Faldende beskæftigelse i USA som i starten af 1980'erne, men den økonomiske politik gør, at Obama ikke bliver en ny Reagan

Præsident Barack Obama bliver ofte sammenlignet med præsident Ronald Reagan, fordi begge præsidenter overtog embeddet under kraftig økonomisk tilbagegang og oplevede/oplever faldende popularitet i befolkningen i takt med tilbagegangen. Obamas tilhængere håber nok, at Obama vil ende som Reagan, der var populær takket været en kraftig økonomisk vækst i 1980'erne.

Men her bør sammenligningen stoppe her, da de to præsidenter forfølger markant forskellige økonomiske politikker. Reagan sænkede marginalskatterne, begrænsede væksten i de offentlige udgifter (bortset fra militærbudgettet) og lod økonomien styre sig selv gennem deregulering. Obama øger skatterne, har gennemført og planlægger massive stigninger i de offentlige udgifter og lader regeringen blande sig i stort set alle sektorer med flere nye reguleringer. Reagans politik var indrettet på at sikre stabile vilkår for erhvervslivet, hvilket satte gang i økonomien og førte til en lang periode med investeringer, vækst og stigende beskæftigelse. Obamas politik er derimod en ideologisk inspireret politik, der skaber usikkerhed blandt investorer, virksomhedsledere og forbrugere.

Vicepræsident Henry Olsen, American Enterprise Institute, viser i WSJ (10/8) hvordan beskæftigelsen i USA falder måned for måned. Beskæftigelse er faldet fra 63% i 2007 til 58,5% i juni 2010.

Historien viser, at det kunne lade sig gøre at øge beskæftigelsen fra 57% til 63% på 7 år (fra 1983 til 1990. Men det kræver altså en helt anden økonomisk politik end den, der bliver fulgt i Washington D.C. i dag. Som Olson konkluderer:

"An administration that pursued job creation—not ideology—would note this history and see how individuals and companies can create wealth and jobs quickly if they have the right incentives. Instead, we have policies that are uncertain and portend higher taxes and greater regulatory burdens. This is causing business and consumers alike to restrain spending, creating a drag on the economy too great for any government stimulus to reverse.

Someone once said that we should never let a crisis go to waste. In this historic employment crisis, we have no time to waste. Rather than tear down Reaganism, our leaders in Washington should heed its lessons and unleash the private sector that alone can pull us out of our doldrums".

Det er måske fristende for Obama og hans tilhængere at søge trøst i historien: Det er muligt for en upopulær præsident at ende op som en af de mest populære. Men det kræver en politik, som fremmer investeringer -det går ikke med en præsident, der er optaget at at diktere udviklingen i størstedelen af økonomien og gældsætte amerikanerne til op over skorstenen.

Så Obama skal ikke regne med, at han kan gentage Reagans succes. Det kræver vist en drastisk kovending, hvilket selvfølgelig er set før. Tænk blot på præsident Bill Clinton, der efter nederlaget ved midtvejsvalget i 1994 skiftede kurs, samarbejdede med republikanerne i Repræsentanternes Hus, holdt de offentlige udgifter i rimelig ro og gennemførte en socialreform. Eller på præsident Francois Mitterand i Frankrig, der efter to års eksperimenter med kommunistisk-socialistisk inspireret politik i 1981-83 præget af nationaliseringer, nye reguleringer og øgede offentlige udgifter for at sætte gang i økonomien (som slet ikke virkede), lavede en kovending - og i resten af sin periode førte i mere ansvarlig økonomisk politik, der var indrettet på at undgå devalueringer af den franske valuta i det europæiske valutasamarbejde EMS (European Monetary System).