Præsident Barack Obama underskrev sidste måned endnu en større lov på over 2.000 sider efter vedtagelse i henholdsvis Repræsentanternes Hus og Senatet. Denne gang en Finansreform, altså en lov, som ændrer reguleringen af den finanssielle sektor i USA. Det er den tredie større lovgivning, som Obama har fået gennem Kongressen, efter stimuleringspakken sidste år og sundhedsreformen tidligere på året.
Baggrunden for loven er naturligvis finanskrisen, hvor en række finansielle institutioner kom i vanskeligheder i efteråret 2008 primært som følge af dårlige boliglån, de såkaldte subprime lån. Kongressen vedtog i efteråret 2008 under præsident Georg Bush en kostbar og upopulær hjælpepakke til banker og andre finansielle institutioner. Forbundsregeringen og forbundsbanken gennemførte også et par redningsaktioner. Så det primære formål med loven er at undgå en gentagelse af denne situation, hvor "too big to fail" finansielle institutter kommer i vanskeligheder og skal reddes på bekostning af skatteyderne.
Den nye lov giver først og fremmest myndigheder flere beføjelser. Den nye medfører, at myndigheder (lettere) kan overtage og likvidere finansielle institutter i vanskeligheder (uden at skulle gennem den normale og langsomme likvidationsprocess), stiller krav om at handlen med optioner og futures skal gå gennem en børs, opretter en nyt råd, som skal advarer regeringen om systematiske risici i markedet samt opretter en ny offentlig myndighed, der skal "beskytte" forbrugerne i finansielle spørgsmål. Sidstnævnte myndighed for beføjelser til at regulere priserne på en række finansielle ydelser, f.eks. bankers gebyrer.
Der er imidlertid ikke noget i loven, som blot tilnærmelsesvist kunne have forhindret finanskrisen, havde loven været implementeret i 2008. Loven forhindrer således ikke forbundsbanken, Federal Reserve, i at øge pengemængden og holde negative realrenter som i 2002-04. Loven gør det heller ikke nemmere at forudse, at en krisen er lige om hjørnet som følge af bobler i økonomien. Der var ingen embedsmænd i administrationen og kun få økonomiske eksperter, der forudså boligboblen og den efterfølgende krise. Så hvad nytter et råd med samme personer?
Loven vil ikke ændre vilkårene for Fannie Mae og Freddie Mac, de halvoffentlige (og nu nationaliserede) realkreditinstitutter, som udsteder hovedparten af obligationer til finansiering af boliglån og især subprime boliglån. Loven ændre ikke ved Fannie Mae og Freddie Mac kapitalkrav (deres kapital udgjorde ikke mere end 2-3% af aktiverne før finanskrisen, hvilket gjorde disse institutter særligt sårbare overfor tab). Loven ændre ikke på de incitamenter, som gør at bankerne er tilbageholdende med at nægte boliglån til potentielt dårligere betalere (bankerne må ikke diskriminere og der er omvendt bevisbyrde, bankerne skal kunne vise, at de ikke diskriminere minoriteter). Det bliver lovpligtig for bankerne at beholde 5% af lånene, som de udsteder, men hovedparten af risikoen sendes videre til Fannie Mae og Freddie Mac. Endelig så ændre loven heller ikke på den indirekte støtte, som gives til banker og andre finansielle institutter, der er "to big to fail". Disse institutter kan regne med redningsaktioner, hvilket gør det lettere for disse at låne på markedet. Dette gør disse institutter mere risikovillige end ellers (hvis det går godt, tjener aktionærerne mere, hvis det går skidt, tager skatteyderne tabene udover kapitalen. Intet ændrer altså storbankers incitamenter til bedrive moralsk hasard.
Så hvis finansreformen ikke engang kunne have forhindret sidste krise, kan den næppe heller forhindre den næste.
Læs professor Gary Beckers og professor Richard Posners kritiske blogindlæg om finansreformen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar