WSJ har en artikel (11/7) om Grækenlands forsvarsbudget og våbenkøb i Tyskland, Frankring og USA. For at gøre en lang historie kort, så har Grækenland et væsentlig større forsvarsbudget end resten af EU (det dobbelt i % af bruttonationalproduktet), hvilket i et vist omfang kan forklares i rivaliseringen med det meget større Tyrkiet.
Grækenland køber også flere våben og WSJ beretter, at landet har købt 4 U-både, som det vidst ikke behøver (ifølge den øverste chef for den græske flåde, som trådte tilbage før tid tidligere på året). En U-båd er leveret og den lever ikke op til forventningerne. Men indkøbet af U-både skaber jobs i både Grækenland og Tyskland (og hvad betyder det så, om de virker?).
Samtidig er flere tyske firmaer ved at blive undersøgt af politiet for bestikkelse. De har tilsyneladende udbetalt millioner til græske politikere for at få aftalen på plads. Flere direktører i de tyske firmaer bag våbenhandlen er allerede trådt tilbage. Og WSJ påpeger også, at en genforhandling af aftalen, der indebærer at Grækenland køber 2 U-både yderligere (som de sikkert har ligesåmeget brug for som de første 4, hvoraf altså kun 1 er leveret og ikke lever op til forventningerne), faldt endelig på plads i marts. Det er på samme tidspunkt som EU blev enige om hjælpepakken til Grækenland. WSJ gransker i sammenfaldet, men alle afviser, at de to ting har noget med hinanden at gøre!
I øvrigt kan man læse i artiklen, hvordan skiftende græske regeringer drillede hinanden ved at flytte bogføringsdatoen for ubådene frem og tilbage mellem forskellige regnskabsår, så først den ene, så den anden regering kom til at fremstå i dårligt lys.
Dette er en rigtig moderne græsk tragedie.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar