der en opfattelse af, at samfundets befandt sig i en dybere moralsk krise end blot en energikrise. Den bestod i en tillidskrise mellem folket og samfundets institutioner. Forud for energikrisen var gået flere år med økonomisk nedtur, højinflation, faldende dollarkurs, stigende arbejdsløshed, Watergate skandale, Vietnam krig og drab på politikere. Dertil kom stigende sociale problemer og løssluppen livsstil, blandt hippier, der eksperimenterede med beat, sprut, stoffer og sex.

I virkeligheden er det måske forkert at kalde Carters TV-tale for én tale, for den havde mere karakter af én prædiken. Tag for eksempel dette udsagn:

"In a nation that was proud of hard work, strong families, close-knit communities, and our faith in God, too many of us now tend to worship self-indulgence and consumption. Human identity is no longer defined by what one does, but by what one owns. But we've discovered that owning things and consuming things does not satisfy our longing for meaning. We've learned that piling up material goods cannot fill the emptiness of lives which have no confidence or purpose."

Og senere:

"We are at a turning point in our history. There are two paths to choose. One is a path I've warned about tonight, the path that leads to fragmentation and self-interest. Down that road lies a mistaken idea of freedom, the right to grasp for ourselves some advantage over others. That path would be one of constant conflict between narrow interests ending in chaos and immobility. It is a certain route to failure."

En stor del af talen byggede på dette tema om grådighed, overforbrug og selvdyrkelse. Talen er bedre kendt som "Malaise Speech", selvom Carter aldrig brudte ordet "malaise" i talen. Det var som om at Carter ville have folk til at bekende deres synd, bede om forløsning og yde store ofre.

Da han kom til energikrisen, foreslog Carter en række drastiske, nærmest planøkonomiske indgreb for at løse krisen og slippe ud af afhængigheden af olie fra mellemøsten:

"I am tonight setting a clear goal for the energy policy of the United States. Beginning this moment, this nation will never use more foreign oil than we did in 1977 -- never. From now on, every new addition to our demand for energy will be met from our own production and our own conservation. The generation-long growth in our dependence on foreign oil will be stopped dead in its tracks right now and then reversed as we move through the 1980s, for I am tonight setting the further goal of cutting our dependence on foreign oil by one-half by the end of the next decade -- a saving of over 4-1/2 million barrels of imported oil per day."

For at nå målet ville Carter 1) indføre importkvotaer (han ville ikke tillade "så meget som en dråbe" mere importeret olie, aldrig), 2) investere "massive" beløb i udvikling af nye energikilder, 3) tvinge energiselskaber til at bruge (amerikansk) kul istedet for (andre landes) olie, 4) bede Kongressen skabe et Energy Mobilization Board svarende til krigstidens War Production Board med vidtgående beføjelser til at træffe hurtige beslutninger om energiprojekter samt 5) indføre omfattende energispareprogram. Befolkningen skulle også være med:

"I ask Congress to give me authority for mandatory conservation and for standby gasoline rationing. To further conserve energy, I'm proposing tonight an extra $10 billion over the next decade to strengthen our public transportation systems. And I'm asking you for your good and for your nation's security to take no unnecessary trips, to use carpools or public transportation whenever you can, to park your car one extra day per week, to obey the speed limit, and to set your thermostats to save fuel. Every act of energy conservation like this is more than just common sense -- I tell you it is an act of patriotism."

Kald det bare krigsøkonomi, kommandoøkonomi eller blot planøkonomi!

Da Carter holdt TV-tale var han mere upopulær end præsident Richard Nixon på det værste tidspunkt under optravlingen af indbruddet i Watergate, men Carter steg faktisk i meningsmålinger efter talen. Men to dage senere fyrede Carter sin regering (Tuesday Morning Massacre) og skiftede illoyale ministre ud, hvilket skabte intern splid i det demokratiske parti og gav indtryk af en regering i opløsning.

Det hjalp heller ikke, at en historie om en kanofisketur to år tidligere slap ud (gennem pressesekretæren i Det hvide Hus!). Her er historikeren Kevin Mattssons beskrivelse af Carters møde med "the killer rabbitt" på kanofisketur i Georgia:

“Out of nowhere swam a vicious-looking animal, its teeth bared, ­hissing and growling as it approached Carter’s canoe. The president slapped the water with his paddle. The creature kept coming. Suddenly Carter thought to himself: Oh my God, it’s a rabbit. He swung again just as the animal paddled away.”

Dette var billedet af USA's commander-in-chief i direkte kamp med en dræberkanin harmonerer ikke godt med billedet af en præsident, der har prædikeret store ord og bedt amerikanerne ofre sig i, hvad han betegnede som "the moral equivalent of war", en krig vendt mod energikrise og olieafhængighed. 18 måneder senere kunne Carter pakke sin kuffert og forlade Det hvide Hus. Amerikanerne havde fældet dommen: Der var ikke noget galt med folket, hvis der var noget galt i Amerika, var det galt med indbyggeren i Det hvide Hus.

Læs iøvrigt PBS for en beskrivelse af baggrunden for talen og historikeren Frank Gannons boganmeldelse af Kevin Mattssons What the Heck Are You Up To, Mr. President? i WSJ.