Berlingske Tidende har i de seneste dage bragt en række artikler om singlekvinder, der vælger at blive enlige mødre ved kunstig befrugtning. Og der er ikke bare tale om grimme kvinder, som mænd har fravalgt og derfor ikke har anden udvej, hvis de vil bringe deres gener videre. Det har ellers været min teori.
Der er tværtimod tale om ressourcetærke kvinder, som ikke kan finde en partner og som gerne vil dyrke moderskabet. Berlingske Tidende har talt med eksperter, der forudser en stigning i antallet selvvalgte enlige mødre i de kommende år, når flere kvinder ser, at den nye familieform kan fungere.
Artiklerne har ikke uventet vakt en del debat. Der er dem, der er forarget (især (frasortede?) mænd). Der er dem, der er bekymret for kernefamiliens fremtid, andre for børnene som vokser op uden far og faderrolle. Og så er der dem, der ikke kan forstå, hvorfor de unge er så kræsne og jagter rundt efter den ikke-eksisterende perfekte prins eller prinsesse.
Pressechef Anne Sophia Hermansen, der er enlig mor, men kunne ifølge hende selv have været én af de nye singlemødre (og i øvrigt falsificerer min teori om grimme kvinder), havde søndag et indlæg, hvor hun udnævnte kernefamilien til at være "so last century".
Nu er der selvfølgelig sket ganske markante i ændringer i grundlaget for familie og samliv i de sidste 50 år, så man godt kan sige, at vi befinder os i et ny tidsalder for familien. Den traditionelle kernefamilie havde oprindelig to vigtige funktioner. For det første skulle familien sikre reproduktion under kontrollerede forhold. I en verden uden sikker fødselskontrol og ingen mulighed for at verificere, hvem der er fader til barnet, var kernefamilien med "monopol" på reproduktion en naturlig institution.
For det andet skulle familien facilitere en "kontrakt" mellem kønnene om arbejdsdeling, hvor manden byttede forsørgelse for kvindens hushold, fødsler og børneopdragelse. Mens manden deltog i arbejdslivet udenfor hjemmet, havde kvinden en fuldtidsrolle i hjemmet.
I denne verden blev ægteskabsmarkedet stort set clearet. Kvinder søgte partner med højere social status (mere værdifuld forsørger), mens mænd, der havde uddannelserne, giftede sig med partner af lavere social status.
Den teknologiske udvikling har imidlertid ændret vilkårene for familien fundamentalt, især når det gælder dannelse og opløsning af familier samt arbejdsdelingen indenfor familien. Det er nye og sikre midler til fødselskontrol (legalisering af abort og markedsføringen af p-piller i 1960'erne), kapitalgoder som vaske- og opvaskemaskine samt større arbejdsdeling i økonomien generelt og industrialisering hvilket har resulteret i billigere fødevarer og tekstiler, som ellers blev produceret i hjemmet med tidskrævende metoder, som kun Camilla Plum har tid til i dag. Antibiotika og bedre lægehjælp har samtidig øget børneoverlevelsen og mindsket behovet for en uendelig række af graviditeter for at få sikre et par voksne børn. Det har reduceret arbejdsbyrden i hjemmet, muliggjort kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet og gjort kvinderne selvforsørgende.
Denne udvikling har ført til nye samlivsformer mellem kønnene, familiestiftelse på et senere tidspunkter i livet og flere skilsmisser (da det er blevet lettere at opløse en familie, især i takt med at juraen er kommet med). Men familien er fortsat den optimale løsning, når det gælder reproduktion og børneopdragelse. Det er nemlig dyrt at få børn og her tænker jeg ikke bare på bleer, mad og tøj. Børnene kræver pasning, opdragelse og uddannelse og denne byrde at lettere bære, når man er et par (hvadenten løsningen er arbejdsdeling, køb af serviceydelserne eller en kombination). Desuden er der økonomiske fordele ved at være familie: Stordrift i køkkenet og vaskerummet, lavere boligudgifter, arbejdsdeling i husholdningen og en (oftest) lettere tilgængelig seksualpartner.
For de fleste ville det være et håbløst projekt at blive enlig mor ved kunstig insemination, hvis det ikke var for velfærdsstaten. Det ville være en sikker vej til social déroute at kaste sig ud i projekt enlig mor uden dette fintmaskede sikkerhedsnet. Kun en fåtal kan nemlig sikre en indkomst alene, der er er stort nok til at dække udgifterne til barsel, vuggestue, børnehave og uddannelse.
Men velfærdsstaten har ændret dette. Den har gjort børn til at kollektivt anliggende rent økonomisk. Velfærdsstaten betaler størstedelen af udgifterne til barsel, vuggestue, børnehave, uddannelse, børnecheck og evt. bolighjælp. Det har naturligvis også være et selvstændigt formål med velfærdsstaten, at ingen kvinde skulle udsættes for social déroute p.g.a. opløste ægteskaber. Så langt så godt.
Men velfærdsstaten har også fået folk til at ændre adfærd. I flere årtier har de fleste vestlige lande haft et stigende problem med enlig mødre i de laveste sociale klasser, som brugte børnene som adgangsbillet til permanent offentlig forsørgelse. Bliver man gravid som teenager, kunne kvinden eller pigen være sikret en bolig af kommunen. Flere børn ville sikre større bolig og bedre "indkomst". For langt de fleste kvinder var dette ikke attraktivt, men i de laveste sociale klasser kan det være det (især hvis det bliver en slags norm).
Nu har vi så fået en ny gruppe af enlige mødre, de ressourcestærke karrierekvinder, der fravælger mand og bruger fertilitetsklinikken i stedet. Som Anne Sophia Hermansen skrev er det kvinder, der har opgivet af finde en mand, kvinderne har valget mellem mænd med hængerøv, BØV (BørneVoksen) mænd eller feminine mænd.
Sagen er nok, at der er sket et skred i uddannelsesmønstret, så flere kvinder i dag får en lang eller mellemlang uddannelse end mænd. Det giver både mænd og kvinder et problem på ægteskabsmarkedet med at finde en egnet partner, fordi de stadig søger partnere som de gjorde for 50 år siden (lidt forneklet: kvinder opad og mænd nedad socialt set). Mænd kan dog finde en partner i Rusland eller Thailand, mens veluddannede kvinder konkurrerer om en stadig mindre gruppe mænd med lang uddannelse. De mænd kan til gengæld vælge og vrage, hvilket de også gør, som det fremgår af debatten.
Derfor kaster kvinder sig nu ud i enlig mor projektet. Kvinder behøver ikke at være afhængige af en mand, men kan nøjes med at være afhængige af velfærdssstaten, som betaler fertilitetsklinik, barsel, pasning og børnenes uddannelse. Så kvinder har i realiteten valgt at gifte sig med en velfærdsstat, som de ofte selv er en del af som sygeplejerske, socialpædagog, lærer, læge eller anklager. De kaster sig ud i dette, fordi sikkerhedsnettet griber dem. Men vi andre bærer altså byrden for dem, da de sjældent er i stand til at forsørge en familie alene. Og de eksperimenterer naturligvis med børnene, som er ringere stillet uden en far.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar