Brug for et opgør med den danske velfærdsmodel

Professor Nina Smith skriver i Politiken (21/7), at der er brug for et opgør med den danske velfærdsmodel, som blev introduceret i midten af 1970'erne med ændringen i sociallovgivningen, som hidtil havde bygget på princippet om "værdigt trængende". Trangskriterier blev erstattet med generelle rettigheder for alle. Men mens modellen var billig i 1970'erne, 1980'erne og 1990'erne, fordi relativt mange arbejdede og få var pensionister, så arbejder den demografiske udvikling imod den model - og der er derfor brug for reformer.


Behovsprincippet har haft en selvforstærkende negativ effekt på opfattelsen i befolkningen:

"Inden for den økonomiske forskning tales der om, at normer og holdninger kan blive påvirket af eksistensen af institutioner som f.eks. velfærdsstaten. Vi er gået fra et ’pligtsamfund’ til et ’rettighedssamfund’. I pligtsamfundet følte de fleste borgere en grundlæggende pligt til at ’forsørge sig og sine’, mens vi i stigende grad ser på vore rettigheder, uanset om man reelt har behov for ydelserne. ’At yde efter evne og nyde efter behov’ gælder ikke længere – de fleste af os tager, hvad vi har ret til, og nogen måske lidt til, uanset om vi har behov for det. Vi har jo betalt vores skat!" 

Og samtidig undervurderer befolkningen systematisk, hvad ydelserne koster, og gratisprincippet gør, at udbuddet ikke kan følge med efterspørgslen.


Smith konkluderer:

"Derfor bør man genoverveje det gamle princip om at ’yde efter evne og nyde efter behov’. Det er helt i modstrid med den universelle velfærdsmodel. Det er også i modstrid med at målrette efter indkomst, hvis borgernes behov faktisk ikke alene afhænger af indkomst".

Venstre om den offentlige sektor

Nu er den offentlige sektor tilsynelandende blevet for stor for partiet Venstre. Næstformand Kristian Jensen udtaler til Berlingske Tidende (20/7), at "Nu er størrelsen af den offentlige sektor i forhold til størrelsen af den private sådan, at vi risikerer ikke at have styrken til at blive ved med at være et rigt samfund". Det er helt rigtigt, men den offentlige sektor har sådan set været for stor i mange, mange år, hvor Venstre har siddet i regering og hvor den er blevet større og større.

Partiet har gjort meget lidt for at bremse væksten i den offentlige sektor, man har snarere prallet med, hvor mange flere offentligt ansatte, der er kommet under statsminister Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen.

Venstre har opstillet en målsætning om en vækst i den offentlige sektor på 0,5% om året, mens den private sektor skal vokse med 2,0%. Sådanne målsætninger har man opstillet før, men væksten har alligevel ligget et godt stykke over 1% om året. Det er simpelthen ikke troværdigt, når Venstre lover at bremse væksten i den offentlige sektor.

Det er spil for galleriet, når Venstre siger, at væksten i den offentlige sektor skal bremses. Venstre er som Det konservative Folkeparti presset af Liberal Alliance, der har success med at fremlægge en liberal reform dagsordenen, og kommer derfor med disse markeringer, som ikke er bundet i realiteter. Når det gælder den offentlige sektor, så holder partiets slogan "Venstre ved du hvor du har" ikke en millimeter.

Obama overdriver de gavnlige effekter af stimuleringspakken

Præsident Barack Obama hævder, at hans store stimuleringspakke har forhindret en økononmisk depression og en stigning i arbejdsløsheden til 15%. Han hævder også, at alle økonomer er enige om, at pakken har virket. Ingen af delene holder.

Men der er langt fra enighed om effekten af stimuleringspakken blandt økonomer, skriver professor Michael J. Boskin i WSJ (21/7). Citat:

"President Obama says "every economist who's looked at it says that the Recovery Act has done its job"—i.e., the stimulus bill has turned the economy around. That's nonsense. Opinions differ widely and many leading economists believe that its impact has been small. Why? The expectation of future spending and future tax hikes to pay for the stimulus and Mr. Obama's vast expansion of government are offsetting the direct short-run expansionary effect. That is standard in all macroeconomic theories.

So, as I and others warned in 2008, the permanent government expansion and higher tax rate agenda is a classic example of what not to do during bad economic times. Worse yet, all the subsidies, bailouts, regulations and mandates are forcing noncommercial decisions on the economy, which now awaits literally thousands of new diktats as a result of things like ObamaCare and the financial reform bill. The uncertainty is impeding investment and hiring".

En ting er, at Obama ikke lytter til økonomer, som er uenige med Obama administrationen og dens økonomer i vurderingen af, hvordan stimuleringspakken virker. Men han lytter tilsynelandende heller til sin egen økonomer med Christina Romer i spidsen, foreslår Boskin. De har nemlig estimeret effekten af stimuleringspakken til at give en positiv effekt på bruttonationalproduktet på mellem 1 og 2% og en positiv effekt på beskæftigelse svarende til 1% mindre arbejdsløshed. Det er langt fra den effekt, som Obama forsøger at give indtryk.

Boskin foreslår i øvrigt, at Obama sænker skatterne og gennemfører besparelser på de offentlige udgifter, hvilket vil have en bedre effekt på økonomien end at øge de offentlige udgifter og på længere sigt også skatterne.

Øget offentlig gældsætning øger ikke væksten i amerikansk økonomi

Professor Vernon L. Smith skriver på The Daily Beast (19/7), at øget gældsætning ikke er vejen til vækst i amerikanske økonomi.

Obama vil forlænge arbejdsløshedsunderstøttelse

Præsident Barack Obama vil forlænge den periode, hvor arbejdsløse i USA kan hæve understøttelse, op til 99 uger. Men republikanerne i Kongressen har afvist denne forlængelse, som vil koste 30 mia. USD, uden en anvisning på tilsvarende besparelser andre steder på budgettet. Det vil være den 8. forlængelse af understøttelsen under den krise.

Arbejdsløsheden i USA er i dag 9,5%. Det er et godt stykke over de 8%, som Obama administrationen lovede, da Kongressen vedtog stimuleringspakken til 862 mia. USD sidste år. Pakken har ikke haft den tilsigtede virkning, hvilket kan skyldes, at virksomhederne er tilbageholdende med at udvide og ansætte nye medarbejdere med udsigten til store skattestigninger, som allerede sætter ind fra 1. januar.

Så Obama vil give amerikanerne understøttelse, når han ikke har kunnet give dem arbejde. Problemet er bare, at længere dagpengeperiode vil øge arbejdsløsheden. Se i øvrigt lederen i WSJ i dag (20/7):

"Presidents typically invite Americans to appear at Rose Garden press conferences to trumpet their policy successes, but yesterday we saw what may have been a first. President Obama introduced three Americans—an auto worker, a fitness center employee and a woman in real estate—who've been out of work so long they underscore the failure of his economic program. Where are his spinmeisters when he really needs them?

Sure, Mr. Obama's ostensible purpose was to lobby Congress for the eighth extension of jobless benefits since the recession began, to a record 99 weeks, or nearly two years. And he whacked Senate Republicans for blocking the extension, though Republicans are merely asking that the extension be offset by cuts in other federal spending.

But Mr. Obama was nonetheless obliged to concede that, 18 months after his $862 billion stimulus, there are still five job seekers for every job opening and that 2.5 million Americans will soon run out of unemployment benefits. What happens when the 99 weeks of benefits run out? Will the President demand that they be extended to three years, or four?"

...

"The President is right that "we've got a lot of work to do" to get Americans back to work and that the toll on families from high unemployment is considerable. There are few things in life more demoralizing than being unemployed for a lengthy period of time. But paying people not to work and adding $30 billion more to nearly $1.4 trillion of deficit spending is a dismal substitute for real economic growth and private job creation. Republicans are right to resist it".

Keynesianerne har intet lært

Niall Ferguson skriver i FT (19/7) om keynesianerne, som intet har lært af historien. Det referere hele tiden til 1930'erne, men de har ikke lært af fejltagelserne i den økonomiske politik i senere år.

Ferguson refererer bl.a. til professor Thomas Sargent papir fra 1981 "The Ends of Four Big Inflations", som foreslog, at radikalt politikskifte var vejen ud af højinflation, arbejdsløshed og gældsætning. Et sådant skifte blev gennemført i Storbritannien, USA og Danmark af henholdsvis premierminister Margaret Thatcher, præsident Ronald Reagen og statsminister Poul Schlüter. Her er konklusionen fra Fergusons artikel:

"The evidence is very clear from surveys on both sides of the Atlantic. People are nervous of world war-sized deficits when there isn’t a war to justify them. According to a recent poll published in the FT, 45 per cent of Americans “think it likely that their government will be unable to meet its financial commitments within 10 years”. Surveys of business and consumer confidence paint a similar picture of mounting anxiety.
The remedy for such fears must be the kind of policy regime-change Prof Sargent identified 30 years ago, and which the Thatcher and Reagan governments successfully implemented. Then, as today, the choice was not between stimulus and austerity. It was between policies that boost private-sector confidence and those that kill it".

Desværre har USA ikke en Ronald Reagan, som kan gennemføre et radikalt politikskifte, men en administration, som er ved at gældsætte USA i et omfang, der ikke er set siden 2. verdenskrig ("it is world war finance without the war") og som vil reducere væksten i den amerikanske økonomi i fremtiden.

Arbejdsløse er længere arbejdsløse i USA

Professor Greg Mankiw bragte fredag en figur over udviklingen i den mediane arbejdsløshedsperiode i USA i min levetid, dsv. fra 1965 og frem til i dag. Figuren viser, at den mediane arbejdsløshedsperiode ikke før har været så lang, selv ikke under krisen i starten af 1980'erne. Mankiw mener, at det kan påvirke makroøkonomiske relationer, herunder Okuns Lov (tabet i bruttonationalproduktet ved stigning i arbejdsløshed) og NAIRU (Non-Accelating Inflation Rate of Unemployment). Med andre ord: USA må leve med en højere og mere permanent arbejdsløshed. Den mediane arbejdsløshed er naturligvis ikke påvirket af krisen, mens også af ændringer i dagpenge mv. Her er USA gået den modsattet vej af EU. Med stimuleringspakken af sidste forår har den amerikanske regeringen (midlertidigt) forlænget dagpenge perioden og indført andre økonomiske støtteordninger for arbejdsløse, hvilket sikkert gør arbejdsstyrken mindre mobil.

Obamas modsiger sig selv: Obligatorisk sygesikring er nu en skat

Obligatorisk sygeforsikring er ikke en skat, hævdede præsident Barack Obama og hans administration sidste år under behandlingen af sundhedsreformen. Det skal ikke tælle med, når skatterne bliver opgjort eller når administrationen beregner skattetrykket. Men nu hævder Obama så i retten, at den obligatoriske sygeforsikring er en skat, skriver NYT (16/7).

20 delstater og en række private organisationer har lagt sag mod den føderale regering. De hævder, at regeringen har overtrådt konstitutionen, fordi forbundsregeringens beføjelse til at regulere handlen mellem delstaterne ikke omfatter muligheden for at tvinge borgere til at tegne for sygeforsikring. Men nu henviser Obama og advokaterne til en anden paragraf i konstitutionen, som giver forbundsregeringen mulighed for at pålægge skatter. Det er svært at vurdere om den holder i retten, men det er da i hvert fald noget af en selvmodsigelse!

ObamaCare og den amerikanske konstitution

Senior fellow Robert Moffit, Heritage Foundation, har en længere artikel i WSJ (3/7), hvor skriver, at ObamaCare bryder med grundlæggende principper i den amerikanske konstitution. Her er et abstract:

"The Patient Protection and Affordable Care Act represents more than a federal takeover of health care; it is a direct threat to federalism itself. Never before has Congress exercised its power under Article I, Section 8 of the Federal Constitution to force American citizens to purchase a private good or a service. Congress is also intruding deeply into the internal affairs of the states, commandeering their officers, specifying in minute detail how they are to arrange health insurance markets within their borders, and deter mining the products that will be sold to their citizens. If allowed to stand, this unprecedented concentration of political power in Washington will reduce the states to mere instruments of federal health policy. State legislatures and sympathetic Members of Congress should consider (among other actions) crafting a constitutional amendment to guarantee the personal liberty of every citizen in the area of health care. Given the trajectory of federal policy, state officials should take the lead in the next phase of the national health care debate, reclaim their rightful authority, and change the facts on the ground for Congress and the White House".

Første ændringer i det amerikanske sundhedssystem efter ObamaCare

De første ændringer i det amerikanske sundhedssystem er på vej som følge af den sundhedsreform, præsident Barack Obama fik vedtaget tidligere på året. To store ændringer er allerede gennemført. Den første er en forlængelse af den periode, hvor unge kan være omfattet af deres forældres sygeforsikring. Den anden er en midlertidig sygeforsikringsordning for personer, som ikke har eller kan tegne en sygeforsikring på grund af eksisterende sygdom og som ikke er berettiget til en af de offentlige sygeforsikringer.

Men herudover mindre ændringer på vej. Kaiser Health News (09/07) har bragt en oversigt over 7 mindre ændringer, som allerede er vej at blive gennemført.

Større stat fører til lavere vækst

Industriøkonomerne Andreas Bergh og Magnus Henrekson beskriver i WSJ (10/7), hvordan Sverige med verdens højeste offentlige udgifter i forhold til bruttonationalproduktet på kun 30 år er gået fra at være blandt verdens rigeste lande til en 17. plads.

Bergh og Henrekson skriver:

"The weight of the evidence demonstrates that when government spending increases by 10 percentage points of GDP, the annual growth rate drops by 0.5 to 1 percentage point".

Bergh og Henrekson advarer amerikanerne mod at øge de offentlige udgifter fra nuværende 32%. Det vil ramme væksten i amerikansk økonomi og få amerikanerne til at gøre som svenskerne, som i mindre omfang hyrer professionelle til at ordne huset, slå græsplænen, lave maden eller passe børnene.

Græsk indkøb af u-både i Tyskland, som landet ikke har behov for

WSJ har en artikel (11/7) om Grækenlands forsvarsbudget og våbenkøb i Tyskland, Frankring og USA. For at gøre en lang historie kort, så har Grækenland et væsentlig større forsvarsbudget end resten af EU (det dobbelt i % af bruttonationalproduktet), hvilket i et vist omfang kan forklares i rivaliseringen med det meget større Tyrkiet.

Grækenland køber også flere våben og WSJ beretter, at landet har købt 4 U-både, som det vidst ikke behøver (ifølge den øverste chef for den græske flåde, som trådte tilbage før tid tidligere på året). En U-båd er leveret og den lever ikke op til forventningerne. Men indkøbet af U-både skaber jobs i både Grækenland og Tyskland (og hvad betyder det så, om de virker?).

Samtidig er flere tyske firmaer ved at blive undersøgt af politiet for bestikkelse. De har tilsyneladende udbetalt millioner til græske politikere for at få aftalen på plads. Flere direktører i de tyske firmaer bag våbenhandlen er allerede trådt tilbage. Og WSJ påpeger også, at en genforhandling af aftalen, der indebærer at Grækenland køber 2 U-både yderligere (som de sikkert har ligesåmeget brug for som de første 4, hvoraf altså kun 1 er leveret og ikke lever op til forventningerne), faldt endelig på plads i marts. Det er på samme tidspunkt som EU blev enige om hjælpepakken til Grækenland. WSJ gransker i sammenfaldet, men alle afviser, at de to ting har noget med hinanden at gøre!

I øvrigt kan man læse i artiklen, hvordan skiftende græske regeringer drillede hinanden ved at flytte bogføringsdatoen for ubådene frem og tilbage mellem forskellige regnskabsår, så først den ene, så den anden regering kom til at fremstå i dårligt lys.

Dette er en rigtig moderne græsk tragedie.

EU-direktiv vil begrænse patienters adgang til behandling i udlandet

Formanden for Patientforeningen, Villy O. Christensen, skriver i en klumme på 180grader.dk (11/7), at forslaget til patientdirektiv vil begrænse borgerne adgang til behandling i andre EU-lande med tilskud fra hjemlandet. EU-direktivet stiller nemlig krav om forhåndsgodkendelse og mulighed for, at medlemsstaterne kan afvise tilskud til behandling, som ikke er godkendt i hjemlandet.

Det er reelt en indskrænkning af de rettigheder, som patienter har i dag, og som er blevet til på baggrund af EU-domstolens fortolkning af gældende direktiver. Det har ført til, at medlemsstaterne i en række tilfælde er blevet tvunget til at refundere udgifter til behandling i andre lande, også i tilfælde hvor behandlingen ikke var godkendt i medlemslandenes egen sundhedssystem.

Det nuværende system betyder, at det er vanskeligere for medlemsstaterne at kontrollere sundhedsudgifterne. For at kunne kontrollere udgifterne, skal medlemsstaten har med pris, mængde og patienternes adgang til forskellige typer af behandling. Medlemsstaterne har derfor en stærk interesse i at direktivet bliver vedtaget, hvilket formentlig også vil ske. Det er kun EU-parlamentet, som reelt kan stoppe dette direktiv.

Det vil betyde færre valgmuligheder for patienter i Danmark og andre lande med offentlige sundhedsvæsener (Italien, Spanien og UK). Direktivet spiller formentlig en mindre rolle for patienterne i lande, hvor sundhedsydelser finansieres af sygekasser (Holland og Tyskland) eller er meget fleksible (Frankrig).

I realiteten er problemet for patienterne ikke patientdirektivet. Problemet er, at sundhedsvæsenet i Danmark er organiseret efter den planøkonomiske model. Planøkonomi og valgfrihed er uforenelige størrelser. I planøkonomien overlader individerne ressourcerne til kollektive beslutningstagere, som overtager kontrollen med hvem, der får hvad hvornår. Planøkonomi er ensbetydende med overproduktion af visse ydelser, underproduktion af andre, køer, ringe service og lang ventetid.

Ligesom russerne ikke kunne få det planøkonomiske system til at levere noget så simpelt som fødevarer, kan det planøkonomiske system heller ikke levere noget så komplekst som sundhedsydelser til danskerne. Reel valgfrihed vil patienterne kun få, hvis danskerne afskaffer planøkonomien i sundhedssektoren. Ellers må de nøjes med et 2. eller 3. klasses system.

Sparsommelighed eller mere stimulering af økonomien (II)

Den økonomiske side af debatten om øget stimulering af økonomien versus sparsommelighed handler om betydningen af forventninger. Hvis regeringen øger budgetunderskuddet ved at øge udgifterne eller sætte skatterne ned, vil det så blot øge den økonomiske aktivitet? Eller vil det få borgerne og virksomheder til at forbruge og investere mindre, fordi de forventer, at regeringen på et eller andet tidspunkt bliver nødt til at hæve skatterne?

Professor Paul Krugman repræsentere den skole, som mener, at regeringen skal øge udgifterne og burde have brugt flere penge på stimulering af økonomien. Professor Greg Mankiw repræsentere den anden skole, som ikke mener, at regeringerne kan øge udgifterne eller budgetunderskuddet uden at det har konsekvenser for forbrug og investeringer.

Sparsommelighed eller mere stimulering af økonomien

Skal regeringerne stimulere økonomien yderligere eller skal regeringerne spare og nedbringe de store budgetunderskud? Dette spørgsmål blev diskuteret af regeringscheferne på det seneste G20 i Toronto og det diskuteres ligeledes blandt økonomer.

På G20 topmødet ønskede den amerikanske præsident Barack Obama yderligere stimulering af økonomien (mest fra andre lande), mens forbundskansler Angela Merkel og premierminister David Cameron stod for sparsommelighed. Europa og USA synes således at gå hver sin vej. I EU er regeringerne forpligtet til at nedbringe underskuddet over de næste par år, så de opfylder Vækst- og Stabilitetspagten. Adskillige medlemslande har også så store underskud, at de er i farezonen for at komme ud i en situation, der minder om den, Grækenland var i, hvor det var vanskeligt at finansiere statsunderskuddet.

Det er i vidt omfang forskellige erfaringer, som præger debatten. Frankfurter Allgemeine Zeitung havde en artikel forud for G20 topmødet i Toronto (26/6), hvor man pegede på forskellige historiske erfaringer. De tyske erfaringer med en galopperende inflation i 1920'erne og de amerikanske erfaringer med den langtrukne depression i 1930'erne. Tyskerne har lært, at inflation er ødelæggende for økonomisk stabilitet og vækst. Endvidere at store underskud kan få seddelpressen til at køre. Amerikanerne at store budgetunderskud kan skubbe gang i økonomien.

Men også andre forhold spiller ind. Tyskland og EU har flere "automatiske stabilisatorer" indbygget i økonomiem end USA, så behovet for stimuleringspakker er selvsagt mindre. En stor del af stimuleringspakkerne i USA er netop til arbejdsløshedsunderstøttelse og sygeforsikring (som amerikanere mister, når de mister deres arbejde) samt bloktilskud til delstaterne, så de kan fastholde antallet af offentligt ansatte. I Tyskland og resten af EU sker denne "stimulering" automatisk, da EU-landene har mere fintmaskede sociale sikkerhedsnet end USA. Et andet forhold, som påvirker amerikanernes villighed til at stifte gæld, er, at dollaren stadig er resevevaluta i mange lande, hvilket alt andet lige gør det lettere at låne.

Man skal heller ikke være blind for de politiske budskaber målrettet egne vælgere. Præsident Barack Obama er efterhånden nået så langt ind i sit embedsperiode, at han ikke længere kan skyde skylden for alle problemerne over på sin forgænger. Han har ansvaret nu og har øget de offentlige udgifter markant med løfter bedre tider. Når man ikke længere kan give forgængeren skylden, vil regeringer typisk forsøge sig med udlandet. Og her følger Obama gængs praksis for regeringsførelse. Hvis der ikke er gang i den amerikanske økonomi, er det fordi tyskerne er sparsommelige og kineserne fifler med deres valutakurs, er budskabet fra Washington til amerikanske vælgere, som skal til stemmeurnerne til november.

Omvendt kan man sige, at forbundskansler Angela Merkel og hendes tyske regering har et behov for at fremstå mere konservative end de i virkeligheden er. Udgiftspolitikken er nok holdt i mere stramme tøjler end i USA, men koalitionsregeringen i Berlin er jo ikke høge. Befolkningen nærer også en berettiget dyb skepsis overfor hjælpeprogrammet for den græske stat, hvor der synes bøjet en paragraf eller to i forhold i Vækst- og Stabilitetspagten. Der er skepsis overfor skæbnefælleskabet med svage økonomier i EU gennem den fælles mønt. Så på begge sider af Atlanten har politikerne noget at vinde på debatten, selvom de ikke bliver enige.

Feminisme

Feminisme er normalt ikke et emne, jeg skriver om på denne blog. Og det bliver det heller ikke. Så lad mig blot henvise til en ny blog om samme emne (damefrokosten.com), der gør op med den politisk korrekte udlægning af feminismen domineret af en venstreorienteret fortolkning. Det kan man kalde kulturkamp. Et opgør med lilla-ble folket. Se her.

Alle er lige, men nogle er mere lige end andre (II)

Sidste lørdag forudså jeg, at Stephen Kinnock ville ende med at blive skattepligtig i Danmark. Nu har Kinnock frivilligt valgt at indsende selvangivelse for 2009, så Kinnock er kommet skattevæsenet i forkøbet. Men mon ikke skattevæsenet alligevel er helt enige i, at Kinnock har skattepligt i Danmark?

Under alle omstændigheder er det belejligt for Kinnocks kone og formand for Socialdemokratiet, Helle Thorning-Schmidt, at få denne historie ud af medierne. Den forgangne uge har for Thorning-Schmidt været præget af noget, der ligner søforklaringer og så en gevaldig kovending i det personlige skattespørgsmål. Først var Kinnock hjemme hver weekend fra torsdag/fredag til søndag, så var der tale om langt færre weekender. Først var det fuldstændig klart, at Kinnock kun skulle betale skat i Schweiz, så var der tale om en "gråzone". Først havde parret et solidt kendskab til skattereglerne, så vidste det internationale par pludselig ikke, at en borger sagtens kunne være skattepligtig i 2 lande på sammen og betale skat begge steder.

Det er ikke overraskende, at tilliden til Thorning-Schmidt er dykket. Mange har indtryk af en dobbeltmoral hos socialdemokraternes formand, hvor der gælder særlige regler for formanden end befolkningen, når det gælder skat og skole.

Flere læsere har kommenteret mit indlæg om Kinnocks betaling af skat i Danmark og stillet spørgsmålstegn ved min begrundelse for Kinnocks skattepligt i Danmark. Flere har således fremhævet, at Kinnock ikke er "hjemhørende" i Danmark og heller ikke tidligere har været skattepligtig i Danmark, hvorfor der skal mere til at gøre ham skattepligtig baseret på "livsinteresser". Det er nok korrekt, især da Kinnock ikke formelt har været medejer af boligen sammen med konen efter 2004. At han så arbejder hjemmefra og har møder med kunder i Danmark, mens han opholder sig i landet, er tilsynelandende nok til at gøre Kinnock skattepligtig. Men jeg er ikke skatteekspert og reglerne for dobbeltbeskatning er komplicerede, så man bør nok ikke lægge for megen vægt på min vurdering af spørgsmålet om skattepligt. Og tal med en revisor, hvis du arbejder eller overvejer at arbejde og opholde dig i mere end ét land, hvoraf det ene er Danmark.

Why Obamanomics Has Failed

Professor Allan H. Meltzer skriver i WSJ (30/6), at usikkerhed er den største fjende af økonomisk vækst og usikkerhed er netop, hvad præsident Barack Obama har skabt. Derfor er USA fortsat i økonomisk lav-gear og uden udsigt til snarlig tilbagevenden til højere økonomisk vækst.

Meltzer sammenligner Obama's økonomiske politik med præsident John F. Kennedy og præsident Ronald  W. Reagan og konstaterer, at den adskiller sig markant fra begge forgængerne. Disse reducerede skatterne og skabte sikkerhed om fremtiden, hvilket resulterede i flere investeringer og økonomisk vækst. Obama's politik har den modsatte effekt. De høje offentlige udgifter til stimuleringspakker og lignende skaber usikkerhed om balancen i økonomien og tilsvarende skaber Obama administrationens vedvarende tale om øgede skatter på energi så stor usikkerhed, at investeringerne ikke vil strække økonomien ud af krisen.

USA skiller sig også ud i G20, hvor det som nærmest enlig ulv forsøger at få andre lande til at øge de offentlige udgifter for at bekæmpe lavkonjunkturen. EU-landene er imod, da de i øjeblikket er ved at konsolidere deres økonomier. USA presser på for at få EU-landene (med Tyskland i spidsen) til at bruge flere penge. Og Tyskland afviser. Langt hen af vejen er det selvfølgelig tale om politisk teater. Det gør det nemlig muligt for Obama at kaste skylden for det udeblevne opsving på europæerne, mens den tyske regering kan fremstå som mere konservativ end den i virkeligheden er.