Virksomheder nedskriver efter ObamaCare

Flere amerikanske virksomheder har efter vedtagelsen af sundhedsreformen. Reformen betyder, at virksomheder, der fortsat yder pensionerede medarbejdere en tillægsforsikring til dækning af medicinudgifter, mister et subsidie.

I 2003 vedtog Kongressen efter forslag fra præsident George W. Bush at udvide dækningen i Medicare (den offentlige sygesikring for ældre) til at omfatte alle medicinudgifter (Medicare part D). Hidtil havde kun medicinudgifter givet under indlæggelse eller administrateret af læger været omfattet. Mange virksomhederne tilbød derfor medarbejdere dækning for medicinudgifterne. For at undgå at virksomhederne droppede disse ordninger, valgte Kongressen at give virksomheder et skattefrit subsidie på 28% af den gennemsnitlige udgift ved den nye offentlige dækning og virksomheder bevarede skattefradrag for udgifterne.

Sundhedsreformen fjerner dette fradrag og det var fået flere børsnoterede selskaber til at sende meddelelser til fondsbørsen om ændringer i værdien af selskabet. Se WSJ (27/3) og WSJ (31/3).

Becker & Posner om sundhedsreformen

Professor Gary Becker og professor Richard Posner har indlæg om sundhedsreformen på deres blog. Normalt argumentere Becker og Posner for og imod, men denne gang er lidt af en undtagelse. Becker er imod reformen og Posner mener, at den er en fejl med få enkelte positive elementer.

Becker begrunder:

"Clearly, however, the American health system does have many defects, which contributed mightily to the growth of the share of medical spending to 17% of American GDP. Yet when I was recently asked whether I prefer the present healthcare bill to no change in the health delivery system for a decade, I answered “no change”. Even though the American healthcare system can use many reforms, regrettably the bill that passed the House and Senate is a messy compromise to attract reluctant Democrats that is short on needed reforms. Instead, the bill is filled with many complicated, and generally bad, new regulations, higher subsidies, and greater taxes".

Posner begrunder:

"Although on balance I think the new law is a mistake, there are three things that can be said in its favor".

Det første er, at sundhedsreformen er et rendyrket social eksperiment, som man kan lære af, herunder om elasticiteten i efterspørgslen efter sundhed, budgetkontorernes evne til at forudsige omkostningerne ved sundhedsprogrammet mv.

"Second, the very cost of the health-care program, which is likely to be far higher than predicted by its sponsors and not nearly offset by tax hikes, spending cuts, or economies in the provision of health care, may act as a wake-up call for the need for fiscal reform. Greece is making real reforms in its economic system, because it has to; it’s broke. If the new health law, piled on top of all the other measures that are causing the federal deficit to explode, causes real damage to the United States, the stage will be set for real reform."

Det tredje er, at reformen har få tiltag til begrænsning af omkostninger. Det er primært skatten på dyre sygeforsikringer, som reelt svarer til, at skattefradraget begrænses.

Posner fortsætter:

"That’s the bright side of the new health law. The dark side includes the timing of the measure: the uncertainty that the health law and the deliberations leading up to it have generated for business and consumers alike has probably retarded our economic recovery from the financial crisis. But the law’s biggest negative is its costs. The $100 billion or so of annual subsidies that the law mandates is just the beginning, but it is an ominous beginning. It is true that these are transfer payments, rather than costs in an economic sense; but they are federal transfer payments and so increase the federal deficit, which even without them is growing by more than $1 trillion a year. The subsidies will grow at the rate at which medical costs grow, which is between 5 and 10 percent a year—much greater than any plausible estimate of annual economic growth. Indeed, as Greg Mankiw has argued, the health bill is likely to reduce the nation’s annual growth by increasing the income taxes on the well to do.

The biggest cost is likely to come from the law’s effect on the demand for health care. One effect that can be expected is that, if one assumes (plausibly) that the supply curve of health care is upward-sloping, meaning that unit costs increase as demand increases, adding 30 million people to the health-insurance rolls (whether private or Medicaid) will increase overall health-care costs by more than the percentage increase in the number of persons insured".

Der er ikke meget i sundhedsreformen at råbe hurra for.

Sundhedsreform svækker kampen for loft over erstatninger ved lægefejl i USA

Som jeg tidligere har beskrevet her på Zieglers Hjørne, var sundhedsreformen en tynd kop te, når det gælder opgøret med de ekstremt høje erstatninger ved lægefejl tildelt i det amerikanske retssystem. Præsident Barack Obama og demokraterne har (heller) ikke været villige til at tage et opgør med den gruppe af advokater, som kører disse sager og som er største bidragyder til Det Demokratiske Parti og deres kandidater.

WSJ (27/3)  beskrev forleden dag, hvordan kampen for en reform af erstatningssystemet er i modvind. Ikke blot fordi sundhedsreform stort set intet gør på dette området (andet end et symbolpolitisk tiltag, hvor delstaterne får 50 millioner USD til at eksperimentere med tiltag, som kan begrænser lægefejl). Men også fordi Højesteret i flere delstater har underkendt gzldigheden af loft over erstatninger, som er fastsat af delstaternes Kongresser.

WSJ beskriver bl.a. en sag, hvor en kvinde (og hendes mand) i Georgia fik 1,15 millioner USD i erstatning for en ansigtsløftning, der gik galt, for smerter og lidelse. Det er over 6 millioner DKK. Kongressen i Georgia har fastsat et loft over erstatninger, men det blev tilsidesat af Georgias højesteret som fofatningsstridigt.

Det amerikanske erstatningssystem er ikke et rationelt system. Hvis borgerne selv skulle betale forsikringspræmierne, ville de formentlig være interesseret i at begrænse erstatningerne, da det øger omkostningerne ved driften af sundhedsvæsenet både direkte (gennem erstatningerne) og indirekte (gennem såkaldt defensive medicine, hvor læger og hospitaler laver overflødige undersøgelser for at beskytte sig imod erstatsningssager). Dækning ved lægefejl er basalt set en attribut ved sundhedsudbuddet, som kan have højere eller lavere kvalitet. Givet valget mellem forsikringskontrakter med nuværende dækning eller begrænset dækning (som stadig vil have erstatninger på millionklassen), ville de fleste nok vælge sidsnævnte. Men sundhedsvæsenet er (også i USA) finansieret med Andre Folks Penge, så denne tilbageholdenhed er ikke ligefrem indbygget i systemet. Hverken i dag eller i fremtidens ObamaCare. Snarere tværtimod.

Amerikanere om ObamaCare: For dyrt og for meget statsindblanding

Gallup har målt holdningen til sundhedsreformen efter vedtagelsen i sidste uge. Budskabet er ret klart: Den koster for meget, bringer ikke omkostninger under kontrol og øger regeringens indblanding for meget. Undersøgelsen blev offentliggjort i USA Today (30/3).

Obama administrationen har forsøgt at sælge sundhedsreformen som en budgetforbedring, men det holder ikke. Der er skattestigninger til borgere med høje indkomster, som giver ekstraindtægter umiddelbar (og forringer den økonomiske aktivitet i USA). Besparelser, som kommer først sent og det er tvivlsomt, om de bliver til noget. Men udgifterne vil stige støt og roligt, især efter 2014.

Måske præsident Barack Obama skulle tænke lidt over, hvad hans forbillede, præsident Abraham Lincoln sagde engang:

"You can fool all the people some of the time, and some of the people all the time, but you cannot fool all the people all the time".

Opinionsundersøgelserne bekræfter i hvert fald Lincoln.

Trying to Tame the Unknowable

Professor Greg Mankiw havde et indlæg i NYT (29/3) om politikeres (og økonomers) forsøg på at undgå en ny finanskrise eller økonomisk nedgang. To ting er i fokus: a) Forudsigelser af den økonomiske udvikling og b) ny finansiel regulering. Mankiw skriver:

"One thing we cannot do very well is forecast the economy. The recent crisis and recession caught most economists flat-footed. This is nothing new. We have never been good at foretelling the future, but when the news is favorable, others forgive our lack of prescience".

Det er naturligvis mange, der forsøger at forudsige den økonomiske udvikling. Enkelte vil ramme rigtigt og i en nedtur blive berømte (dette er nok en indirekte reference til Peter Schiff), men det er ikke muligt at vide, hvem der vil få ret på forhånd.

Der er ikke bedre håb for ny finansiel regulering. Mankiw fortæller, hvordan han som formand for Council of Economic Advisors (2003-05) under præsident George W. Bush forsøgte at ændre reglerne for Fannie Mae og Freddie Mac. Mankiw var bekymret for, at disse halvoffentlige institutter var for tyndt kapialiseret (hvilket viste sig at være rigtigt). Mankiw var ikke alene med denne bekymring. Den var delt af centralbankchef Alan Greenspan og økonomer fra Clinton administrationen. (Og Bush administrationen forsøgte faktisk at ændre reglerne flere gange). Men:

"Why was nothing done? Many members of Congress were worried less about financial fragility than about expanding access to homeownership. Moreover, lobbyists from these companies assured Congress that there was no real problem, while the sheer complexity of these institutions made it hard for legislators to appreciate the enormity of the risks.

I recount this story not because Fannie Mae and Freddie Mac were the main cause of the recent financial crisis — they were only one element — but because it shows the kind of problem we’ll encounter on a larger scale as we reform oversight of the financial system."

Mankiw finder, at det er helt urealistisk at tro, at større regulering og nye organer vil kunne forhindre nye kriser:

"Whatever we do, let’s not be overoptimistic about how successful improved oversight will be. The financial system is diverse and vastly complicated. Government regulators will always be outnumbered and underpaid compared with those whose interest it is to circumvent the regulations. Legislators will often be distracted by other priorities. To believe that the government will ever become a reliable watchdog would be a tragic mistake".

Mankiw mener, at den bedste vej frem at øge kapitalen i finansielle institutioner med indskydergaranti:

"MY favorite proposal is to require banks, and perhaps a broad class of financial institutions, to sell contingent debt that can be converted to equity when a regulator deems that these institutions have insufficient capital. This debt would be a form of preplanned recapitalization in the event of a financial crisis, and the infusion of capital would be with private, rather than taxpayer, funds. Think of it as crisis insurance".

Sidste del af sundhedsreform vedtaget i Kongressen

Senatet og Repræsentanternes Hus stemte torsdag om ændringsforslagene til Senatets version af sundhedsreformen, som blev vedtaget af Repræsentanternes Hus og underskrevet af præsident Barack Obama tidligere på måneden. For detaljer se NYT (25/3) og WSJ (26/3).

23 millioner uden sygeforsikring i USA efter ObamaCare

Der vil stadig være en stor gruppe borgere i USA uden sygeforsikring efter vedtagelsen og den fulde gennemførelse af sundhedsforsikringsreformen. Det er til trods for, at præsident Barack Obama har lovet "sygeforsikring til alle".

Kaiser Health News (24/3) estimerer antallet til 23 millioner mennesker. Det omfatter 7 milliioner illegale indvandrere, som eksplicit er udelukket. De øvrige 16 millioner omfatter forskellige grupper:

• Mindrebemidlede borgere: Borgere, hvis indkomst er så lav, at de ikke behøver udfylde en selvangivelse eller borgere, som ikke kan finde et forsikringstilbud, hvor præmien ikke overstiger 8% af indkomsten. Dinne gruppe er undtaget forpligtelsen til at tegne sygeforsikring, men er ikke nødvendigvis kvalificeret til Medicaid.
• Unge, som fravælger sygeforsikring: Mange unge borgere forventes at fravælge sygeforsikring og betale bøden, som i 2019 vil udgøre 2.5% af indkomsten eller 695 USD.
• Personer, som er undtaget: Sundhedsreformen undtager visse grupper fra pligten til at tegne sygeforsikring. Det omfatter borgere, der af religiøse årsager ikke ønsker sygeforsikring. Indianere er også undtaget.

The Economist om sundhedsreformen

The Economist skrev i lederen i fredags (20/3), at Repræsentanternes Hus bør vedtage præsident Barack Obamas sundhedsforsikringsreform. Ikke fordi det er den bedst tænkelige reform, når det gælder om at få styr på omkostninger i det amerikanske sundhedsvæsen. Langt fra. The Economist mener, at reformen vil udvide dækningen og hjælpe grupper, der enten ikke har eller kan få sygeforsikring, hvilket er rigtigt. Det gælder lønmodtagere, som mister deres arbejde; mennesker med eksisterende sygdom eller mennesker, som har ramt loftet i forsikringskontrakterne (maksimum for livstid).

Når det gældre finansieringen, så vil reformen øge udgifterne efter 2014 og koste 940 mia. USD frem til 2019. Indtægterne kommer over en periode på ti år og udgør lidt over 138 mia. USD mere end udgifterne (halvdelen i øgede skatter og halvdelen i besparelser på Medicare). Det betyder, at Obama administrationen kan hævde, at reformen reducerer underskuddet, men det holder ikke, hvis man sammenligner de årlige indtægter og udgifter i 2019.

Medlem af repræsentanternes Hus, Paul Ryan (Rep.) kalder på The Economist (22/3) reformen en fiskal Frankensteain af samme grund, da udgifterne vil overhale indtægter om få år og dermed bidrage til det enormne budgetunderskud på det føderale statsbudget. The Economist har følgende kommentar til reformens forsøg på at kontrollere omkostningerne:

"The truth is that ObamaCare does much to expand coverage, but does too little to rein in health inflation. The reform effort did start over a year ago with aspirations of “bending the cost curve”, but Mark McClellan of the Brookings Institution, a think-tank, explains that the most meaningful proposals have since been “watered down or delayed.” For example, an independent commission on reforming Medicare got defanged, and a promising tax on gilded (or “Cadillac”) insurance plans will now be diluted and delayed for years.

Indeed, it is likely that the laudable extension of insurance coverage now makes it more important to tackle the question of costs. On that, at least, left and right seem to agree. Paul Krugman, an economics professor at Princeton and a liberal booster of reform, said on the eve of the votes, “there is, as always, a tunnel at the end of the tunnel: we’ll spend years if not decades fixing this thing.” Robert Moffit of the Heritage Foundation, a conservative think-tank opposed to the effort, agrees, albeit in darker terms: “This marks the beginning of the next phase of this 100 years’ war”."

Tabere og vindere ved ObamaCare

Kaiser Health News gør status ove vindere og tabere ved ObamaCare (23/3). Se også her.

En besparelse ved købet af ObamaCare

USA bliver mere socialdemokratisk

Berlingske Tidendes korrespondent i USA, David Trads, havde et indlæg (22/3) om den politiske udvikling i en USA, som han meget korrekt betegner som socialdemokratisk. De visioner, som præsident Barack Obama har for USA, er nok at gøre USA til et lidt mindre liberalt og et lidt mere socialt demokrati, hvor magten tilmed flytter fra delstaterne til Washington D.C. Eller en præsidentstyret blandingsøkonomi, som jeg tidligere har foreslået. Det kommer til udtryk gennem stimuleringspakker, nationaliseringer, nye reguleringer, sundhedsforsikringsreformen og andre tiltag.

Det er også rigtigt, som Trads skriver, at republikanerne overdriver, når de forsøger at fremstille sundhedsforsikrings-reformen som direkte vej til kommunismen og Sovjetunionen. Det er at stille tingene op "sort og hvidt", hvor virkeligheden nok er mørkegrå og lysegrå. Kampen om reformen er ikke en kamp om, hvorvidt staten skal blande sig i sundhedssektoren (det gør den jo allerede i betydeligt omfang), men en snarere en fordelingskamp (mellem pensionisternes og den lavere middelindkomstgruppers).

Trads begår dog selv samme fejl i sin artikel med at stille tingene op "sort og hvidt". I går kapitalismen, i morgen socialdemokratiet, forsøger Trads at sige. Citat:

"Væk fra den traditionelle tro på Adam Smiths ideologi – at enhver er sin egen lykkes smed, at det frie marked i det lange løb gør samfundet stærkere, og at staten skal være så beskeden som mulig.

Omfavnelse i stedet af John Maynard Keynes og hans ideologi – at staten via intervention i markedet kan mindske en recession og siden skabe ny fremgang ved hjælp af at pumpe offentlige penge ud".

Men dette er blot klichéer, som ikke vidner om større indsigt, hverken i økonomisk teori eller i den politiske udvikling i USA. Nu er det ikke normalt, at man stiller Smith og Keynes op som modsætninger. Keynes og Smith er begge tilhængere af fri markedsøkonomi og mener, at arbejdsdeling og konkurrence gør samfundet stærkere. Keynes adskiller sig ved at mene, at man ikke kan regne med at opnå politiske mål om fuld beskæftigelse og prisstabilitet alene gennem automatiske justeringer (af lønninger og priser) på markedet og/eller gennem pengepolitikken. Derfor skulle/skal staten stimulere økonomien gennem aktiv finanspolitik (offentlige investeringer, offentlige udgifter eller skattelettelser). Det er næppe en ideologi, men snarere et empirisk spørgsmål.

Men noget andet er så, at pendulet ikke først er begyndt at svinge i retning af socialdemokrati "i løbet af de seneste to år", som Trads skriver. Pendulet begyndte faktisk allerede at svinge i retning af mere regulering, højere offentlige udgifter og mere centralstyring under præsident Georg W. Bush. Bush har således stået for en største stigning i den offentlige udgifter i sin præsidenttid siden præsident Lyndon B. Johnson i 1960'erne. Bush indførte også en udgiftstung sundhedsreform (udvidelselsen af Medicare, sygesikringen for ældre, til at omfatte medicin købt på apotek). Og han gennemførte en uddannelsesreform, "No Child Left Behind", som udover at den fordoblede de føderale udgifter til uddannelse, også flyttede magt fra delstaterne til Washington D.C.

Så pendulet er ikke vendt under Obama. Obama fortsætter i samme spor med nye store udgiftspakker, ufinansie-rede reformer, nye reguleringer og mere centralisering. Egentlig er det mere passende at sige, at denne udvikling er det normale, mens opbremsningen i forbundsstatens vækst fra 1981 til 2001 nok snarere er undtagelsen.

Mankiw om sundhedsforsikringsreformen

Professor Greg Mankiw kommenterer sundhedsforsikringsreformen på sin blog. Jeg hæfter mig ved følgende:

"Arthur Okun said the big tradeoff in economics is between equality and efficiency. The health reform bill offers more equality (expanded insurance, more redistribution) and less efficiency (higher marginal tax rates). Whether you think this is a good or bad choice to make, it should not be hard to see the other point of view.

I like to think of the big tradeoff as being between community and liberty. From this perspective, the health reform bill offers more community (all Americans get health insurance, regulated by a centralized authority) and less liberty (insurance mandates, higher taxes)."

...

"The Obama administration's political philosophy is more egalitarian and more communitarian than mine. Their spending programs require much higher taxes than we have now and, indeed, much higher taxes than they have had the temerity to propose. Here is the question I have been wondering about: How long can the President wait before he comes clean with the American people and explains how high taxes needs to rise to pay for his vision of government?"

Repræsentanternes Hus vedtager sundhedsforsikringsreform

Repræsentanternes Hus vedtog søndag (21/3) med stemmerne 219-212 den sundhedsforsikringsreform, som Senatet vedtog før jul, skriver Politico (22/3). Efterfølgende vedtog Repræsen-tanternes Hus også en ændringslov (Reconciliation Bill), der gennemfører det kompromisforslag, som demokrater i de to kamre og præsident Barack Obama er blevet enige om. Dermed er præsidenten næsten i mål med sin sundhedsreform, idet kun Senatets vedtagelse af ændringsloven og præsidentens underskrift mangler på lovene.

Vedtagelsen af sundhedsforsikringsreformen skete med en beskeden margen til trods for demokraternes solide flertal i Repræsentanternes Hus. Vedtagelsen kommer efter, at præsidenten lovede at udstede en Executive Order, der skal sikre at det føderale budget ikke anvendes til aborter. Det var afgørende for abortmodstandere i den demokratiske gruppe og sikrede de afgørende stemmer få timer før afstemningen. Vedtagelsen kommer efter et par uger, hvor der er langt massivt pres på demokratiske medlemmer af Repræsentanternes Hus, der var i tvivl. Alligevel stemte 34 demokrater og alle republikanere imod.

Sundhedsreformen er en vigtig mærkesag for Obama og demokraterne, selvom reformen ikke er populær i befolkningen. Men reformen er nok vigtig for demokraternes kernevælgere. Alligevel tyder alt på, at reformen vil koste partiet dyrt ved midtvejsvalget til november, da både republikanere og uafhængige har vendt reformen ryggen.

Reformen adskiller sig meget fra den reform, som Barack Obama lovede under valgkampen. Faktisk minder reformen mere om det reformudkast, som blev fremlagt af præsidentkandidat Hillary Clinton. Præsidenten har således indgået en række kompromisser undervejs og har måtte akceptere, at sygeforsikring skal gøres obligatorisk og at der ikke indføres en offentlig sygesikring. Endvidere har præsidenten indgået aftaler med læger, hospitaler, forsikringsselskaber, medicinindustrien og andre interessegrupper, som sikrede deres støtte til reformen. Men det betyder også, at reformen ikke opnår det ene af to mål med reformen: At begrænse væksten og størrelsen af sundhedsudgifterne i USA.

Kampen om sundhed vil fortsætte

En vedtagelse af ObamaCare vil ikke løse nogen problemer. Det vil tværtimod starte en årelang krig mellem partierne om finansiering og sundhedspolitik, forudser Fred Barnes i WSJ (18/3):

"America will be in a constant health-care war if ObamaCare is enacted. Passage wouldn't end the health-care debate. Rather, it would perpetuate ObamaCare as the dominant issue for decades to come, reshape politics, create an annual funding crisis in Congress, and generate a spate of angry lawsuits. Yet few in Washington seem aware of what lies ahead.

We only have to look at Great Britain to get a glimpse of the future. The National Health Service—socialized medicine—was created in 1946 and touted as the envy of the world. It's been a contentious issue ever since. Its cost and coverage are perennial subjects of debate. The press, especially England's most popular newspaper, The Daily Mail, feasts on reports of long waiting periods, dirty hospitals, botched care and denied access to treatments".

Nyt udspil til sundhedsreform fremlagt af demokraterne i USA

Demokraterne i USA har offentliggjort kompromisforslaget til sundhedsreform. Washington Post har en beskrivelse af kompromisforslaget (19/3).

Congressional Budget Office (CBO) har offentliggjort en beregning af prisen for reformen. Det samlede pris for at øge andelen af befolkningen med sygeforsikring fra 81% i dag til 92% i 2019 er 940 mia. USD for hele perioden. I samme periode vil statskassen modtage 146 mia. USD i afgifter fra personer og firmaer uden forsikring samt i skatter på de dyre sygeforsikringer.

Reformen indebærer også en række besparelser, primært i udgifterne til Medicare (den offentlige sygesikring for ældre amerikanere). I perioden 2010-19 forventes besparelser på i alt 507 mia. USD. Herudover indebærer reformen øgede skatteindtægter for i alt 406 mia. USD. Samlet vil reformen altså reducere statsunderskuddet i perioden med i alt 119 mia. USD.

Selvfølgelig kan nulvækst lade sig gøre

Finansminister Claus Hjort Frederiksen tager i Berlingske Tidende (18/3) til genmæle overfor nationalbankdirektør Niels Bernstein om væksten i de offentlige udgifter. Bernstein tvivler på, at regeringen kan holde de offentlige udgifter i ro. Hjort Frederiksen siger til Berlingske Tidende:

"Udgifterne til det offentlige har aldrig været større og antallet af offentligt ansatte har aldrig været højere. At holde nulvækst er ikke nemt, men selvfølgelig kan det lade sig gøre".

Heri har Hjort naturligvis ret. Danmark har og har i mange år haft verdens største offentlige sektor. Så det burde være muligt, at stoppe væksten i de offentlige udgifter. Det burde det også have været i 2002, 2003, 2004, 2005, 2006, 2007, 2008, 2009 og 2010. Og det burde vel egentligt også have været et mål for en liberal regering. Men som bekendt er pengene fosset ud af statskassen i hidtil udset omfang i de år, hvor Claus Hjort Frederiksen har været minister. Kendetegnede for VK-regeringens udgiftsstyring har været manglende kontrol.

Det kræver viljestyrke at holde de offentlige udgifter i ro. Hvis politikerne ikke har ryggrad, vil udgifterne stige. Min onkel sagde, at mennesker uden ryggrad "havde røven hængende i en snor". Desværre har Hjort Frederiksen som de fleste andre politikere røven hængende i en snor, så mon ikke Bernstein har ret, når han forudser, at de offentlige udgifter fortsat vil stige?

Afstemning om sundhedsreform afventer vurdering fra Kongressens budgetkontor

Afstemningen i Repræsentanternes Hus om udkastet til sundhedsreform afventer en beregning fra Congressional Budget Office (CBO), skriver The Hill (17/3). Medlemmerne af Repræsentanternes Hus får 3 døgn til at konsumere CBO's analyse, så en afstemning vil formentlig først finde sted søndag.

Slutsspillet om ObamaCare

letSlutspillet om sundhedsreformen er i fuld gang i USA. Eller sundhedsforsikringsreformen, som præsident Barack Obama fik omdøbt reformen til sidste år i et (mislykket) forsøg på at gøre reformen mere populær. Præsidenten har udsat en rejse til Asien senere på ugen og lægger nu alle krafter i for at få det nødvendige flertal for reformen blandt demokratiske medlemer af Repræsentanternes Hus.

Problemet for præsidenten og demokraterne er dog, at der fortsat er et klart flertal i befolkningen, som vender sig imod sundhedsreformen. Det gælder også blandt uafhængige vælgere. Endvidere vender ældre vælgere, som har relativ høj valgdeltagelse med midtvejsvalg, sig også imod reformen. En stemme for reformen kan derfor være politisk selvmord for demokrater, der er på vippen ved valget til november.

Præsidenten ringer til medlemmer, som overvejer at stemme nej eller undlade at stemme. Og han lægger et indirekte pres på medlemmerne gennem store vælgermøder, hvor han taler for reformen. Men præsidenten bruger både gulerod og stok. Politco.com kan berette, at konservative demokrater har modtaget opkald fra sponsorer, som truer med at fjerne støtten, hvis medlemmerne ikke stemmer for reformen. Her er hvad en konservativ demokrat har at sige til det til Politico.com:

“If you want to play Chicago-style politics, and that’s what this is, then we will come out firmly against it.”

Mon ikke, at det er de interessegrupper i det sundhedsindustrielle kompleks, der står til at vinde på reformen, som lægger dette pres på medlemmer af Repræsentanternes Hus? Timothy P. Carney viser i "Obamanomics", at forsikringsselskaber, læger, hospitaler, medicinindustri og store arbejdsgivere stort set alle vil vinde på sundhedsreformen.

Som det ser ud på nuværende tidspunkt, skal medlemmerne af Repræsentanternes Hus stemme om det udkast til reform, som Senatet vedtog lige før jul. Det adskiller sig på afgørende punkter fra det lovforslag, som Repræsentanternes Hus vedtog sidste år. Først når Repræsentanternes Hus har vedtaget samme lov som Senatet og præsidenten underskrevet loven, kan demokraterne i Senatet og Repræsentanternes Hus fremsætte ændringsforslag, stemme herom og gennemføre de ændringer, som er en del af det kompromisforslaget mellem demokraterne i Kongressens to kamre og præsidenten. Det er lidt af en omvej, men det sker for at undgå en såkaldt filibuster (udsættelse af afstemningen) fra republikanerne i Senatet, hvis man fremsatte kompromisforslaget i begge kamre. Denne fremgangsmåde skaber en vis usikkerhed for demokraterne i Repræsentanternes Hus, da det ikke er sikkert, at alle ændringer vil blive gennemført.

Demokraterne overvejer dog et tvivlsomt alternativ, den såkaldte "Slaughter Solution", hvor Repræsentanternes Hus ikke direkte stemmer om loven, men vedtager ændringsforslag til loven, som forudsætter at loven er vedtaget. Det har den fordel for demokraterne, at medlemmer ikke direkte har stemt for loven. Det vil være et højest besynderligt skridt. Men det kan også ende for den amerikanske Højesteret, da forfatningen foreskriver, at de to kamre vedtager nøjagtig samme tekst.

Intentionerne med sundhedsreformen har nok været gode, men processen har været alt andet end smuk. Og slutspillet har ikke et sikkert udfald. Måske vedtager Repræsentanternes Hus reformen i løbet af de næste dage. Måske vedtager det noget andet, som betyder, at reformen er godkendt. Eller også bliver præsident Obama nødt til at udskyde sin rejse endnu engang.

Danmark som foregangsland (I)

Det er egentlig ganske forbavsende, hvor meget VK-regeringens arbejdsprogram "Danmark 2020 - Viden > vækst > velstand > velfærd" minder om SR-regeringens "Danmark som foregangsland" fra 1998. Sidstnævnte blev søsat af tidl. statsminister Poul Nyrup Rasmussen, tidl. finansminister Mogens Lykketoft og tidl. økonomiminister Marianne Jelved i 1998, da SR-regerinegn lige akkurat (med få hundrede færørske stemmer) havde vundet over oppositionen ved folketingsvalget.

Efter valget erklærede SR-regeringen "reformpause" og lancerede projektet "Danmark som foregangsland", som satte nogle overordnede mål for 2005 ("flere i arbejde, færre på passiv forsørgelse, bedre miljø, fortsat velfærd og mindre gæld") uden konkrete handlingsplaner. Og regeringen forsøgte at sammenligne Danmark med en andre lande. Formålet var primært at tegne et billede af Danmark som en socialt mønstersamfund. SR-regeringen udsendte en stribe pamfletter i temarækken på forskellige politikområder. Her er et citat fra den første:
VK-regeringen har vel i realiteten fortsat denne "reformpause", hvis man med reformer forstår mere radikale ændringer i velfærdsstatens pensions- og understøttelsessystemer. Takket være højkonjunkturen har maskinen kunne fortsætte derudaf uden justeringer. Og der er heller ikke lagt op til reformer på denne side af et folketingsvalg. Det kan selvfølgelig tænkes, at der kan (og det bør der) gennemføres reformer efter et valg, men lad os nu se.

"Planen for udviklingen i dansk økonomi frem til 2005 er en del af et større og langsigtet projekt. Det er regeringens ambition, at Danmark over en bred front skal være et foregangsland. Vi skal udnytte vores styrker bedre og rette op på vores svagheder".

Det kan nemlig meget vel vise sig at blive overordentlig vanskeligt at skaffe den politiske opbakning til reformer i en tid med høj eller stigende arbejdsløshed. Opbakningen skulle helst komme fra begge sider, så den ene side ikke har noget at udsætte den anden for i en valgkamp. Men man kan sagtens forestille sig, at en socialdemokrater og folkesocialister i opposition ikke vil medvirke til at fjerne efterlønnen, når der nu er så mange arbejdsløse...

I det mindste har statsminister Lars Løkke Rasmussen og VK-regeringen undgået den oplagte fejl at fremstille Danmark som værende en foregangsland. For hvorfor skulle politikere dog medvirke til at reformere noget, hvis det er allerede er det bedste i verden....?

Regeringskokaden og det nye regeringsprogram

Statsminister Lars Løkke Rasmussen gennemførte i sidste uge en omfattende regeringsrokade, der stort set gav alle ministerier nye politiske hoveder. Senere fremlagde regeringen et nyt regeringsprogram "Danmark 2020 - Viden > vækst > velstand > velfærd". Den unge Rasmussen har dermed sat sit eget hold og program, som skal frigøre ham fra "farmand", Anders Fogh Rasmussen.

Den første del af operationen er meget vellykket. Og jeg deler Jarl Cordua's konklusion i Information (23/2):

"Samlet set er regeringen klart blevet styrket med den store rokade. Danskerne får en stribe helt nye ansigter at forholde sig til og er blevet andre kvit, som længe har klaret ministeropgaven skidt. Politisk dødvægt som for eksempel Carina Christensen, Jakob Axel Nielsen, Ulla Tørnæs og Helge Sander er kastet over bord, hvilket skaber mere politisk fremdrift i VK-fartøjet."

Anderledes forholder det sig med VK-regeringens arbejdsprogram. Det er mildest talt et tynd kop te. Programmet er bygget over Rasmussens danske drøm og indeholder 10 overordnede målsætninger for Danmarks udvikling frem til 2020. Danskerne skal være rige, arbejdsomme, dygtige, leve længe, grønne, lige, integregerende, tillildsfulde osv. Det er alt sammen fint nok, men det er alt sammen også noget, som alle kan skrive under på. De radikale leder, Margrethe Vestager,  kaldte programmet "Tilbage til ønskeøen" i Deadline. Målene er generelt apolitiske, hvilket man kan se ved at sætte modsætningen op. Hvem ville have som målsætning at danskerne skulle være fattige, dovne, dumme, leve kort, ulige, uintegregerende eller korrupte?

Så programmet er i det store hele holdningsløst. Man kan dykke ind under de enkelte overskrifter og finde punkter, som giver indeholder holdninger eller politiske valg, men i de store linjer er det holdningsløst og kunne ligesågodt være blevet præsenteret af en socialdemokratisk regering.

Der mangler en klar borgerlig vision i regeringens program, når det gælder individets frihed og ansvar i forhold til kollektivets. Det ville således være nærliggende, at en borgerlig regering opstillede en målsætning om at øge individernes frihed og styrke det personlige ansvar. Det kunne passende have været første drøm for en liberal statsminister, at Danmark var et af verdens 10. mest frie lande. Men nej. Måske er det i virkeligheden statsministerens drøm? I givet fald er der opportunistiske grunde nok til at ikke at tale om den drøm.

Resultatet er, at VK-regeringen fortsætter den kurs, som blev udstukket af Anders Fogh Rasmussen og finansminister Claus Hjort Frederiksen efter valgnederlaget i 1998 og som vel bedst kan betegnes som Socialdemokratiet plus 10%. Den linje indebærer for det første, at Venstre ikke tage et opgør med velfærdsstaten og de offentlige udgifter. Og at alle flanker til Socialdemokratiet bliver lukket ved at matche eller overgå dem. Denne kurs fungerede sikkert under højkonjunkturen, hvor VK-regeringen øgede de offentlige udgifter år for år og langt mere end forudsat i SR-regeringens økonomiske planer. VK-regeringen praler ligefrem af det i arbejdsprogrammet:

"I takt med at vi har øget ambitionsniveauet i den offentlige sektor, har vi også øget bevillingerne markant. I alt 67 mia. kr. mere bruger vi på offentlig service i 2010 sammenlignet med 2001. Til sundhed og sygehuse. Til børn og ældre. Til uddannelse. Det offentlige forbrug er vokset mere end det private forbrug siden 2001."

Under højkonjunkturen mente Hjort Frederiksen ligefrem, at det var vanskeligt at forklare borgerligere vælgere, at man ikke kunne renovere skoler, når de nu havde investeret i dyre og moderne samtalekøkkener derhjemme. I stedet for at opfordre til øget offentligt forbrug burde Hjort Frederiksen snarere havde henstillet til økonomisk ansvarlighed i private husholdninger, da grundlaget for opsvinget i stort omfang var stigende friværdier belånt med afdragsfrie obligationslån.

Nu sætter den økonomiske nedtur naturligvis grænser for, hvor hurtigt de offentlige udgifter kan vokse, så VK-regeringen er som andre regeringer i EU nødsaget til at udvise mådehold. Det skulle ikke være vanskeligt i en økonomi som den danske med en forvoket offentlig sektor. Men konservative og liberale vælgere havde gerne set et lidt højere ambitionsniveau fra den borgerlige regering.

Post-Summit Health Reform: What A Mess

President Robert Laszewski skriver på Kaiser Health News om demokraternes muligheder efter topmødet mellem demokrater og republikanere om sundhedsreformen i sidste uge, som vel nærmest endte uafgjort. De har to muligheder. Den ene er at overtale demokraterne i Repræsentanternes Hus til at stemme for Senatets version og gennemføre mindre ændringer i lovforslaget. De vil givet koste en del demokraterne deres genvalg. Alternativet, Plan B, er at gennemfører en mindre reform. Laszewski anser det som den mest sandsynlige udvej og konkludere i øvrigt:

"After watching this debate, as well as the Clinton health care battle 15 years ago, my conclusion is that arrogant partisanship on big, consequential policy issues is a prescription for failure.

What a mess".

I virkeligheden er det vel også overraskende, at præsident Barack Obama efter en valgkamp med en masse snak om forandringer og nye måder at samarbejde på i Washington D.C. under valgkampen, forsøger at gennemfører en sundhedsreform udelukkende baseret på demokraternes stemmer. Der var måske muligt sidste år, hvor demokraterne havde spinkelt flertal i begge kamre, der kunne støtte en reform.

Men Obama bryder sit valgløfte om forandring og samarbejde over midten. Og samtidig er det også vanskelig sag at gennemføre en forholdsvis upopulær reform med snævert støtte. En sundhedsreform vil nemlig indeholde en del upopulære elementer, herunder begrænsninger i ydelserne til store grupper af modtagere (for at bringe omkostninger under kontrol) og nye skatter til finansiere at alle amerikanere kan blive dækket. Al erfaring siger, at sådanne reformer bedst gennemføres ved brede forlig, som gør det umuligt det ene parti at angribe det andet.

En anden fordel ved et bredt forlig ville være, at politikerne lettere kunne tilsidesætte lobbyister og overhøre snævre særinteresser krav. Det er vanskeligere, når et parti skal gennemføre en reform alene. Det har de mange studehandler om Obamas sundhedsreform med al tydelighed vist.