Dystre udsigter for Lars Løkke Rasmussens danske drøm

Statsminister Lars Løkke Rasmussen opstillede i sin landsmødetale på Venstres landsmøde i november den danske drøm samt ti konkrete og ambitiøse mål for Danmark frem til 2020. Det første mål er, at Danmark skal i 2020 være blandt de 10 rigeste lande i verden målt ved bruttonationalprodukt (BNP) pr. indbygger.

Danmark har i dag en placering som nr. 11, når det gælder BNP pr. indbygger. I 1960'erne lå Danmark i den absolutte top, men er gledet ned over de sidste 50 år. Meget tyder på, at Danmark vil rykke yderligere ned på listen, hvis der ikke gennemføres flere reformer i Danmark. Lars Løkke Rasmussen er sikker bevidst herom. Formålet med talen om den danske drøm og de konkrete mål er da formentlig også at (gen)starte diskussionen om reformer af dansk økonomi.

BNP pr. indbygger afhænger af 4 elementer: 1) Beskæftigelsesfrekvensen, 2) Årligt antal arbejdstimer per beskæftiget, 3) Demografi og 4) Produktiviteten. Danmark har en forholdsvis høj beskæftigelsesfrekvens blandt 15-64 årige, men beskæftigelsesfrekvensen er formentlig lav for 60+ årige pga. efterlønsordningen. Danmark ligger til gengæld lavt i antal arbejdstimer pr. år, og CEPOS har beregnet, at Danmark kunne øge arbejdsudbuddet med 200.000, hvis danskere øgede det årlige antal arbejdstimer til gennemsnittet i OECD. Og Danmark har naturligvis i lighed med andre OECD-lande en udvikling, som øger forsørgerbyrden, hvilket spreder bruttonationalproduktet over flere indbyggere.

CEPOS har nu udsendt en analyse (8/12), som viser, at Danmark har haft én af de laveste stigninger i produktiviteten i OECD i årene 1998 til 2008. Den gennemsnitlige produktivitetstigning i OECD-landene fremgår af nedenstående figur.

OECD forventer, at Danmark fortsat vil have en ringe produktivitetsvækst i de kommende år. Det betyder, at Danmark vil rykke ned på ranglisten med mindre reformer i økonomien øger produktiviteten (eller arbejdsudbuddet). Så Løkkes danske drøm kan ikke virkeliggøres, hvis ikke VK-regeringen tager fat på at reformere økonomien.

Reformerne burde omfatte: 1) Lavere marginalskat på arbejde, 2) Import af og stop for eksport af højt kvalificeret arbejdskraft fra udlandet, 3)  Deregulering/øget konkurrence, 4) Privatisering af offentlige virksomheder og liberalisering, så private kan konkurrere, 5) Højere uddannelsesniveau i arbejdsstyrken, 6) Senere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet gennem reform af regler for tildeling af efterløn, førtidspension og folkepension og 7) Kortere dagpengeperioder.