Pengene fosser ud af statskassen

Det er ikke mange år siden, at Anders Fogh Rasmussen som partileder for Venstre og i opposition kritiserede SR-regeringen for et for stort offentligt forbrug. "Pengene fosser ud af statskassen", gentog Anders Fogh Rasmussen igen og igen. Så blev oppositionslederen selv statsministeren i 2001, og siden har piben haft en anden lyd.

Pengene begyndte at "fosse" eller snarere sive ned i de offentlige kasser godt hjulpet af forøget økonomisk aktivitet og faldende arbejdsløshed trukket af billige penge fra Danmarks Nationalbank.

Det fik VK-regeringen til at revidere sin opfattelse af behovet for mådehold med de offentlige udgifter. SR-regeringens 2010-plan med en målsætning om, at det offentlige forbrug kun skulle vokse med 0,5% om året (i faste priser). I første omgang overtog regeringen 2010-planen, men udgifterne begyndte at vokse hurtigere, fordi VK-regeringen ikke kunne eller ikke ville kontrollere væksten i de offentlige udgifter. Ministrene levede nemlig i en rus af opsving.

Finansminister Thor Pedersen talte om, at "Danmark kunne købe hele verden" (ligesom som islændingene, ikk?). Arbejdsminister Claus Hjort Frederiksen tordnede mod liberale i og uden for Venstre, der ville holde igen på de offentlige udgifter og have gennemført reformer. Hjort Frederiksen mente ikke, at borgerlige vælgere, der lige havde købt et samtalekøkken, kunne forstå, hvorfor der ikke (også?) var råd til "gratis" skolemad og moderne klasselokaler. - Måske havde forældrene netop investeret i disse samtalekøkkener, så de kunne tale med deres unger, mens de smurte madpakker? I så fald har forældrene grund til at ægre sig dobbelt i dag. En ting er, at de har købt køkkenet for lånte penge og derfor nu kæmper med at konsolidere deres privatøkonomi. Men de er også blevet snydt af VK-regeringen, der vil fratage dem dette personlige ansvar for mad og tvangskollektivisere denne velfungerende del af civilsamfundet. Stakkels unger, for hvilken kommune kan dog levere samme service og kvalitet som mor og far?

De offentlige udgifter løb løbsk under skiftende Anders Fogh Rasmussen regeringer. VK-regeringen lod fra 2001 til 2007 de offentlige udgifter stige dobbelt så meget, som Poul Nyrup Rasmussen havde planlagt. 39 mia. kr. mod 21 mia. kr. Pengene fossede ud af statskassen, men takket være den ekstraordinære høje økonomiske aktivitet i perioden, kunne VK-regeringen alligevel fremlægge overskud på statsbudgettet. I sommeren 2007 erstattede VK-regeringen så 2010-planen med 2015-planen, der planlægger en vækst i det offentlige forbrug på 1% frem til 2012 og 0,8% herefter frem til 2015. 2015-planen fastsatte også en grænse for det offentlige forbrug: Det skulle ikke andrage m end 26,5% af bruttonationalproduktet.

Det loft på 26,5% er for længst brudt, ikke kun på grund af væksten i de offentlige udgifterne, men også på grund af lavere økonomiske aktivitet. I år når Danmark op på 28,6 % og næste år 28,7 % (og det er ifølge CEPOS værre end under Anker Jørgensen). Samtidig har Danmark et dundrende underskud på statsbudgettet på 86 mia. kr. (svarende til rundt regnet 15.000 kr. per indbygger fra 0 til 100 år).

Det er ikke noget at sige til, at statsbudgettet går fra overskud til underskud midt i en økonomisk krise. Men det er uholdbart, at VK-regeringen ikke har udvist rettighed omhu og styrket økonomien med de nødvendige reformer af dagpenge, førtidspension, pensionsalder samt bragt den offentlige sektor ned på et mere overkommeligt niveau. En borgerlig regering bør og skal sørge for, at der bliver udvist mådehold med det offentlige forbrug og den bør og skal flytte opgaver fra stat og kommuner til civilsamfund og marked. Men det, der er sket under VK-regeringen, hører hjemme i småtingsafdelingen. - Og så tillader den konservative partileder og økonominister Lene Espersen sig ovenikøbet at bebrejde borgerne for ikke at udvise rettidig omhu og mådehold. Hun ser splinten i sin broders øje, men ikke bjælken i sit eget.