Konsekvensen af øget understøttelse til arbejdsløse i USA

Professor Robert Barro foreslår i WSJ (30/8), at præsident Barack Obama fyrer sine økonomiske rådgivere:

"Congressman John Boehner recently suggested that President Obama replace his top economic advisers. I think he may have a point. The economic "recovery" has been disappointing, to put it mildly, and it has become increasingly clear that the blame lies with the policies of the Obama administration, not with those of its predecessor.

In general, the current administration has been too focused on expanding government, redistributing more from rich to poor, and stimulating aggregate demand. I have previously criticized the stimulus package as cost-ineffective. In particular, whatever tax reductions were in the package did not involve the cuts in marginal income tax rates that encourage investment, work effort and productivity growth. 

Now the administration wants to kill the 2003 income-tax cuts, at least the parts that reduced marginal income tax rates for high-income earners and for all recipients of dividend income. This proposal is particularly disturbing because the 2003 law was George W. Bush's main economic achievement; unlike most of Mr. Bush's policies, this one was well-conceived and effective".

Men det primært arbejdsløshedsunderstøttelsen, som Barro sætter fokus på. Obama administration har fået gennemført en forlængelse af dagpengeperioden i USA fra 26 uger til 99 uger. Det er normalt, at den siddende administration foreslår og får vedtaget en forlængelse af dagpengeperiode under en økonomisk nedtur. Tidligere er perioden blevet forlænget til 39 uger i kortere perioder og afhængig af de lokale økonomiske omstændigheder i enkelte delstaterne. Men det er helt enestående, at dagpengeperioden er blevet forlænget så længe i hele USA. Han skriver:

"We have shifted toward a welfare program that resembles those in many Western European countries".

Barro henviser til de dårlige erfaringer fra Europa med rundhåndede offentlige dagpenge og andre velfærdsordninger til personer i den arbejdsduelige alder. Obama og hans rådgivere burde have spurgt europæerne om vores erfaringer, om disse ordninger i det hele taget virker. Svaret havde været et rungende nej. Europa har brugt nogle få år i 1970'erne på at udbygge et fintmasket net under arbejdstagerne og de sidste 30 år på gradvist at reducere eller afvikle ordningerne igen. Ordningerne bidrog til at øge den strukturelle arbejdsløshed og sænkede beskæftigelsen. Tænk blot på skiftende regeringer under "ledelse" af Anker Jørgensen, der gennemførte den ene velfærdsordning efter den anden under et slogan om at "give plads til de arbejdsløse" og hvordan skiftende regeringen sidenhen har forsøgt at forkorte dagpengeperioder, fjerne efterløn, stramme reglerne for førtidspension og stille krav om uddannelse eller aktivering til unge ledige.

Barro sammenligner den nuværende krise med krisen i begyndelsen af 1980'erne. Arbejdsløsheden i USA er ikke højere i dag end den gang, men den gennemsnitlige arbejdsløshedsperiode er steget kraftigt i forhold til den gang (og andre kriser), hvilket tyder på, at den øgede understøttelse har en negativ strukturel virkning på amerikansk økonomi.