Climagate: Følg pengene

Det hjælper ofte at kigger på de økonomiske incitamenter, når man skal forstå menneskers handlinger. Hvis mennesker har noget i spil, reagerer de anderledes end de ellers ville. Hvis de har meget på spil, reagerer de meget anderledes. Det gælder også klimaforskere, virksomheder og miljøorganisationer.

Wall Street Journal havde i går en leder, der beskriver, hvordan klimaforskere er blevet forgyldt i takt med at de har ringet med alarmklokkerne for verden klima. Det gælder ikke mindst direktør Phil Jones fra University of East Anglias Climate Research Unit (CRU), der forleden kunne se sine egne mails og andre afslørende dokumenter offentligjort på en russisk server. De viste, at klimaforskerne på CRU og andre steder bevidst har forsøgt at ødelægge dokumenter omfattet af offentlig aktindsigt, at udelukke dissiderede kollegaer fra at komme til orde og blive taget seriøst og at fifle med dataserier, så de passede bedre med en på forhånd vedtaget version af virkeligheden.

Forskningsbudgetterne er mangedoblet siden 1994, hvor den første FN konvention om klimaændringer blev vedtaget. Det har CRU og andre forskningsinstitutter nydt godt af. Men som redaktør Bret Stephens gør opmærksom på i WSJ, så stopper det jo ikke der. De stimuleringspakker, som regeringer verden over har vedtaget i løbet af de seneste år, indeholder således store "grønne" investeringer. Han henviser til en rapport fra HSBC, som skønner, at 15% af stimuleringspakkerne, svarerende til 430 mia. USD, går til "grønne" investeringer, herunder udvikling af bioethanol og alternative energikilder. En lang række private selskaber står altså til at vinde på frygten for klimaforandringer, herunder blandt andet Kleiner Perkins, som tidl. vicepræsident og modtager af Det norske parlaments Fredspris, Al Core, er medejer af.

Der er også en række miljøorganisationer, som kan se med tilfredshed på udviklingen og som vinder på, at der bliver kimet med alarmklokkerne. Med Stephens ord:

"Today these groups form a kind of ecosystem of their own. They include not just old standbys like the Sierra Club or Greenpeace, but also Ozone Action, Clean Air Cool Planet, Americans for Equitable Climate Change Solutions, the Alternative Energy Resources Association, the California Climate Action Registry and so on and on. All of them have been on the receiving end of climate change-related funding, so all of them must believe in the reality (and catastrophic imminence) of global warming just as a priest must believe in the existence of God".

Hele denne gruppe af særinteresser, som nyder godt af verdens angst for klimaforandringer, kaldte Bjørn Lomborg tidligere på året meget rammende for "det klima industrielle kompleks". Det er en elegant omskrivning det det kompleks, som præsident Dwight D. Eisenhower kom med en advarsel imod i sin afskedstale til nationen i 1961:

"In the councils of government, we must guard against the acquisition of unwarranted influence, whether sought or unsought, by the militaryindustrial complex. The potential for the disastrous rise of misplaced power exists and will persist.

We must never let the weight of this combination endanger our liberties or democratic processes. We should take nothing for granted. Only an alert and knowledgeable citizenry can compel the proper meshing of the huge industrial and military machinery of defense with our peaceful methods and goals, so that security and liberty may prosper together"

Det er i det mindste til at forstå, hvorfor særinteresserne i det miljø industrielle kompleks ikke ønsker, at forskere med andre synspunkter kommer til orde og lufter deres skepsis. Men alle andre, herunder til skattebetalere, forbrugere og oplyste borgere, har interesse i og krav på, at der blev talt åbent og ærligt om klimaforandringerne og menneskers indflydelse herpå.