Hemmelighedskræmmeriet om amerikansk sygeforsikringsreform

Præsident Barack Obama har lovet, at de ville komme større gennemsigtighed med lovgivningsprocessen under hans embedsperiode. Et af løfterne var, at alle love vedtaget af Kongressen ville blive offentliggjort på Det hvide Hus hjemmeside i sin helhed i mindst 5 dage inden de blev underskrevet af præsidenten.

Barack Obama har også bedt hele regeringsapparatet indstille sig på at være mere åben. Filosofien fremgår af et memorandum udsendt af præsident Obama til lederne i statsadministrationen:

"My Administration is committed to creating an unprecedented level of openness in Government. We will work together to ensure the public trust and establish a system of transparency, public participation, and collaboration. Openness will strengthen our democracy and promote efficiency and effectiveness in Government."

En ting, som har overrasket mig, er, hvor svært det er at finde lovforslag i USA. Lovene bliver naturligvis offentliggjort efter vedtagelsen og underskrivelsen af præsident i officielle organer. Men det spiller en væsentligt større rolle at have adgang til lovforslagene, mens de bliver forhandlet i Kongressens to kamre. Det giver en bedre lovgivningsproces, når interesse-organisationer, tænketanke og journalister kan kigge lovgiverne over skulderen.

Noget andet er så, at hvis man endelig får fat i lovteksterne, så er loevene som regel meget detaljerede, lange og nærmest ulæselige. Obamas stimuleringslovpakke fra foråret, som jeg delvist gennemlæste, fyldte omkring 1300 sider. Sundhedsreformloven, som ikke længere er en sundhedsreform, men en sygeforsikrings-reform, fylder mellem 800 og 1200 sider (den danske sundhedslov fylder til sammenligning ikke mere end nogle få sider).

Større gennemsigtighed er derfor et udmærket mål, som Barack Obama skal have ros for at have sat. Ord er godt, men handling ville være endnu bedre. I praksis har det nemlig vist sig, at Obama ikke engang overholder sin målsætning om offentliggørelse i 5 dage. En opgørelse af Jim Harper fra Cato Institute viser , at det er undtagelsen snarere end regel. Enkelte gange offentliggør administrationen lovforslag snarere end endelige lov.

Der er heller ikke meget offentlighed omkring sygeforsikrings-reformen, som Obama og demokraterne arbejder på i Kongressen. Obama mener, at kritikkerne af hans forslag ofte fremstiller dem i et forkert (og dårligt) lys. Men hvorfor offentliggør demokraterne så ikke bare forslagene? WSJ skriver, at Chris Dodd, som er formand for Health, Education, Labor and Pensions Committee, har siddet på en revideret udkast til sygeforsikringsreformen, hvor udvalget vedtog 15. juli. Det er endnu ikke offentliggjort. Nu er der så offentliggjort en version på udvalgets hjemmeside, men den indeholder ikke de 200 ændringer, som udvalget har vedtaget.

Man kan mene, hvad man vil om sygesikringsreform. Men det kan ikke undre, at debatten i verdens største demokrati lider, når Obama, hans demokratiske kollegaer og lobbyister sidder bag lukkede døre og prøver at blive enige om, hvordan en reform, der vedrører 1/6 af USA's økonomi, skal se ud. Det er en skamplet på demokratiet i USA, at der er ikke er større offentlighed i processen. Og Obama burde indse, at ikke længere kører rundt i kampagnebussen og derfor ikke længere kan nøjes med at tale i overskrifter.

Forbyd alt!

Lars Seier Christensen havde i går en kommentar til de mange ideer til forbud, som politikerne på Christiansborg har fremsat på det seneste. De triste er naturligvis, at det ikke længere kun er venstrefløjen og tosserne i Dansk Folkeparti, som kommer med det ene forbudsønske efter det andet. Nu har de konservative også nedværdigede sig selv til at deltage i denne konkurrence med "pianister" og venstrefløjen.

Seier Christensen henviser til facebook gruppen "Forbyd alt, så vi fuldt ud kan koncentrere os om at være statens slaver", en tidsbesparende løsning, da de fleste diskusioner om forbud alligevel før eller siden ender med forbud.

Pengene fosser ud af statskassen

Det er ikke mange år siden, at Anders Fogh Rasmussen som partileder for Venstre og i opposition kritiserede SR-regeringen for et for stort offentligt forbrug. "Pengene fosser ud af statskassen", gentog Anders Fogh Rasmussen igen og igen. Så blev oppositionslederen selv statsministeren i 2001, og siden har piben haft en anden lyd.

Pengene begyndte at "fosse" eller snarere sive ned i de offentlige kasser godt hjulpet af forøget økonomisk aktivitet og faldende arbejdsløshed trukket af billige penge fra Danmarks Nationalbank.

Det fik VK-regeringen til at revidere sin opfattelse af behovet for mådehold med de offentlige udgifter. SR-regeringens 2010-plan med en målsætning om, at det offentlige forbrug kun skulle vokse med 0,5% om året (i faste priser). I første omgang overtog regeringen 2010-planen, men udgifterne begyndte at vokse hurtigere, fordi VK-regeringen ikke kunne eller ikke ville kontrollere væksten i de offentlige udgifter. Ministrene levede nemlig i en rus af opsving.

Finansminister Thor Pedersen talte om, at "Danmark kunne købe hele verden" (ligesom som islændingene, ikk?). Arbejdsminister Claus Hjort Frederiksen tordnede mod liberale i og uden for Venstre, der ville holde igen på de offentlige udgifter og have gennemført reformer. Hjort Frederiksen mente ikke, at borgerlige vælgere, der lige havde købt et samtalekøkken, kunne forstå, hvorfor der ikke (også?) var råd til "gratis" skolemad og moderne klasselokaler. - Måske havde forældrene netop investeret i disse samtalekøkkener, så de kunne tale med deres unger, mens de smurte madpakker? I så fald har forældrene grund til at ægre sig dobbelt i dag. En ting er, at de har købt køkkenet for lånte penge og derfor nu kæmper med at konsolidere deres privatøkonomi. Men de er også blevet snydt af VK-regeringen, der vil fratage dem dette personlige ansvar for mad og tvangskollektivisere denne velfungerende del af civilsamfundet. Stakkels unger, for hvilken kommune kan dog levere samme service og kvalitet som mor og far?

De offentlige udgifter løb løbsk under skiftende Anders Fogh Rasmussen regeringer. VK-regeringen lod fra 2001 til 2007 de offentlige udgifter stige dobbelt så meget, som Poul Nyrup Rasmussen havde planlagt. 39 mia. kr. mod 21 mia. kr. Pengene fossede ud af statskassen, men takket være den ekstraordinære høje økonomiske aktivitet i perioden, kunne VK-regeringen alligevel fremlægge overskud på statsbudgettet. I sommeren 2007 erstattede VK-regeringen så 2010-planen med 2015-planen, der planlægger en vækst i det offentlige forbrug på 1% frem til 2012 og 0,8% herefter frem til 2015. 2015-planen fastsatte også en grænse for det offentlige forbrug: Det skulle ikke andrage m end 26,5% af bruttonationalproduktet.

Det loft på 26,5% er for længst brudt, ikke kun på grund af væksten i de offentlige udgifterne, men også på grund af lavere økonomiske aktivitet. I år når Danmark op på 28,6 % og næste år 28,7 % (og det er ifølge CEPOS værre end under Anker Jørgensen). Samtidig har Danmark et dundrende underskud på statsbudgettet på 86 mia. kr. (svarende til rundt regnet 15.000 kr. per indbygger fra 0 til 100 år).

Det er ikke noget at sige til, at statsbudgettet går fra overskud til underskud midt i en økonomisk krise. Men det er uholdbart, at VK-regeringen ikke har udvist rettighed omhu og styrket økonomien med de nødvendige reformer af dagpenge, førtidspension, pensionsalder samt bragt den offentlige sektor ned på et mere overkommeligt niveau. En borgerlig regering bør og skal sørge for, at der bliver udvist mådehold med det offentlige forbrug og den bør og skal flytte opgaver fra stat og kommuner til civilsamfund og marked. Men det, der er sket under VK-regeringen, hører hjemme i småtingsafdelingen. - Og så tillader den konservative partileder og økonominister Lene Espersen sig ovenikøbet at bebrejde borgerne for ikke at udvise rettidig omhu og mådehold. Hun ser splinten i sin broders øje, men ikke bjælken i sit eget.

Obamas sisyfos projekt: Nu ikke en sundhedsreform længere, men en sygeforsikringsreform

Kongressens sommerferie her i august har ikke gjort det lettere for præsident Barack Obama at få gennemført den planlagte reform af sundhedsvæsenet. Politikerne fra Kongressen er taget hjem på ferie og møder nu vælgerne på borgermøder lokalt, hvor der er kritik af forskellige elementer i de forskellige (ikke helt konkrete) reformforslag, som er kommet ud af udvalgene fra Repræsentanternes Hus og Senatet.

Desto længere tid der går, desto vanskeligere bliver det for Obama og demokraterne at få gennemført en omfattende sundhedsreform. Demokraterne har majoriteten i begge kamre, så partiet kan (og vil om nødvendigt) gennemføre en reform alene. Men det forudsætter, at de kan blive enige internt. Problemet er, at partiet er splittet i spørgsmålet. Venstreorienterede demokrater, der vel helst så, at staten overtog finansieringen af hele sundhedsvæsenet, lægger afgørende vægt på, at reformen fører til et tilbud om en offentlig sygesikring til alle amerikanere. Konservative demokrater vil helst undgå dette og der tales nu om såkaldte andelssygekasser som et muligt alternativ. For konservative demokraterne er det til gengæld væsentligt, at få styr på omkostninger i sundhedsvæsenet.

Normalt ville det være præsidentens opgave at forene fraktionerne i partiet og udnytte sin autoritet til at få gennemført en reform. Men Obamas popularitet er faldende. Rasmussen Reports måler løbende, hvor mange amerikanere der "Strongly Approve", "Approve", "Disapprove" eller "Strongly Disapprove". Der er nu hele 40% i sidste gruppe ("strongly disapprove"), mens den første kun har 28%. Et lille flertal af vælgerne er utilfredse med præsidenten.

Nu er faldende popularitet ikke usædvanlig for nyvalgte præsidenter. I den politiske hverdag kan præsidenten ikke gennemføre alle sine valgløfter. Kompromisser er en naturlig del af virkeligheden og vil selvfølgelig skuffe visse vælgere. Men for Obama har forventningerne nok ligget udover det sædvanlige på et meget og urealistisk højt niveau. Under sidste års valgkamp blev han nærmest behandlet som en ny Messias, der kunne løse alverdens problemer. Men der er langt snik-snak om "håb" og "forandring" til konkrete handlinger. Virkeligheden er en anden og derfor falder populariteten hurtigt. Og dårligere opinonstal svækker præsidentens politiske handlingskraft og evne til at banke demokraterne sammen om en upopulært reformforslag.

Når det gælder sundhedsreformen, ligger Obama og demokraterne, som de selv har redt. Det er ikke, som mainstreet medier skriver, republikanernes fortjeneste, at befolkningen vender sig mod Obamas planer (eller store dele reformtankerne). Der er bred opbakning til en reform blandt republikanere, men indholdet er forskelligt fra demokraternes. Republikanerne ønsker eksempelvis at begrænse skattefradraget ved arbejdsgiverbetalte sygeforsikringer og ligestille borgere og virksomheder. Det vil begrænse væksten i sundhedsudgifterne. Forslaget kan samle støtte hos konservative demokrater, men Obama har pure afvist forslaget. Det samme gælder forslag om at begrænse erstatningerne ved lægefejl.

Ej heller kan man beskylde de store interesseorganisationer, som Obama med en vis succes har fået til at støtte en reform. Det gælder eksempelvis læger, hospitaler, forsikringsselskaber og medicinindustrien. Sidstnævnte vil endda gennemføre en kostbar reklamekampagne for en sundhedsreform, hvilket har fået venstreorienterede demokrater til at kritisere Obama. Professor Robert Reich, tidligere arbejdsminister under præsident Bill Clinton, beskylder Obama for at undergrave demokratiet på sin blog, fordi præsidenten har lovet industrien, at reformen ikke vil blive brugt til at tvinge medicinpriserne ned.

Demokraterne har været sent ude med konkrete forslag til sundhedsreform, som befolkningen kunne forholde sig til. Præsident Obama har fremlagt nogle generelle principper for en sundhedsreform: Lavere udgiftsvækst og flere forsikrede og samme valgmuligheder. Den amerikanske har svært ved at forstå, hvordan regeringen på samme tid kan både puste og have mel i munden. De frygter, at det vil føre til rationering i en eller anden form, hvilket givetvis også vil blive tilfældet. Eller at reformen vil øge de offentlige sundhedsudgifter, hvilket er bekræftet af Congressional Budget Office. Og det vil i sidste ende betyde højere skat (eller inflation, hvilket er det samme).

Så for Obama det en Sisyfos opgave. Vejen frem er nok at fjerne de største sten, eksempelvis forslaget om at tilbyde amerikanerne en offentligt alternativ til privat sygeforsikring (eller en sygeforsikringsudgave af kriseramte Fannie Mae og Freddie Mac). Obama administrationen er også begyndt at tale om en sygeforsikringsreform. Det er formentlig et forsøg på at nedtone reformen. Forsikringsselskaber er ikke populære, og hvis reformen får det rigtige spin, er den måske lettere at sluge. Men hvad der skal ske med omkostninger ved reformen, står fortsat hen i det uvisse, hvilket er en årsag til bekymring. Obama taler om besparelserne ved forebyggelse og investeringer i IT-udstyr, men det er også tilbagevist af CBO, i hvert fald når det gælder forebyggelse. Øget forebyggelse øger faktisk sundhedsudgifter, hvilket blot gør situation endnu mere vanskelig.

Et alternativ til ObamaCare

Adm. direktør John Mackey, Whole Foods Market Inc., havde et indlæg i Wall Street Journal sidste uge (11/8), hvor han fremsatte et forslag til en alternativ sundhedsreform i USA. Mackey er ikke hvem som helst i relation til sundhedsreform. Whole Foods har nemlig gennemført et eksperiment med sygeforsikringen i firmaet.

Som andre virksomheder i USA, tilbyder Whole Foods medarbejderne en sygeforsikring i forbindelse med ansættelsen i firmaet. Men i Whole Foods er medarbejderne kun forsikret mod ekstraordinært høje sundhedsudgifter. Forsikringen dækker først, når udgifterne overstiger 2.500 USD. Sundhedsudgifter for de første 2.500 USD skal altså betales af medarbejderen selv. Til gengæld får de 1.800 USD, som indsættes på en personlig sundhedskonto (Medical Savings Account). Den kan medarbejderen trække på, når der er sundhedsudgifter. Penge, der ikke er brugt, kan overføres. Hvad WHole Foods tilbyder medarbejderen er i virkeligheden en ægte forsikring. Den står i modsætning til andre virksomhedernes sygeforsikring, som egentlig er opbygget som sygekasser.

Mackey foreslår følgende ændringer i lovgningen: 1) At fjerne forhindringer i lovgivningen for at tilbyde medarbejdere sygeforsikringer med høj egenbetaling og tilhørende sundhedskonti, 2) At gennemføre en ensartet beskatning af sygeforsikring uanset om de er tegnet af virksomheder eller private, 3) at skabe et indre marked i USA for sygeforsikringer (som lovgivning i delstaterne forhindrer i dag), 4) at afskaffe offentlige regler for, hvad sygeforsikring skal dække, 5) at gennemføre en retsreform, som begrænser erstatninger, erstatssager for lægefejl og dyre forsikringer for lægerne, 6) at gøre omkostningerne synlige for borgerne, 7) at gennemføre en reform af Medicare, som er på vej mod en stensikker konkurs (flere ældre) samt 8) at indføre skattefradrag for gavebidrag organisationer, der hjælper borgere uden (offentlige eller privat) sygeforsikring.

Health Care, Cost, and Insurance Theory

Richard Posner har et indlæg på The Becker-Posner Blog om sundhed, omkostninger og (syge-)forsikring.

Free market health care

Peter Schiff på Fox Business (13/08) om sundhedsreform med ideer til, hvordan markedet kan komme til at fungere.

Obama’s Health Care Mess

Kan du huske den kritik, som præsidentkandidat Barack Obama kom med om Bush Irak politik? Bush blev kritiseret for 1) ikke at planlægge, hvad der skulle ske efter invasionen og 2) ikke at sætte ord på mål og midler for hele Irak aktionen. Victor Davis Hanson skriver i et indlæg på National Review Online, at Obama kan kritiseres for det samme med hans plan for en omfattende sundhedsreform. Der er kun sat alt få ord på mål og endnu færre på især midlerne. Amerikanerne er i vildrede. Og de tror også, at præsidenten er det.

Levetid, fedme og sundhedsvæsenet

Kritikere af det amerikanske sundhedssystem hæfter sig ofte ved, at middellevetid og spædbørnsdødeligheden er hhv. kortere og højere end i andre OECD-lande, der bruger færre ressourcer end USA på sundhedsvæsenet. Dette bruges som forklaring på, at sundhedsvæsenet i USA ikke fungere optimalt.

Det er diskutabelt om mål som middellevetid og spædbørnsdødelighed er gode mål for sundhedsvæsenets overordnede produktivitet. Lang levetid er naturligvis et udtryk for sundhed. Men produktionen af sundhed og levetid afhænger af andre input end det, som sundhedsvæsenet bidrager med. Andre input er relateret til individernes livsstil, eksempelvis rygning, alkoholvaner, ernæring, motion og stress. Formentlig har disse faktorer større betydning sundhed og middellevetid end forebyggelse og behandling leveret af sundhedsvæsenet.

Professor Greg Mankiw havde tidligere på måneden et indlæg på sin blog om emnet, hvor han bl. a. påpeger, at andelen af stærkt overvægtige amerikanere (dvs. personer med Body Mass Index over 30) er langt højere i USA end andre lande for både mænd og kvinder. For mænd er andelen 31,7 %, mens det tilsvarende for Canada er 17,0 %. USA har tilsvarende en højere forekomst af diabetes, som er en typisk følgesygdom til stærkt overvægt. Overvægt og diabetes er en stærkt medvirkende årsager til den kortere levetid i USA. Kortere levetid kan ikke tilskrives det amerikanske sundhedsvæsen.

Tilsvarende har USA en højere forekomst af graviditeter blandt teenagere, hvilket medfører højere risiko for komplikationer og spædbørnsdødelighed. Det har heller ikke meget med sundhedsvæsenet at gøre. Se i øvrigt Greg Mankiws artikel i New York Times (04/11/07).

Professor Gary Becker gør samme observation på sin blog. Hvis man i modsætning til middellevetiden ser på overlevelsen efter sygdom, eksempelvis kræft diagnoser, tegner der sig et andet billede:

"Preston and Hu show that this more aggressive detection and treatment were apparently effective in producing a better bottom line since death rates from breast and prostate cancer declined during the past 20 by much more in the US than in 15 comparison countries of Europe and Japan. US death rate rates from prostate cancer went from about 7% above those of the comparison countries in
1990 to over 20 % below the average of these other countries in recent years, or almost a 30% greater fall in US rates. American death rates from breast cancer declined from about 10% above the average of these other countries in 1990 to slightly lower".

Private sygeforsikringer er (også) et spørgsmål om frihed

Chefjurist Jacob Mchangama, CEPOS, har i dag et blogindlæg om private sygeforsikringer på Berlingske.dk. Det kommer efter en sommer med debat om private sygeforsikringer, hvor især Socialdemokraterne er gået til kamp mod private sygeforsikringer for at "redde den frie og lige adgang".

Mchangama skriver om forholdene i Canada, hvor provinser har forsøgt at forbyde private sygeforsikringer, så kan rige borgere har råd til at tage over græsen til USA, når de skal vente 4, 6 eller 8 måneder på en livsvigtig kraftoperation. Canada er et af de lande, som bruger mest på sundhed, men det lider af ventelister, køer, dårlig service og rationering som vaskeægte planøkonomi. Det er i øvrigt (ikke uden grund) et system, som de fleste amerikanere frygter, når de hører præsident Barack Obama tale om fordelene ved et "single payer system". Nok er det billigere end det amerikanske system, men det er berygtet for ventetid og dårlig service (gå ind på youtube og søg efter "Canadian health care").

Eksemplet Canada viser med al tydelighed, at der er ikke er hold i påstanden om, at private sygeforsikringer "underminierer" den lige og gratis adgang. Det er faktisk en sikkerhedsventil på på ineffektive offentlige systemer. Men Mchangama har ret i, at det først og fremmest handler om borgernes frihed til selv at disponere over deres eget liv og indkomst.

Et år efter Lehman: Mange billioner fattigere og ikke spor klogere

Professor Kenneth Rogoff, den tidligere cheføkonom hos IMF, har et indlæg på Project Syndidate, hvor siger, at vi 1 år efter Lehman Brothers fald har brugt en masse billioner, men stort set ikke er blevet klogere på krisen.

Rogoff kritiserer investorer og politikere, som tror, at finanskrisen kunne have været undgået ved blot at give Lehman Brothers et redningsbælte. Lehman Brothers havde forvandlet sig til en ejendomsspekulant, hvis fundament hvilede på boligboblen. Denne og andre ubalancer gjorde en krisen uundgåelig. Og Rogoff fortsætter:

"So what is the game plan now? There is talk of regulating the financial sector, but governments are afraid to shake confidence. There is recognition that the housing bubble collapse has to be absorbed, but no stomach for acknowledging the years of slow growth in consumption that this will imply.

There is acknowledgement that the US China trade relationship needs to be rebalanced, but little imagination on how to proceed. Deep down, our leaders and policymakers have convinced themselves that for all its flaws, the old system was better than anything we are going to think of, and that simply restoring confidence will fix everything, at least for as long as they remain in office."

Rogoff forudser, at Asien ophører med at være sponsor for vesten:

"Within a few years, western governments will have to sharply raise taxes, inflate, partially default, or some combination of all three".

Mere om centralbankernes exit strategy

Centralbankerne har som bekendt sænket renterne i de fleste lande til et historisk lavt niveau og øget pengemængden ganske kraftigt i forbindelse med finanskrisen. Som tidligere omtalt her på bloggen er centralbankernes exit strategi afgørende: En for sen tilbagetrækning vil forårsage inflation, en for tidlig tilbagetrækning kan svække den økonomiske aktivitet.

Professor Norman R. Bobins, University of Chigago og tidligere governor of Federal Reserve havde et indlæg i Financial Times (11/8) om centralbankernes exit strategy.

Den ekspansive finanspolitik, som USA og andre lande har vedtaget, og som hovedsageligt vil blive brugt i 2010 og 2011, gør det vanskeligt for centralbankerne at vælge tidspunktet for deres exit:

"As economies begin to stabilise and grow, central banks will face a dilemma – is growth part of a sustainable recovery or due to a short-term impact of fiscal stimulus? If the former, then it is sensible to implement exit strategies from unusual accommodation; if not, then it might be appropriate to wait to see whether growth has taken root, which entails greater risks of inflation. Separating the impact of fiscal stimulus from sustainable economic growth to determine the time to begin to “exit” will be a key challenge for central banks during the next few years."

Socialized Healthcare vs. The Laws of Economics

Thomas J. DiLorenzo skriver på Mises.org om konsekvenserne af en nationalisering af sundhedsvæsenet i USA. Han forudser, at der i et nationaliseret sundhedsvæsen vil være en konstant uligevægt mellem udbud og efterspørgsel på grund af en forvridning af priserne. Det vil resultere i rationering, køer og ventelister. Erfaringerne fra Canada og England synes at bekræfte dette. (Og Danmark, kunne vi vel passende tilføje).

I øvrigt henviser DiLorenzo til et studie af Milton Friedman fra 1992, som viser, at andelen af private, for-profit hospitaler i USA er faldet fra 56 % i 1910 til kun 10 % i 1970. Hovedparten af hospitaler i USA er således enten offentlige hospitaler eller not-for-profit privathospitaler, hvilket naturligvis påvirker måden virksomhederne opererer på.

Den danske velstand styrtdykker

Børsen (11/8) beretter, at Danmark nu er rykket ned på en 12. plads over verdens lande, når det gælder købekraftskorrigeret bruttonationalprodukt per indbygger. Udsigten til vækst i 2011-2017 er samtidig dårligere end for de fleste andre OECD-lande, så cheføkonom Mads Lundby Hansen, CEPOS, forudser, at Danmark falder yderligere ned på ranglisten, hvis ikke politikerne laver nogle reformer.

Situationen er formentlig værrere end tallene viser. OECD-tallene bygger nemlig på de officielle tal fra nationalregnskabet. Og her er det er konventionen, at produktionen i den offentlige sektor værdisættes til de afholdte udgifter, fordi der ikke er markedspriser på ydelserne. Der er der to problemer med. For det første vil produktionen være mere "værd", hvis de leveres af uproduktive offentlige virksomheder. For det andet afspejler værdien overhovedet ikke forbrugernes nytte af ydelserne, som jo typisk er "gratisydelser" og derfor bliver efterspurgt næsten uanset værdien for forbrugerne.

Produktionsværdien af offentlig produktion er derfor overdrevet. Da bidraget fra økonomiske aktivitet i den offentlige sektor er større her i landet end i de fleste andre OECD-lande, vil det få velstanden til at se relativt større ud for Danmarks vedkommende end den er. Til gengæld inkluderer OECD-tallene kun den hvide økonomi. Aktiviteten i den sorte økonomi og gør-det-selv hjemmeøkonomien er formentlig også større her i landet end i lande, vi sammenligner os, hvilket så underdriver velstanden.

Danmarks faldende placering på ranglisten skyldes flere forhold, men den er især gal med produktiviteten, hvor udviklingen ifølge CEPOS "går på krykker". Lundby Hansen foreslår, at regeringens nye Vækstforum kigger arbejdsmarked, skat og uddannelse. OECD peger på, at en lavere selskabsskat er vejen til flere investeringer i erhvervslivet og dermed højere produktivitet. Lavere selskabsskatter vil også tilstrække udenlandske investeringer.

Marginalskatten er også vigtig som påpeget af CEPOS og den er til trods for forårets skatteomlægning en af de højeste i verden. Det danske skattesystem straffer borgere, der vil gøre karriere i virksomhederne. Marginalskatten på fritid og gør-det-selv aktiviteter er som bekendt nul, så produktive danskere flytter i større omfang aktiviteter fra arbejdsliv til fritidsliv eller til arbejds- og fritidsliv i udlandet. Og produktive mennesker fra andre lande rejser i en bue udenom Danmark (med mindre de tager en kortere ophold på forskerordningen). Og så giver den høje marginalskat også borgerne et dårligere afkast af uddannelse, hvilket også har betydning for skabelse af velstand i samfundet.

Der er næppe tvivl om, at Danmark har et stort behov for strukturreformer, der sænker skatten på arbejde, investeringer og uddannelse. Der er også grund til at reformere den offentlige sektor, så flere aktiviteter bliver udsat for konkurrence og dermed kan bidrage til skabelse af velstand. Dette gælder især indenfor sundhed og uddannelse, hvor ringe kvalitet eller lavproduktivitet har stor betydning for produktiviteten i resten af økonomien.

Det kan jo eksempelvis undre, at en større del af danskernee gennemgående har længere uddannelser uden det smitter af på produktiviteten. Det vil derfor være nærliggende at kigge på værdiskabelsen i uddannelsessystemet og undersøge, hvordan nyudklækkede fra forskellige læreanstalter bidrager til produktiviteten i erhvervslivet, når de forlader skolebænken og kommer ud i det virkelige liv.

Forebyggelse sænker ikke, men øger sundhedsudgifterne

Når præsident Barack Obama lover amerikanerne, at de kan få en sundhedsreform, hvor flere får sygesikring, ingen vil miste valgfrihed og det ikke vil koste flere penge, er svaret ofte, at der skal satses mere på forebyggelse. Der lyder rigtigt, men realiteten er, at der ikke er noget af spare ved øget forebyggelse. Tværtimod. Det konkluderede Congressional Budget Offices direktør Douglas W. Elmendorf, på sin blog i går.

Samme konklusion fremgår af publikationer baseret på videnskabelige undersøgelser. Joshua T. Cohen, Peter J. Neumann and Milton C. Weinstein havde eksempelvis en artikel i New England Journal of Medicine (14/02/08) om samme emne, hvor de gav en oversigt over forebyggende behandlinger og indgreb, som viste at kun et fåtal medførte besparelser. Det er ikke det samme som at sige, at forebyggende behandling ikke betaler sig. Tværtimod. Mange forebyggende tiltag har således en relativ lav pris per vundet leveår eller kvalitetsjusterede leveår.

Men det er ikke den mirakelmedicin, der kan hjælpe til at kurrere det store underskud på statsbudgettet og tillade gennemførelsen af udgiftskrævende reformer.

Lovforslag til sundhedsreform fra Repræsentanternes Hus

Lovforslag H.R. 3200 "To provide affordable, quality health care for all Americans and reduce the growth in health care spending, and for other purposes" fra 14/07 er offentliggjort. Læs her.

Aamund tigger statsstøtte til biotekindustrien

Normalt er Asger Aamund en liberal stemme i debatten om Danmarks fremtid, velfærdsstat og skattetryk, som jeg har stor respekt for. Men ikke i dag. Ifølge Børsen (10/8) står Asger Aamund nemlig med hatten i hånden og tigger offentlige støttekroner til dansk biotek, som han selv har betydelige interesser i.

Økonominister Lene Espersen lover på vegne af VK-regeringen, at lægge et "anseeligt beløb i Vækstfonden til risikovillig kapital målrettet biotek og andre med behov for saltvandsindsprøjting". Det er en del af den kredithjælpepakke til erhvervslivet på 5 mia. kr., som VK-regeringen i hast har besluttet, som jeg skrev om i går. Men denne støtte er ikke nok for Aamund, der gerne ser at VK-regeringen årligt afsætter 2 mia. kr. til risikovillig kapital.

Ifølge Aamund er venturemarkedet frosset fuldstændig til. Venturefondene har ikke kapital til nye investeringer og tilsyneladende svært nok ved at finansiere eksisterende porteføljevirksomheder.

Det er meget muligt, at der er ikke er flere investeringskroner i danske biotekfonde. Og hvad så? Mig bekendt sidder inter-nationale medicinvirksomheder på store pengekasser og de er på udkig efter opkøbsmuligheder, både biotekselskaber og nye lægemiddelkandidater, som kan fylde op i tørre pipelines. GSK har eksempelvis lige besluttet at investere i NeuroSearch A/S. Men deruodver er der vel også investeringsfonde i udlandet, som dansk biotek kunne bejle til.

Men Aamund vil åbenbart hellere have staten og Vækstfonden end private som investorer. Efter østeuropæisk forbillede skal staten altså satse på investeringer i højteknologiske virksom-heder, som er ude af stand til at skaffe privat kapital. Men Aamund ved vel bedre end nogen anden her i landet, at investeringer i biotek og andre tekonologivirksomheder nærmest er det rene lotterispil.

Der er altid grund til at være betænkelig ved statslige investe-ringer i erhvervslivet. For det første har staten næppe forudsæt-ninger for at udvælge de bedste investeringsprojekter. Det, der vil ske, hvis staten går ind, er formentlig, at staten vil ende op med at investere i virksomheder, som ikke selv kan rejse den risikovillige kapital (og det er der måske en grund til!). For det andet vil statslige investeringer i biotek og andre højteknologiske betyde statsstøtte til industrien, som vil forvride markedet (også selvom det er i form af risikovillig kapital, da den statslige kapital formentlig er billigere for virksomheder og fordi staten må afskrive en del af investeringer efter konkurser). I den henseende er der ikke forskel på statslig støtte til skibsværfter og biotek. Det er risiko for, at industrien går hen og bliver destruktiv (hvor input er mere værd en output). For det tredie kan statslige investe-ringer forhindre eller udgøre hæmsko for strukturtilpasning i en biotekindustrien, som måske har behov for fusioner, sammen-lægninger og rationalisering.

Men der er også specifikke grunde til, at staten ikke bør indskyde skatteborgernes penge i biotek. Gary P. Pisano, Harvard Business School, viste i 2006 i bogen "Science Business - The Promise, The Reality, And the Future of Biotech", at 30 års investeringer i biotek ikke har givet et afkast, som man måske kunne forvente. Tværtimod. Kun få virksomheder har haft succes. Og med økonomiske krise og stigende budgetunderskud i mange lande, er der næppe udsigt til, at det bliver lettere at bringe nye lægemidler på markedet. Kunne disse forhold måske være en medvirkende årsag til, at investorer er tilbageholdende? Udover at der måske allerede er investeret for meget i kapitaltunge virksomheder under højkonjunkturen p.g.a. den lave rente?

Men som andre, der går tiggergang til politikerne på Christians-borg, forstår Aamund at sælge sin vare:

"De [VK-regeringen, red.] har været længe om det, men har set, at problemet er ved at være akut. Det vil betale sig mange gange, hvis de sætter det i gang, men det skal ikke være noget småtteri. Penge skal ud at rulle, men de skal selvfølgelig rulle de rigtige steder."

Argumenterne er ikke meget bedre end de argumenter, man eksempelvis hører fra den kolkektive trafik, dansk filmindustri eller landsdelsscenen.

Nøden lærer nøgen kvinde at spinde!

Bankpolitisk galimatias fra opposition og regering

I den forgangne uge er politikerne for alvor vendt tilbage til Christiansborg fra sommerlandet. Så nu er det tid til, at vi andre bliver inddraget i de geniale ideer, de er kommet på i sommerheden. Første uge handlede om mest om kamphunde og bankpolitik. Og som sædvanlig er der tale om en konkurrence mellem politikerne, hvor overskrifter tæller mere end indhold.

Nu vil jeg ikke bruge spalteplads på kamphunde her på bloggen. Så inden vi går videre med finanskrisen og bankpolitik, vil jeg blot indskyde en undskyldning til læserne for at ignorere dette alvorlige samfundsproblem.

Næstformand Nick Hækkerup fra Socialdemokratiet lagde for mandag for ifølge 180grader.dk (3/8) med at forslå en oprettelsen af en statsbank. Det bekymrer Hækkerup, at "ledighedstallene vokser og det samme gælder antallet af konkurser. Derfor foreslår vi, at staten skal kunne give kredit til virksomhederne". Det må vel betyde, at Hækkerups statsbank skal yde lån til konkurstruede virksomheder, der ikke kan få lån hos private banker. Lad mig blot foreslå navnet til denne bank: Ebberød Statsbank.

Tirsdag var turen kommet til Kristian Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti. Han truede bankerne med straf, hvis ikke de sænker renten for virksomheder og privatpersoner. Renten til private følger nemlig ikke slavisk Nationalbankens rente, så ifølge 180grader.dk (4/8) betyder det, at "bankerne har brugt situationen til at tage sig en højere marginal og en større fortjeneste". Uha dada! Nu er det kun en brøkdel af bankernes finansering (se under passiverne i balancen, hr. Thulesen Dahl), som stammer fra Nationalbanken (og det er (dog) ikke et ta-selv-bord for bankerne at låne i Nationalbanken). En vigtigere kilde til bankernes finansiering er indlån og lån fra andre pengeinstitutterne (interbanklån), og renten på disse falder ikke bare, fordi Nationalbanken sænker renten. Og Thuelesen Dahl overser helt, at bankerne faktisk konkurrerer om udlån og indlån, så der er ikke basis for argumentet om, at bankerne tager for høje renter på udlån.

Havde det været Frank Aaen fra det venstreekstreme kommunistparti Enhedslisten, der var kommet med disse betragtninger, havde det ligget indenfor det forventlige, men det er trods alt overraskende med sådanne tosserier fra Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet (selvom sidstnævnte godt nok er drevet længere og længere ud på venstrefløjen, godt hjulpet af den opportunistiske VK-regering, som stort set overtager (og overdriver) enhvert forslag fra oppositionen, hvilket ikke efterlader megen plads omkring til venstre for midten i dansk politik).

Det er heller ikke overraskende, at folkesocialisternes finansordfører, Ole Sohn, ifølge 180grader.dk (4/8) foreslår politisk fastsætte udlånsrenter. Hvordan det i praksis skulle foregå står hen i det uvisse. Det er jo ikke Sovjetunionen, vi lever i, og der findes jo ikke bare én pris (rente) på penge. Renten afhænger jo af risikoen for tab på udlån eller bankens vurdering heraf. En politisk fastsat rente vil blot betyde, at bankerne vil undlade at låne ud til særligt risikable projekter eller højrisiko låntagere, fordi prisen (renten) ikke kompensere for risikoen. Det er rendyrket galimatias, men ikke overraskende fra en tidligere kommunist, hvis økonomiske indsigt sikkert kun omfatter indoktrineringen i planøkonomiens velsignelser.

Hvad er så VK-regeringens svar til disse tosserier? Det er såmænd endnu mere galimatias! VK-regeringen foreslår en ny kredithjælpepakke til erhvervslivet. Detaljerne foreligger ikke endnu og det er i øvrigt vidnesbyrd om, at den nye kreditpakke er hastværk. Formentlig i et forsøg på at overgå oppositionen, hvilket VK-regeringen efterhånden er blevet verdensmester i.

Pakken til 5 mia. kr. vil ifølge Erhvervsbladet (7/8) øge støtten til erhvervslivet i form af bedre eksportkreditordninger, kautionsordninger fra Vækstfonden (altså såkaldte lån til forretningsudvikling, som VK-regeringen ovenikøbet vil gøre til fastforrentede (og dermed billige!) lån) samt mere statslig risikovillig kapital. Kort sagt: Dine skattekroner skal bruges til billige kreditter, billige lån og billig kapital i erhvervslivet, i stort omfang til rene satsninger, foreslået af eventyrlystne iværksættere uden penge og udvalgt at bureaukrater.

Begrundelsen for den nye hjælpepakke giver landets konservative økonomiminister Lene Espersen i Erhvervsbladet (7/8):

"Der var banker, der lånte for mange penge ud og ikke var grundige nok i deres kreditvurderinger, da alt gik derudaf. Nu er de mere forsigtige, og det rammer de virksomheder, der gerne vil ekspandere. Men det at bankerne begynder at agere fornuftigt, skal ikke ramme dem, der har behov for lidt mere optimisme og positivt rygstød lige nu. Vi prøver at hjælpe nogle af de virksomheder, som kan være med til at trække os gennem krisen."

Det er en besynderlig kritik. De er ikke mange dage siden, at Lene Espersen ville have en "mere reguleret og konservativ form for kapitalisme, hvor de gammeldags dyder som rettidig omhu, orden, ydmyghed, høflighed og ordentlighed vil træde tydeligere frem". Men er det ikke netop det, der kendetegner bankerne: Rettidig omhu. Men kreditvurderingerne afhænger jo af renteniveauet og den økonomiske aktivitet i samfundet.

Når centralbanerne pumper billige penge i omløb, betyder det lettere adgang til kredit. Og når centralbankerne hæver kunstigt lave renter igen, vil det gøre nogle projekter usunde, som ellers var sunde nok, da renten var lav. Men det er jo ikke (og har aldrig været) bankernes opgave at forudse og korrigere for Nationalbankens pengepolitik.

Bankerne er derfor hverken mere eller mindre "fornuftige" i dag end tidligere. Men banker låner ikke penge ud, hvis der er ikke er rimelig udsigt til, at pengene kommer hjem igen. Det sker ved, at bankerne beder virksomheder eller kunder fremlægge deres projekter og budgetter (som næppe er så rosenrøde i dag som for 1, 2 eller 3 år siden) og/eller at kunderne stiller sikkerhed, for eksempel i form af bygninger, maskiner, biler eller aktier (som vel er mindre værd i dag end for blot et år siden). Så udsigten til at få tilbagebetalt udlån er næppe den samme i dag som for 5 år siden.

Man kan ikke klandre bankerne, at der ikke risikovillig kapital nok. Bankerne driver udlånsvirksomhed, de investerer jo ikke i virksomhederne. Det gør pensionskasser, investeringsfonde, private investorer og virksomheder. Nu er aktiekurserne faldet betydeligt og investorerne er måske derfor lidt mere tilbageholdende i dag, men det er jo ikke sådan, at det er umuligt at skaffe finansiering. Så hvis virksomheder ikke er i stand til at skaffe finansiering på det private marked, så burde de måske overveje at slukke og lukke. Det vil kun forlænge omstillingen i økonomien at holde kunstigt liv i virksomheder, som ikke selv kan fremskaffe finansiering.

Problemet er vel snarere, at den risikovillige kapital i dag ikke så billig længere. Prisen på risikovillig kapital er gået op, hvilket udviklingen i aktiekurserne afspejler.

Ikke overraskene klapper støttemodtagerne i hænderne af begejstring over den nye billige kapital fra VK-regeringen: Danish Venture Capital and Private Equity Association, Vækstfonden (som vel har udsigt til et ordentligt kapitalindskud fra VK-regeringen efter katastrofeåret 2008), Dansk Erhverv og Dansk Byggeri.

Dansk Industri er mere forbeholden. "Det er noget af det rigtige", siger adm. direktør Hans Skov Christensen til Erhvervsbladet (7/8), som er overrasket over, at midlertidige udskydelse af indbetaling på moms og a-skat får lov til at udløbe 1. februar 2010 uden nogen udfasning. Hans Skov Christensen har fat i det rigtige. VK-regeringen burde have forlænget udskydelsen af indbetaling af moms og a-skat. Det ville lette likviditet, hvor der rent faktisk er økonomisk aktivitetet. Det ville være meget bedre at lette likviditeten på denne måde end at spille hasard med skatteborgernes penge i risikable projekter. Derudover burde VK-regeringen kigge på rente- og aktieafkastbeskatning her i landet og gøre det mere attraktivt for borgere og virksomheder at spare op og investere. Det ville passe bedre til en såkaldt borgerlig regering.

Obamas hverdag

Professor Peter Kurril-Klitgaard har et indlæg på sin blog om Barack Obamas hverdag og problemerne, han er løbet ind i i Kongressen. Kurrild peger ligesom The Economists lederartikel (30/7) på, at Obamas politik ligger til venstre for midten som årsag til problemerne.

Hvorfor tillader han det? Her er Kurrilds svar:

"Den ene mulighed er, at han er en dårlig realpolitiker, som ikke kan få sine partifæller til at gøre, hvad han vil. Den anden er, at han måske slet ikke ligger i midten af billedet, men derimod som hans kritikere længe argumenterede med henvisning til hans fortid et pænt stykke ude på venstrefløjen af venstrefløjen. Det blev afvist som ”skræmmekampagne” og ”gammeldags”. Men som præsident kan man ikke nøjes med at tale—man må handle, og på et eller andet tidspunkt viser man så, hvor man virkeligt står."

Regeringsfejl er årsag til stigende omkostninger og manglende sygeforsikring i amerikansk sundhedsvæsen

Greg Mankiw havde i går et link til en artikel, skrevet af Jeffrey Flier, der nu er dekan på Harvard Medical School, i 1994 på foranledning af debatten og bestræbelserne på at reformere sundhedsvæsenet i USA (og efter Hilary Clintons mislykkede reformforsøg). Selvom artiklen er 15 år gammel, er den stadig aktuel. Og den giver en god forståelse for nogle af problemerne i det amerikanske sundhedsvæsen.

Flier diskuterer indledningsvist markedsfejl kontra regeringsfejl i sundhedsvæsenet. Det er ofte en antagelse, at markedet ikke kan levere sundhed p.g.a. godets (særligt høje) værdi og informationsasymmetri. Informationsasymmetrien betyder, at lægerne, som ved bedre, kan narre patienterne, som ved mindre, til at købe flere ydelser end de egentlig har behov for. Det er i høj grad teoretiske argumenter imod markedsløsninger i sundhedsvæsenet, som Flier betvivler:

"Is the view that medical services (or health itself) are inherently more valuable than other goods, services, and goals valid? We find that, as judged by their actual choices and actions, people do not at all place the same value on health. Many people jeopardize health by smoking, unhealthy diets, dangerous hobbies, or unsafe sex. It is acknowledged that lifestyle changes have a greater impact on health than many advances in medical technology."

"Despite government roadblocks to information [forbud mod reklamer og forhindringer for "pre-paid health-care systems", red.], market adaptations to imperfect information have evolved over the past 30 years, encouraging increased patient autonomy and consensual doctor-patient relationships. These include public discussions on medical innovations, increasing expectations regarding informed consent, and increased scrutiny of physician services by health maintenance organizations (HMO's) and insurers."

Regeringsfejl er derimod praktiske og konkrete problemer, som forhindrer markedet i at fungere. De omfatter: 1) Skattemæssig særbehandling af arbejdsgiverbetalte sygeforsikringer, 2) Favorisering af betalingssystemer med betaling per ydelse og 3) Delstaternes omfattende krav til private sygeforsikringers dækning.

Ifølge Flier var det almindeligt op til 2. verdenskrig at have en forsikring, som dækkede katastrofer eller høje medicinske udgifter, mens borgerne selv betalte løbende sundhedsudgifter selv. Pris- og lønkontrol under krigen, hvor det samtidigt var svært at skaffe arbejdskraft, fik virksomhederne til at tilbyde sygeforsikring for at lokke medarbejdere til. Medarbejdergoder var ikke omfattet af pris- og lønkontrol. Siden har det ført til udviklingen af et system, hvor virksomhederne har skattefradrag, mens medarbejderne er skattefri af arbejdsgiverbetalte sygeforsikringer. Det betyder, at forsikringen gradvist er blevet udvidet fra oprindelig at dække katastrofer eller meget kostbare behandlinger til at dække alle løbende sundhedsudgifter, hvilket naturligvis øger forbruget og gør sygeforsikringerne dyrere.

Samidig har markedet og siden regeringen understøttet en betalingssystem, som er baseret på regninger (kaldet cost-plus, først detaljerede hospitalsregninger, siden tariffer baseret på diagnose relaterede grupper eller DRG). Lovgivningen gør det samtidig vanskeligt at udvikle Health Maintenance Organizations (HMO), hvor "forsikringstager" betaler en fast beløb og dermed får ydelserne af den integrerede organisation. HMO'er er en kombination af læger og forsikringsselskab, designet til at løse "informationsproblemet". Cost-plus finansieringssystemet er en stærkt medvirkende årsag til prisstigninger og overforbrug i amerikansk sundhedsvæsen.

Lovkravene til sygeforsikringerne (hvor Medicare, Medicaid og visse arbejdsgiverbetalte sygeforsikringer er undtaget) er tiltaget i omfang og er medvirkende til at gøre sygeforsikring tegnet af private borgere til en kostbar handel (dertil kommer, at borgerne ikke kan drage fordel af skattefradrag, hverken som privatperson eller kun i begrænset omfang som selvstændige):

"Most states mandate coverage for specific therapies, including pastoral counseling, hairpieces, in vitro fertilization, and Acupuncture."

...

"Typically, people view such mandates as addressing specific needs, and they typically enter the law quietly, through special interest pleading, without much public debate. Unfortunately, the unintended adverse consequences of such mandates are rarely scrutinized, as the victims are less readily identified than
the beneficiaries."

...

"Hence, those individuals for whom high deductible, low cost catastrophic insurance is most appropriate, i.e., the self-employed and employees of small businesses that do not offer insurance, are deprived of that choice through government-induced cost inflation, and as a result, the likelihood that these individuals will be uninsured increases ."

Udviklingen de sidste 15 år har ikke grundlæggende ændret disse regeringsfejl i det amerikanske sundhedsvæsen. Så reform-forslagene fra Flier er stadig aktuelle. Flier foreslår, at hovedansvaret for sygesikring og sundhedsudgifter flyttes fra virksomheder (de nuværende arbejdsgiverbetalte sygeforsikringer) og regeringen (Medicare og Medicaid) tilbage til borgerne. Det skal ske ved skattemæssig neutralitet mellem udgifter til sygeforsikring og sundhedsydelser afholdt af arbejdsgivere og borgere. Det er grundstenen i en reform, som vil give systemet incitament til at forbedre kvalitet og samtidig reducere udgifterne. Flier forestiller sig, at Medical Savings Accounts (altså skattefrie konti, hvor borgerne kan opspare til løbende sundhedsudgifter og til køb af sygekringsforsikring, som dækker katastrofer) vil blive normen. Regeringen skal kun være last resort sygeforsikring.Regeringen skal med andre ord koncentrere sig om den lille restgruppe af borgere, som har alvorlige sygdom, ingen opsparing og som ikke kan tegne sygeforsikring.

Flier kommer også med denne advarsel, som Barack Obama med fordel kunne studere (for det er lige netop, hvad han forsøger at gøre i disse måneder):

"Policies claiming to provide health security through government-assured access to comprehensive health care of each person's choice, achieved simultaneously with cost control and budget caps, cannot, in our view, succeed, although, like most utopian notions, they are appealing at first glance. Attempts to legislate such policics would, we believe, lead to accelerating costs, reduced access to care through rationing for many people, or, perhaps most likely, an unappealing combination of both."

Klumme på 180grader om Lene Espersens konservatisme

Jeg har et indlæg på 180grader i dag. Se her.

Geithner vil have mere regulering

Det amerikanske finansministerium har ifølge WSJ udsendt en briefing til Kongressen, som støtter den nye regulering af den finansielle sektor, som foreslået af Obama administrationen, og stimuleringspakken. Heri hedder det blandt andet:

"While there are signs that the economy is improving, there is still work that must be done in order to build the foundation for long-term economic stability. We must act now to restore confidence in the integrity of our financial system. Secretary Timothy Geithner believes it is imperative that we build a new foundation for financial regulation and supervision that is simpler and more effectively enforced, that protects consumers and investors, that rewards innovation and is able to adapt and evolve with changes in the financial market."

Der er ikke lagt op til nye reguleringstiltag oveni hvad administrationen allerede har foreslået: Højere kapitalreservekrav til bankerne, mere intensiv overvågning af bankerne, udvidedede beføjelser til The Federal Reserve (som får mulighed for at fisionere banker og finansielle institutioner), regulering af cheflønninger, obligationer, hedge funds, rating agencies og derivater.

Men finansministeriet forsvarer reguleringstiltagene og slår et slag for den nye regulerende myndighed, The Consumer Financial Protection Agency, der ellers ser ud til at få en svær gang i Kongressen. Det er en ny myndighed, som skal regulerere renter og gebyrer på kreditkort, regulere boliglån, fastsætte standarder for lån og tvinge banker til at tilbyde disse produkter til kunderne. Myndigheden får som alle andre en hærskare af bureaukrater, som kan bryde ind i enhver finansiel virksomhed, kræve indsigt med firmaets praksis og udstede ordre om, hvordan virkomheden skal indrette sig.

Ikke overraskende hævder finansministeriet, at denne omfattende regulering vil forhindre nye finanskriser! Det hævdes endvidere, at stimuleringspakken, The American Recovery and Reinvestment Act, vil øge bruttonationalproduktet med 3 %. Så med Obama administrationens interventionistiske politik skulle USA være på rette vej og rustet mod nye kriser.

Nu er (finans)krisen primært et resultat af en alt for lempelig pengepolitik. En øget "beskyttelse" af forbrugerne eller en mere intensiv overvågning af bankerne vil ikke forhindre, at centralbanken igen lader seddelpressen køre, pumper penge ud i økonomien og skaber bobler på eksempelvis bolig- og aktiemarkeder. Der er absolut intet i lovgivningen, som beskytter forbrugere eller virksomheder imod denne fejlslagne politik. Intet.

Men det var nok beskyttelse mod lempelig pengepolitik, som der var behov for. De sidste 9-12 måneder har The Federal Reserve lempet pengepolitikken og pumpet penge ud i økonomien i hidtil uset omfang. Så vi står over for nye bobler, hvis ikke The Federal Reserve får neutraliseret denne ekspansion.

Det er fornuftigt, at Obama administrationen ønsker finansiel stabilitet. Hvem vil ikke gerne have finansiel stabilitet? Finansiel stabilitet forudsætter, at centralbanken er tæmmet, så seddelpressen ikke løber løbsk, men der er ingen initiativer i USA, som skal sikre dette. Obama og hans økonomiske teams behandler symptomerne og ikke den underliggende sygdom med deres reguleringstiltag. Det er dømt til at fejle.

Boligkrisen kradser trods Geithners forsikringer om det modsatte

The Daily Show bragte torsdag aften et indslag om en typisk amerikansk familie, der må sælge sit hus, fordi farmand har fået nyt arbejde. Familien bliver ramt af finanskrisen, selvom finansminister Timothy Geithner siger, at det nu går bedre på boligmarkedet. Hvem mon familien er?

The Daily Show With Jon Stewart	Mon - Thurs 11p / 10c
Home Crisis Investigation
http://www.thedailyshow.com/
Daily Show Full Episodes Political Humor Joke of the Day

Realiteter og løgne om sundhedsvæsenet i USA

Paul Krugman havde et indlæg i The New York Times torsdag, hvor han argumenterer for Barack Obamas sundhedsreform. Et af hans væsentligste argumenter for er, at det private marked for sygeforsikring ikke fungerer. Krugman argumenterer videre, at det kun er Medicare og arbejdsgiverbetalte sygeforsikringer, som giver bred adgang til rimelige priser, fordi forsikringsselskaberne dermed ikke kan skumme fløden og kun forsikre det bedste liv (eller dem, som koster selskaberne mindre præmierne).

Don Boudreaux har en kommentarer til Krugmans indlæg på Cafe Hayek. Heri sammenligner han blandt andet en arbejdsgiverbetalt sygeforsikring og privat sygeforsikring. Det er et eksempel, men ganske illustrativt. Den arbejdsgiverbetalte sygeforsikring har en lav egenbetaling (25 USD per begivenhed), mens den private sygeforsikring har en høj egenbetaling (10.000 USD per år). Præmierne er omvendt høje for den arbejdsgiverbetalte sygeforsikring (144 plus 974 USD per måned), men lave for den private sygeforsikring (212 USD per måned):

My friends, a couple in their mid- and late 40s, own a small business in D.C. and have two young children. They purchase unsubsidized private health insurance – directly from the insurer – for a monthly premium of $212. Their policy has an annual deductible of $10,000. This means that their maximum annual out-of-pocket medical expenses are $12,544. [($212 X 12) + $10,000 = $12,544] (And note that my friend told me on the telephone this morning that he has never paid more than $3,000 for medical care in any one year; fortunately, he and his family are sufficiently healthy that they don’t approach the $10,000 deductible.)

Does $12,544 annually sound like a lot? My family and I (who are about the same age as my friends, but with only one young child) get our health insurance through my employer (GMU), so it’s tax-deductible and subject to more government regulations of the sort that Krugman asserts are necessary to make private insurance work. For coverage with a $25 deductible per medical event, we pay out-of-pocket a monthly premium of $144, while GMU kicks in monthly $974. So the minimum amount spent annually to supply my family with health coverage is $13,416 – nearly $1,000 more than the purely private coverage that allegedly “work[s] very badly” compared to the government subsidized and regulated variety.

Det er primært skattefordele, som gør, at arbejdsbetalte sygeforsikringer dækker alle sundhedsudgifter. Det er ulogisk, at forsikringer at dækker udgifter, som vil indtræffe med 100% sandsynlighed i løbet af en periode. Forsikringer skal dække store uforudsete udgifter. Men når udgifter til sygeforsikring er fradragsberettiget for arbejdsgiver og skattefri for medarbejderen, vil det selvsagt føre til uhensigtsmæssigt høje udgifter. Når andre betaler, er kontrollen med udgifterne lav.

Michael F. Cannon, Cato Institute, har i øvrigt et indlæg i Investors Business Daily, hvor han opridser reformer, som kunne indfører større grad af personligt ansvar for sundhedsudgifterne og dermed kontrol. Det er: 1) ældre amerikanere i Medicare skulle have et fast beløb, som de kunne bruge på at tegne sygeforsikring på markedet, 2) den skattemæssige begunstigelse af arbejdsgiverbetalte sygeforsikringer bør afskaffes, 3) markedet for sygeforsikring bør liberaliseres, så borgerne kan købe sygeforsikring i andre delstater end den, hvori de har deres bopæl (hvilket alene kan reducere præmierne med 15%) og 4) markedet for læger, klinikker og hospialer bør liberaliseres, så det er muligt at udvide forretningen over delstatsgrænserne.