Politisk jagtsæson for bankbonusser

Det er blevet politsk jagtsæson for bankbonusser. I Storbritannien har premierminister Gorden Brown og hans regering netop foreslået en ekstraordinær engangsskat på 50% af bankbonusser på over 25.000 GBP (hvis der vel at mærke er tale om diskrete bankbonusser, dvs. bonusser, som bankerne ikke er kontraktsligt forpligtede til at betale). Det betyder, at beskatningen af bankbonusser når op på ca. 101%, da marginalskatten i Storbritannien er 51%. Det ville nok være mere passende at tale om konfiskation snarere end beskatning.

I Frankrig er præsident Nicolas Sarkozy med på at brandbeskatte bankbonusser over 27.000 EUR, og selv lederen af Tysklands konservativ-liberale regering, forbundskansler Angela Merkel, er venligt stemt overfor forslaget. (Lad os nu se, hvad de tyske liberale har at sige til det!). Herhjemme har Helle Thorning-Schmidt, Socialdemokraterne, erklæret sig parat til at gå efter bankbonusser (sammen med folkesocialisterne og det venstreekstreme Enhedslisten).

Det var dog præsident Barack Obama, som indledte jagten på bankbonusser, da Kongressen kort efter præsidentens tiltrædelse vedtog en særskat med tilbagevirkende kraft på hele 90% for medarbejdere i banker og finansielle institutter, der var omfattet af bankredningspakken. Regeringen i Washington vil nu også regulere lønningerne for medarbejdere i banker, som er omfattet af redningspakker. Mon ikke dette er forklaringen på, at flere og flere banker i hast ønsker at svømme væk fra redningskransen?

Den politiske jagt på bankbonusser kommer lidt over 1 år efter finanskrisen brød ud. Den førte som bekendt til, at regeringerne i de fleste vestlige industrilande gennemførte redningsaktioner overfor insolvente eller illikvide banker. Regeringerne brugte store summer på at redde finansielle institutioner. Så befolkningerne har  i dag lidt svært ved at forstå, at bankerne nu allerede er i stand til at udbetale bonus. Det er svært at forklare i tid, hvor flere og flere vælgere oplever økonomiske krise på tæt hånd.

Pengepolitikken er blevet lettet i det sidste år. Det betyder, at der igen er rigelig likviditet i markedet. Bankernes økonomiske situation er dermed også forbedret. Ikke overraskende har mange banker valgt at overholde de aftaler, de har indgået med deres medarbejdere og udbetale den aftalte bonus. Og hvad skulle bankerne da også ellers gøre? Det er svært at kritisere bankerne for at overholde aftaler.

Det politiske argument for at brandbeskatte bankbonusser er, at bonusser var en (medvirkende) årsag til finanskrisen. Medarbejdere, der får en bonus, vil have en interesse i at låne for mange penge ud til kunderne, lyder det. (Og det er vel også bartenderens skyld, at gæsterne drikker ...?). Mon ikke, at bankledelserne har overvejet den mulighed, at medarbejdere med en bonusordning har incitamenter, der kan stride imod bankens interesser? For høje udlån er jo ensbetydende med tab for bankerne. Og mon ikke, at bankerne har interne kontrol- og revisionssystemer, som helt eller delvist beskytter imod dette?

Det er politisk populisme at gå efter bankbonusser. Og det er udtryk for manglende forståelse for, hvad der egentligt var årsagen til finanskrisen og den efterfølgendende økonomiske nedtur. Nemlig en alt for lempelig pengepolitik, der var ensbetydende med masser af billige penge i det finansielle sektor (indtil 2007) og derfor alt for store (bolig)udlån til privatpersoner og (entreprenør)virksomheder.

Der var naturligvis også moralsk hasard hos bankerne. De store banker i både USA og EU forventede, at staten ville redde bankerne, hvis det gik galt (som det jo gjorde). Staten har før reddet banker og andre finansielle institutter, der blev betragtet som to-big-to-fail. Resultatet var, at bankerne løb større risici og at bankerne ikke havde det kapitalgrundlag, de ville have haft, hvis de havde været uden den implicitte statsgaranti.

Vil konfiskation af bankbonusser med eller uden tilbagevirkende kraft så ændre spillereglerne, så staten ikke skal træde til med bankredningspakker i fremtiden? Næppe. Pengepolitikken er allerede lempet og banker, der er to-big-to-fail, nyder fortsat godt af en implicit statsgaranti. Derfor kan det gå galt igen. Det eneste konfiskation af bankbonusser vil gøre er at ændre lønstrukturen i bankerne, så de ansatte får mere af det, der har lav skat, og mindre af det, der bliver konfiskeret af populistiske regeringer. Men når billig penge og statsgaranti tilflyder bankerne, vil det indebære risiko for overophedning og efterfølgende økonomisk nedtur med tab i bankerne.