Den Europæiske Centralbank (ECB) har offentliggjort et arbejdspapir om finanskrisens indflydelse på risikopræmien, som nogle lande (Grækenland, Spanien og andre PIIGS-lande) må betale i form af en højere effektiv rente på statsobligationer. Papiret er skrevet af Ludger Schuknecht og Guido Wolswijk fra ECB samt Juergen von Hagen fra Universitetet i Bonn.
Forfatterne konkluderer, at det grundlæggende er rigtigt at lade markedets vurdere risikoen for, at enkelte medlemslande i EU ikke kan tilbagebetale statsgælden og en god metode til at disciplinere finanspolitikken i lande, som ikke har styr på de offentlige budgetter. Og denne konklusion holder både i normale tider og specielt i krisetider. Endvidere skriver økonomerne, at der er "little justification for the claim that governments faced with high risk premiums during the crisis deserve the solidarity of other governments in the euro area".
Det er vanskeligt at være uenighed med forfatterne. Set fra et økonomisk synsvinkel er det ren galimatias, hvis medlemslande med (relativ) orden i økonomien skal støtte medlemslande med uorden i økonomien. Altså at Tyskland skulle subsidiere Grækenland.
Man må håbe, at regeringerne i de europæiske hovedstæder læser dette notat, og at det fører til, at de dropper planerne om at hjælpe Grækenland til at optage billigere lån. Det er grækerne selv, der har skabt deres voldsomme budgetunderskud og statsgæld gennem manglende mådehold, kreativ bogføringen og fravær af budgetdisplicin.
En af mine kollegaer, der kommer fra Grækenland, beskrev forleden hvad han betegner som den græske indstilling til penge og forbrug. En græker vil, sagde han, forbruge de penge, han har, så hurtig så muligt. Hvis han har få penge, inviterer han den nærmeste familie på middag. Hvis han har mange penge, inviterer han alle vennerne. Hellere bruge pengene i dag, så er man sikker på, at man får noget ud af dem. Og der skelnes ikke rigtigt mellem om der er tjente eller lånte penge. Det måske at sætte tingene på spidsen, men Grækenland har en af EU's laveste opsparingskvoter for private husholdninger. Og det offentlige budget er i endnu værre stand.
torsdag den 25. februar 2010
mandag den 22. februar 2010
Kreativ bogføring i Euro-landene underminerer Væksts- og Stabilitetspagten
EU-landene vedtog i 1997 den såkaldte Væksts- og Stabilitetspagt i forbindelse med introduktionen af Euroen. Pagtens formål er som bekendt at undgå uforholdsmæssigt store budgetunderskud i EU-landene, dvs. årlige budgetunderskud over 3% og statsgæld på mere end 60% af bruttonationalproduktet. Men pagten er naturligvis ikke meget værd, hvis andre medlemslandene, EU eller de finansielle markeder ikke kan regne med, at de officielle statistiske opgørelser over budgetunderskud og statsgæld viser et retsvisende billede.
Det er langt fra tilfældet. Selvom EU har harmoniseret opgørelsesmetoden, er kreativiteten i medlemslandene stor. Kreativ bogføring spillede således en afgørende rolle for at Grækenland overhovedet fik lov til at komme med i Euroen. Grækenland har også siden 1997 haft en praksis, som har forsøgt at skjule skjule størrelsen af budgetunderskuddet. Det er sket ved enten af holde udgifter helt uden for (forsvarsbudgettet er hemmeligt og skal derfor ikke tælles med, argumenterede de kreative grækere) eller ved skabe kunstige indtægter gennem frasalg af ejendomme, indtægter fra forskellige aktiver mv.
Grækenland er et ekstremt eksempel. Men Grækenland er ikke det eneste land, som har udøvet kreativ bogføring og frasalg af aktiver for at pynte på budgetterne. Det samme har Portugal, Frankrig og selv Tyskland, som man kan læse i WSJ (22/2).
Det er grotesk, at ministre og politikere på denne måde straffrit kan begå handlinger, som i den private sektor ville være den stensikre vej til nærmeste fængselscelle. Det minder lidt for meget om Enrons bogføringspraksis, det som foregår i Athen og andre europæiske hovedstæder. Det er et stort problem, at alle lande på kort sigt kan drage fordel af snyde andre lande. Men på langt sigt bliver kommer alle lande til at tabe, når markeder mister tilliden, kræver risikotillæg for at låne ud til euro-lande og større offentlig gældsætning fortrænger private investeringer, som kunne skabe vækst i økonomierne.
Det er langt fra tilfældet. Selvom EU har harmoniseret opgørelsesmetoden, er kreativiteten i medlemslandene stor. Kreativ bogføring spillede således en afgørende rolle for at Grækenland overhovedet fik lov til at komme med i Euroen. Grækenland har også siden 1997 haft en praksis, som har forsøgt at skjule skjule størrelsen af budgetunderskuddet. Det er sket ved enten af holde udgifter helt uden for (forsvarsbudgettet er hemmeligt og skal derfor ikke tælles med, argumenterede de kreative grækere) eller ved skabe kunstige indtægter gennem frasalg af ejendomme, indtægter fra forskellige aktiver mv.
Grækenland er et ekstremt eksempel. Men Grækenland er ikke det eneste land, som har udøvet kreativ bogføring og frasalg af aktiver for at pynte på budgetterne. Det samme har Portugal, Frankrig og selv Tyskland, som man kan læse i WSJ (22/2).
Det er grotesk, at ministre og politikere på denne måde straffrit kan begå handlinger, som i den private sektor ville være den stensikre vej til nærmeste fængselscelle. Det minder lidt for meget om Enrons bogføringspraksis, det som foregår i Athen og andre europæiske hovedstæder. Det er et stort problem, at alle lande på kort sigt kan drage fordel af snyde andre lande. Men på langt sigt bliver kommer alle lande til at tabe, når markeder mister tilliden, kræver risikotillæg for at låne ud til euro-lande og større offentlig gældsætning fortrænger private investeringer, som kunne skabe vækst i økonomierne.
torsdag den 11. februar 2010
Tyskland og andre EU-lande vil garantere Grækenlands gæld
WSJ (11/2) skriver, at EU under ledelse af Tyskland vil garantere Grækenland og andre EU-landes statsgæld. Der er tale om indirekte statsstøtte til Grækenland, da landet kan låne til lavere rente end ellers. Spørgsmålet er naturligvis, hvilke krav der vil blive stillet. WSJ skriver meget rigtigt:
"In a sense, the euro is a risky experiment, an economic alliance built on common monetary policy but independent fiscal management, coupled with a weak political pledge that no individual country will spend too much—a rule that Greece has repeatedly violated over the past decade. Greece's budget deficit for 2009 is expected to come in at close to 13% of its gross domestic product, far above the EU's ceiling of 3%".
Republikanske ideer til sundhedsreformen
Præsident Barack Obama forsøger at give indtryk af, at republikanerne ikke har ideer til sundhedsreformen. Men det er ikke tilfældet, som jeg tidligere har beskrevet. Newt Gingrich, tidligere flertalsleder for republikanerne (som lavede velfærdsreform med præsident Bill Clinton), og direktør John C. Goodman oplister 10 ideer i WSJ (10/2). Listen indeholder adskillige gode ideer, herunder skattemæssig ligestilling af arbejdsgiverbetalte og privattegnet sygeforsikring, større konkurrence mellem forsikringsselskaber, mere ansvar for individer, fleksible sygeforsikringer der følger medarbejderne, når de skifter arbejde eller holder op med at arbejde og stop for "junk lawsuits".
onsdag den 10. februar 2010
EU forordning on pizza
Konservativ Reaktion bringer historien om en ny forordning i EU om "pizza napoletana". Året er 2010, altså det år, hvor EU ifølge Lisabon målsætningen fra 1999 skulle være verdens førende vidensbaserede økonomi. Jeg ved ikke om en forordning om pizza er tænkt som en del af denne process, men jeg vil foreslå EU's ministerråd, der mødes i de nærmeste dage for at diskutere strukturelle reformer i EU, at begynde her: Undlad dog at gennemføre overflødige forordninger og direktiver, hvis EU nogensinde skal have for at blive en førende økonomi.
Er dit hus for dyrt? Så skrid
Poul Høi har en beskrivelse af et af de væsentligste problemer på det amerikanske boligmarked i Berlingske Tidende (9/2). Muligheden for at skride fra hus og boliglån, hvis boligejeren er teknisk insolvent. Det er et af de mange problemer med moralsk hasard, som svækker USA. Noget tilsvarende kan ikke ske i Danmark, hvor låntagerne hæfter personligt for realkreditlån og andre boliglån.
Denne mulighed for at skride fra gælden var sammen ændringer af reglerne for realkreditlån (ingen eller lille udbetaling og afdragsfrihed de første år) under præsident Bill Clinton, der skulle gøre det lettere for minoriteter (altså sorte) at få egen bolig, og den ekspansive pengepolitik i årene 2001-2006, en farlig cocktail, hvor økonomisk relativt dårligt stillede kunne gå ind fra gaden og få udstedt de facto optioner på stigninger i huspriser. Altså, hvis huset stiger i værdi, sælger jeg huset og score forskellen mellem salgsprisen og lånene. Hvis det falder i værdi, skrider jeg og overlader gæld og hus til kreditforeningen.
Det væsentligste problem ved at gå fra gælden er, at man bliver registreret som dårlig betaler. Det manglende vel bare. Men efter et par år, kan man slippe af med denne registrering. Så det kan vel næppe overraske nogen, at Fannie Mae og Freddie Mac, de (halv eller efterhånden hel-)offentlige realkreditinstitutter, der står for hovedparten af realkreditlån i USA, er i alvorlige økonomiske vanskeligheder.
Denne mulighed for at skride fra gælden var sammen ændringer af reglerne for realkreditlån (ingen eller lille udbetaling og afdragsfrihed de første år) under præsident Bill Clinton, der skulle gøre det lettere for minoriteter (altså sorte) at få egen bolig, og den ekspansive pengepolitik i årene 2001-2006, en farlig cocktail, hvor økonomisk relativt dårligt stillede kunne gå ind fra gaden og få udstedt de facto optioner på stigninger i huspriser. Altså, hvis huset stiger i værdi, sælger jeg huset og score forskellen mellem salgsprisen og lånene. Hvis det falder i værdi, skrider jeg og overlader gæld og hus til kreditforeningen.
Det væsentligste problem ved at gå fra gælden er, at man bliver registreret som dårlig betaler. Det manglende vel bare. Men efter et par år, kan man slippe af med denne registrering. Så det kan vel næppe overraske nogen, at Fannie Mae og Freddie Mac, de (halv eller efterhånden hel-)offentlige realkreditinstitutter, der står for hovedparten af realkreditlån i USA, er i alvorlige økonomiske vanskeligheder.
tirsdag den 9. februar 2010
Obamas indbydelse til TV-transmitteret topmøde mellem demokrater og republikanere om sundhedsreformen er et medieshow
Præsident Barack Obama vil indkalde demokrater og republikanere til et TV transmitteret topmøde, hvor partilederne for de to partier skal diskutere sundhedsreformen. Det er en højest besynderlig fremgangsmåde, hvis præsidenten ønsker en politisk aftale med republikanerne. Man kan ikke først forhandle en aftale på plads med demokraterne i hemmelighed, som indeholder snesevis af studehandler og så forvente en debat om "din plan, min plan" i offentlighed.
Hvis Obama virkelig ønsker en sundhedsreform, bør han starte forfra med alle partier. Det ville være en god ide, da det er lettere at gennemføre en reform, der begrænser udgiftsvæksten, hvis de toneangivende demokrater og republikanere er med.
Men der er ingen tegn på, at Obama og demokraterne virkelig ønsker en aftale med republikanerne. Så havde de i givet fald involveret dem tidligere i processen. Og republikanerne har da også gennemskuet, at topmødet blot er et medieshow, som skal forsøge at udstille republikanerne, så det bliver næppe til noget.
Hvornår har man nogensinde hørt om en politisk aftale, som blev indgået under en partilederrunde? Hvis nogen kender eksempler herpå, må det meget gerne sende mig en mail.
Hvis Obama virkelig ønsker en sundhedsreform, bør han starte forfra med alle partier. Det ville være en god ide, da det er lettere at gennemføre en reform, der begrænser udgiftsvæksten, hvis de toneangivende demokrater og republikanere er med.
Men der er ingen tegn på, at Obama og demokraterne virkelig ønsker en aftale med republikanerne. Så havde de i givet fald involveret dem tidligere i processen. Og republikanerne har da også gennemskuet, at topmødet blot er et medieshow, som skal forsøge at udstille republikanerne, så det bliver næppe til noget.
Hvornår har man nogensinde hørt om en politisk aftale, som blev indgået under en partilederrunde? Hvis nogen kender eksempler herpå, må det meget gerne sende mig en mail.
mandag den 8. februar 2010
Europe needs to show it has a crisis endgame
Wolfgang Münchau skriver i Financial Times (7/2) at Eurozone landene behøver en krisehåndteringsplan for lande, der ikke kan gennemføre de nødvendige reformer eller kommer i betalingsvanskeligheder. Han har en pointe. Markedet aner ikke, hvad der vil ske.
søndag den 7. februar 2010
Top-10 liste over frimarkedsøkonomer
Geoffrey Lawrence har på Nevada Policy Research Institutes lavet en liste over top 10 frimarkedsøkonomer nogensinde. De 10 er:
1. Ludwig von Mises
2. Friedrich A. von Hayek
3. Murray Rothbard
4. Milton Friedman
5. David Ricardo
6. Adam Smith
7. Carl Menger
8. Joseph Schumpeter
9. Friedrich Bastiat
10. Hans-Hermann Hoppe
Det er helt sikkert alle navne, der fortegner at være på listen. Nå ja, jeg ville nok udskifte Hans-Hermann Hoppe med James Buchanan og så kan man selvfølgelig diskutere rækkefølgen.
1. Ludwig von Mises
2. Friedrich A. von Hayek
3. Murray Rothbard
4. Milton Friedman
5. David Ricardo
6. Adam Smith
7. Carl Menger
8. Joseph Schumpeter
9. Friedrich Bastiat
10. Hans-Hermann Hoppe
Det er helt sikkert alle navne, der fortegner at være på listen. Nå ja, jeg ville nok udskifte Hans-Hermann Hoppe med James Buchanan og så kan man selvfølgelig diskutere rækkefølgen.
lørdag den 6. februar 2010
Le monde, c'est moi
Toby Harnden har en ret underholdende klumme i The Daily Telegraph (6/1) om præsident Barack Obamas udenrigspolitik. Han mener ikke, at Obama har en heldig hånd i udenrigspolitikken trods sine mange rejser og at der er langt fra de store ord i Berlin midt under valgkampen, hvor Obama talte om at forandre verden.
Harnden beskriver problemerne i forhold til at række andre lande og kommer med følgende iagttagelse:
Harnden beskriver problemerne i forhold til at række andre lande og kommer med følgende iagttagelse:
"Obama's foreign policy sometimes seems like it does not go much further than the concept of "le monde, c'est moi". The limits of his transcendental personality in terms of results are becoming as apparent abroad as they are at home".Han konkluderer:
"Obama is finding that foreign policy is about more than just talk and turning up to take a bow. For its part, the world is realising that the man it championed as one of its own is stumbling towards isolationism."
fredag den 5. februar 2010
Den græske tragedie
Eurozonens svageste led, Grækenland, der kun kom med i Euroen, fordi landets regering fuskede med de økonomiske nøgletal og dermed bedrog resten af EU om landets økonomiske, er nu mere eller mindre sat under administration af EU Kommissionen. Det sker få dage efter afsløringen af "ny" statsgæld i Grækenland og mens renter på græske statsobligationer stiger og aktiekurserne falder. Grækenland ligner mere og mere en trojansk hest i Eurosamarbejdet, som kan ende op med at blive en byrde for andre lande, som enten må redde Grækenland ud af problemerne eller akceptere højere risikopræmie.
Grækenlands socialistiske regering skal nu gennemfører en række dramatiske budgetforbedringer, som vil reducere underskuddet på de offentlige budgetter fra 12,7% sidste år til under 3% i 2013. Det kommer bl. a. til at bestå i lønnedgang for offentligt ansatte, pensionsreformer og nye afgifter. Markedets reaktion har været behersket. Der er fortsat en høj risikopræmie på græske statsobligationer sammenlignet tilsvarende tyske. Mon ikke markedet venter reaktionen i befolkningen, som plejer at være noget med gadekampe med politiet. Og naturligvis regeringens viljestyrke til at spænde livremmen ind og gennemføre de upopulære reformer og nedskæringer.
Grækenlands socialistiske regering skal nu gennemfører en række dramatiske budgetforbedringer, som vil reducere underskuddet på de offentlige budgetter fra 12,7% sidste år til under 3% i 2013. Det kommer bl. a. til at bestå i lønnedgang for offentligt ansatte, pensionsreformer og nye afgifter. Markedets reaktion har været behersket. Der er fortsat en høj risikopræmie på græske statsobligationer sammenlignet tilsvarende tyske. Mon ikke markedet venter reaktionen i befolkningen, som plejer at være noget med gadekampe med politiet. Og naturligvis regeringens viljestyrke til at spænde livremmen ind og gennemføre de upopulære reformer og nedskæringer.
America: A fearsome foursome
Financial Times (4/2) har en artikel om præsident Barack Obama, der giver mulige forklaringer på Obamas politiske problemer og stigende upopularitet. FT sammenligner indledningsvist Obamas valgløfte fra 2007 om skabe "A nation healed. A world repaired. An America that believes again" med den faktiske situation: En dybt splittet nation. En (for Washington) uregerlig verden. Og et Amerika, som er mere desillusioneret end i mange år.
Forklaringerne på Obamas problemer er ifølge avisens kilder, der er tæt på Det hvide Hus, at Obama har vanskeligheder ved at omstille sig fra at føre valgkamp til regeringsførelse, at Obama omgiver sig med en snævre inderkreds bestående af 4 rådgivere (stabschef Rahm Emanuel, pressechef Robert Gibbs, rådgiver David Axelrod og rådgiver Valerie Jarrett), der alle var med i valgkampen, alle kommer fra Chicago bortset fra pressechefen og alle har begrænset erfaring med politik i Washington bortset fra stabschefen. Inderkredsen giver ikke plads til de regeringsmedlemmer, som Obama i øvrigt har brugt lang tid på at udvælge. Ledende ministre er anonyme, mens Gibbs og Axelrod optræder i medier for at forklare sundhedsreformen og andre initiativer. Derudover er administrationen arrogant overfor liberale grupper, der har støttet Obama under valgkampen og egentlig burde være præsidentens allierede.
Forklaringerne på Obamas problemer er ifølge avisens kilder, der er tæt på Det hvide Hus, at Obama har vanskeligheder ved at omstille sig fra at føre valgkamp til regeringsførelse, at Obama omgiver sig med en snævre inderkreds bestående af 4 rådgivere (stabschef Rahm Emanuel, pressechef Robert Gibbs, rådgiver David Axelrod og rådgiver Valerie Jarrett), der alle var med i valgkampen, alle kommer fra Chicago bortset fra pressechefen og alle har begrænset erfaring med politik i Washington bortset fra stabschefen. Inderkredsen giver ikke plads til de regeringsmedlemmer, som Obama i øvrigt har brugt lang tid på at udvælge. Ledende ministre er anonyme, mens Gibbs og Axelrod optræder i medier for at forklare sundhedsreformen og andre initiativer. Derudover er administrationen arrogant overfor liberale grupper, der har støttet Obama under valgkampen og egentlig burde være præsidentens allierede.
torsdag den 4. februar 2010
Udsigt til massivt budgetunderskud i Storbritannien
National Institute of Economic and Social Research (NIESR) har fremlagt en økonomisk prognose for Storbritannien, der er forudser faldende realindkomster i landet de næste to år, skriver FT (3/2) . Arbejdsløsheden forventes at stige fra nuværende 7.8% til 9.0% i 2011, mens budgetunderskuddet skyder op fra 2.3% før krisen i budgetåret 2007-08 til over 12% i budgetåret 2010-11. Budgetunderskuddet i Storbritannien er større end i de fleste andre EU-lande og USA.
Premierminister Gordon Brown, der var finansminister under Tony Blair og slog sig selv op som en garant for økonomisk stabilitet og balance på de offentlige budgetter, forsvarede i går i det store underskud på statsbudgettet i det britiske underhus. Den værste krise i 70 år, er forklaringen på det store underskud. Men Brown burde også have fortalt, at Labour regeringen ikke magtede at holde igen på de offentlige udgifter under den økonomiske opgang og dermed lagde grunden til strukturelle problemer på statsbudgettet, som landet må kæmpe i de næste 5-10 år. Browns regering vil halvere underskuddet i de næste 3-4 år, men de fortæller ikke hvordan, det skal ske.
Meget bedre er det ikke for oppositionen. Skyggefinansminister George Osborne lover, at det konservative kan gøre det bedre end Labour og at en konservativ regering vil gøre alt for at fastholde en AAA-kreditvurdering (og undgå græske tillidsproblemer). Men Osborne kommer hele ikke med konkrete anvisninger på, hvordan underskuddet skal nedbringes (for ikke at give Labour gode kort på hånden i valgkampen, hedder det). Men de konservative har fremlagt en "A New Economic Model - Eight benchmarks for Britain", som indeholder en række mål for økonomien, som vælgerne kan holde de konservative oppe imod.
De konservative fører i øjeblikket løbet mod Downing Street. Brown er dead man walking, men han kæmper dog til det sidste. Et forsøg på mytteri løb som bekendt ud i sandet for nylig efter 8 timer, hvor ledende regeringsmedlemmer tøvende med at give deres klare og fulde opbakning til Brown. Brown har sagt, at han vil blive og kæmpe, selv hvis han taber valget og et parti ikke har klart flertal. Og tidligere på ugen foreslog Brown en reform af valgsystemet, hvor vælgerne rangordner kandidater i kredsen i stedet for at stemme på en bestemt kandidat. Det skal forhindre stemmespild. Han give teenagere stemmeret. Begge til skal genoprette tilliden til demokratiet efter skandalerne med parlamentetsmedlemmer overforbrug på skatteydernes regning. Men i realiteten er det nok mere et forsøg på at tilnærme sig de liberale, som sagtens kan blive tungen på vægtskålen efter parlamentsvalget. De liberale afviste dog straks Browns "deathbed conversion" til valgreform.
Brown har dog også andet at kæmpe med i disse dage. En ny bog af Andrew Rawnsley, der udkommer i marts, og som beskriver New Labour opgang og fald, indeholder beskyldninger om, at Brown har angrebet sine medarbejdere både fysisk og verbalt. Browns ministerium har (naturligvis) afvist beskyldningerne. Ministeriet gennemførte forresten sidste år en høring om chikane af arbejdspladserne. Heri hedder det bl.a.: "Bullies are mainly cowards and insecure people". Tja, mon ikke!
Premierminister Gordon Brown, der var finansminister under Tony Blair og slog sig selv op som en garant for økonomisk stabilitet og balance på de offentlige budgetter, forsvarede i går i det store underskud på statsbudgettet i det britiske underhus. Den værste krise i 70 år, er forklaringen på det store underskud. Men Brown burde også have fortalt, at Labour regeringen ikke magtede at holde igen på de offentlige udgifter under den økonomiske opgang og dermed lagde grunden til strukturelle problemer på statsbudgettet, som landet må kæmpe i de næste 5-10 år. Browns regering vil halvere underskuddet i de næste 3-4 år, men de fortæller ikke hvordan, det skal ske.
Meget bedre er det ikke for oppositionen. Skyggefinansminister George Osborne lover, at det konservative kan gøre det bedre end Labour og at en konservativ regering vil gøre alt for at fastholde en AAA-kreditvurdering (og undgå græske tillidsproblemer). Men Osborne kommer hele ikke med konkrete anvisninger på, hvordan underskuddet skal nedbringes (for ikke at give Labour gode kort på hånden i valgkampen, hedder det). Men de konservative har fremlagt en "A New Economic Model - Eight benchmarks for Britain", som indeholder en række mål for økonomien, som vælgerne kan holde de konservative oppe imod.
De konservative fører i øjeblikket løbet mod Downing Street. Brown er dead man walking, men han kæmper dog til det sidste. Et forsøg på mytteri løb som bekendt ud i sandet for nylig efter 8 timer, hvor ledende regeringsmedlemmer tøvende med at give deres klare og fulde opbakning til Brown. Brown har sagt, at han vil blive og kæmpe, selv hvis han taber valget og et parti ikke har klart flertal. Og tidligere på ugen foreslog Brown en reform af valgsystemet, hvor vælgerne rangordner kandidater i kredsen i stedet for at stemme på en bestemt kandidat. Det skal forhindre stemmespild. Han give teenagere stemmeret. Begge til skal genoprette tilliden til demokratiet efter skandalerne med parlamentetsmedlemmer overforbrug på skatteydernes regning. Men i realiteten er det nok mere et forsøg på at tilnærme sig de liberale, som sagtens kan blive tungen på vægtskålen efter parlamentsvalget. De liberale afviste dog straks Browns "deathbed conversion" til valgreform.
onsdag den 3. februar 2010
Statsgæld vælter ud af skabene i Grækenland
Tilliden til den græske regeringen under ledelse af premierminister George Papandreou og de græske myndigheder i det hele taget har lidt endnu et knæk efter at eksperter har fundet yderligere 40 mia. EUR i "skjult" statsgæld. Eksperterne blev sat til at undersøge myndighedernes forsøg på at fifle med gælden efter tidligere afsløringer, men det er uklart om tallene skal revideres igen. Markedet har reageret på nyheden ved at sende den effektive rente på 10-årige statsobligationer op på 6,74% eller 3,55% mere end for tyske statsobligationer.
Professor Joseph Stiglitz mener ifølge The Daily Telegraph (3/2), at EU lider af budget "fetishisme" og at det gør problemerne værre. Stiglitz foreslår, at der udstedes en Euro Bond, som er bakket op af EU-landene kollektivt.
Det kan godt være, at det vil gøre livet lidt lettere for den græske regering lige nu. Men på længere sigt er det opskriften på alvorlige økonomiske problemer. Det vil gøre det lettere (og billigere) for regeringer at føre en uansvarlig økonomisk politik. Det vil føre til moralsk hasard, hvor nationale regeringer vil forsøge at drage fordel af de billige lån, mens for EU som helhed vil det betyde mere gældsætning og højere rente. Prisen vil blive betalt af lande, som fører en relativ ansvarlig økonomisk politik.
Professor Joseph Stiglitz mener ifølge The Daily Telegraph (3/2), at EU lider af budget "fetishisme" og at det gør problemerne værre. Stiglitz foreslår, at der udstedes en Euro Bond, som er bakket op af EU-landene kollektivt.
Det kan godt være, at det vil gøre livet lidt lettere for den græske regering lige nu. Men på længere sigt er det opskriften på alvorlige økonomiske problemer. Det vil gøre det lettere (og billigere) for regeringer at føre en uansvarlig økonomisk politik. Det vil føre til moralsk hasard, hvor nationale regeringer vil forsøge at drage fordel af de billige lån, mens for EU som helhed vil det betyde mere gældsætning og højere rente. Prisen vil blive betalt af lande, som fører en relativ ansvarlig økonomisk politik.
Grønne job med røde tal
Præsident Barack Obama vil anvende amerikanske borgere (fremtidige) skattekroner på at skabe grønne jobs i amerikansk økonomi. Det slog Obama til lyd for i sidste uge i hans State of the Union og det er en del af budgettet for 2011. Obama vil have, at amerikanere skal lære af de europæiske erfaringer og overhale Europa, når det gælder skabelsen af grønne jobs.
WSJ (1/2) har kigget på de tyske og spanske erfaringer med at skabe grønne jobs. Det giver røde tale på bundlinjen. Ikke alene er sol- og vindenergi med til at øge omkostningerne forbrugerne. Men jobbene koster også samfundet. I Tyskland har man beregnet, at prisen for grønne job er 1,3 mill. kr., mens prisen i Spanien er helt oppe på 6,0 mill. kr. Der er altså røde tal på bundlinjen.
Det viser, at det er en dårlig ide, når politikere forsøger at udvælge fremtidens vinderindustrier med skatteborgernes midler som indsats. Statsstøtte til virksomheder, som udvikler "grønne" produkter eller skaber "grønne" jobs, er også en dårlig. Hvis regeringen endelig skulle blande for at beskytte miljøet eller klimaet, bør det ske ved afgifter, som pålægges alle. Så kan politikerne trygt overlade det til markedet at sørge for en hensigtsmæssig fordeling af ressourcerne.
VK-regeringen kunne også lære af erfaringerne i Tyskland og Spanien. Regeringen støtter skabelsen af "grønne" jobs i Danmark med direkte og indirekte statsstøtte. Det er afsat milliardbeløb på finansloven til energi- miljøindustrien, ligesom danskerne gennem en planøkonomisk energipolitik er tvunget til at subsidiere elproduktion fra vindmøller. Det er også her en kostbar affære for skatteyderne.
WSJ (1/2) har kigget på de tyske og spanske erfaringer med at skabe grønne jobs. Det giver røde tale på bundlinjen. Ikke alene er sol- og vindenergi med til at øge omkostningerne forbrugerne. Men jobbene koster også samfundet. I Tyskland har man beregnet, at prisen for grønne job er 1,3 mill. kr., mens prisen i Spanien er helt oppe på 6,0 mill. kr. Der er altså røde tal på bundlinjen.
Det viser, at det er en dårlig ide, når politikere forsøger at udvælge fremtidens vinderindustrier med skatteborgernes midler som indsats. Statsstøtte til virksomheder, som udvikler "grønne" produkter eller skaber "grønne" jobs, er også en dårlig. Hvis regeringen endelig skulle blande for at beskytte miljøet eller klimaet, bør det ske ved afgifter, som pålægges alle. Så kan politikerne trygt overlade det til markedet at sørge for en hensigtsmæssig fordeling af ressourcerne.
VK-regeringen kunne også lære af erfaringerne i Tyskland og Spanien. Regeringen støtter skabelsen af "grønne" jobs i Danmark med direkte og indirekte statsstøtte. Det er afsat milliardbeløb på finansloven til energi- miljøindustrien, ligesom danskerne gennem en planøkonomisk energipolitik er tvunget til at subsidiere elproduktion fra vindmøller. Det er også her en kostbar affære for skatteyderne.
Mere om budgetunderskuddet i USA
John H. Makin skrevet en Economic Outlook med titlen "Myth about Budget Deficits" for American Enterprise Institute. Notatet omhandler de generelle problemer om statsunderskud og længerevarende konsekvenser af gældsætningen.
tirsdag den 2. februar 2010
Ansvaret for budgetunderskuddet
Præsident Barack Obama havde travlt med at fralægge sig ansvaret for det enorme budgetunderskud i USA. Det er efterhånden en grammafonplade, der kører hver gang Obama kommer i problemer. Det er ingen tvivl om, at præsident Georg Bush stod for en markant stigning i de offentlige udgifterne med hans socialkonservative linje. Udgifterne steg over hele linje: Intern sikkerhed i USA (Homeland Security), krige i Afghanistan og Irak, øgede offentlige sundhedsudgifter i Medicare til medicintilskud og en fordobling af forbundsregeringens budget til uddannelse, hvilket bl.a. skyldes programmet "No child left behind".
Det er også rigtigt, at Bush administrationen var mere eller mindre ligeglade med budgetunderskuddet. Vicepræsident Dick Cheney skulle ligefrem have sagt, at "deficits don't matter" ifølge finansminister Paul O'Neill.
Men Obama har ansvaret for de budgetter og nye udgifter, han selv foreslår. Og Obama regeringen ikke bare fortsætter Bush regeringens ekstravagante udgiftspolitik, den har travlt med at introducere nye udgifter og udvide regeringens indflydelse på økonomien. Den langsigtede effekt af Obama regeringens politik fremgår af nedenstående figur. Som det tydeligt fremgår, har de offentlige udgifter fået et ordentlig tryk opad i dette og sidste års budgetter sammenlignet med niveauet for de sidste 30 or 50 år. Figuren er sakset fra Greg Mankiws blog.
Det er også rigtigt, at Bush administrationen var mere eller mindre ligeglade med budgetunderskuddet. Vicepræsident Dick Cheney skulle ligefrem have sagt, at "deficits don't matter" ifølge finansminister Paul O'Neill.
Men Obama har ansvaret for de budgetter og nye udgifter, han selv foreslår. Og Obama regeringen ikke bare fortsætter Bush regeringens ekstravagante udgiftspolitik, den har travlt med at introducere nye udgifter og udvide regeringens indflydelse på økonomien. Den langsigtede effekt af Obama regeringens politik fremgår af nedenstående figur. Som det tydeligt fremgår, har de offentlige udgifter fået et ordentlig tryk opad i dette og sidste års budgetter sammenlignet med niveauet for de sidste 30 or 50 år. Figuren er sakset fra Greg Mankiws blog.
Ågerups sang om finanskrisen og Greenspan
Direktør Martin Ågerup har digtet en sang om finanskrisen og tidl. formand for Federal Reserve Alan Greenspan, som jeg har sakset fra Ågerups facebook profil. Melodien er Den røde tråd af Shubidua:
Hvad mon det var
før den blev til
der satte krisens hjul i spil
En tanketorsk, en gulerod?
Det må for fa’en ha’ været no’et.
Allan Greenspan var så Fed
da han satte renten ned
Det var et IT-aktie chok
Så der sku’ være penge nok
Fire år, så stod det klart
Ej’ndomspriserne tog fart
Asset-boblen gik amok
for der var stadig penge nok
Den voksed’ og voksed’
Og Fred og Fannie pusted
med billige lån til huset
Ih, hvor blev den stor
Men det ku’ ikke blive ved
så da priserne gik ned
trak de Lehman Brothers med
og så var krisen sat i skred
Den voksed’ og koksed’
John Taylor kunne vise
at det her var en krise
Greenspan havde født
Og hva’ mon der sker
når han skal bort
når Greenspans skjorte
bli’r for kort
Så råber han
oppe fra gud
”Bernanke, please, please
bail mig ud”
Hvad mon det var
før den blev til
der satte krisens hjul i spil
En tanketorsk, en gulerod?
Det må for fa’en ha’ været no’et.
Allan Greenspan var så Fed
da han satte renten ned
Det var et IT-aktie chok
Så der sku’ være penge nok
Fire år, så stod det klart
Ej’ndomspriserne tog fart
Asset-boblen gik amok
for der var stadig penge nok
Den voksed’ og voksed’
Og Fred og Fannie pusted
med billige lån til huset
Ih, hvor blev den stor
Men det ku’ ikke blive ved
så da priserne gik ned
trak de Lehman Brothers med
og så var krisen sat i skred
Den voksed’ og koksed’
John Taylor kunne vise
at det her var en krise
Greenspan havde født
Og hva’ mon der sker
når han skal bort
når Greenspans skjorte
bli’r for kort
Så råber han
oppe fra gud
”Bernanke, please, please
bail mig ud”
mandag den 1. februar 2010
Obamanomics i sundhedsreformen
Forleden omtalte jeg en ny bog, "Obamanomics", af Timothy P. Carney, som omhandler store virksomheders indflydelse på lovgivningen under præsident Barack Obama. CATO Podcast (se nedenfor) bragte for et par uger siden et interview med Carney (14/1). I interviewet beskriver Carney, hvordan store virksomheder har fået indflydelse på sundhedsreformen og tobaksgiganten Philip Morrison har fået en ny regulering af tobak.
Forsikringsselskaberne er ofte skydeskive, når Obamas kritisere nuværende forhold i sundhedssektoren,, men Carney visre, at lobbyister fra forsikringsindustrien har opnået betydelige indrømmelser fra Obama administration i det sidste år. Præsidentkandidat Obama var modstander af at gøre sygeforsikring obligatorisk for borgerne. I debatter med modkandidat Hillary Clinton var dette ofte et tema. Obama ville ikke tvinge borgerne til at forsikre sig, mens Clinton ville. Obama ville i stedet gennem statsstøtte til borgere og tilbud om en billig offentlig sygeforsikring (the public option) gøre det muligt for alle at tegne en sygeforsikring.
I dag har Obama droppet den offentlige sygeforsikring og sundhedsreformen indeholder et krav om, at alle borgere skal forsikre sig. Hvem mon klapper i hænderne over en lov, der tvinger borgerne til at købe deres produkt? Forsikringsindustrien, naturligvis. En række aftaler er indgået med store virksomheder, som giver virksomhederne fordele og samtidig har virksomhederne forpligtet sig til at propagandere for Obamas politik.
Carney har også en anden historie fra tobaksindustrien, som viser, at Philip Morrison efter 10 års kamp har haft held til at få Obama til at indføre en ny regulering, som i realiteten blot beskytter tobaksgigantens markedsandel på 50%. Omkostninger ved at leve op til den nye regulering er nemlig så høje, at det udgør en markedsbarriere. Og det er i forvejen forbudt at reklamere, så nye firmaer har i realiteten ingen chance for at trænge.
Lobbyisme kan altså betale sig. Bogen handler om virksomhederne og lobbyisters indflydelse under Obama, men bogen kunne være skrevet om enhver præsident, hvilket Carney også selv mener. Men det er sjældent at se en politiker, hvor der er så stor afstand mellem ord og handling, som tilfældet er med Obama. I valgkampen lovede Obama igen og igen, at han ville "change the culture of corruption".
Forsikringsselskaberne er ofte skydeskive, når Obamas kritisere nuværende forhold i sundhedssektoren,, men Carney visre, at lobbyister fra forsikringsindustrien har opnået betydelige indrømmelser fra Obama administration i det sidste år. Præsidentkandidat Obama var modstander af at gøre sygeforsikring obligatorisk for borgerne. I debatter med modkandidat Hillary Clinton var dette ofte et tema. Obama ville ikke tvinge borgerne til at forsikre sig, mens Clinton ville. Obama ville i stedet gennem statsstøtte til borgere og tilbud om en billig offentlig sygeforsikring (the public option) gøre det muligt for alle at tegne en sygeforsikring.
I dag har Obama droppet den offentlige sygeforsikring og sundhedsreformen indeholder et krav om, at alle borgere skal forsikre sig. Hvem mon klapper i hænderne over en lov, der tvinger borgerne til at købe deres produkt? Forsikringsindustrien, naturligvis. En række aftaler er indgået med store virksomheder, som giver virksomhederne fordele og samtidig har virksomhederne forpligtet sig til at propagandere for Obamas politik.
Carney har også en anden historie fra tobaksindustrien, som viser, at Philip Morrison efter 10 års kamp har haft held til at få Obama til at indføre en ny regulering, som i realiteten blot beskytter tobaksgigantens markedsandel på 50%. Omkostninger ved at leve op til den nye regulering er nemlig så høje, at det udgør en markedsbarriere. Og det er i forvejen forbudt at reklamere, så nye firmaer har i realiteten ingen chance for at trænge.
Lobbyisme kan altså betale sig. Bogen handler om virksomhederne og lobbyisters indflydelse under Obama, men bogen kunne være skrevet om enhver præsident, hvilket Carney også selv mener. Men det er sjældent at se en politiker, hvor der er så stor afstand mellem ord og handling, som tilfældet er med Obama. I valgkampen lovede Obama igen og igen, at han ville "change the culture of corruption".
Obama fremlægger budget med rekordstort underskud
Præsident Barack Obama fremlagde tidligere i dag administrationens forslag til budget for 2011. Både offentlige udgifter og underskud er rekordstore, beretter WSJ (1/2). Udgifterne er på 3,8 billioner USD og 1,6 billioner USD.
Den fulde pris for sundhedsreformen er ikke 940 mia. USD, men snarere omkring 2.400 mia. USD
Senatets udkast til sundhedsreform vil koste forbundsregeringen 940 mia. USD ifølge Congressional Budget Office (CBO), men det dækker kun de offentlige udgifter. Prisen er meget højere, når man tager højde for, at borgere bliver tvunget til at tegne forsikring. Michael F. Cannon fra CATO Institute regner med, at de offentlige udgifter kun udgør 40% af regningen. Den samlede pris er således snarere 2.400 mia. USD. Men demokraterne har forbudt CBO at regne på denne del af udgifterne, selvom det er en indirekte skat på borgerne. Demokraterne er som strudse, der stikker hovedet i busken!
Abonner på:
Opslag (Atom)