Why health consumers aren't cost conscious

Borgerne i USA betaler mindre og mindre ud af egen lomme, når de bliver behandlet i sundhedsvæsenet. Når andre folks penge bliver anvendt, er der ikke noget at sige til, at borgere ikke tænker på, hvad det koster. Dette er fra Greg Mankiws blog.

Skæbneår i 2010 for Euroen: Grækenland inde eller ude?

2009 blev året, hvor banker, private husholdninger og virksomheder konsoliderede økonomien ovenpå finanskrisen i efteråret 2008. Det skete til trods for markante lettelser i både penge- og finanspolitik. Mens private havde travlt med konsolidere, eksploderede offentlige underskud i EU. Mens EU-og Euro-landene var i stand til overholde kravene til offentlige underskud i procent af bruttonationalproduktet under højkonjunkturen, er sårbarheden i budgetterne for alvor kommet frem i lyset i 2009. I Euro-zonen er underskuddene vokset fra 2% i 2008 til 6.4% i 2009 og det ser endnu værre ud for 2010, hvor det forventes at stige til 7,0% ifølge WSJ (30/12).

Problemerne for Euroen er blevet tyderligere i løbet af året med voldsomme budgetunderskud i særdeleshed i Grækenland og Irland, men andre lande har også store budgetunderskud såsom Spanien, Italien og Portugal. Investorer kræver nu et risikotillæg på græske statsobligationer på omkring 2,7-2,8% i forhold til tyske statsobligationer, mens det er cirka 1,5% for irske statsobligationer. Præmierne er steget i takt med nedjusteringer af kreditværdigheden og diskusionerne om, hvad der vil ske, hvis et Euro-zone land faktisk var ude af stand til at betale sine kreditorer, hvilket efterhånden ikke kan udelukkes. I princippet er der tre muligheder: 1) Centralbanken hjæper ved at trykke pengene, hvilket indirekte går ud over alle andre lande, 2) Regeringerne i Euro-zonen laver en hjælpepakke til det nødlidende lande eller 3) Landet udtræder af Euroen og gennemføre en devaluering.

Hvad det ender med for Grækenland, hvis landet ikke gennem-fører markante offentlige besparelser og  budgetforbedringer, vil 2010 måske vise. Det bliver i hvert fald spændende at se om græske drachmer får sin renæssance. Men mon ikke tyskere vil være mere interesserede i billigere ferierejser til Grækenland end at betale for hjælpepakker til de(t) ustyrlige folk sydpå?

Årets mand i 2009

Time Magazine har valgt Ben Bernanke, formand for Federal Reserve, til årets mand (eller person, som de skriver så politisk korrekt) og seneste nummer indeholder en række artikler om Bernanke, herunder et interview med ham (se det fulde interview her).

Her er bare en enkelt citat:

"I want to be very, very clear, too-big-to-fail is one of the biggest problems we face in this country, and we must take action to eliminate too-big -to-fail. One of the strongest things we can do to eliminate too-big-to-fail is create this special bankruptcy regime that would allow us to unwind a failing systemic and critical firm in a way that doesn't destroy the financial system. If you have this mechanism, then all banks, not just small ones, would be subject to market forces. And that, in turn, I think, would impose more discipline on pay packages over a period of time. But we don't have that yet. And right now, we have a situation still where the government is either directly or indirectly providing some protection or help to many large financial institutions. And with that recognition, I think that bankers ought to exercise some restraint in their pay decisions".

Rolling the Dice on Medicare

De besparelser i Medicare, som skal medvirke til at finansiere sundhedsreformen i USA, er langt fra sikre. Professor Greg Mankiw har sakset i den seneste indlæg fra Congressional Budget Office (CBO) om udgifterne ved Senatets sundhedsreform. Se her.

Senatet i USA vedtager sundhedsreform

Juleaftensdag vedtog Senatet en lov om en sundhedsreform med stemmerne 60 for og 39 imod, hvor senatorerne delte sig efter partiskel, demokraterne for og republikanerne imod. Vedtagelsen af sundhedsreformen er en sejr for præsident Barack Obama, der nu er et skridt nærmere på at få gennemført en sundhedsreform, en mærkesag for præsidenten.

Senatets lov indeholder de fleste af de elementer (for en oversigt over elementerne i loven, se WSJ her), som præsident Obama tidligere har opstillet:

• Obligatorisk for arbejdsgivere at sørge for sygeforsikring til medarbejderne: Alle arbejdsgivere (med mere end 50 ansatte) bliver pålagt enten tilbyde medarbejdere en sygeforsikring eller betale en skat på 750 USD per ansat. Medarbejdere får tilskud til at tegne forsikring gennem forsikringsbørser, såkaldte "Exchanges". Forsikringens mimimumsdækning bestemmes hovedsageligt af forbundsregeringen.
• Obligatorisk for borgerne at tegne en syge-forsikring: Alle borgere skal tegne en sygeforsikring eller betale en skat på 750 USD for individ eller 2.250 USD for en familie. Kravet er, at alle borgere har en sygeforsikring, som indeholder basale sundhedsydelser fastsat af forbundsregeringen.
• Øget regulering af private sygeforsikringer: Forsikringsselskaber kan ikke udelukke nye kunder pga. eksisterende sygdom og selskaberne får forbud mod at fastsætte (aktuariske) forsikrings-præmier baseret på sundhedsstatus. Det indebærer reelt et skifte fra sygeforsikringssystem til sygekassesystem.
• Offentlig støtte til udbredelse af forsikringsordninger: Forsikringspræmierne vil blive holdt nede for visse grupper af borgere gennem offentlige støtteordninger. Dette er henvendt til middelklassen, som ikke er kvalificeret til sygeforsikring i Medicaid (offentlig sygeforsikring for fattige) og som er uden arbejdsgiver-finansieret sygeforsikring. Alle borgere, som tjener mindre end 133% af den officielle fattigdomsgrænse vil være berettiget til Medicaid, mens borgere og familier, som tjener mellem 133% og 400% får et tilskud (faldende med indkomst) til at tegne sygeforsikring på forsikringsbørsen. Små virksomheder med mindre end 25 ansatte og gennemsnitsløn under 50.000 USD får højere skattefradrag for sygeforsikringer.
• Nye skatter og afgifter: Der bliver indført en række nye skatter med loven. Marginalskatten for enkeltpersoner med indkomst over 200.000 USD og familier med 250.000 USD stiger 0,9 procentpoint. Der bliver indført en afgift på "dyre" arbejdsgiverbetalte sygeforsikringer, de såkaldte "Cadillac Plans", på 40% af værdien over 23.000 USD for familier og 8.500 USD for enkeltpersoner (Dette er at gå over åen efter vand. Senatorerne kunne ligesågodt have indført et loft over skattefradraget for arbejdsgiverbetalte sygeforsikringer, som foreslået af præsidentkandidat John McCain. Obama modsatte sig dette under valgkampen, som han fik sidestillet med skattestigninger, så derfor denne bizarre konstruktion, som gør nøjagtig det samme men er mindre gennemskuelig for borgere).
• Besparelser i Medicare og Medicaid: Der skal spares 480 mia. USD over de næste 10 år i de offentlige sundhedsudgifter. Dette er ikke specificeret endnu (og det er i øvrigt heller ikke første gang, at politikerne vedtager en dyr reform med uspecificerede besparelser for kommende regeringer). En ændring er dog, at Obama administrationen har oprettet et offentligt institut, som udstikke retningslinjer for diagnostik og behandling af sygdomme i Medicare og Medicaid. Det kan betyde, at regeringen administrativt kan indskrænke de behandlinger, som borgere i de offentlige sygeforsikringer, får adgang til. Det er rationering eller prioritering.
• Betalingsreform i de offentlige sygeforsikringer Medicare og Medicaid: Der bliver mulighed for at eksperimentere med aflønningen af hospitaler og læger i den offentlige sygeforsikring, så yderne ikke bliver betalt per ydelse, men per behandlingsforløb. Denne del er dog langt fra så omfattende, som der oprindelig var lagt op til.

Sundhedsreformen indeholder ikke, i modsætning til sundheedsreformen fra Repræsentanternes Hus, en offentlig sundhedsforsikring. Borgere skal forsikre sig i private sygeforsikringer (som efter reformen egentlig bør kaldes for sygekasser) gennem sundhedsbørserne. Men kravet om forsikring er måske mere vidtgående, da op mod 100 mio. borgere nu skal skifte til planer, der er dyrere end dem de har i dag. Samtidig overtager forbundsregeringen kontrollen med hvilke sundhedsydelser, der er omfattet eller ikke omfattet af sygeforsikringerne.

Reformen vil hovedsageligt gavne de borgere, der er mellem 40 og 64 år og lider af kronisk sygdom, og som bliver afvist af private sygeforsikringsselskaber pga. eksisterende sygdom. Det er borgere, som ikke er kvalificeret til Medicaid, og som derfor befinder sig i en vanskelig situation. Men stort alle andre vil formentlig opfatte reformen som et tilbageskridt. De ældre borgere i Medicare frygter forringelser i dækningen. Yngre (og raske) borgere, der ikke har forsikring, vil blive beskattet.

Den samlede regning for Senatets sundhedsreform er beregnet til lidt under 900 mia. USD over de næste ti år, hvilket er det offentlige udgifter minus de ekstra skatteindtægter. Hertil kommer, at en række borgere og virksomheder bliver pålagt at tegne nye eller dyrere sygeforsikringer.

Næste skridt er, at Senatet og Repæsentanternes Hus forener og sammenskriver de to love til et lovforslag, som begge kamre så skal vedtage. Det bliver ikke let at forene de to love. Vedtagelsen i Repræsentanternes Hus skete med en lille margen (220 for og 215 imod) og der kan sagtens falde medlemmer fra til både højre og venstre side (det sidste kan ske, hvis kompromisset ikke indeholder en offentlig sygeforsikring). Den manglende opbakning i befolkningen til sundhedsreformen gør det heller ikke lettere. Den seneste meningsmåling siger 55% imod og 41% for reformen.

Obamas julegave til Fannie Mae og Freddie Mac

Præsident Barack Obama har besluttet at give en Fannie Mae og Freddie Mac en ubegrænset statsstøtte, skriver Washington Post. Samtidig har administrationen godkendt, at de offentlige institutionerne udbetaler 42 mio. USD i bonus til 12 direktører. Christian Bjørnskov gjorde mig opmærksom på beslutningen

Obama administrationen har valgt at offentliggøre beslutningen juleaftensdag. Dermed håber den vel, at beslutningen glider ned sammen med julemaden. Det ville den også havde gjort for mit vedkommende, hvis det ikke havde været for Christian Bjørnskov, som skrev om beslutningen på punditokraterne.dk (25/12).

Flere banker, der har tilbagebetalt de statslån, som de modtog sidste år, har valgt at udbetale bonusser til ledere og medarbejdere. Præsident Obama kritiserede for ganske få uger siden, at bankerne udbetalte bonusser til "fat cats" (se her). Præsidenten mente, at de bærer en del af ansvaret for finankrisen og den økonomiske nedtur (og derfor ikke bør udbetale bonus i henhold til kontrakter med medarbejdere).

Fannie Mae og Freddie Mac blev overtaget af forbundsrege-ringen for lidt over et år siden under Georg Bush. Institutterne står for boligudlån og er vokset hastigt siden 1990'erne, hvilket bl.a. skyldes, at institutterne ikke er underlagt lovning for finansielle virksomheder (og derfor ikke var omfattet af de almindelige reservekrav) og havde statens indirekte støtte (som Government Sponsored Entitities). Fannie Mae og Freddie Mac blev insolvente, fordi det har en usædvanlig lav egenkapital (2-3%) og der skulle dermed ikke mange dårlige boliglån til at slå benene væk under dem. Og da Bush administrationen forsøgte at ændre disse institutters særstatus, blev det mødt med modstand fra blandt andre daværende senatorer Barack Obama og Hilary Clinton (og som i øvrigt var de største modtagere af politiske kampagnebidrag fra de to institutter).

Så det er dobbeltmoral af værste skuffe, når præsident Obama på den ene side kritiserer banker, der udbetaler bonusser til trods for selvom de er (delvist) ejet af staten og på den anden side øger statsstøtten til statsejede Fannie Mae og Freddie Mac og samtidig godkender store bonusser til ledelserne her.

Ben Bernanke og genudnævnelsen i Senatet

Senatets bankudvalg godkendte i sidste uge præsident Barack Obamas genudnævnelse af Ben Bernanke som formand for den amerikanske centralbank, Federal Reserve. Det skete med stemmer 16 mod 7. Det fulde senat skal godkende udnævnelsen i januar, hvor der formentlig kan forventes en hidsig debat om Bernanke, Federal Reserve, pengepolitikken og reguleringen af den finansielle sektor.

Det primært republikanske senatorer, der har stemt imod Ben Bernanke, men også enkelte demokraterne. Der er lidt forskellige begrundelser for at modsætte sig genudnævnelsen. Der er rejst kritik af Ben Bernankes støtte til Troubled Asset Relief Program (TARP), hvor nogle senatorer formentlig føler, at de har købt katten i sækken (eller prøver at få distancere sig fra et upopulært program).

Andre senatorer kritisere den pengepolitik, som Bernanke forfølger. Henrik Fogh Rasmussen havde et indlæg om dette på punditorkraterne.dk i sidste uge. Ifølge Fogh Rasmussen forventes senator John McCain at stemme imod genudnævnelsen af Ben Bernanke. McCain havde hellere set en udnævnelse af Paul Volcker, der var formand for Federal Reserve 1979-87 og stod for en inflationsbekæmpende politik, eller John Taylor, der er kendt for Taylor-reglen (en pengepolitiske tommelfingerregel, der groft forenklet siger, at væksten i pengemængden skal være lig med vækst i bruttonationalproduktet plus inflationen). Taylor har i øvrigt tidligere på året kritiseret Bernanke for at føre en for ekspansiv pengepolitik.

Kritikken er ikke uberettiget. Den amerikanske centralbank har under finanskrisen gennemført en endog meget markant udvidelse af pengemængden, som er steget til omkring det dobbelt (og Bernanke levede op til øgenavnet Helikopter-Ben, læs Fogh Rasmussen indlæg for en forklaring). Det er langt mere end ved tidligere lejligheder og meget hurtigere. Pengemængden blev eksempelvis udvidet med cirka 40% fra 2000 til 2006 efter sidste boble sprang i 2000 (det var dengang man talte om the New Economy og hvor IT-aktier gennem 1990'erne nåede niveauer under skyerne uden den mindste form for indtjening). IT-aktierne styrtdyrkede som bekendt i 2000 og pengepolitikken blev lempet, især efter terrorangrebene i New York og Washington 11.september 2001. Derfor må det forventes, at den usædvanligt ekspansive pengepolitik, som centralbanken forfølger, må føre til nye bobler og/eller inflation.

Var Scrooge venstreorienteret?

Direktør Martin Ågerup har en artikel i Politiken (21/12), hvor han diskutere Charles Dickens juleeventyr, personligt ansvar, privat velgørenhed og ansvarligsafskrivelse gennem velfærdsstaten.

Markedsfejl eller regeringsfejl

Markedsfejl er ofte en begrundelse for indgreb i økonomien, men det fører ofte til regeringsfejl med endnu større velfærdstab til borgerne. Professor Peter Kurrild-Klitgaard har en kronik i Berlingske Tidende (18/12 )om dette.

Gerald O'Driscoll om Obama vs. bankerne

Senior fellow Gerald O'Driscoll jr. har en artikel i WSJ (17/12) om præsident Barack Obama og bankerne, som han kaldte big fat cats i sidste weekend. Obama vil have bankerne til at låne flere penge til små og mellemstore virksomheder. Men det er politisk teater, mener O'Driscoll.

O'Driscoll minder læserne og Obama om, at bankerne blot svarer på de incitamenter, som den økonomiske politik giver:

"Wall Street fat cats are always a convenient political target, but bankers are responding to the incentives generated by the economic policies of the Treasury and the Federal Reserve. First and foremost is the Fed's policy of near-zero interest rates".

Bankerne kan låne til en rente tæt nul og investere pengene i statsobligationer, der giver 3,5% i rente og som er (næsten) risikofri investering. Det er et resultat af penge- og finanspolitikken, der føres i USA og fortsætter:

"Sending scarce resources to major banks in the form of funds from the Troubled Asset Relief Program (TARP), ultra-low interest rates, and the Fed's targeted credit schemes has diverted needed capital from real, productive activity. Now the politicians feel the public's anger and are complaining about the lack of lending and the size of executive compensation. If Congress wanted banks to lend and to limit pay packages, it should have put those in as conditions in the TARP legislation.

The TARP was hastily arranged, poorly designed and badly executed. Nonetheless, Congress acted in haste and now gets to repent at leisure. Meanwhile, the totality of the policies to aid the major financial institutions is delaying the recovery of the broader U.S. economy and the hiring of its unemployed workers".

Præsident Obamas popularitet er faldende og befolkningen vender sig mod hans politik

Det ser rødt ud for præsident Barack Obama. I hvert fald er Obamas popularitet faldet hastigt, som vedstående figur viser, der er taget af Rasmussen Reports og kan læses her.

Kurven viser, at der er mere end 40% af amerikanerne, som er stærkt utilfredse med præsidenten. Og WSJ (17/12) kan berette, at der for første gang er mindre end 50%, som er tilfreds med præsidentens indsats. Obama er dermed en af de mindst populære præsidenter efter første år i Det hvide Hus.

Ifølge WSJ ønsker et flertal i befolkningen nu, at Kongressen og præsidenten helt dropper den sundhedsreform, som ellers er Obamas hovedprojekt. Et flertal af amerikanerne ser også sort på fremtiden. USA er i fald og vil blive overhalet af Kina inden 20 år, mener flertallet. Der er utalt utilfredshed med Obamas indsats på den økonomiske front.

Man skal nok tage meningsmålingerne med et gran salt. I længden afhænger præsidentens popularitet og chancer for genvalg nok af den økonomiske udvikling. Men republikanerne kan i hvert fald se frem midtvejsvalget til november med nogen optimisme efter nederlagene i 2006 og 2008.

Karl Rove har et indlæg i WSJ, hvor han kommenterer Obamas indsats i det første år med udgangspunkt i de dårlige opinionstal. Han skriver bl.a.:

"There are many factors that explain it, including weakness abroad, an unprecedented spending binge at home, and making a perfectly awful health-care plan his signature domestic initiative. But something else is happening.

Mr. Obama has not governed as the centrist, deficit-fighting, bipartisan consensus builder he promised to be. And his promise to embody a new kind of politics—free of finger-pointing, pettiness and spin—was a mirage. He has cheapened his office with needless attacks on his predecessor".

Det er ikke helt forkert. Obama har haft travlt med at angribe præsident George Bush, republikanerne og bankerne. Om bankerne og den økonomiske indsats skriver Rove:

"Mr. Obama continued distorting the record in his "60 Minutes" interview Sunday when he blamed bankers for the financial crisis. They "caused the problem," he insisted before complaining, "I haven't seen a lot of shame on their part" and pledging to put "a regulatory system in place that prevents them from putting us in this kind of pickle again."

But as a freshman senator, Mr. Obama supported a threatened 2005 filibuster of a bill regulating Fannie Mae and Freddie Mac [de halvoffentlige finansielle institutter, som står for hovedparten af obligationslån ved boligkøb og som er en årsag til finanskrisen, red.]. He doesn't show "a lot of shame" that he and other Fannie and Freddie defenders blocked "a regulatory system" that might have kept America from getting in such a bad pickle in the first place.

 The president's rhetorical tricks don't end there. Mr. Obama also claimed his $787 billion stimulus package "helped us [stem] the panic and get the economy growing again." But 1.5 million more people are unemployed than he said there would be if nothing were done.

And as of yesterday, only $244 billion of the stimulus had been spent. Why was $787 billion needed when less than a third of that figure supposedly got the job done?"

Bernanke skifter til fastforrentede obligationslån

Centralbankdirektør Ben Bernanke har netop refinansieret sit boliglån fra et variabelt til et fastforrentet, obligationslån med 30 årig løbetid og en rente på lidt over 5% ifølge WSJ (16/5). Det er meget konservativt. Der er næppe nogen, der vil have bedre indsigt i renteudviklingen i USA end netop Bernanke. Og et fastforrentet obligationslån vil være en klar fordel, hvis eller når renten stiger igen ....

Professor Østrup: Obamas kreditplan er den helt forkerte vej at gå

Professor Finn Østrup kritiserer den plan for bankers udlån til små og mellemstore virksomheder, som præsident Barack Obama har annonceret. Østrup peger bl.a. på, at amerikanerne gentager den økonomiske ørkenvandring, som japanerne har været på i 1990'erne, hvor banker i Japan vedblev med at låne penge ud og regeringen kørte med store underskud på statsbudgettet. Der er meget stor risiko for, at bankerne bare låner penge ud til dårligere og dårligere projekter. Østrup siger til 180grader.dk:

"Synspunktet har været - også i den britiske, den franske og den danske regering - at man bare skulle opretholde långivningen. I Danmark har man hele tiden snakket om den her berømte kreditklemme, som skulle undgås, men spørgsmålet er, om det er den måde, man på længere sigt kommer gennem krisen på. For hvis problemet er, at man har lånt for meget ud gennem de foregående år - og det er der meget, der tyder på - så må man jo spørge sig selv, om svaret så er at blive ved med at låne ud. Der var en, der engang sagde, at det er ligesom at behandle en narkoman med mere narkotika eller at behandle alkoholikere med alkohol".

Hvilken konsensus om klima?

Der er ofte en voldsom rivalisering mellem forskere - og klimaforskning er ingen undtagelse. Jeg faldt over en artikel fra sidste år i Ingeniøren, da jeg søgte på nettet. Den beskriver de forskellige forskermiljøer i Danmark, der arbejder med klimaet.

Ifølge forfatteren er forskermiljøet i Danmark er inddelt i to hovedgrupper omkring hhv. professor Eigil Kaas og professor Henrik Svensmark. Mens den førstnævnte gruppe mener, at klimaforandringer hovedsageligt er en menneskeskabt drivhuseffekt, mener sidstnævnte gruppe, at forandringerne hovedsageligt er naturlige og kan forklares med eksempelvis f.eks. solens aktivitet og den kosmiske stråling.

Obama om bankfolk: Fat cat bankers

Der synes at være en vis korrelation mellem regeringers popularitet og populistiske udmeldinger, når der gælder banksektoren. Premierminister Gordon Brown, der nærmest er dead man walking i britisk politik, har kastet sig over bankmænd og deres bonusser. Præsident Nicolas Sarkozy var ikke sen til at følge trop, medens Danmarks upopulære oppositionsleder Helle Thorning-Schmidt forsøger sig med irrationale udfald mod bankerne.

I tak med at meningsmålinger dykker for præsident Barack Obama, stiger også Obama administrationens populisme. I går blev Obama interviewet til CBS's nyhedsudsendelse 60 Minutes og kom bl.a. med følgende udtalelser:

"I did not run for office to be helping out a bunch of fat cat bankers on Wall Street".

"They're still puzzled why is it that people are mad at the banks. Well, let's see, you guys are drawing down $10, $20 million bonuses after America went through the worst economic year that it's gone through in -- in decades, and you guys caused the problem. And we've got 10% unemployment."

Obama møder i dag de fede katte fra banksektoren og på mødet vil Obama administrationen diskutere lønninger for bankmedarbejdere (bankbonusser), ny regulering af finanssektoren samt bankernes nuværende udlånspolitik. Obama administrationen mener, at bankernes udlånspolitik er for stram, hvilket forsinker et opsving, og administrationen vil derfor lægge pres på bankerne for at låne flere penge ud.

Obamas økonomisk chefrådgiver, Lawrence Summers, kritiserer også bankerne forud for mødet i dag ifølge WSJ (14/12). Han beskylder bl.a. bankerne for at være ansvarlige for krisen: "Here is what I think they don't get...It was their irresponsible risk-taking in many cases that brought the economy to collapse".

Rent bortset fra, at Summers overser, at der også tidligere er lagt pres på bankerne for at øge boligudlån til bl.a. etniske minoriteter og at den store ekspansion i boligudlån skete gennem de halvoffentlige realkreditinstittuter, Fannie Mae og Freddie Mac, på et spinkelt kapitalgrundlag, så er det bemærkelses-værdigt, at bankerne på en og samme tid bliver beskyldt for at føre en alt for lempelig og en alt for stram udlånspolitik.

Politisk jagtsæson for bankbonusser

Det er blevet politsk jagtsæson for bankbonusser. I Storbritannien har premierminister Gorden Brown og hans regering netop foreslået en ekstraordinær engangsskat på 50% af bankbonusser på over 25.000 GBP (hvis der vel at mærke er tale om diskrete bankbonusser, dvs. bonusser, som bankerne ikke er kontraktsligt forpligtede til at betale). Det betyder, at beskatningen af bankbonusser når op på ca. 101%, da marginalskatten i Storbritannien er 51%. Det ville nok være mere passende at tale om konfiskation snarere end beskatning.

I Frankrig er præsident Nicolas Sarkozy med på at brandbeskatte bankbonusser over 27.000 EUR, og selv lederen af Tysklands konservativ-liberale regering, forbundskansler Angela Merkel, er venligt stemt overfor forslaget. (Lad os nu se, hvad de tyske liberale har at sige til det!). Herhjemme har Helle Thorning-Schmidt, Socialdemokraterne, erklæret sig parat til at gå efter bankbonusser (sammen med folkesocialisterne og det venstreekstreme Enhedslisten).

Det var dog præsident Barack Obama, som indledte jagten på bankbonusser, da Kongressen kort efter præsidentens tiltrædelse vedtog en særskat med tilbagevirkende kraft på hele 90% for medarbejdere i banker og finansielle institutter, der var omfattet af bankredningspakken. Regeringen i Washington vil nu også regulere lønningerne for medarbejdere i banker, som er omfattet af redningspakker. Mon ikke dette er forklaringen på, at flere og flere banker i hast ønsker at svømme væk fra redningskransen?

Den politiske jagt på bankbonusser kommer lidt over 1 år efter finanskrisen brød ud. Den førte som bekendt til, at regeringerne i de fleste vestlige industrilande gennemførte redningsaktioner overfor insolvente eller illikvide banker. Regeringerne brugte store summer på at redde finansielle institutioner. Så befolkningerne har  i dag lidt svært ved at forstå, at bankerne nu allerede er i stand til at udbetale bonus. Det er svært at forklare i tid, hvor flere og flere vælgere oplever økonomiske krise på tæt hånd.

Pengepolitikken er blevet lettet i det sidste år. Det betyder, at der igen er rigelig likviditet i markedet. Bankernes økonomiske situation er dermed også forbedret. Ikke overraskende har mange banker valgt at overholde de aftaler, de har indgået med deres medarbejdere og udbetale den aftalte bonus. Og hvad skulle bankerne da også ellers gøre? Det er svært at kritisere bankerne for at overholde aftaler.

Det politiske argument for at brandbeskatte bankbonusser er, at bonusser var en (medvirkende) årsag til finanskrisen. Medarbejdere, der får en bonus, vil have en interesse i at låne for mange penge ud til kunderne, lyder det. (Og det er vel også bartenderens skyld, at gæsterne drikker ...?). Mon ikke, at bankledelserne har overvejet den mulighed, at medarbejdere med en bonusordning har incitamenter, der kan stride imod bankens interesser? For høje udlån er jo ensbetydende med tab for bankerne. Og mon ikke, at bankerne har interne kontrol- og revisionssystemer, som helt eller delvist beskytter imod dette?

Det er politisk populisme at gå efter bankbonusser. Og det er udtryk for manglende forståelse for, hvad der egentligt var årsagen til finanskrisen og den efterfølgendende økonomiske nedtur. Nemlig en alt for lempelig pengepolitik, der var ensbetydende med masser af billige penge i det finansielle sektor (indtil 2007) og derfor alt for store (bolig)udlån til privatpersoner og (entreprenør)virksomheder.

Der var naturligvis også moralsk hasard hos bankerne. De store banker i både USA og EU forventede, at staten ville redde bankerne, hvis det gik galt (som det jo gjorde). Staten har før reddet banker og andre finansielle institutter, der blev betragtet som to-big-to-fail. Resultatet var, at bankerne løb større risici og at bankerne ikke havde det kapitalgrundlag, de ville have haft, hvis de havde været uden den implicitte statsgaranti.

Vil konfiskation af bankbonusser med eller uden tilbagevirkende kraft så ændre spillereglerne, så staten ikke skal træde til med bankredningspakker i fremtiden? Næppe. Pengepolitikken er allerede lempet og banker, der er to-big-to-fail, nyder fortsat godt af en implicit statsgaranti. Derfor kan det gå galt igen. Det eneste konfiskation af bankbonusser vil gøre er at ændre lønstrukturen i bankerne, så de ansatte får mere af det, der har lav skat, og mindre af det, der bliver konfiskeret af populistiske regeringer. Men når billig penge og statsgaranti tilflyder bankerne, vil det indebære risiko for overophedning og efterfølgende økonomisk nedtur med tab i bankerne.

Klima sat i perspektiv

Det er altid en god ide at sætte tingene i perspektiv. Det gør denne serie grafer over historiske temperaturer offentliggjort af Carsten Valgreen på Punditokraterne.dk: Klima sat i perspektiv.

Dystre udsigter for Lars Løkke Rasmussens danske drøm

Statsminister Lars Løkke Rasmussen opstillede i sin landsmødetale på Venstres landsmøde i november den danske drøm samt ti konkrete og ambitiøse mål for Danmark frem til 2020. Det første mål er, at Danmark skal i 2020 være blandt de 10 rigeste lande i verden målt ved bruttonationalprodukt (BNP) pr. indbygger.

Danmark har i dag en placering som nr. 11, når det gælder BNP pr. indbygger. I 1960'erne lå Danmark i den absolutte top, men er gledet ned over de sidste 50 år. Meget tyder på, at Danmark vil rykke yderligere ned på listen, hvis der ikke gennemføres flere reformer i Danmark. Lars Løkke Rasmussen er sikker bevidst herom. Formålet med talen om den danske drøm og de konkrete mål er da formentlig også at (gen)starte diskussionen om reformer af dansk økonomi.

BNP pr. indbygger afhænger af 4 elementer: 1) Beskæftigelsesfrekvensen, 2) Årligt antal arbejdstimer per beskæftiget, 3) Demografi og 4) Produktiviteten. Danmark har en forholdsvis høj beskæftigelsesfrekvens blandt 15-64 årige, men beskæftigelsesfrekvensen er formentlig lav for 60+ årige pga. efterlønsordningen. Danmark ligger til gengæld lavt i antal arbejdstimer pr. år, og CEPOS har beregnet, at Danmark kunne øge arbejdsudbuddet med 200.000, hvis danskere øgede det årlige antal arbejdstimer til gennemsnittet i OECD. Og Danmark har naturligvis i lighed med andre OECD-lande en udvikling, som øger forsørgerbyrden, hvilket spreder bruttonationalproduktet over flere indbyggere.

CEPOS har nu udsendt en analyse (8/12), som viser, at Danmark har haft én af de laveste stigninger i produktiviteten i OECD i årene 1998 til 2008. Den gennemsnitlige produktivitetstigning i OECD-landene fremgår af nedenstående figur.

OECD forventer, at Danmark fortsat vil have en ringe produktivitetsvækst i de kommende år. Det betyder, at Danmark vil rykke ned på ranglisten med mindre reformer i økonomien øger produktiviteten (eller arbejdsudbuddet). Så Løkkes danske drøm kan ikke virkeliggøres, hvis ikke VK-regeringen tager fat på at reformere økonomien.

Reformerne burde omfatte: 1) Lavere marginalskat på arbejde, 2) Import af og stop for eksport af højt kvalificeret arbejdskraft fra udlandet, 3)  Deregulering/øget konkurrence, 4) Privatisering af offentlige virksomheder og liberalisering, så private kan konkurrere, 5) Højere uddannelsesniveau i arbejdsstyrken, 6) Senere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet gennem reform af regler for tildeling af efterløn, førtidspension og folkepension og 7) Kortere dagpengeperioder.

Samfundsingeniør Obama vil forandre USA til præsidentstyret blandingsøkonomi

Jeg har et indlæg på 180grader.dk om indenringspolitikken efter det første år med præsident Barack Obama.

Boganmeldelse: Det ustyrlige klima

Steen Leth Jeppesen anmelder Ole Humlums nye bog "Det ustyrlige klima – eksperternes vej fra forskere til flagellanter" på 180grader.dk (7/12). Bogen er udgivet af Trykkefrihedsselskabets Bibliotek.

Man kan undre sig over, at Trykkefrihedsselskabet er nødt til at udgive klimaskeptiske bøger. Men det er næppe overraskende, når førende klimaforskere med tilknytning til Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC) forsøger at undertrykke kritikere, manipulere med data og nægter at lade klimaskeptiske forskere gennemgå rådata. Eller når det foreslås, at klimabenægtelse skal være ulovligt som i Australien. Eller når klimaskeptiske forskere trues på livet som Kanada. Eller når formanden for regeringens Klimakommission i en kronik i Politiken for nylig slår til lyd for, at medierne skulle undlade omtale af kritiske ekspertudsagn. Det er, som Leth Jeppesen skriver, ganske tankevækkende.

Tankevækkende at en borgerlig på den måde lægger sig fladt på maven for disse moderne vækkelsesprædikanter, som ikke tåler at blive modsagt. Uanset om man er enig eller ej, så er det værd at høre andre synspunkter om en sag.

Det virkelige klimaproblem ifølge IPCC-formand Rajendra Pachauri: Vestlig livsstil

Rajendra Pachauri, der er formand for Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC), gav et interview til The Observer (29/11). Heri efterlyser han et radikalt værdiskifte i den vestlige verden og efterlyser et "bæredygtigt forbrug" og fortsætter:
Pachauri foreslår, at bl.a. hotelgæster skal afregne deres energiforbrug direkte, at flyrejser pålægges høje afgifter og at kødforbruget skal nedsættes.

"Today we have reached the point where consumption and people's desire to consume has grown out of proportion. The reality is that our lifestyles are unsustainable."

Pachauri uddyber sine radikale politiske ideer sin blog. Her er et par citater (fremhævelserne er mine):

".......the capitalist drive for greater and greater consumerism as a self defeating system, because the impacts of greater consumption of goods and services are resulting today in the problem of climate change, massive loss of biodiversity and certainly degradation of ecosystems across the planet".

"There is, of course, also a need for reorienting the mindsets of adults, so that ethics play a larger role in economic decision making and moral standards are raised higher in public life. All this may seem like a tall order, but it is entirely possible that with a confluence of the current economic downturn, growing concerns about climate change and widening disparities between rich and poor, we may just become collectively conscious of changes that are needed to be brought about".

"New attitudes and thoughts influencing human society are often stalled by heavy inertia. It is for this reason that historically every new piece of revolutionary knowledge has been met with strong resistance, if not hostility, in almost every case of new knowledge that has emerged in the past".

Det sidste citat er fra 13/8, hvor Pachauri skriver giver sig i kast med ny viden, økonomisk teori og markedsfejl. Her får han udnævnt John K. Galbraith som det 21. århundredes Giordano Bruno (en videnskabsmand, der brændt som kætter i middelalderen), altså en person, som først vil opnå anerkendelse efter længe efter sin død for sin indsigter. Mon dog?

Men det er rigtigt, at eksistensen af negative eksterne effekter (forurening) udgør et problem, men økonomiske teori er længere end det stadie, hvor markedsfejl automatisk fører til krav om regulering. Økonomisk teori har i de seneste 50 år påvist fejl i politiske beslutningsprocesser, som vil forringe velfærden. En af disse fejl er, at særinteresser har lettere ved påvirke politikere til at tage beslutninger, som gavner dem på bekostning af flertallet. Sådanne særinteresser kunne eksempelvis være dem, der er findes i det klima-industrielle kompleks og som disse dage ser ud til at have held med deres massive lobbyindsats for regulering af menneskers CO2 udledning.

Men med de synspunkter, som Pachauri giver udtryk for, er der intet overraskende i, at han er begejstret for Galbraith, som siden udgivelsen af The Affluent Society i 1958 har givet udtryk for nogenlunde samme forargelse over forbrugerisme, som Pachauri gør i interviewet og på sin blog. Men det er en politisk dagsorden, ikke en videnskabelig.

Pachauri har dog ret i en ting: Ny revolutionerende viden bliver ofte mødt med stærk modstand. Sagen er bare, at Pachauri i dag er blandt dem, der udøver denne modstand. Pachauri repræsenterer vor tids Katolske Kirke, den etablerede sandhed, som afviser ny viden og forfølger kættere. Dagens revolutionerende viden er eksempelvis den om solens aktivitet, der kan forklare udviklingen i jordens klima.

Kapitalismen efter krisen (II)

National Affairs bragte tidligere på året en artikel af professor Luigi Zingales om kapitalismens fremtid efter finanskrisen. Som vi skrev i går, har regeringsindgreb grundlæggende ændret retsreglerne for "to big to fail" virksomheder, hvilket svækker investorers tillid og retssikkerhed. Zingales mener, at regeringen i Washington er ved at ødelægge kapitalismens folkelige legitimitet i USA med dens populitiske indgreb og særlige regler for store virksomheder. Han konkluderer:

"We thus stand at a crossroads for American capitalism. One path would channel popular rage into political support for some genuinely pro-market reforms, even if they do not serve the interests of large financial firms. By appealing to the best of the populist tradition, we can introduce limits to the power of the financial industry — or any business, for that matter — and restore those fundamental principles that give an ethical dimension to capitalism: freedom, meritocracy, a direct link between reward and effort, and a sense of responsibility that ensures that those who reap the gains also bear the losses. This would mean abandoning the notion that any firm is too big to fail, and putting rules in place that keep large financial firms from manipulating government connections to the detriment of markets. It would mean adopting a pro-market, rather than pro-business, approach to the economy.

The alternative path is to soothe the popular rage with measures like limits on executive bonuses while shoring up the position of the largest financial players, making them dependent on government and making the larger economy dependent on them. Such measures play to the crowd in the moment, but threaten the financial system and the public standing of American capitalism in the long run. They also reinforce the very practices that caused the crisis. This is the path to big-business capitalism: a path that blurs the distinction between pro-market and pro-business policies, and so imperils the unique faith the American people have long displayed in the legitimacy of democratic capitalism.

Unfortunately, it looks for now like the Obama administration has chosen this latter path. It is a choice that threatens to launch us on that vicious spiral of more public resentment and more corporatist crony capitalism so common abroad — trampling in the process the economic exceptionalism that has been so crucial for American prosperity. When the dust has cleared and the panic has abated, this may well turn out to be the most serious and damaging consequence of the financial crisis for American capitalism".

Kapitalismen efter krisen (I)

Der er gået 1 år siden finanskrisen brød ud og den økonomiske nedtur begyndte. Krisen udløste ikke bare massive stimuleringspakker fra regeringer over verden og pres på centralbankerne for at lade seddelpressen køre igen. Regeringerne har også ændret spillereglerne på markedet med hidtil usete indgreb i markedsøkonomien. Ikke mindst i kapitalismens højborg i USA. Regeringen i Washington har f.eks. lavet et indgreb for at redde General Motors og Chrysler og tilsidesat gældende retsregler for konkurser og betalingsstandsninger. Det har svækket kreditorers retssikkerhed. Det har udløst retssager, men på længere sigt svigter det kapitalismen, at der nu hersker helt særlige regler for virksomheder, som i levebrødspolitikernes øjne er "to big to fail".

Professor Richard Epstein har en artikel om dette i det seneste nummer af Freeman. Her er indledningen:

"The topic of corporate bankruptcy law scarcely titillates the imagination of ordinary citizens, even those with a deep interest in constitutional and public affairs. Harried people treat bankruptcy almost dismissively as a useful way of winding up firms that cannot keep their financial heads above water. In practice they sense rightly that the corporate bankruptcy system cleanses the economy of weak players by their liquidation, reorganization, or sale, hopefully to allow their assets to be released to more productive uses. Explaining how bankruptcy works isn’t a fit subject for polite company.

Those perceptions have changed now that the Chrysler and GM bankruptcies have set a new standard for the fast resolution of some complex if dubious transactions. So troublesome questions arise: Did these transactions comply with the rule of law? Were the property rights of the secured creditors fully protected in the expedited proceedings? Will the process bring confidence to the credit markets? No, no, and no again. Those three “nos” come as no surprise. The basic classical liberal position is right to insist that the government cannot sensibly occupy the roles of market participant and market regulator simultaneously. All else is detail."

Ingen sikker viden om klima

Professor i meterologi, Richard S. Lindzen, Massachusetts Institute of Technology, har et indlæg i WSJ (1/12) om hvad videnskaben ved og ikke ved om klimaet og klimaforandringer. Han konkluderer, at der ikke er sikker viden om klimaet og at katastrofemeldingerne er uden hold i den viden, man har i dag. Citat:

" The notion that complex climate "catastrophes" are simply a matter of the response of a single number, GATA, to a single forcing, CO2 (or solar forcing for that matter), represents a gigantic step backward in the science of climate. Many disasters associated with warming are simply normal occurrences whose existence is falsely claimed to be evidence of warming. And all these examples involve phenomena that are dependent on the confluence of many factors.

Our perceptions of nature are similarly dragged back centuries so that the normal occasional occurrences of open water in summer over the North Pole, droughts, floods, hurricanes, sea-level variations, etc. are all taken as omens, portending doom due to our sinful ways (as epitomized by our carbon footprint). All of these phenomena depend on the confluence of multiple factors as well.

Consider the following example. Suppose that I leave a box on the floor, and my wife trips on it, falling against my son, who is carrying a carton of eggs, which then fall and break. Our present approach to emissions would be analogous to deciding that the best way to prevent the breakage of eggs would be to outlaw leaving boxes on the floor. The chief difference is that in the case of atmospheric CO2 and climate catastrophe, the chain of inference is longer and less plausible than in my example".

Klimasvindel i New Zealand

Lektor Christian Bjørnskov beretter på Punditokraterne om en skandale med fiflen med klimadata i New Zealand. Se her.

Første konspirationsteori om klimakriminalitet

Offentliggørelsen af emails og andre dokumenter fra klimaforskere på Climatic Research Unit på University of East Anglia, der viser at forskerne handlet imod videnskabelig praksis, var ikke mange dage gammel førend den første konspirationsteori så dagens lys. Og det er hverken i Ekstrabladet eller B.T., men derimod i en blog af Lars Henrik Aagaard på Berlingske Tidende. Under overskriften "Klimakriminalitet" lancerer han en teori om, at "den såkaldte klimabombe er .... bevidst detoneret bare 14 dage før" det globale topmøde i København. Hackerne "har naturligvis bevidst udplukket de mails, der kan fremme skeptikernes sag". Og "hensigten er selvfølgelig at forplumre billedet af en stort set enig klimavidenskab og drage dens motiver og resultater i tvivl i håb om at svage politikere vil lytte til dette resultat af en kriminel handling".

Javel, ja. De onde hackere vil selvfølgelig forhindre, at de gode klimaforskere får politikerne til at redde verden fra katastrofen. Klimaforskerne har godt nok gemt data for andre forskere, fiflet lidt med tallene, forsøgt at forhindre skeptikerne i at komme til orde i faglige tidsskrifter og slettet dokumenter, som er omfattet af offentlighedsloven, men det er jo alt sammen sket i den gode sags tjeneste. Og selvom om de ikke kan forklare, hvad der går galt i modellerne, tvivler de ikke, når de rådgiver resten af verden, for de er jo oppe mod onde klimaskeptikere og hackere. Og hvem er det så, der står bag hackerne? Lad mig komme med et bud, så Aagaard kan krydre sin konspirationsteori: Det er en sammensværelse af olieindustrien, Bush-familien, Saudiarabien, Vladimir Putin, Opus Dei og Blofeld.

Lukkeloven bliver afviklet, men ny lov forbyder åbent tolv og en halv helligdag om året

VK-regeringen har indgået et forlig med Dansk Folkeparti om at afvikle lukkeloven og vedtage en ny søndags- og helligdagslov (se Økonomiministeriet). Det betyder, at forretninger fra 1. oktober 2012 kan holde åbent, når de vil, bortset fra helligdage (altså minus søndage ... og lørdage ... og fredage) samt andre særlige dage (juleaftensdag, nytårsaftensdag efter 15.00 og grundlovsdag).

Endelig! Lukkeloven har overlevet flere borgerlige regeringer og især Det konservative Folkeparti har kæmpet imod en liberalisering pga pariets særlige relationer til butiksejere og småkøbmænd. Så det er godt at se, at loven bliver afviklet under en konservativ minister. Og selvom lukkelovsbestemmelserne ikke helt afskaffes, så er frihed til at holde åbent i 365 minus 12,5 dage om året da en liberalisering, der er værd at fejre.

Hvorfor det lige har været så vigtigt at bevare lukkeloven på de sidste 12,5 helligdage og andre særlige dage kan man få en forklaring på i Berlingske Tidende i dag, som bragte i et interview med Økonominister og partiformand Lene Espersen:

"Jeg synes stadigvæk, at de butiksansatte skal have mulighed for at holde fri, ellers vil det blive sværere at få folk til at søge arbejde i detailhandlen, fordi man ikke kan have en sikkerhed for, at man ikke skal arbejde på de mest mærkelige tidspunkter, så jeg holder fast i at helligdagen er en hviledag"

....

"Jeg tror stadigvæk, det er vigtigt, at der er nogle dage, hvor man kan få lov til at holde fri, og hvor man kan holde helligdagen hellig. Det betyder noget for mange familier, at der er dage som juleaften og påskedag, hvor man ikke bliver tvunget til at stå i butik hele dagen. Jeg tror heller ikke, så mange borgere efterspørger, at butikkerne er åbne der"

Det er klart! Butikkerne kan ikke skaffe arbejdskraft, hvis de ikke tvinges til at holde lukket på dage, hvor de alligevel ikke vil holde åbent, fordi der ingen efterspørgsel er! Og nu er hviledagen ikke hellig, men helligdagen hviledag! Altså bortset fra søndag!?!.

Dansk Folkeparti har også markeret sin indflydelse ved at sikrer, at byggemarkeder, småkøbmænd og bagere kan holde åbent helt frit allerede fra 1. juli 2010. DF styrker gør-det-selv-folket, så de både kan komme i byggemarkedet og få romkugler på søndage. Gør-det-du-er-bedst-folket kan som sædvanlig vente.

Og Lene Espersens begrundelse denne undtagelse?

"Fordi bagerne ofte vil holde åbent på tidspunkter, hvor andre gerne vil holde lukket. Det kan være på store bededag, hvor de gerne vil sælge varme hveder"

Varme hveder Store Bededag? Mon dog?

Climagate: Følg pengene

Det hjælper ofte at kigger på de økonomiske incitamenter, når man skal forstå menneskers handlinger. Hvis mennesker har noget i spil, reagerer de anderledes end de ellers ville. Hvis de har meget på spil, reagerer de meget anderledes. Det gælder også klimaforskere, virksomheder og miljøorganisationer.

Wall Street Journal havde i går en leder, der beskriver, hvordan klimaforskere er blevet forgyldt i takt med at de har ringet med alarmklokkerne for verden klima. Det gælder ikke mindst direktør Phil Jones fra University of East Anglias Climate Research Unit (CRU), der forleden kunne se sine egne mails og andre afslørende dokumenter offentligjort på en russisk server. De viste, at klimaforskerne på CRU og andre steder bevidst har forsøgt at ødelægge dokumenter omfattet af offentlig aktindsigt, at udelukke dissiderede kollegaer fra at komme til orde og blive taget seriøst og at fifle med dataserier, så de passede bedre med en på forhånd vedtaget version af virkeligheden.

Forskningsbudgetterne er mangedoblet siden 1994, hvor den første FN konvention om klimaændringer blev vedtaget. Det har CRU og andre forskningsinstitutter nydt godt af. Men som redaktør Bret Stephens gør opmærksom på i WSJ, så stopper det jo ikke der. De stimuleringspakker, som regeringer verden over har vedtaget i løbet af de seneste år, indeholder således store "grønne" investeringer. Han henviser til en rapport fra HSBC, som skønner, at 15% af stimuleringspakkerne, svarerende til 430 mia. USD, går til "grønne" investeringer, herunder udvikling af bioethanol og alternative energikilder. En lang række private selskaber står altså til at vinde på frygten for klimaforandringer, herunder blandt andet Kleiner Perkins, som tidl. vicepræsident og modtager af Det norske parlaments Fredspris, Al Core, er medejer af.

Der er også en række miljøorganisationer, som kan se med tilfredshed på udviklingen og som vinder på, at der bliver kimet med alarmklokkerne. Med Stephens ord:

"Today these groups form a kind of ecosystem of their own. They include not just old standbys like the Sierra Club or Greenpeace, but also Ozone Action, Clean Air Cool Planet, Americans for Equitable Climate Change Solutions, the Alternative Energy Resources Association, the California Climate Action Registry and so on and on. All of them have been on the receiving end of climate change-related funding, so all of them must believe in the reality (and catastrophic imminence) of global warming just as a priest must believe in the existence of God".

Hele denne gruppe af særinteresser, som nyder godt af verdens angst for klimaforandringer, kaldte Bjørn Lomborg tidligere på året meget rammende for "det klima industrielle kompleks". Det er en elegant omskrivning det det kompleks, som præsident Dwight D. Eisenhower kom med en advarsel imod i sin afskedstale til nationen i 1961:

"In the councils of government, we must guard against the acquisition of unwarranted influence, whether sought or unsought, by the militaryindustrial complex. The potential for the disastrous rise of misplaced power exists and will persist.

We must never let the weight of this combination endanger our liberties or democratic processes. We should take nothing for granted. Only an alert and knowledgeable citizenry can compel the proper meshing of the huge industrial and military machinery of defense with our peaceful methods and goals, so that security and liberty may prosper together"

Det er i det mindste til at forstå, hvorfor særinteresserne i det miljø industrielle kompleks ikke ønsker, at forskere med andre synspunkter kommer til orde og lufter deres skepsis. Men alle andre, herunder til skattebetalere, forbrugere og oplyste borgere, har interesse i og krav på, at der blev talt åbent og ærligt om klimaforandringerne og menneskers indflydelse herpå.

Præsidentvalget i Honduras

Niels Westy Munch-Holbek har en kommentar på Punditokraterne.dk om det netop afholdte præsidentvalg i Honduras. Det kan roligt siges, at det blev en success med en valgdeltagelse på 60%. Det var højere end sidste valg og langt højere end spået af de venstreorienterede journalister i DR og på Information, som havde tippet 25-30%. Den afsætte præsident Manuel Zelayas opfordring til befolkningen om at boykotte valget blev altså overhørt af flertallet. Nyvalgt præsident med over halvdelen af stemmer er den konservative Porfirio Lobo.

Jeg kan tilslutte mig Munch-Holbeks kritik af  dækningen i DR af begivenhederne i Honduras. Den er under al kritik. Især DRs såkaldte ekspert i Latinamerika spørgsmål, Niels Lindvig, har brugt tiden i flere udsendelser på udbrede mærkelige konspirationsteorier og skabe et fantasibillede af, hvad der foregår i Honduras og andre steder i Latinamerika.