"Det er fordi det er et risikabelt produkt. Og netop risikable finansielle produkter er det, som har sat hele verden i brand. I øjeblikket så har krisen på de internationale finansmarkeder, som følge af at man har haft denne type meget farlige produkter, betydet, at også realøkonomien, vores virkelige økonomi, også er i dyb recession."Dernæst fik Sass Larsen sat lighedstegn mellem subprime obligationer og de såkaldte Særligt Dækkede Obligationer (SDO) udstedt af danske banker, altså begge er "meget farlige produkter", som socialdemokraterne vil have "sat en stopper for".
Man skulle tro, at varmen har givet Sass Larsen hedeslag. Eller også har han et usædvanligt ringe kendskab til bankvirksomhed, finansielle produkter og økonomi. Der er mindst tre ting galt med Sass Larsens ræsonnement.
For det første er forestillingen om, at finansielle produkter skal være risikofrie uden hold i virkeligheden. Den logiske konsekvens af partiets holdning ville være at forbyde hele den finansielle sektor og alle finansielle produkter. For alle finansielle produkter er nemlig forbundet med risici. Det gælder aktier, obligationer, bankindskud, statsobligationer og kontanter. Men finansielle produkter kommer forskellig risici og pris. Finansiel innovation er en fordel for kunderne, da flere produkter giver mulighed for at finde den rette kombination af risiko og pris.
Lovgivning kan højest flytte rundt på risici. Bankindskud på op til 750.000 kr. er omfattet af indskydergarantien er således sikre, men kollektivet har nu overtaget risikoen ved bankkrak og den er ikke blevet mindre pga. moralsk hasard.
Et forbud mod bankers SDO-lån tvinge kunderne til at bruge lidt dyrere realkreditlån, men i det store billede er det forkert at tro, at de er mere sikre. Det vigtigste er gennemsigtighed i markedet, så obligationerne kan prisfastsættes korrekt af markedet.
For det andet har amerikanske subprime obligationer ikke ret meget med SDO-lån at gøre. Subprime obligationer er baseret på boliglån til de mindst kreditværdige boligkøbere og kendetegnet ved følgende: 1) Boligkøbere, som ikke kan betale renter og afdrag, kan når som helst gå fra hus og gæld (ingen personlig hæftelse for gælden), 2) udlånene er ydet af banker, som er under politisk og juridisk pres for ikke at diskrimenere minoritetsgrupper (med omvendt bevisbyrde for bankerne), 3) pantebreve udstedt af lokale banker bliver solgt videre til andre institutter som eksempelvis Government Sponsorered Entities (GSE) Fannie Mae og Fredie Mac, 4) GSE 'erne har federalt charter, en usædvanlig lav kapitaldækning (2-3% svarende til gearing på 33-50) og implicit statsgaranti og 5) låntagerne har ofte kun præsteret en forholdsvis lille udbetaling og har måske tillige fået en såkaldt teaser rente (lav rente første to år).
Med andre ord: Amerikanere har af politiske grunde lagt et gevældigt pres på den finansielle sektor for at få flere udlån til marginale grupper og minoriteter, så flere kunne tage del i den amerikanske drøm: At blive boligejere. Men i realiteten gjorde man huskøb finansieret med boliglån til de rene optioner for boligkøberne: Enten stiger huset i værdi med sikker gevinst til boligkøber eller også kan låntager skride fra gælden. (Med et sådant boligfinansieringssystem for mindre kreditværdige købere behøver man blot en periode med rigelig likviditet og stigende huspriser for at lokke flere til og dernæst en rentestigninger for at gøre subprime obligatoner til toxic assets).
Bankernes SDO-lån adskiller sig ved, at institutter vurdere låntagers kreditværdighed, samme indstitut udlåner og sælger obligationen, låntager kan maksimalt låne 80% af husets købspris i obligationer (høj udbetaling), låntagerne hæfter personligt og bankerne er velpolstrede med reserver. For at SDO-lån skal blive til toxic assets skal boligerne ikke blot falde meget i værdi, men låntagere og bankere skal også lide betydelige tab og/eller gå konkurs.
For det tredie skyldes krisen i økonomien ikke finanskrisen. Det er snarere omvendt. Bankerne er i krise, fordi økonomien er i krisen. Finanskrisen blev udløst af konkurser (Lehman Brothers) og tvivl om solvensen af finansielle institutioner efter massive tab på blandt andet boliglån. Den alt for lempelige pengepolitik i årene 2001-06 med renteniveauer på 1-2% og rigelig likviditet har skabt øget økonomisk aktivitet og række fejlinvesteringer (bl.a. overpriser for boliger og aktier), som ikke kan holde til mere normalt renteniveau. Hvis socialdemokraterne virkelig ønskede at gøre noget for at undgå fremtidige kriser, burde man nok starte med centralbankerne.
Der er agurketidens første politiske teaterforestilling, vi er vidner til. Socialdemokraterne bløder i meningsmålingerne, selvom krise og stigende arbejdsløshed egentlig burde give dem medvind. Så nu forsøger partiet at vise handlingskraft som oprydningshold. Det går så ud over pengeinstitutter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar