Gordon Gekko vender tilbage

Filminstruktør Oliver Stones nye film, Wall Street: Money Never Sleeps, havde premier forleden aften i byen, der aldrig sover. Det er fortsættelsen på Wall Street fra 1987, hvor Stones forsøger at beskrive yuppierne (young urban professionals) og deres forsøg på at gøre karriere i finanssektoren.

Wall Street er en udmærket film, hvor virksomhedsmægler Gordon Gekko, spillet af Michael Douglas, forsvarer kreativ destruktion ved fjendtlige overtagelser på en generalforsamling, hvor han forsøger at vinde kontrollen over en virksomhed:

"Greed, for lack of a better word, is good. Greed is right. Greed works. Greed clarifies, cuts through, and captures, the essence of the evolutionary spirit. Greed, in all of its forms; greed for life, for money, for love, knowledge, has marked the upward surge of mankind and greed, you mark my words, will not only save Teldar Paper, but that other malfunctioning corporation called the U.S.A."

Forsvaret for virksomhedsovertagelser og kreativ destruktion er helt på sin plads. Økonomier, hvor virksomhedsovertagelser er vanskeliggjort af reguleringer eller hindringer, vil der være en dårligere udnyttelse af ressourcerne, de vil være dårligere til at omstille sig og derfor kan man også forvente en lavere vækst.

Men hovedtemaet i filmen er modsætningen mellem det "hårde" arbejde i industrien (repræsenteret ved yuppien Bud Fox's fader Carl i luftfartsselskabet og andre kapitalister i filmen) og de "lette" arbejde med "hurtige" penge i finanssektoren (repræsenteret ved Gekko). Bud Fox er fanget mellem faderen og virksomhedsmægleren.

Gekko ender i fængsel for insider trading i den første film. Stone lader derfor Gekko blive straffet for sin grådighed. Fortsættelsen begynder med Gekkos løsladelse fra fængslet efter 23 år. Der bliver spændende at se, hvad Stone har at bidrage med. At dømme efter omtalen lader Stone Gekko gennemskue, at et større krak er på vej (finanskrisen). Filmen har premier i Danmark 30. september og jeg vil nok anmelde filmen, når jeg har set den.

Walter Mondale: Obama minder om Carter

Vicepræsident Walter Mondale siger til The New Yorker (22/9), at præsident Barack Obama minder om præsident Jimmy Carter. Her er et citat fra artiklen:

"The problems that he and Carter faced from 1976 until 1980, he recalled, often seemed “overwhelming,” with “no good answers” in sight. As the economy was ravaged by what was known as “stagflation,” he said, the public “just turned against us—same as with Obama.”

John Fund fortsætter sammenligningen i WSJ (22/9) og henviser bl.a. til, at Carter i sine erindringer skriver, at han "overbelastede" kongressen med lovgivningsinitiativer. Carters retorik i valgkampen i 1976 minder meget om den Obama brugte, idet Careter "promised a transformational presidency, a new accommodation with religion, a new centrism, a changed tone". Professor Walter Russell Mead bliver også citeret for at sammenligne Obama og Carter i udenrigspolitikken. Han mener, at præsidenter, der som Carter og Obama lægger vægt på menneskerettigheder, risikere at komme til at slå ned på de små fisk, mens de store (Rusland, Kina, Iran) går fri.

Obduktion af en politisk selvmorder

Professor Peter Kurrild-Klitgaard foretager en obduktion af Venstre og Det konservative Folkeparti i Berlingske Tidende (19/9). Patologen Kurrild finder, at patienten har begået selvmord. Og der er vel tale om narkomani med en kraftig overdosis af socialdemokrati. V og K har ikke kun lagt alle borgerlige principper på hylden siden 2001 for at vinde magten med overbudspolitik. VK-regeringen har gennemført en markant stigning i verdens i forvejen største offentlige sektor. V og K har også med deres plagiering af socialdemokratiet formået at gøre befolkningen mere venstreorienteret end den var i 2001. Glimrende analyse af Kurrild, som fortjener at blive læst og genlæst.

Flot klaret, V og K! I har gjort Danmark mere reguleret og mindre frit - og samtidig gjort det mindre sandsynligt, at jeg eller mit barn skal kunne opleve de grader af frihed og vækst, som mine forældre og bedsteforældre så før det sociale eksperiment med velfærdsstaten startede i 1960'erne. V og K vil blive og fortjener at blive straffet af borgerlige kernevælgere for at svigte de borgerlige kerneprincipper. Mit råd til borgerlige vælgere er ligetil: Stem på Liberal Alliance eller stem med fødderne.

Et enkelt teknisk PS til Kurrilds artikel: Overførselsindkomster indgår ikke bruttonationalproduktet, som Kurrild får skrevet i artiklen. Det er der ikke meget produktion i. Men de offentlige ansatte indgår til en fiktiv værdiansættelse (ikke til markedspriser), så ansætter regeringen flere i den offentlige sektor, er det med til at holde BNP kunstigt oppe, især hvis man er enig i Friedmans Lov. Friedmans Lov (efter professor David Friedman) siger, at det koster det offentlige mindst dobbelt så meget at gøre noget som helst som det ville koste private.

Forslag til reduktion af de offentlige udgifter i USA

I valgkampen lovede præsidentkandidat Barack Obama, at hans administration ville gå budgettet igennem med en tættekam: "We will go through our federal budget page by page, line by line, eliminating those programs we don’t need". Præsident Obama har ikke foretaget sig meget andet end at øge de offentlige udgifter. Cato Institute har derfor gennemgået budgettet for Obama og fundet en stribe forslag til reduction af de offentlige udgifter. En oversigt kan findes her. Der er også en hjemme, som http://www.downsizinggovernment.org/ med budgetanalyser og forslag til besparelser.

Cato Institute har ret systematisk kritiseret både demokrater og republikanere for øge den føderale regerings udgifter og ikke at balancere budgettet.

Carter og Kennedy skændes om sundhedsreform

Forh. præsident Jimmy Carter siger til CBS 60 minutes ifølge AP, som sendes søndag aften, at nu afdøde senator Edward Kennedy var skyld i, at Carter ikke fik vedtaget en sundhedsreform under sit præsidentperiode. Carter mener, at det var for at forhindre Carter i at få en politisk sejr. De to mænd havde et bitter opgør om nomineringen i 1980, hvor Kennedy stillede op mod siddende præsident Carter.

Carter og Kennedy havde hver deres forslag til en sundhedsreform, hvor Kennedys var det radikale forslag og Carters det mere moderate. Målet var angiveligt det samme, at alle amerikanere skulle være omfattet af en sygeforsikring, men Carter mente ikke, at en radikal reform kunne overleve i Kongressen og ville indfase en reform over en årrække. Kennedy har tidligere beskyldt Carter for at forhindre en sundhedsreform.

Krugman mener ikke, at pengepolitikken er for slap

Professor Paul Krugman har parret Congressional Budget Office (CBO) ti års fremskrivelse for amerikansk økonomi med den pengepolitiske Mankiw regel (en modificeret udgave Taylor regel, som bruger arbejdsløshedsprocent i stedet for vækst). Konklusionen er, at renten vil eller skal være lav de næste 4 år og først stige derefter. Med andre ord: Krugman mener ikke, at pengepolitikken er slap. Læs mere i NYT (22/8).

Obama regeringens løfter, reformer og spin

Reformen af finansielle sektors regulering er som tidligere nævnt det tredie store politiske initiativ, som præsident Barack Obama har fået gennem Kongressen. De to første var stimuleringspakken og sundhedsreformen.

Det tegner sig efterhånden et ganske klart billede af, hvad det er, præsident Obama vil med USA. Alle tre love er "big government" initiativer, som øger de offentlige udgifters andel af bruttonationalproduktet og statsmagtens regulering af samfundet ganske betragteligt. Det er med andre ord alle gode gange tre for Obama.

Det overrasker mig egentlig ikke, da jeg før har beskrevet Obama som en "samfundsingeniør", der i studiekreds med progressive intellektuelle og bureaukrater ønsker en styrende hånd i økonomien, som flytter rundt på stort og småt og hvor virksomheders skæbne bliver afgjort af politiske diktater fra Washington D.C. snarere end af reaktionerne fra forbrugere og markedet. Og hvor regeringen nu i større omfang blandet sig i familiernes forbrugsvalg. Det er blevet bekræftet med reformerne, selvom de dog er blevet udvandet under lovgivningsprocessen af mere moderate demokrater.

Men der er også en anden observation efter finansreformen. Fælles for de tre love er, at det umuligt kan levere, hvad Obama siger og lover. Stimuleringspakken skulle således forhindre en depression og arbejdsløshedsprocent over 8%. Men virkeligheden er en anden. Udsigten til stigende skatter og permanent højere offentlige udgifter kombineret med den usikkerhed, som Obama administrationens politik skaber med løfterne om store ændringer i store dele af økonomien, herunder finans-, sundheds- og energisektor, skaber et giftigt klima for investeringer og gør naturligvis virksomheder og investorer tilbageholdende. Investorer kender ganske enkelt ikke de nutidige og især fremtidige rammevilkår under den aktivistiske politik, der udgår fra studiekredsmøderne i Det hvide Hus. Så hvem tør investere i dette klima?

Sundhedsreformen skulle bremse væksten i sundhedsudgifterne i USA og øge antallet af personer med forsikring. De sidste er tilfældet, flere vil rigtignok få et sygesikringskort, men reformen øger snarere end sænker sundhedsudgifterne i USA (se her, her og her). Reformen gør derfor intet ved den enorme demografiske udfordring, som USA står over for med flere ældre. Udgifterne til Social Security, Medicare og Medicaid vokser hurtigere (og vil fortsat vokse hurtigere) end indtægterne og i horisonten er der en reel trussel om statsbankerot p.g.a. disse programmer.

Endelig skulle finansreformen sikre, at finanskrisen ikke gentager sig, men det er intet, absolut intet, som kan forhindre en gentagelse af finanskrisen eller andre kriser i den nye lov. Nu er kriser for det første ikke noget, som regeringer kan undgå. Det bedste man kan opnå er vel at forhindre politisk inducerede konjunkturcykler, altså op- og nedture i økonomien, der er skabt af den økonomiske politik. Men det har mindre med reguleringen af de finansielle sektor at gøre og mere med finans- og pengepolitikken at gøre. Finanskrisen var netop et eksempel på en politisk induceret konjunkturcykel, skabt af en lempelig pengepolitik i kølvandet på IT-krakket og 9/11 i 2000-01. Pengepolitikken blev lempet så meget, at USA (og i mindre grad EU) oplevede negative realrenter i en længere periode. Der var også (fortsat) stærke incitamenter fra politisk hold til finansielle institutter om at udstede boliglån til borgere, som var mere eller mindre kredituværdige. Der er intet i finansreformen, som sætter en stopper for lempelig pengepolitik eller kun meget lidt, som begrænser incitamenterne for de finansielle institutter til at udstede dårlige boligudlån.

Hvorfor bruger USA flere ressourcer på sundhed end andre lande?

Sundhedsudgifterne i USA er højere end i alle andre lande, både målt i valuta og som andel af bruttonationalproduktet. Professor Uwe E. Reinhardt, dr. Peter S. Hussey og professor Gerard F. Anderson har beskrevet årsagerne til forskellene mellem landene. En af forklaringerne er lægelønninger, hvilket også er påpeget af professor Greg Mankiv (se her).

Konsekvensen af lempelig pengepolitik og offentlige regulering: Fannie Mae og Freddie Mac største boligsælger i USA

Fannie Mae og Freddie Mac, de halvoffentlige realkreditinstitutter i USA, der blev nationaliseret under finanskrisen efter store tab for dårlige boliglån, er i dag de største udbydere af boliger i USA, skriver WSJ (17/9). Borgere, som har optaget realkreditlån, kan flytte fra huset og sende nøglerne til realkreditinstituttet, hvormed de er frigjort fra deres gældsforpligtelser. Til gengæld overtager realkreditinstituttet boligen og skal så forsøge at begrænse tabet ved at sælge boligen. Da boligboblen er sprunget sker det med store tab.

Fannie Mae og Freddie Mac er ikke underlagt samme regulering som andre finansielle institutter i USA, hvilket har medført, at disse institutterne har meget lidt kapital at modstå tab på boliglån med. Før krisen var kapitalen ikke mere end 2-3%. Det kan sammenlignes med bankerne, der normalt har mindst 7%. Fannie Mae og Freddie Mac løb hurtig tør for kapital og blev overtaget af regeringen tidligt under finanskrisen.

Fannie Mae og Freddie Mac blev brugt af skiftende regeringer i USA til at øge andelen af amerikanere, som ejer deres egen bolig. Institutterne sælger ikke lånene direkte, men dem overtager boliglån fra lokale pengeinstittuter.

Pengeinstitutter har siden 1970'erne været under massivt pres for ikke at diskriminere mindretal. Borgerrettighedsorganisationer har således kunne sagsøge pengeinstitutterne med tilskud fra regeringen og der var omvendt bevisbyrde: Bankerne skulle bevise, at de ikke diskrimerede, hvis der var forskel i hvor ofte forskellige befolkningsgrupper fik afvist lån. Denne lovgivning blev indført under præsident Jimmy Carter og man forventede, at det ville øge andelen af selvejere blev ikke-hvide amerikanere.

Der skete imidlertid ikke store ændringer i andelen af ikke-hvide selvejere. Det var formentlig fordi deres økonomiske stilling og hudfarve forhindrede boliglån. Under præsident Bill Clinton blev lovgivningen ændret, så nye typer realkreditlån så dagens lys. Det var realkreditlån til mindre kreditværdige borgere uden udbetaling og med introduktionsperioder uden afdrag og/eller lave renter (subprime lån). Disse lån steg op gennem 1990'erne, men eksploderede for alvor under den meget lempelige pengepolitik i perioden fra 1992-96. I takt med at huspriserne steg, fandt mange mindrebemidlede borgere ud af, at kunne opnås en spekulationsgevinst ved at købe hus. I dag ender mange af disse huse så hos Fannie Mae og Freddie Mac salgsliste, da hverken træer eller boligpriser vokser i ind i himmelen.

Hvornår kollapser Euro-land?

Professor Peter Kurrild-Klitgaard skriver i Berlingske Tidende (16/9), at både CIA, den venstreorienterede finansspekulant George Soros og afdøde professor Milton Friedman har en ting til fælles: De har nemlig alle forudset Euroens kollaps.

Konsekvensen af for lempelig pengepolitik: 1,5 million zombie boliger i Spanien

Spanien er et af de lande i Europa, der har været hårdest ramt af boligboblen og den deraf afledte finanskrise som følge af dårlige boliglån. Der blev bygget flere nye boliger i Spanien end i de fleste andre lande. Jeg så på et tidspunkt en opgørelse, som viste, at der var mere nybyggeri i Spanien end Tyskland og England tilsammen, hvilket ikke siger så lidt, landenes størrelse taget i betragtning. Drivkraften bag boligbyggeriet har været den lave rente fra 1992-1995, som ovenikøbet på et tidspunkt var negativ. Lave renter får boligpriserne til at stige og gør samtidig nybyggeri billigere.

WSJ (16/9) har en længere artikel om problemerne for Spanien, her illustreret med den højeste boligbyggeri i Spanien, Torre Lugano (se billedet), der er endt med en del usolgte lejligheder og byggesjusk (for at spare på byggeriet). WSJ beretter, at der er 1,5 millioner såkaldte zombie boliger i Spanien, altså ufærdige eller usolgte boliger.

Mange af de dårlige boliglån, som er bevilget til nybygger projekter eller personer, der er insolvente, betaler ikke tilbage på deres lån. Det er tæt på at have et omfang, der svarer til krisen i Japan for nogle år siden. Den spanske centralbank har vurderet, at op mod 37% af alle boligrelaterede lån kan være problematiske. Men bankerne i Spanien giver ikke gennemsigtighed med deres dårlige lån. Der er ligefrem frygt for, at bankerne vil forsøge at holde på aktiverne, undlade at tage tabene og håbe på bedre tider. Bankerne vil dermed oppuste egenkapital. Noget tilsvarende fandt sted i Japan i 1990'erne.

Problemerne omfatter ikke kun gældsætning i den private sektor. Der er også en betydelig gæld i den offentlig sektor og et stort budgetunderskud.

Der er næppe tvivl om, at problemerne vil præge den økonomiske aktivitet i Spanien i mange år. Det vil formentlig tage 3 år at sælge alle boligerne, ejendomspriserne vil formentlig falde, økonomisk aktivitet skal flyttes fra nybyggeri til andre aktiviteter og den offentlige sektor må gennem en slankekur. Det kan være, at tiden snart er moden til feriebolig i syden?

It's the Spending, Stupid

WSJ (16/9) mener, at demokraternes vigende tilslutning og Tea Party bevægelsens succes har samme årsag: Væksten i de offentlige udgifter. Avisen henviser til en Rasmussen opinionsanalyse, som viser, at 2/3 af amerikanerne ønsker mindre stat, lavere skatter og mindre offentlig service. Det demokratiske flertal i Kongressen og præsident Barack Obama leverer det modsatte, så derfor står demokraterne til øretæver ved midtvejsvalget i november.

WSJ har givetvis ret i, at de offentlige udgifter og budgetunderskuddet betyder en del for vælgerne og især for Tea Party bevægelsen. Men jeg tror nu stadig på, at "It's the Economy, Stupid". Altså hvordan borgerne klarer sig og hvordan de ser på deres fremtid. Men uanset om det er økonomien eller de offentlige udgifter, ser det sort ud for demokraterne: De hverken har styr på det ene eller det andet.

Udsigt til katastrofevalg for demokraterne i USA

Professor Peter Kurrild-Klitgaard giver et første kik på midtvejsvalget i USA til november. Demokraterne står sandt at sige til øretæver, der er ikke er set magen i årtier. Demokraterne ser ud til at miste flertallet i Repræsentanternes Hus og står til miste 7-10 senatorer. Måske kan de miste flertallet i senatet. Kurrild forklarer udviklingen med følgende: 1) Økonomien (som altid er vigtig) og 2) Vælgerne er langt mere enige med republikanerne end demokraterne i samtlige spørgsmål andet end miljø.

Kurrild slutter af med følgende observation om præsident Barack Obama:

"Der kan næppe være tvivl om, at Demokraternes dårlige udsigter er tæt forbundne med præsident Obamas førte politikker og den (bl.a.) deraf solidt faldende popularitet. Så alt i alt må man sige, at ovenpå alle udlægningerne af, hvorledes 2008-valget var "farvel til Reagan", en vindikation af venstrefløjens holdninger, og begyndelsen på en ny "realignment" i amerikansk politik, der "is likely to create a new governing majority coalition that could dominate American politics for a generation or more" ... ja, så får man lyst til at spørge ligesom damen:


"How's that hopey changey stuff workin' out for ya'?".

Forhåbentlig vil midtvejsvalget sætte en stopper for demokraternes og den amerikanske venstrefløjs eksperimenter med og socialiseringsdagsorden for det amerikanske samfund.

Fordelene ved lettelser i marginalskatterne for højindkomstgrupper under Bush

Resident scholar Alan D. Viard, AEI, har skrevet et Tax Outlook Paper om fordelene ved lettelser i den høje marginalskat under præsident Georg W. Bush. Kongressen overvejer at lade marginalskatten stige igen, hvilket vil være en fejl, skriver Viard.

Skatter, incitamenter og Obamanomics

Professor Robert J. Barro skriver i WSJ (14/9) om nedsættelser i marginalskatten og den afledte vækst i økonomien. Præsident Ronald Reagan satte marginalskatten ned og øgede væksten. Præsident Georg Bush Jr. gentog successen, men nu overvejer præsident Barack Obama at gå den modsatte vej: At hæve skatter ved at afskaffe Bush administrationens marginalskattelettelser. Det er ikke god medicin for en økonomi, der har brug for økonomisk vækst. Her er Barros opfordring til Obama:

"My hope is that the administration will shift away from programs based on Keynesian reasoning and toward policies that emphasize favorable economic incentives. Extension of the full tax cuts of 2001-03 and a reduction in the period of eligibility for unemployment insurance would be good starts".

Et lille skridt i den rigtige retning

Professor Greg Mankiw mener, at præsident Barack Obama har taget et lille skridt i den rigtige retning med et forslag om at lade virksomheder straksafskrive visse investeringer i skatten. Der er brug for at kanalisere den øgede opsparing overi investeringer, så det er rigtigt. Og det er det første iniitiativ, som fremmer investeringer i USA i de sidste par år, hvis man ser bort fra statsstøtte, så Mankiw har ret i sin vurdering.

Fortsat høj vækst i de amerikanske sundhedsudgifter efter reformen

En af målsætninger med den sundhedsreform, som præsident Barack Obama fik vedtaget i foråret, var at bringe væksten i sundhedsudgifterne under kontrol. Men fremskrivninger for udgifterne før og efter reformen lavet Center for Medicare and Medicaid Services viser, at reformen stort ingen effekt har på udgiftsvæksten, skriver WSJ (8/9). Se nedenstående figur fra WSJ (grå er uden reform, rød er med reform). Både de private sundhedsudgifter ligesom de offentlige sundhedsudgifter til fattige og børn (Medicaid/CHIP) stiger, mens patienternes egenbetaling og de offentlige sundhedsudgifter til ældre (Medicare) falder i nforhold til at situationen uden reformen. Men de samlede sundhedsudgifter stiger som følge af reformen.

Helikopter Ben om finanskrisen

Formand Ben S. Bernanke fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve System, har om aflagt vidneudsagn om årsagerne til finanskrisen "Causes of the Recent Financial and Economic Crisis" til en kommission, der undersøger finanskrisen (2/9).

Demokraternes valgkamp uden sundhedsreform

Sundhedsreformen, der er gennemført af det demokratiske flertal i Kongressen i foråret, er ikke noget, som demokratiske medlemmer af Repræsentanternes Hus eller Senatet bruger aktivit i valgkampen. I hvert fald kun, hvis de har stemt imod reformen, skriver Politico (7/9). Der er 34 demokratiske medlemmer af Repræsentanternes Hus, som har stemt imod reformen, og det er de eneste demokrater, som har travlt med at gøre vælgerne opmærksomme på, hvad de har stemt.

Tony Blair om finanskrisen og betingelserne for ny fremgang

Tidl. premierminister Tony Blair skriver i sine erindringer om finanskrisen. WSJ (3/9) citerer Blair for følgende bemærkning:
Blair skriver videre, at det ikke var manglende regulering, der var skyld i finanskrisen. Og om fremtiden skriver han:

"First, 'the market' did not fail. One part of one sector did." .... "Government also failed. Regulations failed. Politicians failed. Monetary policy failed. Debt became way too cheap. But that wasn't a conspiracy of the banks; it was a consequence of the apparently benign confluence of loose money policy and low inflation."

"Ultimately the recovery will be led not by governments but by industry, business, and the creativity, ingenuity and enterprise of people. If the measures you take in responding to the crisis diminish their incentives, curb their entrepreneurship, make them feel unsure about the climate in which they are working, the recovery becomes uncertain."