Becker og Posner om dødelighed og sundhedsvæsen i USA

Økonomerne Gary Becker og Richard Posner har indlæg con og pro sammehæng mellem højere dødelighed i USA og det amerikanske sundhedsvæsen på deres blog.

Om danskere, der tænker for meget på sig selv, og konservative ledere, der tænker for lidt

Unge konservative har ifølge 180grader.dk lanceret en ny hjemmeside, der sætter fokus på de ideologiske principper bag konservatismen. Når de gamle ikke kan, må de unge jo tage fat, fristes man til at sige. Og det er ikke helt forkert!

Forrige søndag bragte Berlingske Tidende (19/7) et interview med lederen af Det konservative Folkepari, Lene Espersen. I interviewet gav Espersen eller Moster Skrap, som hun kalder sig selv, danskerne en ordentlig "overhaling". Citat:

"Jeg oplever et værdiskred, hvor vi glemmer at være noget for hinanden, hvor det hele handler om os selv. Det er som om, man kun tænker på, hvad man selv kan få ud af det, i stedet for at tænke på, hvordan man kan være en aktiv borger i et fællesskab."

Danskerne har fået en mig selv kultur, mener Espersen, så nu er det hendes politiske projekt, hvordan vi sikrer samfundets sammenhængskraft og opfører os som ordentlige mennesker.

Espersen efterlyser almindelig god opførelse: Respekt for autoriteter, forældre der tager (det fulde) ansvar for børneopdragelsen (de skal lære at sige tak for mad, tage tallerken ud og opføre sig pænt, når de er i byen), gamle dyder som rettig omhu, orden, ydmyghed samt høftlighed (vi skal rejse os for de gamle i bussen og tale pænt til hinanden), større personligt ansvar, spejderånd og flere gode gerninger.

Folk skal med andre ord opføre sig som ordentlige mennesker. Det er alt sammen meget godt, det er svært at være uenig. Men det er svært at finde de politiske budskaber, det er groft sagt almindeligheder fra det pæne borgerskab.

Det tætteste vi kommer på en politisk udmelding fra Espersen er følgende:

"Jeg tror, at vi kommer ind i en tid, hvor vi skal regulere markedskræfterne noget mere uden dermed at sige, at vi ikke tror på kapitalismen. Det bliver en mere reguleret og konservativ form for kapitalisme, hvor de gammeldags dyder om rettidig omhu, orden, ydmyghed, høflighed og ordentlighed vil træde tydeligere frem."

Det er et synspunkt, vi har hørt før. Det er i tråd med Connie Hedegaards tale på Det konservative Folkepartis landsmøde i efteråret 2008. Det er udsagnet om, at finanskrisen skyldes grådighed - og at utæmmet kapitalisme altid vil føre til grådighed og kollaps. Espersen får også gentaget flosklen om at konservatismen ligger midt imellem socialisme og liberalisme, midt mellem det totalt kontrollerede og det totalt ukonotrollerede.

Espersens (og Hedegaards) synspunkt om, at det er nødvendigt med mere regulering af markedskræfterne, er udtryk for en manglende forståelse for, hvad der forårsager bobler i økonomien, nemlig ekspansiv pengepolitik med kunstigt lave renter. Altså renter, der afviger fra det niveau, som "markedskræfterne" fastsætter (hvor udbud (opsparing) og efterspørgsel (låntagning) mødes). Det er stærkt bekymrende, at Espersen ikke har indset det, i betragtning af at hun faktisk også er landets økonomiminister.

Den konservative partileder kom ikke ind på årsagerne til mig selv kulturens udbredelse. Spørgsmålet om hvorfor danskerne tænker mere på selv i dag i modsætning til tidligere står hen ubesvaret. Lad os håbe, at den nye konservative hjemmeside (konservatisme.dk) vil tage dette emne op. Et godt sted at starte er velfærdsstaten. Mon ikke den har haft en negativ indflydelse på udviklingen? Velfærdsstaten er nemlig alles kamp mod alle. Konkurrencen om de skatteinddrevne ressourcer. Særinteresse mod særinteresse. Det er stedet, hvor de mest højtråbende og dem med de længste albuer, kommer til.

Samtidig bliver de nye generationer båret igennem uddannelsessystemet, bistandsklienter og andre modtagere har fået "rettigheder" til at være på permanent offentlige forsørgelse og kulturradikale har fået lov til at eksperimentere med ideen om det legende menneske. Og endelig har velfærdsstaten kappet båndet mellem stærke og svage mennesker i samfundet.

Det udvikler lallende mennesker snarere end ordentlige mennesker!

Feldstein om ObamaCare

Den amerikanske økonom Martin Feldstein havde et indlæg i Washington Post om ObamaCare i går (28/7). Han opfordrer kort og godt præsident Barack Obama til at koncentrere sig om andre problemer.

Sundhedsreformen vil give få uforsikrede amerikanere sygeforsikring, men flertallet vil ikke få noget ud af. Med Feldsteins ord:

"For the 85 percent of Americans who already have health insurance, the Obama health plan is bad news. It means higher taxes, less health care and no protection if they lose their current insurance because of unemployment or early retirement."

Og det nærmeste ObamaCare kommer på at reducere omkostningerne ved sundhed er gennem rationering:

"The administration's health planners believe that the new "cost effectiveness research" will allow officials to eliminate wasteful spending by defining the "appropriate" care that will be paid for by the government and by private insurance. Such a constrained, one-size-fits-all form of medicine may be necessary in some European health programs in which the government pays all the bills. But Americans have shown that we prefer to retain a diversity of options and the ability to choose among doctors, hospitals and standards of care."

Det kan måske også forklare, hvorfor modstanden mod en sundhedsreform er stigende i USA.

Hvedebrødsdagene er ovre og modstanden mod Obama vokser

Hvedebrødsdagene er ovre for præsident Barack Obama. Seks måneder er gået siden magtovertagelsen. Det er blevet hverdag og den amerikanske befolkning kan vurdere præsidenten på politiske handlinger eller mangel på samme snarere end de mindre konkrete løfter om "håb" og "forandring".

Den største lovgivningssucces, som præsidenten har fået gennemført i de 6 første måneder, må siges at være den 787 milliarder dollars dyre stimuleringspakke American Recovery and Reinvestment Act, som blev gennemført i begyndelsen af embedsperioden og som indtil videre ikke har haft (og måske ikke får) en mærkbar virkning på den økonomiske aktivitet. Men stimuleringspakken har dog medført et chokerende stort budgetunderskud, der i år vil løbe op på 12 % af bruttonationalproduktet.

Præsidentens anden store reform, sundhedsreformen, som skulle have været vedtaget af Kongressen inden sommerferie (der begynder 1. august). Men reformen er i modsætning til stimuleringspakken løbet ind i alvorlige problemer. Problemerne skyldes måske netop det store budgetunderskud på statsbudgettet. Præsidenten siger på den ene side, at sundhedsreformen skal give flere amerikanere sygeforsikring og på anden side at den vil reducere den høje vækst i sundhedsudgifterne. Ikke overraskende har mange svært ved at tro det.

Og den skitse til reform, som indtil videre har været forhandlet i Kongressens to kamre, vil også indebærer en betydelig forøgelse af de offentlige udgifter og budgetunderskuddet. Det har medført modstand fra moderate demokrater, de såkaldte Blue Dogs, som kræver at en sundhedsreform ikke øger underskuddet og reducerer udgifterne.

Præsidenten og demokraterne, der nu har overskredet deres egen frist for gennemførelsen af sundhedsreformen, forsøger nu at skyde skylden på republikanerne. Men den bider befolkningen næppe på. Demokraterne sidder solidt på begge kamre i Kongressen oveni præsidentembeddet, så hvis de ville, kunne de gennemføre en reform i morgen. Sagen er, at demokraterne ikke kan blive enige om en reform.

Der er næppe tvivl om, at en sundhedsreform er svendeprøven for Barack Obama. Det fremgår med al tydelighed af det pres, som han lægger på demokratiske kollegaer gennem næsten daglige pressekonferencer, kommunikation til millioner af græsrødder fra Barack Obamas politiske kampagneorganisation (gennem sociale netværk på internettet, f.eks. Facebook hvar præsidenten har 5,5 millioner "venner") samt reklamekampagner rettet mod demokrater (ikke republikanere) i Kongressen. Præsidenten anvender både gulerod og stok overfor sit parti.

Men det ser naturligvis bedre ud, hvis man kan give republikanerne skylden for det hele. Nogle journalister sluger det råt. Et hjemligt eksempel herpå er Michael Ehrenreich, redaktør på Kristeligt Dagblad, tidligere USA korrespondent og udlandsredaktør for Berlingske Tidende og hyppig gæst i TV2 News om USA. Han skrev i sidste uge:

"Desuden kører det republikanske parti en benhård oppositionspolitik og foreløbig med et vist held. Det er eksempelvis lykkedes at skabe utryghed omkring det enorme offentlige pengeforbrug, der fra Obama-regeringens side sættes ind for at bekæmpe krisen."

Ja, det er ganske vist. Benhård oppositionspolitik? De fleste bør med god grund bekymre sig, når statsunderskuddet andrager 12 % af bruttonationalproduktet og når det kan forudses, at underskuddet ikke vil forsvinde de næste 10 eller 20 år. Det vil snarere vokse p.g.a. forpligtelserne i Medicare og Social Security. Der findes næppe nogen mere ikke-ekspert på USA end Michael Ehrenreich, det skulle lige være Berlingske Tidendes og Ehrenreichs tidligere kollega Poul Høi, som Punditokraterne flere gange har afsløret i overfladisk omgang med USA-stoffet (hvad er foregår der dog hos tanten i Pilestræde?).

Hvis nu Ehrenreich havde læst på lektien, ville han vide, at demokraterne og republikanerne i Senatet rent faktisk har udarbejdet et forslag til sundhedsreform på tværs af partier. Dette forslag indebar beskatning af værdien af arbejdsgiverbetalte sygeforsikringer. Det var et kompromis og i øvrigt aldeles fornuftigt, fordi det ville indføre en vis grad af økonomisk ansvarlighed i systemet (gennem økonomiske incitamenter). Medarbejdere har nemlig ofte valget mellem forskellige forsikringsordninger, men vælger ofte de dyre fee-for-service planer. Måske ville de tænke over det, hvis de selv skulle betale ekstra for de dyre forsikringsordninger. Hvem var det så lige, der ikke ville være med? Republikanerne? Nej. Det var såmand Barack Obama. Forslaget var oprindelig blevet bragt på banen af John McCain i valgkampen og allerede dengang afslået af Barack Obama, så det duer ikke.

Præsidenten vil til gengæld mere venstreorienterede ting ind i en sundhedsreform. For det første vil han have en offentlig sygeforsikring, som skal konkurrere med private. Det er selv for moderate demokrater en svær pille at sluge. Og for det andet vil han have et embedsmændsudvalg, som har beføjelser til at afgøre hvilke behandlinger og ydelser, der skal dækkes af offentlige (og private) sygeforsikringer. Dette vil uundgåeligt føre til rationering og det støder naturligvis på politisk modstand.

Imens er præsidenten opbakning faldet i meningsmålingerne. Rasmussen Reports måler regelmæssigt, hvor mange amerikanere der kan "Strongly approve" og "Strongly disapprove" præsidenten. Da Obama overtog magten, var der 44 % i første gruppe og kun 16 % i den anden kategori, en forskel i Obamas favør på 28 %. Siden er det gået ned ad bakken og den seneste opgørelse viser, at kun er 32 % for og hele 40 % imod, en negativ score på -8 %. Hvedebrødsdagene er sandelig ovre.

Enlige mødre er velfærdsstatens værk

Berlingske Tidende har i de seneste dage bragt en række artikler om singlekvinder, der vælger at blive enlige mødre ved kunstig befrugtning. Og der er ikke bare tale om grimme kvinder, som mænd har fravalgt og derfor ikke har anden udvej, hvis de vil bringe deres gener videre. Det har ellers været min teori.

Der er tværtimod tale om ressourcetærke kvinder, som ikke kan finde en partner og som gerne vil dyrke moderskabet. Berlingske Tidende har talt med eksperter, der forudser en stigning i antallet selvvalgte enlige mødre i de kommende år, når flere kvinder ser, at den nye familieform kan fungere.

Artiklerne har ikke uventet vakt en del debat. Der er dem, der er forarget (især (frasortede?) mænd). Der er dem, der er bekymret for kernefamiliens fremtid, andre for børnene som vokser op uden far og faderrolle. Og så er der dem, der ikke kan forstå, hvorfor de unge er så kræsne og jagter rundt efter den ikke-eksisterende perfekte prins eller prinsesse.

Pressechef Anne Sophia Hermansen, der er enlig mor, men kunne ifølge hende selv have været én af de nye singlemødre (og i øvrigt falsificerer min teori om grimme kvinder), havde søndag et indlæg, hvor hun udnævnte kernefamilien til at være "so last century".

Nu er der selvfølgelig sket ganske markante i ændringer i grundlaget for familie og samliv i de sidste 50 år, så man godt kan sige, at vi befinder os i et ny tidsalder for familien. Den traditionelle kernefamilie havde oprindelig to vigtige funktioner. For det første skulle familien sikre reproduktion under kontrollerede forhold. I en verden uden sikker fødselskontrol og ingen mulighed for at verificere, hvem der er fader til barnet, var kernefamilien med "monopol" på reproduktion en naturlig institution.

For det andet skulle familien facilitere en "kontrakt" mellem kønnene om arbejdsdeling, hvor manden byttede forsørgelse for kvindens hushold, fødsler og børneopdragelse. Mens manden deltog i arbejdslivet udenfor hjemmet, havde kvinden en fuldtidsrolle i hjemmet.

I denne verden blev ægteskabsmarkedet stort set clearet. Kvinder søgte partner med højere social status (mere værdifuld forsørger), mens mænd, der havde uddannelserne, giftede sig med partner af lavere social status.

Den teknologiske udvikling har imidlertid ændret vilkårene for familien fundamentalt, især når det gælder dannelse og opløsning af familier samt arbejdsdelingen indenfor familien. Det er nye og sikre midler til fødselskontrol (legalisering af abort og markedsføringen af p-piller i 1960'erne), kapitalgoder som vaske- og opvaskemaskine samt større arbejdsdeling i økonomien generelt og industrialisering hvilket har resulteret i billigere fødevarer og tekstiler, som ellers blev produceret i hjemmet med tidskrævende metoder, som kun Camilla Plum har tid til i dag. Antibiotika og bedre lægehjælp har samtidig øget børneoverlevelsen og mindsket behovet for en uendelig række af graviditeter for at få sikre et par voksne børn. Det har reduceret arbejdsbyrden i hjemmet, muliggjort kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet og gjort kvinderne selvforsørgende.

Denne udvikling har ført til nye samlivsformer mellem kønnene, familiestiftelse på et senere tidspunkter i livet og flere skilsmisser (da det er blevet lettere at opløse en familie, især i takt med at juraen er kommet med). Men familien er fortsat den optimale løsning, når det gælder reproduktion og børneopdragelse. Det er nemlig dyrt at få børn og her tænker jeg ikke bare på bleer, mad og tøj. Børnene kræver pasning, opdragelse og uddannelse og denne byrde at lettere bære, når man er et par (hvadenten løsningen er arbejdsdeling, køb af serviceydelserne eller en kombination). Desuden er der økonomiske fordele ved at være familie: Stordrift i køkkenet og vaskerummet, lavere boligudgifter, arbejdsdeling i husholdningen og en (oftest) lettere tilgængelig seksualpartner.

For de fleste ville det være et håbløst projekt at blive enlig mor ved kunstig insemination, hvis det ikke var for velfærdsstaten. Det ville være en sikker vej til social déroute at kaste sig ud i projekt enlig mor uden dette fintmaskede sikkerhedsnet. Kun en fåtal kan nemlig sikre en indkomst alene, der er er stort nok til at dække udgifterne til barsel, vuggestue, børnehave og uddannelse.

Men velfærdsstaten har ændret dette. Den har gjort børn til at kollektivt anliggende rent økonomisk. Velfærdsstaten betaler størstedelen af udgifterne til barsel, vuggestue, børnehave, uddannelse, børnecheck og evt. bolighjælp. Det har naturligvis også være et selvstændigt formål med velfærdsstaten, at ingen kvinde skulle udsættes for social déroute p.g.a. opløste ægteskaber. Så langt så godt.

Men velfærdsstaten har også fået folk til at ændre adfærd. I flere årtier har de fleste vestlige lande haft et stigende problem med enlig mødre i de laveste sociale klasser, som brugte børnene som adgangsbillet til permanent offentlig forsørgelse. Bliver man gravid som teenager, kunne kvinden eller pigen være sikret en bolig af kommunen. Flere børn ville sikre større bolig og bedre "indkomst". For langt de fleste kvinder var dette ikke attraktivt, men i de laveste sociale klasser kan det være det (især hvis det bliver en slags norm).

Nu har vi så fået en ny gruppe af enlige mødre, de ressourcestærke karrierekvinder, der fravælger mand og bruger fertilitetsklinikken i stedet. Som Anne Sophia Hermansen skrev er det kvinder, der har opgivet af finde en mand, kvinderne har valget mellem mænd med hængerøv, BØV (BørneVoksen) mænd eller feminine mænd.

Sagen er nok, at der er sket et skred i uddannelsesmønstret, så flere kvinder i dag får en lang eller mellemlang uddannelse end mænd. Det giver både mænd og kvinder et problem på ægteskabsmarkedet med at finde en egnet partner, fordi de stadig søger partnere som de gjorde for 50 år siden (lidt forneklet: kvinder opad og mænd nedad socialt set). Mænd kan dog finde en partner i Rusland eller Thailand, mens veluddannede kvinder konkurrerer om en stadig mindre gruppe mænd med lang uddannelse. De mænd kan til gengæld vælge og vrage, hvilket de også gør, som det fremgår af debatten.

Derfor kaster kvinder sig nu ud i enlig mor projektet. Kvinder behøver ikke at være afhængige af en mand, men kan nøjes med at være afhængige af velfærdssstaten, som betaler fertilitetsklinik, barsel, pasning og børnenes uddannelse. Så kvinder har i realiteten valgt at gifte sig med en velfærdsstat, som de ofte selv er en del af som sygeplejerske, socialpædagog, lærer, læge eller anklager. De kaster sig ud i dette, fordi sikkerhedsnettet griber dem. Men vi andre bærer altså byrden for dem, da de sjældent er i stand til at forsørge en familie alene. Og de eksperimenterer naturligvis med børnene, som er ringere stillet uden en far.

Borgere uden sygeforsikring i USA

De fleste er bekendt med, at et stort antal indbyggere i USA er uden sygeforsikring. Den seneste opgørelse siger, at 16 % eller 47 millioner indbyggere i 2006 var uden sygeforsikring. Mange tror, at denne gruppe indbyggere er presset ud mod deres vilje og står på dørtrinet til sundhedsvæsenet uden mulighed for at komme ind og blive behandlet, nærmest som den lille pige med svovlstikkerne, der kigger ind på festen. Men sådan er det ikke.

De uforsikrede er en meget broget gruppe, viser rapporten "Who are the Uninsured?" fra Employment Policies Institute i Washington, som er udarbejdet af June E. O'Neill og Dave M. O'Neill, City University of New York. Rapporten afdækker hvem, der ikke har forsikring samt hvilken indvirkning det har på forbruget af sundhedsydelser og dødelighed.

Ældre amerikanere (>65 år) har adgang til sygeforsikring i Medicare, mens børn enten er dækket af forældrenes sygeforsikring eller CHIP (Childrens Health Insurance Programme), som blev påbegyndt under præsident Bill Clinton. Opmærksomheden koncentrerer sig derfor i dag i reformbestræbelserne om de 18-64 årige, hvoraf 37,8 millioner indbyggere eller 20,2 % ikke har forsikring. Dem der har forsikring, har det hovedsageligt gennem deres arbejdsgiver, Medicaid (de fattige) og Medicare (for visse kronisk syge patienter).

Nu er det langt fra alle 37,8 millioner, som behøver sygeforsikring. Bill Gates og Donald Trump er formentlig blandt de 37,8 millioner og har næppe brug for forsikring. Der findes en stor gruppe amerikanere, som er selvforsikrede, som omfatter velhavende amerikanere. Men der er også andre, som har råd til at forsikre sig, men fravælger det.

Forskerne bag rapporten laver derfor en opdeling af gruppen baseret på indkomst og præmier i henholdsvis frivilligt uforsikret og ufrivilligt uforsikrede. Gruppen af frivilligt uforsikrede omfatter personer, som tjener nok til at tegne en sygeforsikring, men har valgt ikke at gøre det. Gruppen af ufrivilligt uforsikrede omfatter personer, som ikke kan betale forsikring. Rapporten finder, at 43 % er frivilligt uforsikrede, mens 57 % er ufrivilligt uforsikrede.

De største grupper er uforsikrede er unge (halvdelen af de uforsikrede er <34 år) og illegale indvandrere fra Mexico. Ellers viser de demografiske karakteriska, at ugifte, barnløse og personer uden arbejde er overrepræsenterede blandt de uforsikrede. Selvstændige er overrepræsenteret i gruppen af frivilligt forsikrede.

Nu er det oplagt, at mange unge vil vælge ikke at tegne sygeforsikring. De unge er raske og typisk uden formue. Det betyder, at det har meget lave løbende sundhedsudgifter og lidt at miste. For hvis katastrofen (alvorlig sygdom eller ulykke) indetræffer, vil de få hospitalsbehandling (hospitaler har pligt til at behandle akut syge), men de har ingen formue at miste, når hospitalet forsøger at inddrage gælden. Præmierne på sygeforsikring vil typisk indebærer en omfordeling fra unge til ældre (og fra raske til syge) og er i mange delstater drevet op i pris af lovgivning, der bestemmer dækningen (og så vidt jeg har forstået også lovgivning om beregning af præmier).

Selv i Massachussets, hvor forsikring er obligatorisk og forsikringsselskaber ikke kan afvise ansøgere, er andelen af unge, som ikke lader sig forsikre høj. De unge vælger at betale i strafafgift for ikke at have forsikring og etale præmier. Det kan betale sig at vente med at tegne forsikring til man har brug for den, da forsikringsselskabet ikke kan afvise ansøgninger og i øvrigt heller ikke beregne præmier på individuelle risici (de unge kommer først, når de har udgifter der skal dækkes). Dette driver præmierne op og gør det endnu mindre attraktivt at tegne forsikring.

Der er også en stor gruppe uforsikrede mellem 45 og 64 år. Jeg formoder, at der i denne gruppe er en del personer, som har kronisk sygdom (såkaldte preexisting conditions) og derfor ikke kan eller har meget vanskeligt ved tegne sygeforsikring. Forsikringsselskaber er ikke sygekasser og man kan naturligvis ikke forsikre sig mod udgifter, der indtræffer med 100 % sikkerhed.

Man kan selvfølgelig diskutere i hvor høj grad der er tale om sygeforsikring snarere end sygekasse i det amerikanske system med arbejdsgiverbetalte sygeforsikringer for de 18-64 årige. Policerne dækker alle sunhedsudgifter (ikke blot udgifter ved ekstraordinære eller katastrofale begivenheder) og kun de løbende udgifter i én periode ad gangen (ikke forventede udgifter over restlevetid efter en lykke eller ændring i sundhedsstatus). Så det giver problemer for forsikringstagere, der har fået en sygdom, der påvirker udgiftene i restlevetiden. Der bliver vanskeligt at flytte forsikringen med mindre forsikringstager er del af en pool (arbejdsgivere har typisk 3-4 planer, man kan vælge mellem) eller nytegne forsikring, hvis forsikringstager mister arbejdet (og dermed dækningen).

Et mere logisk system ville være, at forsikringen kun dækkede ekstraordinært store udgifter forårsaget af begivenheder (ulykker, diagnoser eller ændring af sundhedsstatus) eller ekstraordinært store sundhedsudgifter. I såfald ville forsikringstager afholde de løbende sundhedsudgifter selv. Forsikringen ville udløse en engangsoverførsel, hvis man eksempelvis fik konstateret diabetes. Sådan er markedet ikke, hvilket formentlig er et resultat af skattesubsidierne til de arbejdsgiverbetalte sygeforsikringer og den offentlige regulering af forsikringsmarkedet.

Overraskende nok viser rapporten, at der er ikke er så store forskelle i den behandling, patienter får med eller uden forsikring. Der vil ikke være forskelle i den akutte hospitalsbehandling, da hospitaler har pligt til at modtage patienter. Derimod skulle man forvente store forskelle i ydelser, som ikke er akutte og forebyggende. Der er forskel, men den er overraskende lille. Eksempelvis er andelen, som har fået blodtrykket tjekket indenfor de sidste 2 år hhv. 93 % og 72 % for forsikrede og uforsikrede. Forebyggelsen af kræft er også høj for uforsikrede. Blandt 40-64 årige har 80 % af forsikrede kvinder fået mamografi screening inden for 2 år, mens det er 49 % af uforsikrede kvinder. For mænd på samme alder har 46 % af de forsikrede fået (mindst) en PSA test (undersøgelse relateret til prostata kræft) inden for 2 år, mens 24 % af de uforsikrede har fået en PSA test.

Nok får de uforsikrede ikke samme grundige forebyggende behandling som de forsikrede i USA. Men de uforsikrede får en behandling, der er på niveau med eller bedre end behandlingen i nabolandet Canada. Og jeg kan tilføje, at der heller ikke er ret mange mænd i alderen 40-64 år, som har fået tilbud om en PSA test i Danmark. Der er langt under 24 % og formentlig kun mænd, som allerede har haft prostata kræft.

Uncle Sam i boligsektoren: Årtiers politiske fejl for at øge andelen af selvejere

John H. Makin fra American Enterprise Institute har en kommentar om årtiers fejlslåen politik for at fremme homeownership i boligsektoren, som er endt med boligbobel og finanskrise.

Krisen i Honduras (2)

Krisen i og omkring Honduras fortsætter. I går krydsede eks-præsident Manuel Zelaya grænsen mellem Nicaragua og Honduras kortvarigt i demonstration. I den seneste tid har Costa Ricas præsident forsøgt at forlige parter, Manuel Zelaya og regeringen i Honduras, men der er tilsyneladde bred enighed i Honduras om, at Manuel Zelaya ikke skal vende.

Manuel Zelaya har, som jeg skrevet om tidligere, forsøgt at omgå forfatningen i Honduras, fordi han ønsker at forlænge sin egen embedsperiode.

DR Orientering bragte et indslag om situationen i Honduras i forgårs. Indslaget var så farvet, at man tror det er løgn. Journalisten taler konsekvent om "kuppet" og "kupmagerne". DR Orientering fremstiller det som et simpelt militærkup, men kupmagerne må i givet fald omfatte regeringen, Kongressen og Højsteret, da ingen af disse er afsat og støtter afsættelsen af præsident Zelaya. Det er i øvrigt Kongressens formand, der er konstitueret som præsident (og ikke en eller anden general). Ifølge DR Orientering er det erhvervslivet er står bag og erhvervsinteresserne har nu hyret en slem lobbyist i Washington, der tidligere har arbejdet for Hillary Clinton (så må han vel være fanden selv), til at tale "kupmagernes" sag. Det er en absurd fremstilling (han sagde slemme ting om Obama for Clinton under deres opgør sidste år og han har lobbyet fra for slemme regimer i Washington, ergo må regeringen i Honduras være slem) - og ganske ensidigt.

Nu har DR altid haft en forkærlighed for venstrorienterede revolutionære som Fidel Castro, Che Guevara og Daniel Ortega. De omtales konsekvent som folkehelte, befrier eller ledere, mens ikke-venstreorienterede "ledere"er diktatorer. Manuel Zelaya, blev valgt for de liberale, men har sidenhen allieret sig med Venezuelas venstreorienterede leder Hugo Chavez. Så Zelaya er åbenbart berettiget til DR's særbehandling. Det er under alle omstændigheder usædvanlig dårlig journalistik. Niels Westy har iøvrigt et indlæg på Punditokraterne om Orienterings misinformation.

Lad os nu kalde en spade for spade. Og spade er vel et passende udtryk i denne forbindelse. For Zelaya, der har lagt sig ud med stort set alle politikere og institutioner i Honduras, overtrådt forfatningen og drømmer om at blive Latinamerikas næste caudillos, ligger som har selv har redt. Og han er slet ikke noget mønstereksempel på præsident. Mellemamerika har ikke bare brug for liberalt demokrati, men mest af alt præsidenter, som overholder forfatningen.

Hjælper stimuleringspakker på økonomien?

Det er ikke mange måneder siden, at præsident Barack Obama og det demokratiske flertal i Kongressen under stor hast fik vedtaget en såkaldte stimuleringspakke med udgifter for 787 milliarder dollars. Præsident Obama lovede dengang hurtig hjælp til økonomien og en mulitiplikator på 1.5 (The Job Impact of The American Recovery and Reinvestment Act udsendt af Obama Transition Team). Med andre ord ville nationalindkomsten vokse med 1,5 x 787 milliarder dollars, hvis regeringen øgede de offentlige udgifter snarere end sænkede skatterne.

Politisk er det naturligvis attraktivt, hvis øgede offentlige udgifter "betaler sig selv". Hele grundlaget for en multiplikator på 1.5 er naturligvis, at der er ledige ressourcer i samfundet, som regeringen kan finde (bedre end private) og bringe disse ressourcer i anvendelse til gode formål eller i hvert fald de gældende politiske mål.

I dag er det vanskeligt at få øje på en mærkbar vending i det private forbrug i USA. En del af forklaringen er naturligvis, at kun en tiendedel af midlerne i stimuleringspakken er brugt og dermed ude i økonomien. Pakken indeholdt en kombination af skattelettelser, stigende overførsler, øget offentligt forbrug og investeringer. Den sidste del vil kun komme ud i økonomien over to år. Men midlerne, som er brugt, har ikke sat spor i privatforbruget, hvilket allerede fører til krav om nye udgiftspakker.

Men der er grund til at tænke sig om. Den udeblevne effekt af stimuleringspakken kan også skyldes et andet forhold. Det er tydeligt for enhver, at regeringen i Washington og flere delstater befinder sig i alvorlige situationer med ubalancer på de offentlige budgetter. Alene det federale underskud er 12% af BNP i år og fremskrivninger viser, at der vil være store underskud på statsbudgettet mange år ind i fremtiden. Medicare og Social Security udgør på grund af det stigende antal af ældre mennesker i samfundet stikkende bomber i statsbudgettet. Dertil kommer, at Obama administrationen bruger krisen til at gennemføre udgiftskrævende reformer.

Det er grundlæggende en uholdbar situation. De store underskud på statsbudgettet kan ikke fortsætte uendeligt og vil enten føre en stigende inflation (hvis regeringen og centralbanken finansiere underskuddet ved at lade centralbankens seddelpresse kører) eller højere skatter. Konkrete skattestigninger er på tegnebrættet, blandt andet en stigning i marginalskatten for de højeste indkomster (over 280.000 dollars), som skal finansiere en del af den kostbare sundhedsreform. Men befolkningen forventer nok, at de vil opleve skattestigninger og det gør dem tilbageholdende med at øge privatforbruget. Den dobbelte effekt af forventninger om stigende skatter og formuetab på ejendom og aktier, må og skal sætte sine spor i forbruget.

Som professor Michael J. Boskin fra Stanford University skrev i WSJ i forgårs:

"The administration and Congress are exploiting a crisis atmosphere to promote a breathtakingly expensive big-government spending agenda mostly to be paid for later. The trillions of dollars of deficits will eventually force much higher income or payroll taxes, or a national value-added tax similar to those in Europe, or severe inflation. Balancing the CBO-projected [Congressional Budget Office projected, red.] out-year budget would require a 44% increase in everyone’s income taxes. The anticipation of, and uncertainty over, those future taxes and debt are factors constraining consumption and investment. That is delaying recovery now."

Denne effekt, at borgerne lader opsparingen påvirke af forventninger til fremtidige skatter, er kendt som Ricardiansk ækvivalens efter den engelske økonom David Ricardo, der beskrev fænomenet allerede i 1820. Konsekvensen er, at offentlige stimuleringspakker ikke øger den økonomiske aktivitet, men blot omfordeler ressourcer fra private sektor til offentlige sektor.

Lektor Christian Bjørnskov fra Handelshøjskolen ved Aarhus Universitet skrev for nylig om Ricardiansk ækvivalens på Punditokraterne. Den amerikanske professor Robert J. Barro fra Harward University havde et indlæg om dette i WSJ i januar. Barro har regnet på historiske multiplikatorer og fundet, at disse ligger omkring nul, når man ser set bort fra krigsperioder (2. verdenskrig, Korea og Vietnam krigene), hvor de er 0,8 (hvilket i øvrigt indebærer et fald i det privatforbruget eller investeringer, så de øgede offentlige udgifter ikke gratis).

Amerikanske banker modtager hjælp fra regeringen og bruger pengene på lobbyisme

David Boaz fra Cato Institute har en kommentar på blog om lobbyisme fra virksomheder, at modtager offentlig støtte. Der er forargelse i blogsfæren over at banker (eksempelvis her), som har modtaget 700 milliarder USD i støtte (og som egentlig burde været lukket pga. deres inkompetence), lobbyer for mere og måske bruger støttekronerne på det. Men Boaz konstatere, at det er reglen snarere end undtagelsen! David Boaz har nævner et par eksempler og har et gode kildehenvisninger.