Reformen af finansielle sektors regulering er som tidligere nævnt det tredie store politiske initiativ, som præsident Barack Obama har fået gennem Kongressen. De to første var stimuleringspakken og sundhedsreformen.
Det tegner sig efterhånden et ganske klart billede af, hvad det er, præsident Obama vil med USA. Alle tre love er "big government" initiativer, som øger de offentlige udgifters andel af bruttonationalproduktet og statsmagtens regulering af samfundet ganske betragteligt. Det er med andre ord alle gode gange tre for Obama.
Det overrasker mig egentlig ikke, da jeg før har beskrevet Obama som en "samfundsingeniør", der i studiekreds med progressive intellektuelle og bureaukrater ønsker en styrende hånd i økonomien, som flytter rundt på stort og småt og hvor virksomheders skæbne bliver afgjort af politiske diktater fra Washington D.C. snarere end af reaktionerne fra forbrugere og markedet. Og hvor regeringen nu i større omfang blandet sig i familiernes forbrugsvalg. Det er blevet bekræftet med reformerne, selvom de dog er blevet udvandet under lovgivningsprocessen af mere moderate demokrater.
Men der er også en anden observation efter finansreformen. Fælles for de tre love er, at det umuligt kan levere, hvad Obama siger og lover. Stimuleringspakken skulle således forhindre en depression og arbejdsløshedsprocent over 8%. Men virkeligheden er en anden. Udsigten til stigende skatter og permanent højere offentlige udgifter kombineret med den usikkerhed, som Obama administrationens politik skaber med løfterne om store ændringer i store dele af økonomien, herunder finans-, sundheds- og energisektor, skaber et giftigt klima for investeringer og gør naturligvis virksomheder og investorer tilbageholdende. Investorer kender ganske enkelt ikke de nutidige og især fremtidige rammevilkår under den aktivistiske politik, der udgår fra studiekredsmøderne i Det hvide Hus. Så hvem tør investere i dette klima?
Sundhedsreformen skulle bremse væksten i sundhedsudgifterne i USA og øge antallet af personer med forsikring. De sidste er tilfældet, flere vil rigtignok få et sygesikringskort, men reformen øger snarere end sænker sundhedsudgifterne i USA (se her, her og her). Reformen gør derfor intet ved den enorme demografiske udfordring, som USA står over for med flere ældre. Udgifterne til Social Security, Medicare og Medicaid vokser hurtigere (og vil fortsat vokse hurtigere) end indtægterne og i horisonten er der en reel trussel om statsbankerot p.g.a. disse programmer.
Endelig skulle finansreformen sikre, at finanskrisen ikke gentager sig, men det er intet, absolut intet, som kan forhindre en gentagelse af finanskrisen eller andre kriser i den nye lov. Nu er kriser for det første ikke noget, som regeringer kan undgå. Det bedste man kan opnå er vel at forhindre politisk inducerede konjunkturcykler, altså op- og nedture i økonomien, der er skabt af den økonomiske politik. Men det har mindre med reguleringen af de finansielle sektor at gøre og mere med finans- og pengepolitikken at gøre. Finanskrisen var netop et eksempel på en politisk induceret konjunkturcykel, skabt af en lempelig pengepolitik i kølvandet på IT-krakket og 9/11 i 2000-01. Pengepolitikken blev lempet så meget, at USA (og i mindre grad EU) oplevede negative realrenter i en længere periode. Der var også (fortsat) stærke incitamenter fra politisk hold til finansielle institutter om at udstede boliglån til borgere, som var mere eller mindre kredituværdige. Der er intet i finansreformen, som sætter en stopper for lempelig pengepolitik eller kun meget lidt, som begrænser incitamenterne for de finansielle institutter til at udstede dårlige boligudlån.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar