USA bliver mere socialdemokratisk

Berlingske Tidendes korrespondent i USA, David Trads, havde et indlæg (22/3) om den politiske udvikling i en USA, som han meget korrekt betegner som socialdemokratisk. De visioner, som præsident Barack Obama har for USA, er nok at gøre USA til et lidt mindre liberalt og et lidt mere socialt demokrati, hvor magten tilmed flytter fra delstaterne til Washington D.C. Eller en præsidentstyret blandingsøkonomi, som jeg tidligere har foreslået. Det kommer til udtryk gennem stimuleringspakker, nationaliseringer, nye reguleringer, sundhedsforsikringsreformen og andre tiltag.

Det er også rigtigt, som Trads skriver, at republikanerne overdriver, når de forsøger at fremstille sundhedsforsikrings-reformen som direkte vej til kommunismen og Sovjetunionen. Det er at stille tingene op "sort og hvidt", hvor virkeligheden nok er mørkegrå og lysegrå. Kampen om reformen er ikke en kamp om, hvorvidt staten skal blande sig i sundhedssektoren (det gør den jo allerede i betydeligt omfang), men en snarere en fordelingskamp (mellem pensionisternes og den lavere middelindkomstgruppers).

Trads begår dog selv samme fejl i sin artikel med at stille tingene op "sort og hvidt". I går kapitalismen, i morgen socialdemokratiet, forsøger Trads at sige. Citat:

"Væk fra den traditionelle tro på Adam Smiths ideologi – at enhver er sin egen lykkes smed, at det frie marked i det lange løb gør samfundet stærkere, og at staten skal være så beskeden som mulig.

Omfavnelse i stedet af John Maynard Keynes og hans ideologi – at staten via intervention i markedet kan mindske en recession og siden skabe ny fremgang ved hjælp af at pumpe offentlige penge ud".

Men dette er blot klichéer, som ikke vidner om større indsigt, hverken i økonomisk teori eller i den politiske udvikling i USA. Nu er det ikke normalt, at man stiller Smith og Keynes op som modsætninger. Keynes og Smith er begge tilhængere af fri markedsøkonomi og mener, at arbejdsdeling og konkurrence gør samfundet stærkere. Keynes adskiller sig ved at mene, at man ikke kan regne med at opnå politiske mål om fuld beskæftigelse og prisstabilitet alene gennem automatiske justeringer (af lønninger og priser) på markedet og/eller gennem pengepolitikken. Derfor skulle/skal staten stimulere økonomien gennem aktiv finanspolitik (offentlige investeringer, offentlige udgifter eller skattelettelser). Det er næppe en ideologi, men snarere et empirisk spørgsmål.

Men noget andet er så, at pendulet ikke først er begyndt at svinge i retning af socialdemokrati "i løbet af de seneste to år", som Trads skriver. Pendulet begyndte faktisk allerede at svinge i retning af mere regulering, højere offentlige udgifter og mere centralstyring under præsident Georg W. Bush. Bush har således stået for en største stigning i den offentlige udgifter i sin præsidenttid siden præsident Lyndon B. Johnson i 1960'erne. Bush indførte også en udgiftstung sundhedsreform (udvidelselsen af Medicare, sygesikringen for ældre, til at omfatte medicin købt på apotek). Og han gennemførte en uddannelsesreform, "No Child Left Behind", som udover at den fordoblede de føderale udgifter til uddannelse, også flyttede magt fra delstaterne til Washington D.C.

Så pendulet er ikke vendt under Obama. Obama fortsætter i samme spor med nye store udgiftspakker, ufinansie-rede reformer, nye reguleringer og mere centralisering. Egentlig er det mere passende at sige, at denne udvikling er det normale, mens opbremsningen i forbundsstatens vækst fra 1981 til 2001 nok snarere er undtagelsen.