Professor Peter Kurrild-Klitgaard foretager en obduktion af Venstre og Det konservative Folkeparti i Berlingske Tidende (19/9). Patologen Kurrild finder, at patienten har begået selvmord. Og der er vel tale om narkomani med en kraftig overdosis af socialdemokrati. V og K har ikke kun lagt alle borgerlige principper på hylden siden 2001 for at vinde magten med overbudspolitik. VK-regeringen har gennemført en markant stigning i verdens i forvejen største offentlige sektor. V og K har også med deres plagiering af socialdemokratiet formået at gøre befolkningen mere venstreorienteret end den var i 2001. Glimrende analyse af Kurrild, som fortjener at blive læst og genlæst.
Flot klaret, V og K! I har gjort Danmark mere reguleret og mindre frit - og samtidig gjort det mindre sandsynligt, at jeg eller mit barn skal kunne opleve de grader af frihed og vækst, som mine forældre og bedsteforældre så før det sociale eksperiment med velfærdsstaten startede i 1960'erne. V og K vil blive og fortjener at blive straffet af borgerlige kernevælgere for at svigte de borgerlige kerneprincipper. Mit råd til borgerlige vælgere er ligetil: Stem på Liberal Alliance eller stem med fødderne.
Et enkelt teknisk PS til Kurrilds artikel: Overførselsindkomster indgår ikke bruttonationalproduktet, som Kurrild får skrevet i artiklen. Det er der ikke meget produktion i. Men de offentlige ansatte indgår til en fiktiv værdiansættelse (ikke til markedspriser), så ansætter regeringen flere i den offentlige sektor, er det med til at holde BNP kunstigt oppe, især hvis man er enig i Friedmans Lov. Friedmans Lov (efter professor David Friedman) siger, at det koster det offentlige mindst dobbelt så meget at gøre noget som helst som det ville koste private.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar