Det er noget dvælende og svag reaktion, vi har set fra regeringerne i den vestlige verden, på den mulige valgsvindel i Iran, folkets opstand mod præstestyret i Teheran samt teokraternes brutalitet mod fredelige demonstranter.
Det er forståeligt nok, at regeringerne ikke overreagerer på beskyldningerne om valgsvindel i første nyhedsudsendelse efter valget. Det er jo svært at vide, hvad der er sket under selve valghandlingen.
Men der er efterhånden mange ting, der peger på uregelmæssigheder eller svindel i forbindelse præsidentvalget i Iran i forrige uge. BBC beretter bl.a. om følgende forhold: Uafhængige observatører er blevet nægtet adgang til at overse valghandlingen, mobile stemmebokse har været i hænderne på embedsmænd fra Teheran uden opsyn fra lokale embedsmænd eller tilforordnede samt offentliggørelse af valgresultatet på rekordtid (efter 4 timer mod 24 timer ved sidste valg) til trods for en højere valgdeltagelsen.
Senest er der så rapporter om, at valgdeltagelsen nogle steder overstiger 100%. Det er mildest talt ikke troværdigt. Måske teokraterne i Teheran skulle hyre nogle kommunistiske valgsvindelseksperter fra det tidligere DDR, så de i fremtiden kan holde valgdeltagelsen på 99,97%! Hvis der overhovedet er en fremtid for præstestyret i Teheran?
Det siger også en del, at regimet systematisk forhindrer udenlandske journalisters bevægelse i Iran og i øvrigt har smidt dem ud af landet umiddelbart efter annonceringen af den guddommelige jordskredssejr til præsident Mahmoud Ahmadinejad. Så er der jo ingen til at granske beskyldningerne om valgfusk.
Og så lige til det der med Ahmandinejads jordsskredssejr: Hvor sandsynligt er det med en sådan sejr for en præsident, der har ført landet ud i økonomisk krise, strammet kursen i moralske spørgsmål og gjort sig uvenner med det meste af omverdenen? Om ikke andet, så burde det være velkendt for de fleste politikere i den vestlige verden, at økonomisk krise ikke ligefrem udløser jordskredssejr.
Brutaliteten med tæsk og dræb overfor fredelige demonstranter kan og bør fordømmes uden tøven ligesom regeringer den vestlige verden burde lytte til demonstranternes råb om frihed.
Men reaktionen fra landets konservative udenrigsminister & Hopalong Cassidy-kender Per Stig Møller er mildest talt rystende. Først udtrykker Per Stig Møller, at der ingen grund er til at tvivle på ægtheden af valgresultatet! (Hvor ved han i øvrigt det fra? Har udenrigsministeriet haft valgobservatører i Iran?) Dernæst siger Per Stig Møller, at man skal passe på, at vesten ikke er for kritisk overfor styret i Teheran eller tager stilling til konflikten. Det vil nenmlig provokere præstestyret til at slå hårdt ned mod demonstranter......og gøre det muligt for Ahmadinejad og præstestyret at samle folket mod vesten! Først sent kalder Per Stig Møller den iranske ambassadør til samtale og det er efter, at den danske ambassadør har været indkaldt i Teheran og blevet formanet til ikke at blande sig!
Der er mere Chamberlain end Churchill over denne reaktion. Den viser også manglende forståelse for, hvad der egentlig sker i Iran. Styret har således slået hårdt ned overfor enhver opposition i de sidste 30 år siden revolutionen i 1979. Det har ikke holdt sig tilbage med arrestere, fængsle, torturere og dræbe sine politiske modstandere, kritikere eller bare almindelige mennesker, der ifølge præsterne har en lidt for dekadent livsstil. Man har en revolutionsgarde og et præstepoliti til systematisk at undertrykke befolkningen. Teokratiet er ideologisk modstandere af frihed og ønsker en islamisering af verden.
Hvis der er noget, historien har lært os, er det at man ikke tage diktatorer med fløjshandsker og tro at man tale dem væk fra deres utopi projekt. Folkesocialisten Holger K. Nielsen har åbenbart lært lektien og har i disse dage travlt med at manuducere udenrigsministeren om den kolde krig, vigtigheden af at støtte dissidenterne og af at tage afstand fra den brutale undertrykkelse i kommunistiske regimer. Holger, hvor har du ret, men undskyld, jeg husker ikke lige dig fra den side under den kolde krig.
Reaktionen fra Washington har også været nølende omend lidt klarere end den danske reaktion. Demonstranterne i Teherans gader har vanskeliggjort præsident Barack Obama nye, såkaldt realistiske Iran politik. Politikken forudsætter tilnærmelse, samtaler og aftaler med regimet i Teheran. Det betyder anerkendelse af styret, hvilket er svært, når legitimiteten er pist forsvundet. Vanskeligheden ved Obamas politik er beskrevet af Robert Kagan i en artikel i Washington Post. Der er en vis ironi i, at befolkningen i Iran vender til det tyraniske teokrati netop som forbundsregeringen i USA er parat til at anerkende det.
Regeringerne i de vestlige regeringer bør lytte til demostranternes råb om frihed. De vil af med det undertrykkende præstestyre. De har fået nok! Og så bør regeringerne i den vestlige verden kalde en spade for en spade og præstestyret i Teheran for et brutalt underrykkende rædselsregime.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar