Restoring Global Financial Stability

Efterårsudgaven af CATO Journal er udkommet (Volume 30 Number 3, Fall 2010). Temaet er finansiel stabilitet og hvordan den genskabes i verden - "Restoring Global Financial Stability - part 2". Det indeholder en række artikler om centralbanken, alternativer til centralbanken, IMF mv. Og her er linket til forårsudgaven (Volume 30 Number 2, Spring/Summer 2010), som indeholder første del.

Det er tale om en række læseværdige og tilgængelige bidrag om årsagen til kriser i det finansielle system. Hvis redaktør Klaus Wivel, Weekendavisen, læser disse bidrag, behøver han aldrig mere efterlyse svar fra liberale økonomer om finanskrisen.

Mere om statsbankerot

Professor Richard Posner og professor Gary Becker diskuterer statsbankerot i deres seneste blogindlæg. Posner gennemgår en nylig rapport fra Morgen Stanley, "Ask Not Whether Governments Will Default, but How", der viser, at den amerikanske stat er insolvent, hvis man opgør aktiver (nutidsværdien af fremtidige indtægter og skattepotentiale) og passiver (statsgæld, nutidsværdien af stigende udgifter og andre forpligtelser). Posner konkluderer:

"The deeper the financial hole that the government has dug for itself by incompetent economic management—and our government has dug itself a very deep hole, largely because of the mismanagement of monetary policy and financial regulation by the Federal Reserve under Greenspan and Bernanke and by other government agencies—the more difficult it is to climb out of the hole on the backs of holders of entitlements and recipients of government services. The political resistance is too intense. It’s at that point that the bondholders, and holders of other contractual rights against the government, have to start worrying about the prospects for outright default or default through inflation. These are possibilities in our future, just as in the future of Greece".

Becker diskuterer risikoen for at USA ikke kan tilbagebetale landets statsgæld. Han påpeger, at en række politiske initiativer, herunder sundhedsreformen, har øget udgiftspresset og derfor vil muligheden for at gælden ikke tilbagebetales. Omvendt kan i økonomisk politik, som fokusere på at øge væksten, reducere risikoen.

USA har retning mod afgrunden og vil gå bankerot i løbet af næste 10 år

I mit seneste indlæg sammenlignede jeg præsident Barack Obama med statsminister Anker Jørgensen, når det gælder bekæmpelse af arbejdsløshed.

Mere generelt kan man sige, at Obamas økonomiske politik minder forbavsende meget om Jørgensens: Ukontrolleret vækst i de offentlige udgifter, massive budgetunderskud, stigende skatter og nye velfærdsordninger.
Nu mangler der så bare en finansminister i USA, der tør sige tingene ligeud, som finansminister Knud Heinesen gjorde søndag d. 28. oktober 1979 i TV-avisen:

"Vi er ikke på afgrundens rand. Men vi har retning imod den og vi kan se den".

Men Obamas finansminister Tim Geithner har pokerface eller også har Obamas og hans spindoktorer mere styr på deres finansminister end Jørgensens havde på sin.
 Hvad Geithner ikke vil sige, er andre parate til. Professor Jørgen Østrøm Møller siger således til magesinet Ræson, at USA går bankerot inden 10 år. Den analyse, som Ørstrøm Møller laver, er baseret på Obama administrationens i øvrigt optimiske fremskrivning af amerikans økonomi for de næste 10 år. Den viser, hvordan udgifterne vokser hastigt p.g.a. den demografiske udvikling og vil overgå indtægterne i de næste 10 år. USA vil med andre ord øge gældsætningen markant i de næste 10 år. Ørstrøm Møller mener derfor, at amerikanerne på et tidspunkt kommer til at lave en aftale med sine kreditorer (blandt andet Kina) om at nedskrive USA's statsgæld.

Ørstrøm Møller blev også interviewet til DR's Orientering i torsdag (26/8).

Konsekvensen af øget understøttelse til arbejdsløse i USA

Professor Robert Barro foreslår i WSJ (30/8), at præsident Barack Obama fyrer sine økonomiske rådgivere:

"Congressman John Boehner recently suggested that President Obama replace his top economic advisers. I think he may have a point. The economic "recovery" has been disappointing, to put it mildly, and it has become increasingly clear that the blame lies with the policies of the Obama administration, not with those of its predecessor.

In general, the current administration has been too focused on expanding government, redistributing more from rich to poor, and stimulating aggregate demand. I have previously criticized the stimulus package as cost-ineffective. In particular, whatever tax reductions were in the package did not involve the cuts in marginal income tax rates that encourage investment, work effort and productivity growth. 

Now the administration wants to kill the 2003 income-tax cuts, at least the parts that reduced marginal income tax rates for high-income earners and for all recipients of dividend income. This proposal is particularly disturbing because the 2003 law was George W. Bush's main economic achievement; unlike most of Mr. Bush's policies, this one was well-conceived and effective".

Men det primært arbejdsløshedsunderstøttelsen, som Barro sætter fokus på. Obama administration har fået gennemført en forlængelse af dagpengeperioden i USA fra 26 uger til 99 uger. Det er normalt, at den siddende administration foreslår og får vedtaget en forlængelse af dagpengeperiode under en økonomisk nedtur. Tidligere er perioden blevet forlænget til 39 uger i kortere perioder og afhængig af de lokale økonomiske omstændigheder i enkelte delstaterne. Men det er helt enestående, at dagpengeperioden er blevet forlænget så længe i hele USA. Han skriver:

"We have shifted toward a welfare program that resembles those in many Western European countries".

Barro henviser til de dårlige erfaringer fra Europa med rundhåndede offentlige dagpenge og andre velfærdsordninger til personer i den arbejdsduelige alder. Obama og hans rådgivere burde have spurgt europæerne om vores erfaringer, om disse ordninger i det hele taget virker. Svaret havde været et rungende nej. Europa har brugt nogle få år i 1970'erne på at udbygge et fintmasket net under arbejdstagerne og de sidste 30 år på gradvist at reducere eller afvikle ordningerne igen. Ordningerne bidrog til at øge den strukturelle arbejdsløshed og sænkede beskæftigelsen. Tænk blot på skiftende regeringer under "ledelse" af Anker Jørgensen, der gennemførte den ene velfærdsordning efter den anden under et slogan om at "give plads til de arbejdsløse" og hvordan skiftende regeringen sidenhen har forsøgt at forkorte dagpengeperioder, fjerne efterløn, stramme reglerne for førtidspension og stille krav om uddannelse eller aktivering til unge ledige.

Barro sammenligner den nuværende krise med krisen i begyndelsen af 1980'erne. Arbejdsløsheden i USA er ikke højere i dag end den gang, men den gennemsnitlige arbejdsløshedsperiode er steget kraftigt i forhold til den gang (og andre kriser), hvilket tyder på, at den øgede understøttelse har en negativ strukturel virkning på amerikansk økonomi.

Forbundsbankens ledelse mere splittet end stemmeafgivningen viser

WSJ (24/8) skriver, at forbundsbankens ledelse var mere splittet over beslutningen om lempe pengepolitikken end stemmeafgivningen viser. Ledelsen var mere eller mindre delt i to lejre, men en del af modstanderne af en mere lempelig pengepolitik stemte med formand Ben Bernanke og flertallet.

Finansreformen i USA kunne ikke have forhindret boligboblen og finanskrisen

Præsident Barack Obama underskrev sidste måned endnu en større lov på over 2.000 sider efter vedtagelse i henholdsvis Repræsentanternes Hus og Senatet. Denne gang en Finansreform, altså en lov, som ændrer reguleringen af den finanssielle sektor i USA. Det er den tredie større lovgivning, som Obama har fået gennem Kongressen, efter stimuleringspakken sidste år og sundhedsreformen tidligere på året.

Baggrunden for loven er naturligvis finanskrisen, hvor en række finansielle institutioner kom i vanskeligheder i efteråret 2008 primært som følge af dårlige boliglån, de såkaldte subprime lån. Kongressen vedtog i efteråret 2008 under præsident Georg Bush en kostbar og upopulær hjælpepakke til banker og andre finansielle institutioner. Forbundsregeringen og forbundsbanken gennemførte også et par redningsaktioner. Så det primære formål med loven er at undgå en gentagelse af denne situation, hvor "too big to fail" finansielle institutter kommer i vanskeligheder og skal reddes på bekostning af skatteyderne.

Den nye lov giver først og fremmest myndigheder flere beføjelser. Den nye medfører, at myndigheder (lettere) kan overtage og likvidere finansielle institutter i vanskeligheder (uden at skulle gennem den normale og langsomme likvidationsprocess), stiller krav om at handlen med optioner og futures skal gå gennem en børs, opretter en nyt råd, som skal advarer regeringen om systematiske risici i markedet samt opretter en ny offentlig myndighed, der skal "beskytte" forbrugerne i finansielle spørgsmål. Sidstnævnte myndighed for beføjelser til at regulere priserne på en række finansielle ydelser, f.eks. bankers gebyrer.

Der er imidlertid ikke noget i loven, som blot tilnærmelsesvist kunne have forhindret finanskrisen, havde loven været implementeret i 2008. Loven forhindrer således ikke forbundsbanken, Federal Reserve, i at øge pengemængden og holde negative realrenter som i 2002-04. Loven gør det heller ikke nemmere at forudse, at en krisen er lige om hjørnet som følge af bobler i økonomien. Der var ingen embedsmænd i administrationen og kun få økonomiske eksperter, der forudså boligboblen og den efterfølgende krise. Så hvad nytter et råd med samme personer?

Loven vil ikke ændre vilkårene for Fannie Mae og Freddie Mac, de halvoffentlige (og nu nationaliserede) realkreditinstitutter, som udsteder hovedparten af obligationer til finansiering af boliglån og især subprime boliglån. Loven ændre ikke ved Fannie Mae og Freddie Mac kapitalkrav (deres kapital udgjorde ikke mere end 2-3% af aktiverne før finanskrisen, hvilket gjorde disse institutter særligt sårbare overfor tab). Loven ændre ikke på de incitamenter, som gør at bankerne er tilbageholdende med at nægte boliglån til potentielt dårligere betalere (bankerne må ikke diskriminere og der er omvendt bevisbyrde, bankerne skal kunne vise, at de ikke diskriminere minoriteter). Det bliver lovpligtig for bankerne at beholde 5% af lånene, som de udsteder, men hovedparten af risikoen sendes videre til Fannie Mae og Freddie Mac. Endelig så ændre loven heller ikke på den indirekte støtte, som gives til banker og andre finansielle institutter, der er "to big to fail". Disse institutter kan regne med redningsaktioner, hvilket gør det lettere for disse at låne på markedet. Dette gør disse institutter mere risikovillige end ellers (hvis det går godt, tjener aktionærerne mere, hvis det går skidt, tager skatteyderne tabene udover kapitalen. Intet ændrer altså storbankers incitamenter til bedrive moralsk hasard.

Så hvis finansreformen ikke engang kunne have forhindret sidste krise, kan den næppe heller forhindre den næste.

Læs professor Gary Beckers og professor Richard Posners kritiske blogindlæg om finansreformen.

Endnu en bailout er undervejs

Paul McMorrow skriver i Boston Globe (16/8), at endnu en bailout er på af de halvoffentlige realkreditinstitutter i USA, Fannie Mae og Freddie Mac. Disse to finansielle institutter er ikke underlagt den regulering, som resten af den finansielle sektor i USA, hverken før eller efter præsident Barack Obamas finansreform. De har særlige privilegier (lave kapitalkrav) og var primus motor i udstedelsen af de såkaldte subprimelån, som resultere i finanskrisen. Instittuerne har stadig en del såkaldte "toxic assets" og spekulationen er, at de skal have fornyet kapital. Det vil ske ved en nationalisering og indskud af 300 mia. USD, forudser McMorrow.

O'Driscoll advarer mod kvantitativ lettelse af pengepolitikken og skattestigninger i USA

Senior fellow Gerald P. O'Driscoll jr. advarer mod lempelig pengepolitik i WSJ (16/8). Faldet i efterspørgslen skyldes ikke en keynesiansk fald i den generelle efterspørgsel, men en hayekiansk boble i aktiver (boligboblen). Med faldende aktivpriser har investorer, virksomheder og forbrugere behov for at reducere forbruget og øge opsparingen, skriver O'Driscoll. Den lempelige pengepolitik virker modsat og risikere at resultere i nye bobler.

O'Driscoll konkluderer:

"Its move toward Japan-style quantitative easing is a misstep. And historically low interest rates—about which the Bank of International Settlements, the bank for central banks, sounded a warning in its 2009/2010 annual report—will inevitably distort economic activity, as they did during the housing boom. Low interest rates slow the process of restoring balance sheets by keeping asset prices artificially inflated. They also penalize saving, thus prolonging the process of rebuilding balance sheets.

In the fiscal realm, policy must be reoriented from stimulating consumption to encouraging productive investment (not renewed financial speculation). That means no income-tax increases or costly new mandates. In particular, the Bush tax cuts should not be allowed to expire. No matter how the administration spins it, their expiration would entail a large increase in marginal tax rates in the midst of economic weakness. That would further impede savings and capital accumulation, discouraging firms from expanding and hiring workers. Treasury Secretary Tim Geithner is proposing to repeat the mistake of Herbert Hoover, who persuaded Congress to raise taxes in 1932.

Markets are resilient, but their recovery can be impeded by bad policies. At present, both monetary and fiscal policies are on the wrong track".

Odd man out i forbundsbankens ledelse ønsker rentestigning

Et af medlemmer af den amerikanske forbundsbanks Open Market Committee, der bestemmer pengepolitikken, president Thomas Hoenig, fra Federal Reserve Bank i Kansas City, stemte imod sine kollegaer på mødet tidligere på ugen og efterlyser rentestigninger, skriver WSJ (13/8). Hoenig frygter at fortsættelse af politikken med renter nær nul vil fører til nye finansielle ubalancer. Eller en gentagelse af finanskrisen.

A road map to saving Medicare

Medlem af Repræsentanternes Hus, Paul Ryan, har indlæg i Washington Post (11/8) om hans forslag til at bringe Medicare i økonomisk balance. Der er ikke balance efter Obamacare selvom demokraterne hævder det modsatte, så der er brug for reformer, som kan bringe udgifterne under kontrol.

Easy-money riders

Centralbankerne har fastholdt lave renter og en lempelig pengepolitik gennem hele krisen. I USA valgte Federal Reserve tidligere på ugen at lempe pengepolitikken yderligere (og kompensere for en fejlslagen økonomisk politik fra Obama administrationen). En fastholdelse af den lave rente er ikke uden omkostninger. En risiko er inflation, især på længere sigt. Men mere nærliggende er at økonomiske ressourcer bliver fejlallokeret.

Det skete i 2002-04, da realrenten var negativ. Den kunstigt lave rente førte stigende boligpriser (boligboblen) og tiltrak mere kapital og arbejdere til bygge- og anlægssektoren end der var reelt var behov for. Det er hovedårsagen til den økonomiske tilbagegang, vi har oplevet siden 2008. Der er risiko for gentagelse, ikke nødvendigvis til samme sektor, men virksomheder og forbrugere har adgang til billig kapital, kan det være fristende at foretage investeringer eller forbrug, som normalt ikke ville finde sted. Se i øvrigt the Economist (17/7).

Apropos sammenligningen mellem Obama og Reagan

President Scott Rasmussen fra Rasmussen Reports sammenlignede allerede præsident Barack Obama og Ronald Reagan i dagene efter valget. I WSJ (10/10-2008) skrev han, at Obama var i stand til at overbevise vælgerne om, at han ville gennemføre skattelettelser til stort set alle og i øvrigt gennmeførte en kampagne, der mindede om Reagans. Men i slutningen af indlægget stillede han retorisk spørgsmålet: "Mr. Obama ran like Reagan. Will he be able to govern that way, too?".

Der har været en lang række artikler siden valget af Obama, som sammenligner de to præsidenter. Ulrik Jørstad Gade lavede en sammenligning af præsidenternes popularitet blandt vælgere fra det andet parti sidste år i Politikken (29/4-2009). David Leonhardt skrev om ligheder og forskellige på bloggen Economix på NYT (21/5) mellem personer.

Z. Byron Wolf sammenligner udviklingen i de to præsidenternes popularitet på ABC News (19/7). Popularitetskurverne er forbløffende ens indtil nu, men han skriver, at det afgørende er og bliver den økonomiske udvikling. Kun fremgang kan vende udviklingen til fordel for Obama. Steven Schier skrev på the Atlantic (8/6), at man ligesågodt kan sammenligne Obama med Carter som Reagan.

Frank J. Donatelli sammenligner Obamas og Reagans økonomiske programmer på Politico (27/7). Reagans skattelser blev vedtaget i august 1981 og 17 måneder senere var økonomien ude af recessionen. Obamas stimuleringspakke blev vedtaget i februar 2009 og 17 måneder senere er økonomien stadig ikke i afgørende bedring.

Endelig sammenligner professor Fouad Ajami Obamas og Reagans mandatter, karakter og forbindelse med befolkningen i en artikel i WSJ (11/8). Han er af den mening, at Obama mangler nærmest mangler alle tre ting.

Republikansk budgethøg og forfatter til "A Roadmap for Americas Future" spås en indflydelse efter midvejsvalget i USA

NYT (11/8) foreslår, at det republikanske medlem af Repræsentanternes Hus, Paul Ryan, kan blive samarbejdspartner for præsident Barack Obama, når eller hvis demokraterne efter midtvejsvalget taber flertallet i Repræsentanternes Hus. NYT forudser dermed, at Ryan vil spille en tilsvarende rolle i udformningen af den økonomiske politik som Newt Gingrich havde i 1990'erne, da præsident Bill Clinton mistede flertallet i Repræsentanternes Hus i 1994.

Ryan er toneangivende republikanerne, når det gælder budgettet, og har skrevet "A Roadmap for Americas Future", der lægger op til en reform af Social Security, Medicaid and Medicare, de tunge udgiftsposter på det føderale budget, som er i stigende ubalance grundet demografiske ændringer, samt andre forslag til forbedre af budgettet og fremme investeringer.

Helikopter Ben kaster flere penge

Federal Reserve Banks Open Market Committee har i går besluttet at lempe pengepolitikken ved at investere tilbagebetalte lån i langfristede statsobligationer. Ben Bernanke, også kendt som helikopter Ben, kaster altså flere penge i ud i den amerikanske økonomi i et forsøg på at sætte gang i økonomien, men det er tvivlsomt om det vil virke, når Washington D.C. skaber usikkerhed og spænder ben for erhvervslivet og investorer.

Faldende beskæftigelse i USA som i starten af 1980'erne, men den økonomiske politik gør, at Obama ikke bliver en ny Reagan

Præsident Barack Obama bliver ofte sammenlignet med præsident Ronald Reagan, fordi begge præsidenter overtog embeddet under kraftig økonomisk tilbagegang og oplevede/oplever faldende popularitet i befolkningen i takt med tilbagegangen. Obamas tilhængere håber nok, at Obama vil ende som Reagan, der var populær takket været en kraftig økonomisk vækst i 1980'erne.

Men her bør sammenligningen stoppe her, da de to præsidenter forfølger markant forskellige økonomiske politikker. Reagan sænkede marginalskatterne, begrænsede væksten i de offentlige udgifter (bortset fra militærbudgettet) og lod økonomien styre sig selv gennem deregulering. Obama øger skatterne, har gennemført og planlægger massive stigninger i de offentlige udgifter og lader regeringen blande sig i stort set alle sektorer med flere nye reguleringer. Reagans politik var indrettet på at sikre stabile vilkår for erhvervslivet, hvilket satte gang i økonomien og førte til en lang periode med investeringer, vækst og stigende beskæftigelse. Obamas politik er derimod en ideologisk inspireret politik, der skaber usikkerhed blandt investorer, virksomhedsledere og forbrugere.

Vicepræsident Henry Olsen, American Enterprise Institute, viser i WSJ (10/8) hvordan beskæftigelsen i USA falder måned for måned. Beskæftigelse er faldet fra 63% i 2007 til 58,5% i juni 2010.

Historien viser, at det kunne lade sig gøre at øge beskæftigelsen fra 57% til 63% på 7 år (fra 1983 til 1990. Men det kræver altså en helt anden økonomisk politik end den, der bliver fulgt i Washington D.C. i dag. Som Olson konkluderer:

"An administration that pursued job creation—not ideology—would note this history and see how individuals and companies can create wealth and jobs quickly if they have the right incentives. Instead, we have policies that are uncertain and portend higher taxes and greater regulatory burdens. This is causing business and consumers alike to restrain spending, creating a drag on the economy too great for any government stimulus to reverse.

Someone once said that we should never let a crisis go to waste. In this historic employment crisis, we have no time to waste. Rather than tear down Reaganism, our leaders in Washington should heed its lessons and unleash the private sector that alone can pull us out of our doldrums".

Det er måske fristende for Obama og hans tilhængere at søge trøst i historien: Det er muligt for en upopulær præsident at ende op som en af de mest populære. Men det kræver en politik, som fremmer investeringer -det går ikke med en præsident, der er optaget at at diktere udviklingen i størstedelen af økonomien og gældsætte amerikanerne til op over skorstenen.

Så Obama skal ikke regne med, at han kan gentage Reagans succes. Det kræver vist en drastisk kovending, hvilket selvfølgelig er set før. Tænk blot på præsident Bill Clinton, der efter nederlaget ved midtvejsvalget i 1994 skiftede kurs, samarbejdede med republikanerne i Repræsentanternes Hus, holdt de offentlige udgifter i rimelig ro og gennemførte en socialreform. Eller på præsident Francois Mitterand i Frankrig, der efter to års eksperimenter med kommunistisk-socialistisk inspireret politik i 1981-83 præget af nationaliseringer, nye reguleringer og øgede offentlige udgifter for at sætte gang i økonomien (som slet ikke virkede), lavede en kovending - og i resten af sin periode førte i mere ansvarlig økonomisk politik, der var indrettet på at undgå devalueringer af den franske valuta i det europæiske valutasamarbejde EMS (European Monetary System).

En lempelse af amerikansk pengepolitik kan ikke redde en forfejlet økonomisk politik i USA

Aviserne er fulde af spekulation om en mulig lempelse af den amerikanske pengepolitik i dag, når forbundsbanken Open Market Committee holder møde senere i dag, se for eksempel NYT (9/8) eller FAZ (10/8). Der er ikke tegn på, at der kommer mere gang i økonomien. En lempelse kunne eksempelvis ske gennem yderligere opkøb af statsobligationer, hvilket vil bringe mere likviditet ind i økonomien. Men spørgsmålet er om der er brug for yderligere likviditet, pengepolitik har været meget lempelig i 2 år, som det fremgår af vedstående figur.

WSJ (9/8) har en anden udlægning i en i dagens leder. Avisen mener ikke, at pengepolitik kan redde en forfejlet finanspolitik og erhvervspolitik, som Kongressen og præsident Barack Obama er ansvarlig for.

Citat:

"Above all, the easy money solution misdiagnoses the real U.S. problem. The economy doesn't suffer from a shortage of money. It is suffering from a shortage of confidence and animal spirits. Banks have plenty of reserves to lend, while U.S. corporations have repaired their balance sheets enough that they have something close to $2 trillion in cash on hand. Even the U.S. consumer is saving more. The problem is that Americans won't invest more or take more risks amid Washington policies that are hostile to private markets and have created only greater uncertainty and higher costs for doing business.

Regular readers of these columns know the litany: Taxes on capital and incomes are set to rise sharply next January, and again in 2013 to finance ObamaCare; record levels of government spending have created the expectation of still higher taxes and borrowing in the future; the health-care and financial industries are being turned upside down by new rules to be written in the coming months; politically directed credit and subsidies have distorted the energy, automobile and other markets, favoring some companies and business models over others; antitrust policy is punishing successful companies like Intel; and now the FCC is proposing to rewrite the rules for Internet and telecom investment.

Amid such a political assault, it is a tribute to American business that it is willing to take any risks at all.

***

This is the real root of our current economic malaise—the conceit of Congress and the White House that more government spending, taxing and rule-making can force-feed economic expansion. Now that this great government experiment is so obviously failing, the politicians and the Wall Street Keynesians who cheered the stimulus are asking the Federal Reserve to save the day. Mr. Bernanke should tell them politely but firmly that his job is to maintain a stable price level, not to turn bad policy into wine".

Medicares chefaktuar om ObamaCare: Besparelserne eksisterer kun på papiret

Medicare Trustee Report for 2010 er udkommet (5/8), som indeholder den årlige 75-årig fremskrivning af indtægter og udgifter i de offentlige sundhedsprogrammer i USA. WSJ (8/8) har et resumé af rapporten. Baseret på Affordable Health Act (ObamaCare) forudser rapporten, at Medicare vil gå "konkurs" i 2029, hvilket er 12 år senere end sidste år. Men det er midlertidige urealitiske forudsætninger, da mange af de besparelser, som er en del af sundhedsreformen, næppe vil blive realiseret (uanset hvilken regering, der sidder til den tid). Der er med andre ord en masse fiktive besparelser i ObamaCare, som får reformen til at se "billigere ud". Richard Foster, der er chefaktuar for Medicare, forudser, at Medicares andel af bruttonationalproduktet vil stige 60% frem til 2040, mens den før ObamaCare "kun" ville stige 35%.

Alle præsidentens mænd og kvinder

Keith Hennessey bringer en oversigt over alle den amerikanske præsidents rådgivere og hjælpere, når det gælder økonomisk politik.

Government and the Uncertainty Trap

Senior økonom Thomas F. Siems, Federal Reserve Bank i Dallas, skriver i WSJ (7/8), at amerikansk økonomi ikke er fanget i likviditetsfælde, men derimod i en usikkerhedsfælde. Virksomheder, forbrugere og investorer mangler klarhed over fremtidige skatter og reguleringer i USA.


Siems konkluderer:

"It is plain that the government must now take much more seriously the effects of its actions on the general uncertainty and lack of confidence pervading the economy. Congress and other policy makers need to recognize that incentives matter, and that the potential for unintended consequences from interventionist strategies is not insignificant.

No amount of new legislation alone will prevent the next panic. But incentives that allow entrepreneurs and other investors the freedom to take risks and reap the rewards—and to also suffer the consequences of their actions should things not go as they planned—will ultimately drive better behavior and growth.

Policy makers also need to present a credible plan to deal with the national debt. Citizens are rightly concerned about the unsustainably high levels of deficit spending and the effects this will have on future generations. Taxpayers understand that there's no such thing as a free lunch.

Expanding bureaucracies and government control of industries and economic sectors (think health care, financial services, housing) are antithetical to the principles of free enterprise that foster industry and opportunity. They put our economic future at risk".