The Divider vs. the Thinker

Jeg har henvist flere gang til Peggy Noonans blog på WSJ. Det er indsigtsfulde kommentarer, der kommmer fra den kant. Så her er det seneste link til dagens indlæg (28/10), hvor Noonan skriver om splittelsen i USA, om præsident Barack Obama, der vil kører en valgkamp med retorik der splitter i USA imellem de "rige" og resten og om kongresmedlem Paul Ryan, der tænker over tingene og kommer med løsningsforslag på de problemer, USA står overfor.

Desværre er Paul Ryan ikke at finde blandt præsidentkandidaterne, men han er uden tvivl en politiker, som man skal lægge mærke til og som forhåbentlig vil få større indflydelse i det republikanske parti. Se blot den tale han holdt i Heritage for nylig (og som Noonan henviser til i sit indlæg):

http://www.realclearpolitics.com/video/2011/10/26/paul_ryans_speech_to_the_heritage_foundation.html

Den tikkende gældsbombe

Die Spiegel bragte i sidste uge tre artikler, der med avisen egne ord beskriver, hvordan EU skabte verdens mest "ustabile valuta" og fik tilskyndet en kraftig forøget gældsætning i Europa. Altså hvordan tyske og europæiske ledere "ofrede økonomiske principper til fordel for romantiske visioner".

Første artikel (5/10) beskriver euroens tilblivelse, der blev til med Maastricht Traktaten fra 1992. I henhold til denne traktat skulle bestå af 3 søjler, hvoraf den økonomiske søjle skulle færdiggøres med en økonomiske og monetær union. Ideen om fælles valuta var af ældre dato, men murens fald og foreningen af Tyskland fik franskmændene til at kræve det som pris for genforeningen. Ellers beskriver artiklen, hvordan euroen gik fra at være en medlemsklub, hvor der blev stillet krav til økonomiske politik og sanktioner for manglende overholdelse til en klub for alle uden sanktioner. Da landene skulle udvælges, var Tyske og europæiske politikere klar over, at grækerne og andre lande sminkede deres nationalregnskaber for at komme med i euroen og få adgang billigere statslån. Men politikerne overhørte bevidst advarsler fra økonomer og centralbankchefer. Udvælgelsen af lande, som kunne deltage i euroen, blev dikteret af politiske og ikke økonomiske hensyn. Forundskansler Helmut Kohl ønskede en historisk beslutning. Derfor fik Grækenland, Italien og Belgien lov til at kome med. Selv europæiske økonomer var dog også "romantiske og blinde overfor risici forbundet med den fælles valuta", skriver Die Spiegel og citerer professor Kenneth Rogoff, amerikansk økonom og tidligere cheføkonom for IMF. 

Anden artikel (6/10) viser, hvordan Grækenland udnyttede det nye medlemsskab af euroen til at skaffe billige lån uden at ændre den økonomiske politik.Grækenland fik oprettet et lånekontor, der fik til opgave at "skaffe så mange penge" som muligt gennem udstedelsen af euro statslån. Det var der stor efterspørgsel efter. Og artiklen beskriver også, hvordan Tyskland og Frankring fik fjernet sanktionsmulighederne, da disse lande tidligt fik problemer med at overholde kravene. Det var forbundskansler Gerhard Schröder, der førte kniven. Måske var det pinligt for Tyskland, at de skulle være første land, der ikke kunne overholde kravene, måske var det indenrigspolitik, men under alle omstændigheder sendte det et uheldigt signal til sydeuropæerne. Der sker ikke noget, hvis man ikke overholder kravene.

Sidste artikel (7/10) diskuterer hvilke muligheder, der er for at komme ud af den nuværende krise. Kort sagt findes der to muligheder: 1) En omfordelingsunion, "transfer union", hvor landene i nord med orden i økonomien i mange år ud i fremtiden vil overføre velstand til lande i syd med uorden i økonomien eller 2) en mindre monetær union, hvor kun lande med orden i økonomien deltager i den fælles valuta. Det betyder i hvert fald farvel til Grækenland og en statsbankerot, der vil ende op med at æde kapitalen op i nordeuropæiske banker og dermed staterne i form af redningspakker. Det er således som valget mellem pest og kolera.

Artiklerne giver samlet et godt overblik over statsgældskrisen og euroen, specielt med et tysk perspektiv. Det er særlig interessant, fordi tyskerne har jo ofret D-marken for euroen og Tyskland er toneangivende, når det gælder udviklingen af det europæiske samarbejde.

The Great Recession and The Government Failure

Professor Gary S. Becker skriver i WSJ (2/9) om recessionen og de regeringsfejl, som har skabt dem, og som gør ondt værre.  Den nye reguleringsbølge skaber usikkerhed og løser ikke problemerne.

Steve Forbes kritiserer den økonomiske politik i USA

Barro om multiplikator-effekten af indkomstoverførsler

Professor Robert J. Barro skriver i WSJ (23.8) , at der ikke empiri for, at indkomstoverførsler vil øge den økonomisk aktivitet med 1.84 i forhold til udgifterne, som Obama administrationen hævder. Overførsel har tværtimod en negativ indvirkning på den økonomiske aktivitet, fordi det påvirker folks incitamenter.

Picking green losers

En stor del af stimuleringspakkerne verden over er gået til såkaldte at skabe såkaldte "grønne jobs". General Electric estimerede i 2009, at 400 mia. USD går til grøn stimulering, hvilket selskabet naturligvis er glad. Obama administrationen tegner sig for en stor del af disse satsninger i grøn teknologi. Professor Walter Russel Mead beskriver på sin blog (19/8) på The American Interest, hvordan mange af stimuleringspakkens projekter sejler eller er endt som rene fiaskoer.

Statslige investeringer har det med at ende på denne måde, hvilket skyldes flere ting. For det første bruger regeringens andre folks penge på andre, hvilke er det absolut mindst effektive måde at bruge penge på. Så selv med de bedste intentioner, er det svært at forholde sig til projekter. For det andet bliver grønne jobs ofte en undskyldning på at støtte specielle interesser. Se eksempelvis Timothy P. Carneys beskrivelse på Washington Examiner af, hvordan præsident Barack Obama har valgt at bruge 1 mia. USD på FutureGen projektet, der tilfældigvis lige ligger i Obamas hjemstat. FutureGen projektet, der vil forsøge at bygge et kulkraftværk, som kan opfange forureningen og samle den i underjordiske anlæg, blev sat i værk under præsident Georg Bush, men senere skrinlagt af, fordi det var urealistisk og alt for dyrt.

Offentlige investeringer i grønne jobs (og andre jobs) vil ofte have skadelige indvirkning på økonomien, da de fejlallokerer ressourcer i økonomien. De ingeniører, teknikere, arbejdere, kantinemedarbejdere og lobbyister, som får jobs i de "grønne" virksomheder, er ikke til rådighed for andre virksomheder. De vil øge presset på lønningerne til skade for erhvervslivet. I den forstand er det beroligende at observere, at regeringen ikke er særlig effektiv med at skabe "grønne" jobs, da det har færre skadelige virkninger på økonomien.

Peggy Noonan om præsident Barack Obama

Peggy Noonan har en kommentar i WSJ (19/8) om præsident Barack Obama og hans ferie efter de seneste nedtur. Her er et citat:

"How could he not be depressed? He has made big mistakes since the beginning of his presidency and has been pounded since the beginning of his presidency. He's got to be full of doubts at this point about what to do. His baseline political assumptions have proved incorrect, his calculations have turned out to be erroneous, his big decisions have turned to dust. He thought they'd love him for health care, that it was a down payment on greatness. But the left sees it as a sellout, the center as a vaguely threatening mess, the right as a rallying cry. He thought the stimulus would turn the economy around. It didn't. He thought there would be a natural bounce-back a year ago, with "Recovery Summer." There wasn't. He thought a toe-to-toe, eyeball-to-eyeball struggle over the debt ceiling would enhance his reputation. The public would see through to the dark heart of Republican hackery and come to recognize the higher wisdom of his approach. That didn't happen either. 

Nothing worked! And nothing's going to work. He's the smartest guy in the room, but he's got the reverse Midas touch. Everything he touches turns to—well, unsatisfying outcomes".

ObamaCares krav om sygeforsikring underkendt af endnu en domstol

Præsident Barack Obama og hans administration har lidt endnu et nederlag hos domstolene. Appelretten i Atlanta har erklæret kravet i Obamacare om at borgerne i USA har en sygeforsikring (individual mandate) i strid med forfatningen, skriver WSJ (13.8). Der sker med dommerstemmerne 2 mod 1. Flertallet af dommerne mener ikke, at forbundsregeringens ret til at regulere handel mellem delstaterne kan begrunde, at forbundsregeringen kræver, at borgerne tegner sygesikring. WSJ citere dommernes kendelse:

"The opinion, jointly written by judges Joel Dubina and Frank Hull, said Congress had broad power to deal with the problems of the uninsured, "but what Congress cannot do...is mandate that individuals enter into contracts with private insurance companies for the purchase of an expensive product from the time they are born until the time they die."

The Constitution gives Congress the power to regulate interstate commerce, and courts have interpreted that power broadly. But the majority said the Obama administration's defense amounted to an argument that merely by existing, individuals affect interstate commerce, "and therefore Congress may regulate them at every point of their life."

Dommerne underkende kun bestemmelserne i strid med forfatningen, ikke hele lovgivning. Det betyder, at dele af forsikringsreguleringen, herunder kravet om at alle borgere har ret til at tegne sygeforsikring uanset sundhedstilstand, bliver implementeret. Det vil skabe betydelige problemer, da det vil give store grupper af befolkningen et stærkt incitament til at vente med at tegne forsikring indtil de bliver ramt af sygdom. Forsikringspræmierne vil derfor stige og yderligere forstærke denne tendens, hvilket vil resultere i færre med sygeforsikring. Dette vil givet føre til, at Kongressen skal genforhandle sundhedsreformen. Men først efter at sundhedsreformen har været i Højesteret, hvilket næppe sker før sommeren 2012.

Barro: Resultaterne af Obamas økonomiske politik er elendige!

Professor Robert Barro sammenligner præsident Barack Obamas og præsident Ronald Reagans økonomiske udgangspunkt og politik i WSJ (8.8). Barro mener, at Obama i modsætning til Reagan har ført den forkerte politik. Han skriver:

Mr. Obama was equally in position to get credit for turning around a perilous economic situation that had been left by a weak predecessor. But he has pursued an array of poor economic policies, featuring the grand Keynesian experiment of sharply raising federal spending and the public debt. The results have been terrible and now, two and a half years into his administration, Mr. Obama is still blaming George W. Bush for all the problems.

Friday's downgrade of the U.S. credit rating by Standard & Poor's should have been a wake-up call to the administration. S&P is saying, accurately, that there is no coherent long-term plan in place to deal with the U.S. government's fiscal deficits.

Barro anbefaling til den økonomiske politik er: 1)  Gennemfør reformer af pensionsordningerne, så tilbagetrækningsalderen sættes op og stigningstakten i ydelser bringes ned, 2) Nedsætning marginalskatterne i skattereform, 3) Fjern skattefradrag som i skattereformen gennemført under Reagan i 1986, 4) Fjern virksomheds- og ejendomsskatter og 5) Indfør en føderal moms i USA på 10%. Dette vil skabe balance på budgetter og genskabe tilliden, mener Barro. 

Amerikansk økonomi dårligere end du tror

Professor Martin Feldstein har et indlæg i WSJ (9/6), hvor han skriver, at amerikansk har det dårligere end de seneste tal (ikke alt for gode tal for beskæftigelse og vækst) viser. Den underliggende vækst er gået i stå. Årsagerne er: 1) Finanspolitikken har anvendt overførsler i stedet for forbrug eller investeringer, 2) Forslagene om at hæve indkomstskatter for højestlønnede, 3) Manglende plan for at nedbringe budgetunderskuddet og statsgælden i USA og 4) Inkonsistent valutakurspolitik. De 3 sidste punkter er med til at skabe usikkerhed og tilbageholdenhed med investinger. Feldstein slutter:

"The economy will continue to suffer until there is a coherent and favorable economic policy. That means bringing long-term deficits under control without raising marginal tax rates—by cutting government outlays and by limiting the tax expenditures that substitute for direct government spending. It means lower tax rates on businesses and individuals to spur entrepreneurship and investment. And it means reforming Social Security and Medicare to protect the living standards of future retirees while limiting the cost to future taxpayers.

All of these things are doable. But the Obama administration has not done them and shows no inclination to do them in the future".

En anden forfatningssag om Obamacare

Det er ikke kun spørgsmålet om, hvorvidt forbundsstaten kan kræve af borgerne, at de tegner en sygesikring, der bliver prøvet ved retssystemet. Som tidligere omtalt har adskillige delstater sagsøgt forbundsregeringen for at få fastslået, at det er i strid med den amerikanske forfatning.

Florida har sagsøgt forbundsregeringen for at overtræde forfatningen, når forbundsregeringen betinger delstatens "udligning" af udgifter til Medicaid med et krav om, at delstaterne øger antallet af personer, som bliver dækket af Medicaid. Obamacare øger indkomstgrænsen, hvilket vil give flere "fattige" ret til offentlig sygesikring gennem Medicaid. Og hvis delstaten ikke øger indkomstgrænsen, så bortfalder hele udligningen af udgifter Medicaid.

Spørgsmålet er centralt og vedrører magtdelingen mellem forbundsstaten og delstaterne. Forbundsstaten, der er skabt af delstaterne, var oprindeligt kun tiltænkt få og afgrænsede opgaver. Offentlig sygesikring er ikke omfatter af de opgaver, som forfatningen foreskriver, hvorfor det i princippet er en område, der falder under delstaternes kompetence. Men forfatningen giver forbundsregeringen mulighed for at opkræve skatter. Skatter er penge og penge er magt. Og denne magt har forbundsregeringen brugt til at indføre de offentlig sygesikringsordninger for ældre (Medicare og kronisk syge) og fattige (Medicaid). Det skete under den "progressive" demokratiske præsident, Lyndon B. Johnsson, der sad fra 1963 til 69.

Under disse programmer kan delstaterne få størstedelen af udgifterne til de offentlige sygesikrings-ordninger dækket af forbundsregeringen, hvis de følger forbundsregeringens anvisninger for de to ordninger. Ellers er der ikke en krone at hente fra forbundsregeringen. Dette stiller delstaterne overfor et betydeligt pres. Borgerne betaler jo skatten under alle omstændigheder, så det er stort set omkostningsfrit for delstaten af indføre de offentlige sygesikring for ældre og fattige. Det har alle også gjort, men det var under skarpe protester fra konservative og libertarianere, som mente at magtbalancen til rykket i forkert retning (mod Washington).

Professor Richard A. Epstein og direktør Mario Loyola har et indlæg i WSJ (7/2) om denne retssagen og det principelle i sagen. De peger blandt andet på, at hidtige afgørelser har forslået, at der er en grænse for, hvor langt forbundsregeringen, der beror på en afvejning af, hvor der er tale om "tilskyndelser" eller "tvang", der forbundsregeringen stiller krav.

Begge sager er interessante, fordi de vil påvirke magtdelingen mellem delstaterne og forbundsregeringen. De såkaldt "progressive" som Franklin D. Roosevelt og Lyndon B. Johnsson har haft held til at udvide forbundsregeringens beføjelser ganske betragteligt og præsident Barack Obamas reformer vil rykke USA et godt skridt på vej i retning af en centralstyret velfærdsstat.

Vermont and Massachussets på vej mod universal healthcare

Vermont og Massachusetts kan være de første delstater i USA, som indfører "universal healthcare" i USA, altså et sundhedsvæsen med kun en eller næsten kun en betaler, som i Europa.

I Vermont har guvernør Peter Shumlin underskrevet en lov (se WSJ 25/5), der implementerer præsident Barack Obamas sundhedsreform fra sidste år i delstaten. Det sker ved indførelsen af en offentlig sygesikring, Green Mountain Care, der vil være tilgængelig for alle borgere i delstaten, der ikke er dækket under Medicare (sygesikringen for ældre) eller privat sygeforsikring gennem arbejdsgiveren. Denne sygesikring vil blive finansieret gennem højere skatter. Planen er mere vidtgående en ObamaCare eller RomneyCare, som gør sygeforsikring obligatorisk, men giver borgerne mulighed for at vælge mellem forskellige private tilbud om sygeforsikring.

Massachusetts, der gennemførte en sundhedsreform i 2006, kendt som RomneyCare efter delstatens daværende guvernør (og præsidentkandidat) Mitt Romney, kan meget vel også være på vej mod et system med kun en betaler. I RomneyCare, der ligner ObamaCare en hel del, er borgere tvunget til at tegne sygeforsikring, mens forsikringsselskaber i delstaten er forpligtede til at forsikre alle. Præmierne er også reguleret af delstaten. Delstaten bestemmer med andre hvad forsikringsselskaber skal tilbyde forsikringstagerne og hvad de maksimalt kan tage for det. Problemet er, at den politise vilje kun rækker til at stille krav flere tilbud, politikerne vil ikke lade præmierne stige, så de kan dække de øgede omkostninger. Det betyder, at sygeforsikring er en underskudsforretning i delstaten og forudsigelsen er, at Blue Cross/Blue Shield i delstaten vil gå konkurs i 2017. Det vil formentlig ende med, at delstaten overtager sygesikringen.

Undtagelser fra sundhedsreformen i USA

Obama administrationen udsteder en række undtagelser til sundhedsreformen. Health Policy Director Michael Cannon fra CATO Institute kommenterer på C-Span.

Apropos økonomer og forbrydelser

Fannie Mae, Freddie Mac og finanskrisen

Senior fellow Martin Baily, Brookings Institute, administrerende direktør Lawrence Lindsey, The Lindsey Group og Arthur F. Burs Fellow Peter J. Wallison, American Enterprise Institute, diskuterer Fannie Mae og Freddie Macs rollen i finanskrisen og hvordan lånemarkedet kan reformeres i USA, så regeringen kommer ud af dette marked hos Jim Glassman i Ideas in Action (14/4).

Stagflation igen

Stagflation, der er kombinationen af stagnation og inflation, er måske på vej tilbage til USA. Sidst USA oplevede kombination af inflation og høj arbejdsløshed var i 1970'erne. Det skriver professor Ronald McKinnon i WSJ (24/5). Fænomenet tilskrives pengepolitikken med quantitative easing (QE2) og renter nær nul.

Mundell om valutakurser, pengepolitikken og inflation

Professor Robert Mundell, der fik nobelprisen i 1999 for studier om internationale monetær økonomi, herunder teorien om optimale valutaområder, efterlyste for nylig fastkurspolitik mellem Dollar og Euro. Det skriver Sean Rushton på bloggen The Supply Side og i WSJ (23/5). Fastkurspolitik skal erstatte kvantitative lettelser i pengepolitikken, som er gennemført to gange siden 2009 (QE1 og QE2). Mundell forudser, at kursen på dollar i forhold til euro stiger, når QE2 udløber, hvilket vil føre til stagnation og skabe pres for en QE3. Rushton skriver:

"With a fixed exchange rate, prices could move free from the scourge of sudden deflation and inflation, allowing investment horizons and planning timelines to expand along with production levels on both sides of the Atlantic. To supercharge the U.S. recovery, he also recommends permanently extending the Bush tax rates and lowering the corporate income tax rate to 15% from 35%.

Above all, he made it clear that the volatile exchange rate is the responsibility of the U.S. Treasury, not the central bank. Without a breakthrough on exchange rates, he predicted another dollar appreciation following QE2, resulting in a return to recession and a worsening of the U.S. debt crisis. This would likely lead to a third round of quantitative easing, continuing the dysfunctional cycle".

Liberalisering af apotekersektoren

Apotekersektoren trænger til liberalisering og det var egentlig også VK-regeringens plan. Men de "konservative" har valgt at yde aktiv dødshjælp til monopolet og fået liberaliseringen udskudt. I min blog på Borsen.dk i dag efterlyser jeg en liberalisering og beskriver hvordan apotekerne stjæler din tid for at holde distributionsomkostningerne nede.

Schiff om falske penge, papirpenge og penge baseret på guld

Peter Schiff har et indlæg i anledningen af retsforførelsen i USA af udstederen af Liberty Dollars. FBI og Secret Service lukkede for nogle år siden Liberty Dollars, som udstedte egne mønter og pengesedler, baseret på guld og sølv. Det er tale om offerløs kriminalitet, da ingen er blevet snydt eller bedraget. Tværtimod har personer, som har aftaget Liberty Dollars set en stigning i værdien af disse penge. Men grunden til at myndighederne lukker Liberty Dollars er naturligvis, at staten ikke vil miste monopolet på at udstede penge. Guldpenge kunne let fortrænge almindelig dollars, som er papirpenge. Schiff har dog ret i, at det er en skandale, at USA retsforfølger en person, som ikke har bedraget andre.

Læs mere om Liberty Dollars på wikipedia (her), da firmaets hjemmeside er lukket af myndighederne (se her).

Retsopgøret om ObamaCare et år efter vedtagelsen

Sammenhængen mellem investeringer og arbejdsløshed

Professor John B. Taylor har lavet et scatterplot over kombinationer af den kvartalsvise arbejdsløshed i % af arbejdsstyrken og investeringer investeringerne i % bruttonationalproduktet, sakset fra professor Greg Mankiws blog (se her).

ObamaCare 1 år efter vedtagelsen

Cato markerer 1 års dagen for vedtagelsen af sundhedsreformen i USA eller ObamaCare. Der er mange brudte løfter i ObamaCare, stadig stor folkelig modstand og så har 28 delstater lagt sag mod forbundsregeringen for overtrædelse af forfatningen. Og så er dele af reformen implementeret og viser utilsigtede virkninger, blandt andet at forsikringsselskaber forlader markedet for sygeforsikring og arbejdsgivere dropper sygeforsikring for medarbejdere eller familier.

Forbes om arven fra Reagan og den nuværende krise

Steve Forbes har en kronik i WSJ (22/3), hvor beskriver præsident Ronald Reagans økonomiske reformpolitik i 1980'erne, som lagde grunden til et økonomisk mirakel med mere 18 millioner nye amerikanske arbejdspladser i 1980'erne, massive investeringer, teknologiske gennembrud og mere end 25 års stabil økonomisk vækst. Opskriften var markante skattelettelser (blandt andet blev marginalskatter blev mere end halveret og skattesystemet forenklet), mindre regulering, stabil pengepolitik og færre offentlige udgifter (de sidste var en begrænset succes, da væksten i udgifterne nok faldt, men de store udgiftsprogrammer blev der ikke rørt ved).

Forbes mener, at politikerne i Washington har ødelagt store dele af dette reformprogram stille og roligt med masse af små ændringer i skattesystemet, nye reguleringer og nye udgifter. Hvilket dog ikke betyder, at successen ikke kunne gentages. Men selvom præsident Barack Obama forsøger at lyde som Reagan, mødes med medlemmer af Reagans stab og læser Lou Cannons glimrende Reagan-bibliografi, så er der intet i hans politik, som minder om Reagans:

"Reagan aggressively embraced free-market, supply-side principles that empowered the American people to rebuild and creatively expand our economy and standard of living. In contrast, the Obama administration has expanded the powers of government over us and our economy on a scale never before seen in peacetime American history. President Reagan understood, and fervently believed in, the American spirit of free enterprise. So far, President Obama hasn't shown that he does".

Byge af ny sundhedsregulering i USA er "stimulus" for lobbyister

Politico (17/3) skriver, at den byge af nye reguleringer, som følger med sundhedsreformen i USA, også er en (ny) "stimuleringspakke" for lobbyister, der også kaldes K street "over there". Årsagen er, at sundhedsreformen indeholder stribevis af bemyndigelser til administrationen, som den er i gang med at udmønte i reguleringer. Alle interessegrupper, industrier og virksomheder, som har noget på spil under udmøntningen, har derfor en klar interesse i at følge, forstå og påvirke dette regeringarbejde. Naturligvis. Så virksomheder, der beskæftiger sig professionelt med lobbyisme og public affairs, har oprustet på dette område og nyder godt af den øgede efterspørgsel på dette område. Igen.

Den nye regulering kommer til at omfatte alt fra dækning (hvad er inkluderet i de nye sygeforsikrings-kontrakter) til mere og specifikke regler for enkelte aktører i sundhedsindustrien. Der vil naturligvis være et enormt (og asymmetrisk) pres på regeringen for at få mest muligt inkluderet i dækningen, ligesom industrier eller udbydere vil forsøge at få reguleringen udmøntet, så de kan opnå et højere afkast. Det kan for eksempel ske ved få reguleringen udformet, så den stiller så tilpas høje krav, at kun få udbyderne selv kan opfylde kravene. Kunsten for virksomheder og interessegrupper er at pakke sådanne forslag ind og sælge dem til Obama administrationen, så det fremstår som en naturlig del af deres politik. Det er kernekompetencen for en god lobbyist.

Implementering af sundhedsreformen er blot den anden "stimulering", som præsident Barack Obama har givet lobbyisterne. Den første kom med de store lovgivningsinitiativer i de første 2 år: Stimuleringspakken, sundhedsreformen og reformen af finanssektoren. For lobbyister var alle tre initiativer en gave. Stimuleringspakken var nok kortvarig, da den blev vedtaget efter kun et par måneder, men til gengæld var den udsædvanlig. Det er ikke så tit, at en regering står med 800 mia. USD, som den gerne vil bruge og efterlyser ideer til, hvad pengene kan bruges til. Der er næppe en lobbyist i Washington D.C., som ikke har fået et par linjer med i stimuleringspakken. De 2 reformer gav til gengæld fast arbejde for lobbyister i mere end 18 måneder.

Dette er naturligvis en utilsigtet virkning af at flytte større dele af tilværelsen ind i det politiske system. Når beslutninger bliver kollektive i demokratisk system, vil flere og flere ressourcer blive brugt på at påvirke de politiske beslutninger. Så det er ikke overraskende, at flere ressourcer bliver brugt på lobbyisme i USA end tidligere. Obama er som en "progressiv" præsident og politiker tilhænger større regeringsindblanding i økonomien. Han vil med en synlig hånd dirigirere udviklingen i store dele af den amerikanske økonomi, så lobbyister har sandelig gyldne tider i hans embedsperiode.

Privatisering af banksektoren undervejs

Jeg vil i fremtiden også blogge på Borsen.dk. Min første blogindlæg (16/3) handler om bankernes delvise tilbagebetaling af deres statskapital, som blev indskudt i kølvandet på finanskrisen.

Tilsyn for finansiel forbrugerbeskyttelse i USA er ikke underlagt tilsyn

Kongressen i USA vedtog sidste år lov, som medførte oprettelse af en såkaldt Consumer Financial Protection Bureau. Nu er dette bureauet været til den første høring i Kongressen, men som WSJ (16/3) skriver, så har det lille betydning. Det nye bureau er nemlig ikke er underlagt Kongressens tilsyn som alle andre agenturer. Det betyder, at bureauet kan skabe detailregulering af finansielle institutter uden demokratisk kontrol fra Kongressen. Bureauets direktør, Elizabeth Warren, er også udnævnt uden godkendelse i senatet, hvilket er højest usædvanligt. Og så har bureauet adgang til at tappe den amerikanske centralbank, Federal Reserve, for driftstilskud. Helt op til 10% af centralbankens driftsudgifter (5,4 mia USD). Også dette sker uden Kongressens godkendelse. Det er altså i al korthed en højest besynderlig konstruktion, som præsident Barack Obama og det tidligere demokratiske flertal har skabt her.

Begrundelsen for i det hele taget at skabe et Bureau til forbrugerbeskyttelse er finanskrisen, men som tidligere påpeget, så er det jo ikke bankerne og andre finansielle institutter, som har tvunget forbrugerne til at låne mere end kunne tilbagebetale eller skabt en miljø, hvor dette var muligt. Ansvaret for finanskrisen ligger først og fremmest hos amerikanske politikere, som med en dagsorden om at flest mulige amerikanere generelt og flere blandt minoriteter i særdeleshed skulle eje egen bolig, har skabt reglerne, som gjorde bankerne mindre sensitive overfor kunderne kreditværdighed og mindre kreditværdige forbrugerne villige til at satse på boligkøb uden udbetaling med udsigt på potentielle gevinster (hvis boligpriserne steg) og ingen tab (hvis boligprisen var uændret eller faldt). Dette nye forbrugerbeskyttelsesbureau, som altså kan operere uden demokratisk kontrol, vil næppe kunne beskytte forbrugerne mod sig selv. Ej heller kan det beskytte forbrugerne mod dårlig lovgivning, så der egentlig ikke behov for det. Men det skal finde skabe et behov for sig selv som andre offentlige bureaukratier og med adgang til nationalbankens kasse er det helt sikkert, at det vil vokse til stort og tungt bureaukrati, som nok skal bebyrde pengeinstitutterne med papirarbejde og regler.

Tiden er inde til besparelser i USA

Professor Michael J. Boskin skriver i WSJ (11.2), at tiden nu er inde til besparelser på det offentlige budget i USA. Boskin noterer, at den nuværende præsident alene i sin første embedsperiode formentlig vil ende med at stifte mere gæld end alle andre 43 præsidenter tilsammen i alle embedsperioder. Så det er ikke klogt at følge den største øgning af de offentlige udgifter siden anden verdenskrig op med nye offentlige udgifter.

Det er muligt at nedbringe underskuddet, reducere de offentlige udgifter og skabe vækst, mener Boskin: 

”In the 1980s and '90s, federal spending was reduced by more than 5% of GDP to 18.4% in 2000—a level sufficient to balance the budget at full employment and allow for lower tax rates. It was a remarkable period of growth, and there's no reason we can't repeat that success".

Boskin foreslår at tage livet af ObamaCare, TARP (finanssektorens økonomiske hjælpeprogram iværksat under finanskrisen) og resten af stimuleringspakken. Heruodver foreslår Boskin blandt andet at konsolidere, slanke, flytte budget til delstaterne, indfører faste individuelle tilskud i stedet for ydelser og at indeksere pensioner efter priser i stedet for løn.

Præsident Barack Obama har foreslået store offentlige anlæg og infrastrukturprojekter, der blandt andet skulle sætte gang i beskæftigelsen. Billedet af tusindvis af arbejdere med skovle, der graver dæmninger og tunneler, leder tankerne hen på præsident Franklin D. Roosevelts beskæftigelsesprojekter under krisen i 1930’erne. Økonomer er uenige om hvorvidt disse projekter for fornuftige dengang som svar på krisen. Men i det moderne samfund har infrastruktur projekter slet ikke som indhold af arbejdskraft som dengang og Boskin afviser disse som ineffektive.

Obama administrationen overvejer at trække regeringen ud af boligfinansering

WSJ (9.2) skriver, at Obama administrationen snart offentliggør en hvidbog om Fannie Mae og Freddie Mac, som indeholder forslag til, hvordan USA kan reducere forbundsregeringens rolle i boligfinansiseringen. Fannie Mae og Freddie Mac tegner sig i dag for 90% af nye boliglån. Forbundsregeringen overtog for et par år de to realkreditinstitutter, der kom i økonomiske vanskeligheder efter boligboblen. Fannie Mae og Freddie Mac har længe haft særlig status som føderale realkreditinstitutter og de har dermed ikke været underlagt samme regulering som forretningsbanker og andre finansielle institutter.

Reglerne betød, at der ikke var samme krav til egenkapital og reserver i Fannie Mae og Freddie Mac. Da finanskrisen ramte USA udgjorde kapitalen i Fannie Mae og Freddie Mac ikke mere end 2-3%, hvilket gjorde begge særdeles sårbare overfor tab på boliglån. Institutterne nød dog godt af en implicit garanti fra forbundsregeringen og de amerikanske skatteborgere endte da også med at måtte hive tegnebogen, da institutterne blev insolvente. Det var især tab ved de såkaldte subprime boliglån, der fik institutterne til at bukke under.

I Kongressen har Fannie Mae og Freddie Mac har nydt godt af politiske opbakning fra især demokraterne, som mener, at institutterne var med til at give mindrebemidlede mulighed for at købe egen bolig. Institutterne bidrog i øvrigt også godt til valgkampen i 2008 og der var store bidrag til både Hillary Clinton og Barack Obama. Den tidligere administration under præsident Georg Bush forsøgte flere gange at stramme kapitalkravene for de to føderale realkreditinstitutter, men havde ikke held til at komme igennem Kongressen med forslaget, men blev stemt ned af kongrespolitikerne.

Mange republikanere mener, at Fannie Mae og Freddie Mac bærer en stor del af skylden for boligboblen, finanskrisen og den efterfølgende økonomiske krise i det amerikanske samfund. Det er nok en overdrivelse, men det viser, at det let kan ende i et politisk hundeslagsmål, når fremtiden for boligfinansiering skal diskuteres i Kongressen. Men i det mindste er det et godt udgangspunkt, hvis Obama administrationen foreslår at reducere forbundsregeringens rolle i boligfinansieringen. Det er bedre at private investorer og långivere formidler kapital til boliglån end regeringen, fordi de løber en risiko for egne midler. Men det forudsætter naturligvis, at investorerne ikke blot kan tørre eventuelle tab af på skatteborgerne.

Reagans fusionisme mellem traditionelt konservatisme og klassisk liberalisme

Professor Peter Kurrild-Klitgaard har et indlæg på sin blog (8.2) om Ronald Reagans "fusionisme", der bestod i at kombinere klassiske liberalistiske og traditionelt konservative synspunkter. Der var ikke Reagans opfindelse, men bevægelse i amerikansk konservatisme med rødder tilbage til 1950'erne. Og Kurrild har et par interessante links til indlæg om fusionisme og taler af Reagan.

Denne "fusionisme" i Reagans politiske platform gjorde det muligt at forene socialkonservative og libertarianere i en koalition, som kunne vinde præsidentvalget i 1980 og senere kongresvalget i 1994, da Newt Gingrich med sin liberalkonservative platform Contract with America vandt flertallet i Repræsentanternes Hus og dermed fik betydelig indflydelse på udviklingen i USA under præsident Bill Clinton. Begge perioder (1981-89 og 1994-2001) var præget af begrænset vækst i de offentlige udgifter.

Koalitionen blev sprængt under præsident Georg W. Bush, der med sin socialkonservatisme og statsinterventionisme, stigende offentlige udgifter, militære interventioner og store budgetunderskud har skubbet i hvert fald libertarianere og sikkert også en del Reagan fusionister fra sig. Det bidrog utvivlsomt til demokraternes valgsejrer i 2006 og 2008. Jeg ved ikke om Ron Pauls kampagne for at blive Republikanerne præsidentkandidat i 2008 kan betegnes som fusionistisk, men det var i hvert fald et oprør i den republikanske lejr mod udskejelserne under Bush og afvigelsen fra fusionismen. Til gengæld har Tea Party-bevægelsen (og indirekte Barack Obama og den progressive bevægelse) forenet både libertarianere og traditionelt konservative igen og sikret republikanerne et comeback i Repræsentanternes Hus. Det bliver spændende at se om denne koalition igen kan blive en vigtig politisk drivkraft i USA.

ObamaCare stadig mere upopulær i den amerikanske befolkning

Sundhedsreformen i USA, som blev vedtaget sidste år, er upopulær i den amerikanske befolkning, som aldrig før. I en ny meningsmåling fra Rasmussen Reports (7/2) viser, at der er et stor flertal for at forkaste reformen helt, 58% af de adspurgte er for, mens kun 37% er imod at forkaste reformen. Undersøgelsen viser også, at et meget stort flertal mener, at sundhedsvæsenet bliver dyrere og dårligere som følge af reformen.

Det kan overraske, det plejer sjældent at være upopulært, når politikere øger de offentlige udgifter. Heller ikke i USA, hvor der er større skepsis overfor offentlige udgifter. Og sundhedsreformen er trods alt en udgiftskrævende reform, der giver store grupper adgang til sygesikring eller adgang til forsikring til lavere præmier. Mange af de grupper, som vinder på reformen, har allerede mærket en ændring, selvom reformen først er fuldt gennemført om nogle år.

Når reformen er så upopulær, skyldes det nok, at der også er tabere på reformen. De omfatter først og fremmest grupper, som oplever at forsikringsselskaber trækker sig fra markedet eller at prisen på sygesikring stiger. Det er en effekt, som allerede viser sig. Desuden er der betydeligt frygt blandt forsikrede over forringelser. Det gælder ikke mindst sikrede i Medicare og Medicaid, som kan få vanskeligere ved at finde en læge, når reformen er fuldt gennemført.

Hyldest til Præsident Reagan

I dag er det 100 år siden, at præsident Ronald W. Reagan blev født i Tampico, Illinois. Denne begivenhed er blevet markeret ved lang række artikler og møder verden over. Også her på Zieglers Hjørne vil jeg gerne hylde en stor frihedskæmper, som gennem tiden har været en inspirationskilde.

Ronald Reagan kan stadig vække begejstring bredt blandt konservative og libertarianske som fortæller for mindre offentlige sektor, lavere skatter, mere frihed for individer og familier, mindre magt til forbundsregeringen og mere til de amerikanske delstater. I bredere kredse står Reagans kamp for frihed i kommunistiske regimer og væmmelse ved atompolitikkens "Mutually Assured Destruction" nok tydeligere, hvor forhandling gennem styrke og udvikling af en beskyttelse mod atomvåben (Strategic Defense Initiative) var politikken, som nok var upopulær i starten af 1980'erne, men som førte til våbenaftaler og bidrog til kommunismens sammenbrud.

Når Reagan stadig kan inspirere, skyldes det ikke mindst, at han stod fast på sine liberalkonservative principper og kommunikerede dem med overbevisning. Reagan var ikke en nogen vejrhane, som den typiske politiker, skriver professor Peter Kurrild-Klitgaard i klumme i Berlingske Tidende om Reagans 100 år. Jeg finder, at Reagans radiotaler fra 1970'erne stadig indeholder mange gode politiske kommentarer (og de kan fås på CD fra Ronald Reagan Library).

I dagens anledning har Cato en podcast med professor William A. Niskanen, der var formand for Council of Economic Adviser under præsident Reagan, om Reagans økonomiske politik og personen Reagan. Niskanen fortæller blandt andet, at Reagan havde en god intuition for politikforslag, ikke fordi han vare analytisk, men fordi han i sin tid som talsmand for General Electric blandt andet havde læst Friedrich A. Hayek, Ludwig von Mises og Milton Friedman. Det gav Reagan en god fornemmelse af konsekvenser af de lovforslag og politikforslag, han som præsident blev forelagt. Hør Niskanen her:



Også i Danmark blev fejret. Tre Venstre politikere har taget initiativ til stiftelsen af Det danske Ronald Reagan Selskab, som bliver stiftet i dag og som årligt skal markere Ronald Reagans fødselsdag med en konference. De tre politikere er tidl. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, udviklingsminister Søren Pind og klima- og energiminister Lykke Friis (det sidste var lidt af en overraskelse, men forhåbentlig kan energiministeren finde inspiration til en energipolitik med mindre statslig styring og mere markedsøkonomi, hvilket ville være helt i Reagans ånd. Statssubsidier til udvalgte sektorer, tvang i forbruget, kvoter og ande planøkonomi er ikke noget, der ville vinde mange stjerner hos Reagan).

Pengepolitikken i USA fører til fejlinvestinger og mindre kapitalapparat på længere sigt

I det seneste nummer af Cato Policy Report (January/February 2011) har professor Kevin Dowd og korrespondent Martin Hutchinson et indlæg om den lempelige pengepolitik og den dermed forbundne de-kapitalisering af USA. Pengepolitikken har de sidste 15 år skabt boble efter boble i USA. Og boblerne er blevet større og større. Konsekvensen af disse bobler er lavere vækst i fremtiden, konkluderer Dowd og Hutchinson.

Langsom godkendelse af ny medicin har en pris

Professor Peter Gøtzsche, Det Nordiske Cochrane Center, rettede i tirsdags en kritik af finansieringen af Lægemiddelstyrelsen i DR Orientering på P1 (1.2). Hovedparten kommer af indtægterne kommer fra medicinindustrien, der betaler for behandling af ansøgninger om markedsføringsgodkendelse af nye lægemidler. Og i EU kan virksomhederne for visse lægemidler vælge, hvilken lægemiddelstyrelse, der skal være referenceland for den faglige vurdering. De andre lande skal dog tilslutte sig godkendelsen.

De politiske konsekvenser af Obamas afvisning af ændringer i sundhedsreformen

Politisk kommentator Karl Rove har en interessant analyse af det politiske spil om sundhedsreformen mellem republikanere og demokrater i WSJ (3.1). Rove mener, at det vil få politiske konsekvenser, at præsident Barack Obama afviser ændringer i sundhedsreformen. Forsikringsselskaber trækker sig ud af markedet for sygesikring og læger tilkendegiver, at de vil begrænse antallet af patienter med offentlig sygesikring, hvilket vil ramme især de ældre over 65 år.

Kriser er uundgåelige i en markedsøkonomi, men kollektivisering af tab fører til uansvarlig adfærd

Mandag holdt redaktør Rainer Hank, Frankfurter Allgemeine Zeitung, foredrag i CEPOS (31.1). I foredraget kom ind på årsagen til finanskrisen og gældskrisen i Europa blandt Euro-landene. Hank mener (som økonomerne John M. Keynes med "animal spirít", Joseph Schumpeter med "creative destruction" og den "østrigske" økonomiske skole med konkunkturcykelteori), at kriser er uundgåelige i markedsøkonomi, men at den kollektivisering af tab, som sker gennem støtteordningerne til finansielle institutioner og stater i økonomiske vanskeligheder, forstærker problemerne. Se foredraget på CEPOS hjemmeside.

Ingen enighed om årsagen til finanskrisen i Kongresrapporten: Demokraterne fokuserer på markedsfejl, republikanerne på regeringesfejl

Direktør Mark A. Calabria, Cato Institute, kommentere Kongres-rapporten om årsagerne til den finansielle krise i USA i den seneste podcast fra tænketanken (1.2).

The Financial Crisis Inquiry Report

Kommisionen om Årsagerne til den Finansielle og Økonomiske Krise i USA, der blev nedsat af Kongressen i 2009, udsendte i sidste uge sin endelig rapport. Kommissionen bestod af 10 medlemmer, hvoraf 6 var udpeget af demokraterne og 4 udpeget af republikanerne. Kommissionen er ikke enige i konklusionen, men deler sig efter partiskel. Flertallet mener, at krisen hovedsageligt skyldes utilstrækkelig regulering af den finansielle sektor. Et mindretal mener derimod, at krisen skyldes regeringens fejlslagne indblanding i boligmarkedet, mens et andet mindretal peger på krisens globale natur og henviser de række faktorer, som tilsammen forårsagede krisen.

Obama vil ikke ændre sundhedsreformen

Præsident Barack Obama lagde heller ikke op til ændringer i den upopulære sundhedsreform i sin tale til Kongressen om nationens tilstand i sidste uge. Tværtimod. Reformen blev gennemført sidste år med et snævert flertal. Sundhedsreformen var en stærkt medvirkende årsag til, at republikanerne vandt valget i  november.

Obama sagde med løftet pegerfinger, at han ikke vil genforhandle reformen, men tilføjede at han er åben overfor gode ideer. Det har han før sagt, men havde han ønsket et kompromis mellem demokraterne og republikanerne, hvilket givet havde været mere fornuftigt, fordi det havde været muligt at gennemføre ændringer som afgørende kunne begrænse væksten i udgifterne (hvilket er lettere at gennemføre, hvis begge partier er med), så havde Obama givet senatorer fra de to partier tid nok til at udarbejde et kompromisforslag. Nu blev tiden brugt på at forene venstre og højre fløj hos demokraterne.

Se Kaiser Health News analyse af situationen efter præsidentens tale og udsigten til ændringer i sundhedspolitikken i den nye Kongrens:

Ingen konkrete forslag til løsning af de økonomiske problemer i USA

Præsident Barack Obama holdt for en uge siden sin tale om unionens tilstand til Kongressen. Talen viser, at præsidenten bevæger sig ind mod midten i amerikansk politik. Det sker efter det markante valgnederlag i november, hvor republikanerne vandt flertallet i Repræsentanternes Hus og nok pladser i Senatet til at kunne blokkere lovgivning. Præsidenten har allerede med en aftale om at udsætte en planlagt skatteforhøjelse 2 år og forlænge understøttelsen til arbejdsløse vist, at der kan samarbejdes over midten.

Men der er ikke enighed mellem demokraterne og republikanerne om, hvad der er det økonomiske hovedproblem: Arbejdsløsheden eller budgetunderskuddet. For Obama og demokraterne fokusere nok på arbejdsløsheden, mens republikanerne er mere optaget af budgetunderskuddet. Men som The Economist (29.1) skrev i lederen fredag, så kommer hverken demokraterne eller republikanerne med konkrete forslag til løsning af problemerne. Og Obama kom heller ikke med konkrete forslag til løsninger af problemer, skriver The Economist:

"Mr Obama claimed that America needs to “out-innovate, out-educate and outbuild the rest of the word”. Yet his speech provided only the waffliest of ideas about how it might do that, and no indication of how they might be paid for. The parallel he likes to draw with the moment when Sputnik was launched and America realised Russia was winning the space race falls down there, for in 1957 America’s government had piles of cash to spend on catching up. Now it has none".
...

"A year ago Mr Obama set up a deficit-reduction commission, which duly produced a sensible report at the end of last year. He has failed previously, and failed again this week, to endorse the commission’s conclusions. He offered no specific proposals for cutting the cost of the biggest drains on the federal purse: health care, Social Security (pensions) and defence. And, although revenues will have to rise if the budget is to be brought into balance, he failed to explain to middle-class Americans that they will have to pay more tax. His only gestures in the direction of fiscal responsibility were to propose reforming corporate tax, increasing some taxes on the very rich and extending a freeze on some categories of discretionary spending, all of them tiny parts of the overall picture. If he is serious about the deficit, this was the time to show it. He should have taken courage from recent improvements in both his poll ratings and the economy. He copped out".

Danmark overhaler USA i økonomisk frihed

Danmark og USA har byttet plads på ranglisten over økonomisk frihed. Danmark er nu det 8. mest frie land i verden, mens USA kommer ind på ind 9. plads, ifølge The 2011 Index of Economic Freedom. Men både USA og Danmark halter noget efter eliten, der består af Hong Kong, Singapore, Australien, New Zealand, Schweiz og Canada, som alle scorer mere end 80 på samlede indeks over økonomisk frihed.

Indeksen er sammenvejet af 10 forskellige indeks for økonomisk frihed, nemlig virksomheders frihed, frihandel, skattetryk, offentlige udgifter, pengepolitik, investeringsfrihed, finansiel frihed, ejendomsret, korruption og frihed på arbejdsmarkedet. Danmark ligger godt på stort set alle parametre bortset fra skattetryk og offentlige udgifter, hvor Danmark betegnes som undertrykkende. Det er dog sket en mindre forbedring over det sidste år, mens situationen i USA er forværret. Derfor bytter USA og Danmark placering.

Metoden til udregning af økonomisk frihed er nærmere beskrevet her.

Taylor efterlyser sundere økonomisk politik i USA

Professor John B. Taylor efterlyser i WSJ (28.1) en anden og mere sund økonomisk politik i USA. Det skal ske ved at regeringen fokuserer på at nedbringe statsgælden og de offentlige udgifter, mens forbundsbanken skal føre en stabil pengepolitik og helst følge regler. En økonomisk politik som er forudsigelig vil gavne investeringerne i økonomien og dermed beskæftigelsen (se sammenhængen i vedstående figur).

Stigende inflation i økonomier verden over

Inflationen er på vej op og det gælder de fleste økonomier verden over, skriver WSJ (24.1). Inflationen er højest i Kina og Brasilien, som har høj vækst, men også i Storbritannien, Euro-zonen og USA, hvor priserne er steget hurtigere end forventet. Dette skyldes blandt andet store stigninger i råvarepriserne. Bankdirektør Jean-Claude Trichet fra Den Europæiske Centralbank siger til WSJ, at banken holder øje med inflationen:

"All central banks, in periods like this where you have inflationary threats that are coming from commodities, have to…be very careful that there are no second-round effects" on domestic prices."

Det er ikke overraskende, at inflationen tager til med de rentesænkninger og kvantitative lettelser i pengepolitikken, som de fleste centralbanker verden over har gennemført i kølvandet på finanskrisen og budgetkrisen. Men stigningen kommer på et tidspunkt, hvor arbejdsløsheden stadig er høj i USA og mange europæiske lande.

Det er set før, at økonomier kan lide under kombinationen høj inflation og høj arbejdsløshed. Det var tilfældet i 1970'erne, hvor økonomen Arthur Okun opfandt det såkaldte Misery Index, der inflationen plus arbejdsløsheden (i %). Dette index steg til det dobbelte fra slutningen af 1960'erne til 1973, fra cirka 8% til 17%, i USA. Det stoppede senere i slutningen af 1970'erne. Fra begyndelsen af 1980'erne og frem til 2006 faldt dette indeks bortset fra midlertidige stigninger under økonomiske tilbageslag. Men siden 2006 har det været stigende i USA og andre lande. Høj arbejdsløshed og stigende inflation kan blandt andet være udtryk for, at der er stor usikkerhed om fremtiden, hvilket gør private investorer tilbageholdende med investeringer, og/eller ændringer på arbejdsmarkedet, f.eks. højere kompensation ved arbejdsløshed og længere ret til dagpenge i længere perioder. Usikkerhed kan opstå ved store og vedholdende budgetunderskud, usikkerhed om den fremtidige regulering af erhvervslivet eller rammevilkår. USA er ramt af både usikkerhed og relativt store ændringer på arbejdsmarkedet med det store og voksende budgetunderskud og markant bedre regler for understøttelse gennemført under den nye administration.

Det er bemærkelsesværdigt, at Trichet i interviewet med WSJ efterlyser mere budgetdisciplin i Europa. Det vil øge tilliden hos husholdninger, virksomheder, investorer og opsparere, som han formulere det.

Government is not the solution, government is the problem

I dag er det 30 år siden, at Ronald W. Reagan aflagde ed og tiltrådte som præsident i USA med et konservativt program, der ville reducere den offentlige sektor, regulering og skatter, flytte magt fra Washington D.C. til delstaterne, familier og individerne samt inddæmme truslen fra den kommunistiske Sovjetblok ved forhandling gennem styrke. Hvilken bedre måde at mindes dagen på end at høre Reagans tiltrædelsestale fra 20. januar 1981:



Lad os håbe, at der snart blæser andre vinde i Washington og at den næste tiltrædelsestale om 2 år bliver af samme skuffe, som den Reagan leverede i 1981.

Inflationen stiger i EU

Den lempelige pengepolitik i Euro-landene i kølvandet på finanskrisen er nu begyndt at sætte sine spor i priserne. Inflationen i december var for første gang over 2% i Euro-landene. I december 2010 steg priserne 2,2% i forhold til året før, mens inflationen var 2, 6% for hele EU. Det fremgår af seneste opgørelse fra  Eurostat (14.1). I Danmark var inflationen nu 2.8%. Det er særligt energipriserne, som har presset inflationen i vejret. Inflationen i EU varierer i øvrigt en hel del fra land til land, fra -0,8% i Irland til over 5% i Grækenland og Estland.

Den europæiske Centralbank (ECB) har offentliggjort nedenstående figur, der viser udviklingen i inflationen over tid siden starten af 1990'erne. Det fremgår af figuren, at EU havde relativ succes med at bringe inflationsrate ned i 1990'erne, mens EU-landene forsøgte af kvalificere sig til Euro-samarbejdet og konkurrence blev styrket med det indre marked. Men ECB har siden introduktionen af Euroen i 2000 har vanskeligheder ved at holde inflationen mellem 0% og 2%, som er målet for ECB. Faktisk har inflationen ligget over 2% det meste af det meste af tiden med undtagelse af de to perioder med økonomisk nedtur (2000-01 og 2008-09).

Den stigende inflationen er naturligvis konsekvens af den lempelige pengepolitik, som ECB har ført i lighed med andre centralbanker. Alligevel har ECB valgt at holde renten uændret efter det seneste møde i Styrelsesrådet (se pressemeddelelsen fra ECB 13.1). Det afgørende spørgsmål er naturligvis om ECB kan og vil stramme pengepolitikken hurtigt nok til at holde inflationen under kontrol.

Lederskiftet hos de konservative er ikke nok

Det konservative Folkeparti skifter leder igen, hvilket synes drevet af panik før lukketid. Partiet er i meningsmålinger sunket til et niveau, hvor det kan konkurrere med Enhedslisten om at være Folketingets mindste parti. Fredag bliver Lars Barfoed formentlig valgt som ny leder af partiet.

Men en ny partileder er ikke nok til at løse partiets problemer. Langt fra. Hovedproblemet for partiet er nemlig, at vælgerne ikke aner, hvor de har de konservative. De politiske udmeldinger fra partiet har simpelthen peget i for mange retninger.

Det kræver et langt sejt træk at bringe partiet tilbage fra ørkenvandringen, men erfaringerne fra Liberal Alliance viser, at det er muligt at lave et come-back. Det kræver dog, at der kommer en klar linje i de politiske udspil og udmeldinger, så vælgerne ikke er i tvivl om, hvad de konservative vil udover klæbe til taburetter og at køre i ministerbiler. En godt sted at starte i søgningen efter en klar konservativ politik for den nye partileder (og resten af folketingsgruppen) er lektor Søren Hviid Pedersen's kronik i Berlingske Tidende (13/1). Et andet sted er de britiske konservative, som har virkeliggjort det, som Pedersen efterlyser: En slankekur for den offentlige sektor. Nulvækst er bare ikke godt nok!

Ventetid for patienter med offentlig og privat sygeforsikring i speciallægepraksis

TV-avisen kunne tirsdag aften (11.1) berette, at patienter med offentlige sygesikring har længere ventetid hos praktiserende speciallæger end patienter med privat sygeforsikring. Dette er en konsekvens af takstsystemet i den offentlige sygesikring, hvor taksterne nedsættes med 40%, når lægerne når en bestemt omsætning, de såkaldte knækgrænser. For patienter, der har privat sygeforsikring, er taksten altid den samme. Det betyder, at speciallægerne tjener mere på at behandle patienter med privat sygeforsikring, når de når knækgrænsen, hvilket for mange speciallæger kan ske så tidligt som i oktober måned, hvis de udelukkende behandlede patienter med offentlig sygesikring de første måneder. I praksis spreder de fleste speciallæger patienterne med offentlig sygesikring over året, så de også behandler dem i årets sidste måneder. Men systemet betyder, at patienterne med privat sygesikring kan komme hurtigere til behandling.

Det er intet nyt i denne historie. Sådan har det været i adskillige år, ja sågar årtier. Regionerne (og amterne før i tiden) har i mange år brugt knækgrænser som et økonomisk styringsinstrument på linje med omsætningsloft og kontrol med antallet af ydrenumre (eller antallet af praktiserende læger). Det begrænser både antallet af læger, som kan behandle patienter for den offentlige sygesikring og omsætningen per læge. Det giver en budgetsikkerhed for regionerne, men det medfører også en rationering af antallet af patienter, da kapaciteten ikke er afpasset efterspørgslen. Da praktiserende læger ikke må opkræver ekstrabetaling for patienter i sygesikringsgruppe 1, resulterer det ofte som enhver anden form for rationering i ventelister og ventetider.

Budgetsikkerhed for regionerne er ikke den eneste begrundelse for at kontrollere omsætning og antal af praktiserende læger. Regionerne frygter også, at for mange læger uden omsætningsloft vil medføre såkaldt udbyderinduceret efterspørgsel (eller indikationsskred), altså en situation hvor lægerne tager initiativ til flere behandlinger end strengt nødvendigt, ikke af medicinske grunde, men udelukkende for at øge omsætningen. Det er et potentielt problem med mange læger, men Danmark lider efterhånden mere af lægemangel. Spørgsmålet er også, om kontrol med antallet af ydrenumre og omsætningsloft er den mest hensigtsmæssige måde at forhindre indikationsskred.

Før i tiden var det en fåtal af patienter, som havde privat sygeforsikring som supplement til den offentlige sygesikring. Kun patienter i sygesikringsgruppe 2 kunne dog komme til hurtigere, da læge og patienten i princippet aftaler prisen, mens tilskuddet fra Den offentlige Sygesikring er fast. Ofte med supplerende tilskud fra fortsættelsessygekasse "danmark". Formentlig omfatter antallet af borgere i gruppe 2 ikke mere end 100-150.000.

Siden 2002 har omkring 1 million danskere fået en supplerende sygesikring gennem deres arbejde, som gør det muligt at komme til straks uanset regionernes planøkonomiske rationering af behandlingskapaciteten. En væsentlig grund til at tegne en privat sygesikring er da også, at den giver hurtigere adgang til behandling.

Både regionernes formand, Bent Hansen, og sundhedsminister Bertel Haarder, kritiserede praktiserende speciallæger for at forskelsbehandle patienterne (i den normale arbejdstid). De kræver, at lægerne stopper forskelsbehandling mellem patienter med offentlig og privat sygesikring. Hvis man ønsker at stoppe denne forskelsbehandling, er den oplagte løsning at regionerne fjerner knækgrænser og omsætningsloft for speciallægerne, så de kan behandle flere af sygesikringens patienter til fuld takst. Alternativet er restriktioner og kontrol med speciallægerne med ventetider for patienterne med offentlig og privat sygesikring, men i praksis vil være uhyre vanskelig at gennemføre. Desuden risikerer regionerne, at nogle speciallæger vil opgive at have overenskomst med Den offentlige Sygesikring og udelukkende tage sig af patienterne med privat sygeforsikring eller gruppe 2-medlemmer i Den offentlige Sygesikring.

Borgere har selv mulighed for at påvirke, hvor hurtigt de kommer til behandling. De kan melde sig over i gruppe 2 i Den offentlige Sygesikring. Men så skal de også betale en del af lægens honoraret selv.

ObamaCares basispakke: Smal eller bred?

Præsident Barack Obama og hans administration er gået i gang med at definere, hvilke sundhedsydelser, der skal være i de sygeforsikringer, som individer selv køber og får gennem mindre arbejdsgivere efter 2014, skriver Kaiser Health News (10/1). Denne regulering vil få betydning for millioner af amerikanere.

Dette er selvsagt en vanskelig opgave, hvor administrationen balancerer mellem at give forholdsvis bred dækning på den ene side og sikre en forholdsvis acceptabel pris på forsikringen på den anden side. Desto flere ydelser, som forsikringen skal omfatte, desto dyrere bliver forskringspolicerne. Bliver forsikringen for dyr, vil borgerne afholde sig fra at købe dækning (eller vente med at tegne forsikring til szgdommen er indtruffet og betale skatten for ikke at have tegnet sygeforsikring istedet).

Det kan også forventes, at Obama administrationen vil blive belejret af lobbyister, der gerne vil have deres sundhedstilbud eller behandling med i denne basispakke. Interesse-organisationer for behandlere, producenter og patienter har haft stor succes med at påvirke dækningen i sygeforsikringer i enkelte delstater, hvilket har bidraget til at øge præmierne, skabe store forskellige i præmier mellem delstater og reducere antallet personer med sygeforsikring. Selvom administrationen har bedt et uafhængigt panel komme med anbefalinger til dækningen i ObamaCare, vil jeg godt vove den forudsigelse, at dækningen bliver ganske bred. Der er en klar asymmetri i prressionsgruppepresset til fordel for udvidet dækning.

På det private marked for arbejdsgiverbetalte sygeforsikringer (for store de virksomheder, som ikke er underlagt regulering i delstaterne), er det op til arbejdsgiverne og forsikringsselskaberne at aftale dækningen. Typisk dækker forsikringen kun behandling, som er medicinsk begrundet, mens kosmetiske operationer næsten aldrig er dækket og fedmeoperationer, fertilitetsbehandling og eksperimentielle behandlinger ofte ikke er dækket. Men i mange delstater stiller delstaten altså krav om, at sygeforsikring solgt til privatpersoner i staten dækker disse ydelser sammen med alt fra tandlæge, akupunktur, massageterapi til præstekonsultationer.

Greenspan advarer mod den offentlige gældsbyrde i USA

Tidligere centralbankdirektør Alan Greenspan mener, at USA kan opleve en gældskrise, hvis ikke politikerne i Washington D.C. i tide tager beslutninger om at reducere de offentlige udgifter eller øge skatteindtægter for at bringe gældssætningen ned, skriver WSJ (7.1).

Centralbankdirektør efterlyser besparelser på offentlige budgetter

Centralbankdirektør for Luxembourg, Yves Mersch, efterlyser i meget klare vendinger i WSJ (5.1) besparelser på de offentlige budgetter. Han skriver blandt andet:

"Now the time is near for policy makers to withdraw economic stimulus at a moderate but steady pace. Costly ad hoc measures should be replaced by rule-based, medium- to long-term oriented "Ordnungspolitik." This German expression describes the economic approach in which the state has a limited role, giving leeway to markets. Although it stresses the importance of setting up incentives properly, it abjures discretionary interference with the plans and actions of market participants".

Det er svært at være uenig!

ObamaCare under kniven

Republikanerne har nu overtaget kontrollen med Repræsentanternes Hus i Washington D.C., hvilket er ensbetydende med en politikskifte på en række områder. I næste uge vil Repræsentanternes Hus stemme om et forslag, der skal omstøde sundhedsreformen. Forslaget bliver formentlig vedtaget, men det er tvivlsomt om det kan få flertal i Senatet og nærmest sikkert at præsident Barack Obama vil nedlægge veto imod forslaget. Men selvom forslaget om at omstøde ObamaCare ikke bliver vedtaget, kan det republikanske flertal sagtens forsøge at ændre dele af sundhedsreformen. Flertallet i befolkningen er imod ObamaCare og store dele af demokraterne er utilfredse med dele af lovgivningen, så der kan sagtens skabes en alliance for ændringer, skriver Time (6.1).