Obamas plan

Præsident Barack Obama talte tidligere på ugen (8/9) om sin sundhedsforsikringsreform til Kongressen i Washington. Talen var ventet og skulle først være holdt senere, men blev fremrykket p.g.a. stor folkelig modstand mod dele af sundhedsreformen og stor usikkerhed om resten. Talen blev leveret i den såkaldte prime time og var i virkeligheden henvendt til almindelige amerikanere snarere end Kongressen.

Hvis man havde forventet, at Obama ville fremlægge mere detaljerede forslag eller imøde-komme republikanerne med kompromisforslag, må man være svært skuffet. Men Obama tog dog ejerskab til sundhedsreformen og brugte ordene "my plan".

Skåret ind til benet, så er er Obamas "plan" følgende:

1) For amerikanere med sygeforsikring (enten gennem arbejdergiver, Medicare eller Medicaid): Ingen (umiddelbar) ændring. Dog indføres der en række forbud. Det bliver forbudt forsikringsselskaber at nægte at give tilbud om forsikring til borgere med eksisterende sygdom (pre-existing conditions), at ændre dækningen eller hæve policen, hvis vilkårene ændrer sig, at indføje beløbsmæssige grænser for erstat-ningernes størrelse i policerne (for ydelser over et år eller over forsikrings-tagers livstid). Offentlige regulering vil endvidere indføre en øvre grænse for patienternes egenbetaling (og dermed selvrisiko) og tvinge forsikringsselskaberne til at dække flere forebyggende tiltag, eks. helbredstjek, mammografiscreening mv.

2) For amerikanere uden sygeforsikring: Forbundsregeringen vil lave en børs, som formidler forsikringstilbud og pooler forsikringstagere. Ideen med at poole forsikringstagerne er at opnå bedre priser på forsikringerne. Dårligt stillede amerikanere får endvidere et statstilskud (i form af en negativ skat), så de kan betale forsikringen. Private forsikringsselskaber skal kunne tilbyde forsikringspolicer gennem børsen, men Obama ønsker også et tilbud om en offentlig sygesikring. Det er et af de mere kontroversielle forslag. Børsen gennemføres fra 2013. Indtil da vil borgere med eksisterende sygdomme få tilbudt en billig offentlig forsikring.

3) Det bliver obligatorisk for amerikanere at tegne sygeforsikring og obligatorisk for virksomheder (over en vis størrelse) at tegne forsikring for medarbejderne. Hvis borgerne ikke tegner forsikring, skal de betale en bøde (eller sygeskat). Det samme gælder virksomhederne.
Reformen ligner i hovedtræk de tidligere fremsatte hovedprincipper for en sundhedsreform. Underskyld, sundhedsforsikringsreform. Der er ingen større imødekommelser til republikanerne. Eneste lille flig er, at Obama vil afsætte ressourcer, så delstaterne kan eksperimentere lidt med alternativer til domstole ved erstatssager for "lægefejl". Det er langt fra den reform af erstatningssystemet, som republikanerne har været fortaler for og som vil lægge låg over erstatningernes størrelse (som ofte er helt ude af proportioner efter dansk eller europæisk målestok). Erstatningerne øger sundhedsvæsenets udgifter på to måder: Dels gennem høje forsikringspræmier for læger og dels gennem defensiv medicin, altså undersøgelser og diagnostik, som alene har til formål at beskytte læger og hospitaler mod sagsanlæg snarere end at bidrage til noget som helst positivt for patienten. (Men demokraternes største bidragydere til parti- og valgkasserne er disse advokater, så der kommer næppe til at ske noget, der for alvor kan true disse parasitter. Obama brugte taletid på at beskrive, hvordan forsikringsdirektørers høje lønninger og bonusser er med til at fordyre sundhedsvæsenet, men at en flok advokater kan skabe milliardformuer på uproduktive sager gør tilsyneladende intet). Heller ikke på andre punkter imødekom Obama republikanerne.

I princippet er Obamas plan en plan for at afskaffe sygeforsikring i USA. Fremtiden er under ObamaCare er et obligatorisk sygekassesystem, hvor præmierne ikke er aktuarisk bestemt, men snarere kontingenter. Dermed får USA en finansieringssystem, som minder om det, der findes i f.eks. Tyskland, Holland og Schweiz.

Reformen er ikke gratis. Prisen er beregnet til lidt over 900 mia. USD over de næste 10 år. En ikke uvæsentlig del skal finanseres gennem eliminering af "spild" i sundhedsvæsenet. Der skal nedsættes en kommission af eksperter, som skal påvise "common sense best practice". Et andet ord for det er prioritering eller rationering (det er heraf diskussionen om de såkaldte "death panels" kommer. Når modstanderne taler om "death panels er det ikke bogstaveligt, det er i overført betydning, når bureaukraterne træffer afgørelser om, hvad der bør og ikke bør være tilbud i sundhedsvæsenet). Eksperterne skal eliminere over 600 mia. USD i Medicare. Obama lovede, at regeringen vil skære yderligere, hvis ikke udgifterne kommer under kontrol.

I en politisk analyse af talen i WSJ skriver Karl Rove, at der næppe er lagt op til kompromis over midten. Få dage før talen i Kongressen beskyldte Obama på et borgermøde republikanerne for at "lyve" om Obamas forslag og for" ikke at fremlægge alternative forslag". Det er næppe et oplæg til et breddere politisk samarbejde og meget tyder på, at Obama vil forsøge at presse en lov igennem Senatet og Repræsentanternes Hus med spinkelt flertal. Republikanske kongresmedlemmer sad i øvrigt og viftede med deres lovforslag under Obamas tale.

Regering og opposition om sundhedsreformen i USA

Tidl. guvernør og republikansk vicepræsidentkandidat Sarah Palin havde et indlæg i WSJ (8/9) om sundhedsreformen, som Obama administrationen arbejder på at få gennemført. Hun citerer tidl. præsident Ronald Reagan for at sige, at "no one in this country should be denied medical care because of a lack of funds". Heri er Palin og republikanerne enige, så debatten står mellem to veje for udviklingen af sundhedsvæsenet: a) Større indblanding fra forbundsregeringen i sundhedssektoren, i alt fra finansiering, forsikringsordninger og rationering, som foreslået af præsident Barack Obama eller b) Markedsorientering af sundhedsvæsenet:

"such policies include giving all individuals the same tax benefits received by those who get coverage through their employers; providing Medicare recipients with vouchers that allow them to purchase their own coverage; reforming tort laws to potentially save billions each year in wasteful spending; and changing costly state regulations to allow people to buy insurance across state lines. Rather than another top-down government plan, let's give Americans control over their own health care."

Palin henviser til en artiklen til et indlæg i NYT af Obama, som blev bragt i sidste måned (16/8). Heri præsenterede Obama nogle af elementerne i en kommende reform, som indebærer større regeringsindblanding i sundhedsvæsenet:

"First, if you don’t have health insurance, you will have a choice of high-quality, affordable coverage for yourself and your family — coverage that will stay with you whether you move, change your job or lose your job.

Second, reform will finally bring skyrocketing health care costs under control, which will mean real savings for families, businesses and our government. We’ll cut hundreds of billions of dollars in waste and inefficiency in federal health programs like Medicare and Medicaid and in unwarranted subsidies to insurance companies
that do nothing to improve care and everything to improve their profits.

Third, by making Medicare more efficient, we’ll be able to ensure that more tax dollars go directly to caring for seniors instead of enriching insurance companies. This will not only help provide today’s seniors with the benefits they’ve been promised; it will also ensure the long-term health of Medicare for tomorrow’s seniors. And our reforms will also reduce the amount our seniors pay for their prescription drugs.

Lastly, reform will provide every American with some basic consumer protections that will finally hold insurance companies accountable. A 2007 national survey actually shows that insurance companies discriminated against more than 12 million Americans in the previous three years because they had a pre-existing illness or condition. The companies either refused to cover the person, refused to cover a specific illness or condition or charged a higher premium."

Men det er stadig ikke mere konkret end det. Obama, der i nat dansk tid holder en tale til Kongressen om sundhedsreformen, vil først fremlægge et lovforslag i næste uge, hvorefter de konkrete forslag så kommer på bordet, men der bliver ikke tid til længere debat, da præsidenten og demokraterne ifølge CNN tilsyneladende vil have lovforslaget til afstemning efter 1 uge. Dermed gentager Obama og demokraterne forløbet om stimuerlingspakken til næsten 800 mia. USD fra foråret, hvori et lovforslag på 1.300 sider blev strikket sammen på en aften og sendt til afstemning dagen efter med håndskrevne rettelser uden mulighed for lovgiverne og interesseorganisationerne til at læse, kritisere eller debattere loven.

Obama administrationens kolde ansigt

Præsident Barack Obama ligger nu kronisk dårligt i meningsmålingerne (se f. eks. Rasmussen Reports). Det er næppe overraskende, at en præsident, der har siddet mere end 6 måneder, begynder at dykke i meningsmålingerne. Alligevel overrasker hastigheden og graden af utilfredshed med præsidenten nok alligevel de fleste iagttagere. Men næppe Peggy Noonan, der havde en skarp artikel i WSJ (3/9) om Obama-administrations begyndende problemer.

Noonan mener, at administrationen er præget af unge og sejrsikre idealister. Det har utrolig energi, men de er ude af stand til at se, når skyerne trækker sig sammen, fordi de aldrig har oplevet en politisk storm og derfor blot masser på uanfægtet. Dernæst er det et problem, når administrationen fokusere sin energi på sundhedsreformen, (undskyld, Obama, jeg mente naturligvis sundhedsforsikringsreformen), når flertallet af amerikanerne er dybt bekymrede over økonomien og krigen i Afghanistan og slet ikke sundhedssektoren (andet end hvad skade Obama administrationen kan finde på at udrette). Endelig virker Obama og hans folk lidt for kontrollerede og kolde, de er mere til fornuft end følelse, hvilket på længere sigt kan blive det den unge og uerfarne Obama administrations største problem.

Det er næppe tvivl om, at Obama-administrationen er mere ideologisk (venstrorienteret eller "liberal") end de fleste egentlig havde forventet. Noonan har også ret i, at Obama-administrationen er mere arrogant end andre administrationer og dermed har sværere ved at indse, når den er ude af trit med befolkningen.

We suffer from a fiscal cancer

Det er, hvad David Walker, tidligere chef for Government Accountability Office, siger til et møde i den amerikanske skattebetalerforening National Taxpayers Union ifølge WSJ (4/9). Og han fortsætter:

"Our off balance sheet obligations associated with Social Security and Medicare put us in a $56 trillion financial hole—and that's before the recession was officially declared last year. America now owes more than Americans are worth—and the gap is growing!"

Hullet på Social Security og Medicare skyldes, at der er en demografisk udvikling i gang, som underminerer balancen i disse programmer. Programmerne er finansieret af særlige skatter og udgifterne vokser uafhængigt af og hurtigere end indtægerne. Omregnet til nutidsværdi, er forpligtelsen altså 56 billioner USD ifølge Walker.

David Walker er revisor og leder nu Peter G. Peterson Foundation, en upartisk organisation, som har til formål at uddanne offentligheden og politikere om nødvendigheden af budgetdisciplin. Det er opgave der er mere end tiltrængt i USA i dag, hvor underskuddet galloperer derudaf. Som Walker udtrykker det: "Washington is totally out of touch and out of control".

Walker kørte sidste år en oplysningskampagne mod underskuddene i USA under overskriftet "I.O.U.S.A.", hvor han bl.a. oplyste om de fire underskud i USA, dvs. underskuddet på hhv. "statsbudgettet, opsparingssaldoen, handelsbalancen og i lederskab". Han lavede i denne forbindelse denne film:



Walker efterlyser grundlæggende reformer i USA. Han foreslår bl.a. et såkaldt line-item veto til præsidenten (som vil gøre det muligt for præsidenten at nedlægge veto mod enkelte udgiftsposter på statsbudgettet uden at forkaste hele budgettet), en senere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet for amerikanerne, en reform af sundhedsbudgettet og regnskabspraksis fra den private sektor indført i den offentlige sektor for udgifter til pension, sundhed og miljø (som viser forpligtelserne som passiver og indtægter som aktiver).

Note: Filmen omtaler tre offentlige udgiftsprogrammer. Det er Social Security (pensioner), Medicare part A og part B (Medicare er den offentlige sygesikring for ældre over 65 år og visse kronisk syge patienter, part A og part B dækker udgifter til hospital, lægebesøg m.v. og medicin administreret af læger) samt Medicare part D (udgifter til receptpligtig medicin, som patienterne selv tager).

Arbejdsløsheden i USA

Greg Mankiw bragte søndag (6/9) ovenstående figur, som viser udviklingen i arbejdsløsheden i USA. Kurven viser kke blot den faktiske udvikling, men også udvikligen som forudsagt af Obama-administrationen i januar med eller uden gennemførelsen af dens ekstravagante stimuleringspakke. Det er mildest talt ikke gået som forudsagt. Mankiw har en fortolkning (se her).

Feldstein: Rationering af sundhedsvæsenets ydelser er en del af ObamaCare

Professor Martin Feldstein havde fornylig (18/8) et indlæg i WSJ om sundhedsreformen i USA. Selvom Obama administrationen benægter det, så er rationering af sundhedsvæsenets ydelser en central del af administrationens planer, skriver Feldstein. Han henviser til rapporten fra præsidentens økonomiske rådgivere, som i juni beskrev administrationens mål om at reducere sundhedsudgifterne med 30% over de næste 20 år.

Obama administrationen har allerede fået bevillinger til studier af omkostningseffektiviteten ved forskellige behandlinger og opretellse af et Råd. Dette skal eliminere brugen af behandlinger, som er meget dyre og har ringe effekt. Sådanne metoder er i anvendelse i en række europæiske lande, Australien og Canada.

Målet er først og fremmest at bremse væksten i de offentlige sundhedsudgifter. Medicare og Medicaid koster i dag 6 % af bruttonationalproduktet, men kan koste 15 % i 2040, hvis udviklingen fortsætter uden ændringer. Men rationeringen er ikke bare tiltænkt den offentlige del af sundhedsvæsenet. Den skal også dække den private del.

Feldstein peger dog på, at den bedste måde at ændre væksten i de private sundhedsudgifterne, er at fjerne skattebegunstigelsen af i arbejdsgiverbetalte sygeforsikringer. Det er der opbakning til i Kongressen, men Obama administrationen vil ikke.

Feldstein konstaterer:

"If changing the tax rule that leads to excessive health insurance is not going to happen, the relevant political choice is between government rationing and continued high levels of health-care spending. Rationing is bad policy. It forces individuals with different preferences to accept the same care. It also imposes an arbitrary cap on the future growth of spending instead of letting it evolve in response to changes in technology, tastes and income. In my judgment, rationing would be much worse than excessive care."

"Like virtually every economist I know, I believe the right approach to limiting health spending is by reforming the tax rules. But if that is not going to happen, let's not destroy the high quality of the best of American health care by government rationing and misplaced egalitarianism."

En artikel om problemerne i amerikansk sundhedsvæsen

En lidt lang men læseværdig artikel om problemerne i amerikansk sundhedsvæsen offentliggjort i the Atlantic og skrevet af David Godhill.

Danmark er et ad hoc-DDR

Henrik Gade Jensen skriver i en klumme på 180grader.dk, at Danmark har udviklet sig til en ad hoc-DDR. Citat:

"Ingen ønsker DDR tilbage og i dagens Danmark er der heldigvis ikke mere noget kommunistisk parti med avisen Land og Folk, der hver dag priste socialismen i paroler og artikler. Alligevel har vi aldrig helt forstået, hvorfor det gik galt i DDR og de andre socialistiske lande med deres økonomi. Når den nylige finanskrise skal analyseres, hører man grådighed nævnt som årsag, en diagnose som Stasis propagandaafdeling ikke kunne have udtænkt bedre. Der kommer forslag om en 'statsbank', en diskurs som aldrig ville være brugt før 1989. Et begreb som 'helhedskole' lugter også af enhedsskole og socialistisk opdragelse. Forebyggelses-kommissionens ambitionsniveau om med statens hjælp at skabe den sunde borger er vi mindre immune overfor, fordi vi har glemt det sande diktatur."

Rethinking the Social Responsibility of Business

Lars Hvidberg havde i forgårs (31.8) en klumme på Berlingske Tidende om fuldkornskapitalisten John Mackey fra Whole Foods, der som tidligere omtalt her på bloggen har kritiseret den sundhedsreform i WSJ, som præsident Barack Obama forsøger at få gennemført.

Hvidberg beskriver i morsomme vendinger, hvordan kunderne i Whole Foods er "blåøjede unge, der shopper miljørigtigt iført klip-klappere og yogamåtter, mens de til daglig kæmper for verdensfred og statslige velfærdsprogrammer". Nu truer en boykot mod Whole Foods, fordi lederen har tilladt sig at kritisere kundernes store idol og komme med politisk ukorrekte udtalelser.

På sin egen blog, henviser Hvidberg til en debat mellem John Mackey, professor Milton Friedman og T.J. Rodgers, adm. direktør for Cypress Semiconductor, som Reason online bragte i oktober 2005 om virksomheders sociale ansvar, Corporate Social Responsibility. Det er underholdende indlæg fra 3 liberalister, som grundlæggende er enige i det frie markeds overlegenhed.

Udgangspunktet er et indlæg, som Friedman skrev i 1970 i The New York Times Magazine under overskriften ”The Social Responsibility of Business Is to Increase Its Profits”. Heri skriver Friedman, at forretningsfolk, der taler for Corporate Social Responsibility, prædiker ”pure and unadulterated socialism. Businessmen who talk this way are unwitting puppets of the intellectual forces that have been undermining the basis of a free society these past decades”.

Mackey er uenig i dette synspunkt. Han er kapitalist og har grundlagt et firma med en idealistisk vision og mener, at firmaet skal tjene alle det stakeholders (investorer, kunder, medarbejdere, leverandører og lokalsamfund), ikke kun maksimere profitten til ejerne. Det er en interessant udveksling, men jeg må nok give Friedman ret i, at Mackey langt hen af vejen blot gør, hvad der tjener virksomheden og dens profitmaksimering. Som Mackey skriver i sin afslutning:

“The ideas I'm articulating result in a more robust business model than the profit-maximization model that it competes against, because they encourage and tap into more powerful motivations than self-interest alone. These ideas will triumph over time, not by persuading intellectuals and economists through argument but by winning the competitive test of the marketplace. Someday businesses like Whole Foods, which adhere to a stakeholder model of deeper business purpose, will dominate the economic landscape. Wait and see.?”

Nu kan det ikke lade sig gøre for stakeholder model at vinde og dominere det økonomiske landskab uden at disse virksomheder er mere profitable end andre. Hele ideen i markedet er, at det uprofitable virksomheder går til grunde, enten gennem konkurser eller overtagelser. Mackey argumenterer for, at den idealistiske virksomhedsmodel er bedre til at skabe resultater, som medarbejdere, kunder, leverandører, lokalsamfund og investorer. Denne model skaber altså mere profit. Men er det så ikke også profitmaksimerende?

Det bekræfter, hvad jeg generelt mener er tilfældet, at virksomheder hævder at bedrive Corporate Social Responsibility: I virkeligheden gør de blot, hvad der er forretningsmæssigt fornuftigt og så udstiller de deres handlinger som socialt ansvarlige for at forbedre deres omdømme.

Mackeys angreb på Obamas sundhedspolitik er derimod ægte corporate social responsibility. Dette gavner nemlig åbenbart ikke omsætningen og profitten i Whole Foods. Men det har positive effekter for det amerikanske samfund, når en adm. direktør for en succesrig virksomhed kan vise, at der er en anden og bedre vej til sundhedsreform. Mackeys forslag til sundhedsreform er Obamas overlegent, men mon ikke investorene i Whole Foods nu er sure over uegennyttige udtalelser om Obamas sundhedspolitik.

Meltdown (I)

Overskriften hentyder ikke til nedsmeltningen af statsfinanserne, som ellers er i fuld gang og som vi er vidne til med fremlæggelsen af finansloven i sidste uge. I hvert fald ikke direkte. Men det er titlen på en læseværdig bog af Thomas E. Woods. Bogen udkom før sommerferien og handler naturligvis om finanskrisen. Woods, der til daglig er senior fellow ved Ludvig von Mises Institute, vil med sin bog forklare, hvordan krisen opstod og hvad politikerne bør eller ikke bør gøre som reaktion på krisen.

Woods sætter tonen i første kapitel med titlen "Elefanten i dagligstuen". Woods tager fat på den udbredte opfattelse, at finanskrisen og den økonomiske krise skyldes udbredt grådighed. Grådighed hos boligejere, lønmodtagere, forretningsmænd og ikke mindst finansfolk. Især dem på Wall Street. Men når man skal finde årsagen til finanskrisen, er det ikke gjort med at henvise til "grådigheden", skriver Woods. Det er lidt som at forklare flystyrt med tyngdeloven. Man er nødt til at finde ud af, hvad det var af menneskelige og mekaniske fejl eller vejrlig, som sammen medførte styrtet. I sin analyse af nedsmeltningen af finanssektoren sidste år og den økonomiske krise i det hele taget, peger Woods på 3 årsager.

Årsag nr. 1: Der blev kanaliseret flere ressourcer ind i bolig-sektoren end godt er, hovedsageligt hjulpet af lovgivnings-initiativer i USA (og det skal siges, at Woods primært skriver om USA, selvom Europa i større eller mindre grad af været præget af samme udvikling). Men det er først og fremmest Fannie Mae og Freddie Mac:

"Fannie Mae and Freedie Mac, government-sponsored enterprises (GSEs) that enjoy various government privileges alongside their special tax and regulatory breaks, were able to draw far more resoures into the housing sector than would have been possible on the free market."

Fannie Mae og Freddie Mac udvidede deres kreditgivning i form af boliglån ganske betragteligt, men en række politiske tiltag og incitamenter bidrog ligeledes. Disse omfatter 1) The Community Reinvestment Act, som lægger politisk og juridisk pres på bankerne for ikke at racediskriminere i deres fomidling af boligudlån (med omvendt bevisbyrde), 2) en stærk politisk vilje til at fremme andelen af amerikanere, som "ejer" egen bolig, herunder oprindelse af boliglån på 100 % af værdien (hvilket muliggør køb og overtagelse af bolig uden udbetaling), 3) øget brug af rentetilpasningslån (særligt rentetilpasningslån, hvor der ikke betales renter og afdrag de første år), 4) skattefradrag for renteudgifter og 5) skattefritagelse for kapitalgevinster ved salg af bolig. Eksperter advarede flere gange Kongressen om, at det stod galt til (og der var også ophedede debatter om Fannie Mae og Freddie Mac), men politikerne valgte at overhøre advarslerne (eller også vendte de det blinde øje til af politiske årsager, flertallet gad vel egentligt ikke høre på indsigelserne og stoppe festen, sålænge det gik godt?).

Årsag nr. 2: Pengepolitikken først af den amerikanske central-bank, The Federal Reserve. Denne politik har skabt såkaldte konjunkturcykler i økonomien. Woods er ikke den første til at pege på dette, men han tager udgangspunkt i den østrigske skoles konjunkturteori og giver en præcis fremstilling, hvad der gik galt. Forløbet af en konjunkturcykel starter med, at centralbanken fastsætter en kunstig lav rente (dvs. en rente, der er lavere end markedsrenten) og øger pengemængden. Den lavere rente får iværksættere og virksomheder til at investere mere end de ellers ville og i produktionen af råvarer, miner, anlægsvirksomhed og kapitalintensive produkter. Imidlertid er der tale om fejlinvesteringer, som ikke skyldes ændringer i efterspørgslen, men kunstigt lavere renteniveau. Fejlinvesteringer må ophøre, når renteniveauet igen afspejler virkeligheden.

Boligboblen er et godt eksempel på en konjunkturop- og nedgang fremkaldt af pengepolitik. Centralbanken fastsætte fra 2002 en kunstig lav rente, som fik investorer til at investere flere ressourcer i boligbyggeri og især luksusboligbyggeri. Men i dag er det klart, at der ikke var efterspørgsel efter så mange luksus-boliger. Tilsvarende blev IT-boblen og massive investeringer fra midten af 1990'erne, hvor pengepolitikken blev lempet og var ekspansiv, fra til 2000. I denne periode var det ikke blot IT-aktier, som solgte til skyhøje priser, men også goder efterspurgt af IT-industrien, dvs. programmører, ejendom i Sillicon Valley og internet domæner.

Den østrigske konjunkturteori forudsiger med andre ord, at priserne på specifikke varer stiger i modsætning til det generelle prisniveau, som ofte er den almindelige antagelse, som kendeteger monetaristerne (men der er enighed om, at pengepolitikken er potent og dermed kan forårsage konjunkturcykler).

Årsag nr. 3: Endelig er der skiftet i håndteringen af finansielle institutioner i vanskeligheder. Forbundsregeringen og Federal Reserve havde opbygget forventninger i markedet om, at regeringen ville træde til med en hjælpende hånd, hvis store finansielle institution kommer i vanskeligheder. Dette er forventninger, som går helt tilbage til 1990'ernes redninsaktioner for mexicanske peso og the Long Term Capital Management. Sidste år iværksatte forbundsregeringen og centralbanken således redningsaktioner for Bear Stearns, Fannie Mae og Freddie Mac (nationalisering), Merrill Lynch og AIG. Men Lehman Brothers fik lov til at gå konkurs. Denne ændring af politikken skabte naturligvis usikkerhed om fremtidige redningsaktioner. Finansminister Henry Paulson gav som begrundelse, at det ville fremme moralsk hasard, hvis regeringen gennemførte redningsaktion for Lehman Brothers (hvilket han sådan set har ret i, men det gælder jo også de andre institutioner, som har opført sig mere risikovilligt pga. det sikkerhedsnet, som regeringen har spændt ud under store finansielle institutioner). Usikkerheden om, hvad der kunne fører til en redningspakke, skabte tvivl om indskud i finansielle institutioner, da det ikke var sikkert, hvem der var solvent og hvem der ikke var.

Jeg vil i et senere indlæg vende tilbage til de anbefalinger, som Woods kommer med.