To indlæg har set på hhv. vælgere og politikere med psykologiske briller. Ph.D. stipendiat Mie Harder skriver på 180grader.dk (14/4), at danske vælgere lider af Stockholm-syndromet, fordi flertallet af vælgerne er blevet afhængige af velfærdsstaten, så den basale overlevelse afhænger af "overgrebsmanden" og vælgere mere eller mindre er isoleret af alternative perspektiver, fordi pressen stort set ikke kritiserer systemet.
Kommentator Christopher Arzrouni skriver i Jyllands-Posten (19/4) om en tilfældig folketingspolitiker, der lider "demokratisk depression", fordi han ikke mener, at man kan tage en ordentlig diskussion om noget som helst vigtigt i Danmark længere, hverken reformer eller demokratiet arbejdsvilkår. Han har mistet troen på demokratiet. Arzrouni forklarer, at det er valgsystemets konsekvens, at politikere er tvunget til at falde i èt med partiet (og vel i øvrigt, at partierne i større omfang end tidligere forsøger at tilpasse sig medianvælgeren). Arzrouni skyder også på pressen: Den er præget af processerne og det overfladiske fremfor substansen i det politiske.
Harder og Arzrouni kritisere således pressen, hvilket der sandelig også er grund til. Men det er næppe hele forklaringen på, at Danmark er på 50 år er blevet verdens mest socialiserede samfund og at borgerlige politikere er kyllinger, når det gælder reformer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar